Irene Hedegaard Johannsen ved, hvad Fredericia kan give dem, der har brug for et sted at høre til

BOSÆTNING. Det plejer at være sådan med de frivillige. Man bliver spurgt, om man vil forperson, og som regel har man for længst sagt ja til så meget andet, at det næste ja bare føles naturligt. Sådan gik det Irene Hedegaard Johannsen, hvis historie i Teater Malstrøm begyndte bag baren og ikke på scenen, i en tid hvor børnene var små, og en aften i teatret var alt det, hun havde overskud til. Dengang var hun én blandt mange frivillige hænder, der stod klar, når der skulle skænkes øl i pausen, og ingen, mindst af alt hende selv, havde regnet med, at det skulle blive til andet. Ni år og talrige aftener senere er hun kommet hele vejen rundt om huset, gennem garderobe, kulisser og kostumeværksted, og sidder nu for bordenden som forperson.

»Jeg havde mindre børn, så der var tiden ikke til det, men nu er jeg i en situation, hvor jeg rent fysisk ikke er tilknyttet arbejdsmarkedet. Så stadigvæk føler jeg, at jeg gør lidt gavn, og man kommer og får noget fællesskab,« fortæller hun.

Det svar rummer mere end hendes egen historie, og det opdager man hurtigt, når man sidder over for hende. Det er samtidig hendes forklaring på, hvad byen omkring hende kan. Fredericias kreative miljøer er efter hendes erfaring bygget, så man kan starte i baren og ende for bordenden, med lyst som eneste adgangsbillet, og hun bruger gerne teatret som eksempel på, hvem det egentlig favner. »Vi favner meget bredt i forhold til LGBT-miljøet og folk, der står lidt uden for arbejdsmarkedet, eller som måske har nogle sociale problemer, der gør, at de mangler noget fællesskab. Der synes jeg, at de er meget velkomne til hos os,« bemærker hun.

🔇

Teatret, hun i dag står i spidsen for, er et semiprofessionelt hus, grundlagt af ildsjæle med sans for drama og et blik for de lidt skæve vinkler, hvor holdet bag scenen er en broget flok med baggrunde fra alle dele af samfundet, fortæller forpersonen. »Vi bygger jo mange ting op selv fra grunden,« som hun formulerer det om kulisser, scenografi og kostumer, syet, malet og skruet sammen af rent frivillige hænder, og det er den åbenhed, hun peger på, når hun skal forklare, hvorfor Fredericia fungerer som by for et kreativt menneske, uanset om man vil give det hele eller bare en aften om ugen.

Det, de frivillige hænder ikke selv kunne bygge, var pladsen, og den har teatret for nylig fået. Forestillingerne holdt tidligere til i Det Bruunske Pakhus, indtil kommunen solgte bygningen, og siden er de flyttet til Tavlehallen ved Den Kreative Skole, hvor scenen ifølge Irene Hedegaard Johannsen er vokset gevaldigt. »Nu får de lov til at stå på en stor scene foran et publikum, der har betalt for at komme ind og se dem,« fortæller hun, tydeligt glad på de frivilliges vegne.

For nylig havde teatret premiere på »Støj«, en teater- og rockkoncert med levende sang og musik bygget op om kendte numre fra 70'erne og frem til i dag, spillet af et hold, der denne gang udelukkende består af konservatorieuddannede musikere. Publikum spænder bredt, fra unge, der opdager en musik, de aldrig selv nåede at høre første gang, til dem over de 50, som får deres egen ungdom trukket frem, og til vinterferien venter familieforestillingen »Sortemis«, et eventyr lavet til børnene, men med et blik for, at også forældre og bedsteforældre skal have en god oplevelse. »Det er meget individuelt, hvad de får ud af det. Men der er en drøm om at underholde og blive set, om at nå bredere ud,« siger hun om de medvirkende, hvad enten de drømmer om en karriere i faget eller bare om at mærke salen reagere.

Drømmen deles, men fællesskabet, der bærer den, er måske det, Irene Hedegaard Johannsen helst af alt vil have fortalt. I månederne op til en premiere ser de frivillige mere til hinanden end til deres egne familier, dag efter dag, time efter time, og det sætter sig en slags familiefølelse, som hun kalder den ved sit rette navn. »Man rykker bare tæt sammen på en eller anden måde. Vi brænder for at lave noget fed underholdning, noget der er flot at se på og godt at lytte til, og det giver en fælles grobund for at give publikum en god oplevelse,« fortæller hun.

Det er samme fællesskab, hun trækker frem, når talen falder på hele byen, og på hvad hun ville sige til en familie, der overvejer at flytte til Fredericia. »Fredericia er en god by at flytte til, hvis man har et kreativt øjeblik og gerne vil udfolde det. Man kan byde ind hos os og blive en stor del af det, hvis man ønsker det, eller en lille del, hvis det er det, man vil. Og så er der jo også Den Kreative Skole og alle deres tiltag, og Ungdomshuset, hvor de er kulturelt og kunstnerisk anlagt for de unge. Jeg synes, Fredericia er en bred kulturel by at flytte til,« siger hun.

Selv startede hun bag en bardisk med en kande øl i hånden og for lidt tid til overs, og i dag har hun det, der ligner et helt teater i sin varetægt. Sådan går det, mener Irene Hedegaard Johannsen, med dem, der bliver hængende i Fredericia.