17 C
Copenhagen
tirsdag 8. juli 2025

Højtråbende mand skabte uro på Fredericia Banegård

0

Sydøstjyllands Politi måtte torsdag aften rykke ud til Fredericia Banegård efter en anmeldelse om forstyrrelse af den offentlige orden.

Anmeldelsen kom kl. 18.35 og omhandlede en 46-årig mand fra Fredericia, som opførte sig højtråbende og forstyrrende i forhallen på banegården.

Ifølge politikommissær Arno Rindahl Petersen fra Patruljecenter Syd var mandens adfærd bemærkelsesværdig.

– Han var højtråbende og hoppede rundt på bænkene i forhallen, forklarer politikommissæren.

Politiet ankom til stedet kort efter anmeldelsen og fik kontakt til manden. Hans opførsel førte til en sigtelse for at overtræde den offentlige orden.

Politikommissær Arno Rindahl Petersen ønskede ikke at svare på, om den 46-årige mand var en person, politiet havde kendskab til i forvejen. Han kunne dog bekræfte, at ingen øvrige personer blev involveret i episoden.

Ny dansk storsejr ved VM

0

Spændingen var hurtig væk, men det var danske spillehumør ikke. Danmark knuste Tunesien ved VM med en sejr på 32-21

Efter storsejren i åbningskampen mod Algeriet skulle Danmark torsdag aften igen i aktion ved VM. Endnu en gang var kulissen Jyske Bank Boxen i Herning, og endnu en gang stod en afrikansk modstander på programmet – denne gang Tunesien. Boxen var pakket til randen med et entusiastisk publikum, der allerede før kampstart skabte en elektrisk stemning.

Fra kampens begyndelse var der klasseforskel. Tunesien havde problemer både defensivt og offensivt, og Danmark udnyttede det fuldt ud. Efter blot fem minutter var Danmark foran 4-0, mens Emil Nielsen lukkede af i målet med flere stærke redninger. Publikum sang taktfast “4-0, 4-0” – en sjælden fodboldinspireret hyldest i håndboldens verden. Tunesien var som lammet og kunne ikke finde løsninger.

Først syv minutter inde i opgøret lykkedes det Tunesien at få bolden i mål og reducere til 4-1. Det ændrede dog ikke på dynamikken. Danmark fortsatte dominansen, og da stillingen blev 6-1, måtte Tunesiens træner tage en timeout for at forsøge at vende udviklingen. Timeouten gjorde dog ikke den store forskel. Danmark holdt tempoet højt og udbyggede føringen yderligere, så den efter 16 minutter lød på 11-1.

Tunesien begyndte langsomt at finde en smule rytme i angrebet, men skaderne var allerede sket. Det danske forsvar stod solidt, og i modsatte ende udnyttede Mikkel Hansen og Simon Pytlick deres chancer effektivt. Med seks minutter tilbage af første halvleg blev den folkekære Mads Mensah skiftet ind, hvilket fik publikum til at bryde ud i jubel. Hans tilstedeværelse bidrog til, at Danmark gik til pause med en komfortabel føring på 17-7.

Anden halvleg blev en oplagt mulighed for landstræner Nikolaj Jacobsen til at eksperimentere med forskellige konstellationer. Emil Madsen og Mathias Gidsel, begge venstrehåndede bagspillere, fik spilletid sammen – en utraditionel konstellation, der kun blev mulig på grund af skader til Thomas Arnoldsen og Rasmus Lauge. Ikke alt fungerede perfekt, men der var momenter af potentiale, og publikum holdt gejsten oppe.

På trods af enkelte mindre fejl i angrebet havde Danmark aldrig problemer med at holde Tunesien bag sig. Stillingen 27-17 med 13 minutter igen afspejlede den kontrol, danskerne udøvede gennem hele opgøret. Nikolaj Jacobsen benyttede anledningen til at give spilletid til flere spillere, blandt andet Kevin Møller, som overtog målet i kampens sidste kvarter, og Henrik Møllgaard, der fik sine første minutter ved denne slutrunde.

Spændingen på måltavlen var ikke-eksisterende, og det gav Danmark mulighed for at fokusere på detaljerne og fordele belastningen. Mathias Gidsel fik en velfortjent pause mod slutningen af kampen, mens Emil Madsen, Simon Pytlick og Mads Mensah udgjorde bagkæden. Selvom Tunesien momentvis reducerede forspringet og kom op på 29-20, var sejren aldrig i fare.

Publikum i Boxen gav ikke slip på festen, og danskerne afsluttede kampen i højt tempo. Den endelige stilling blev 32-21 – en sejr, der cementerede Danmarks styrke og bredde.

Lørdag venter den sidste kamp i gruppespillet, hvor Italien står på den anden side af banen i en direkte duel om førstepladsen. Med to overbevisende sejre i bagagen går Danmark ind til opgøret med selvtillid og et godt udgangspunkt for den videre turnering.

Hyggedart i Bøgeskov Hallen er populært

0

Hver tirsdag og torsdag samles dartentusiaster i Bøgeskov Hallen til hyggedart, en sport, hvor både unge og gamle kan deltage på lige fod. Formand for klubben, Michael Kristensen, fortæller, at der spilles forskellige former for dart, herunder de populære spil skovhugger og mickey mouse.

Fredericia AVISEN fik lov at prøve en hurtig omgang skovhugger under Kristensens vejledning. Efter et par gode kast griner han og siger:

– Du behøver ikke være så ydmyg, hvis du har prøvet før. Men sandheden er, at AVISENs udsendte aldrig har kastet en dartpil før og ender med at tabe i skovhugger.

Efter spillet reflekterer Michael Kristensen over klubbens udvikling:

– Vi er her to dage om ugen, og vi afholder forskellige arrangementer. Flere firmaer har booket hos os og benytter vores faciliteter til firmaarrangementer. De kommer ofte i mindre grupper på 20-25 personer, fortæller han og understreger sin ambition om at udvide og gøre stedet endnu mere tilgængeligt.

– Bøgeskov Hallen har åbent 365 dage om året, og der er stadig meget potentiale, hvis flere bliver opmærksomme på, hvad vi tilbyder. Vi er stadig et relativt ungt sted, så folk kender os ikke endnu, men vi har allerede over 40 medlemmer og oplever stor opbakning, især når vi arrangerer events, siger Michael Kristensen og glæder sig over den stigende interesse for sporten.

Han peger på, hvordan dart fungerer for alle generationer, og fortæller, at han har set både bedsteforældre, forældre og børnebørn spille sammen. – Det er fantastisk at se, hvordan folk, selv dem der aldrig har haft en pil i hånden, bliver grebet af det. Det er en sport, der ikke kræver, at man er i god form – man skal bare kunne holde ro og have det sjovt, forklarer han.

Michael Kristensen ser også en stor fremtid for hygge dart, og hans drøm er at kunne arrangere et større mesterskab i Fredericia. – Jeg håber, at vi kan få et stort mesterskab til MesseC i Fredericia. Jeg har set, hvordan arrangementer i København har haft succes, og jeg er overbevist om, at MesseC ville være den perfekte placering for at tiltrække folk fra hele landet. Det ville skabe en fantastisk ramme for en stor fest, siger han med håb i stemmen.

I Bøgeskov Hallen er der plads til både mænd og kvinder, og alle er velkomne til at prøve kræfter med denne fællesskabsbyggende sport, der samtidig rummer en god portion hygge.

UCL og FMS får 1,1 mio. kroner til mikrofabrik i bæredygtig fødevareproduktion

0

UCL og Fredericia Maskinmesterskole har modtaget 1,1 mio. kroner i støtte fra Karl Pedersen og Hustrus Industrifond til et ambitiøst projekt, der skal skabe en mikrofabrik til at understøtte undervisningen i bæredygtig fødevareproduktion. Mikrofabrikken vil som første skridt opbygge en produktionslinje til plantedrikke, og projektet sigter på at give de studerende en praktisk forståelse af, hvordan produktionen af fødevarer kan optimeres for at blive mere bæredygtig.

– Vi er rigtig glade for at modtage støtte til det her projekt. Med midlerne kan vi lave vores mikrofabrik med fuldt udstyret produktionslinje, så vores studerende kan se, hvordan de enkelte trin i produktionen påvirker råvarerne. På den måde kan de blive klogere på, hvilke trin man kan undvære eller optimere for at ende med en mere bæredygtig produktion, siger Docent Birthe Møller Jespersen fra Anvendt Erhvervsforskning på UCL.

Mikrofabrikken vil ikke kun fokusere på fødevareproduktion, men også på at skabe et læringsmiljø, der integrerer forskellige fagområder og kompetencer. På sigt skal projektet rummer flere produkttyper, og det vil kunne bruges af studerende på tværs af uddannelser og campusser. Målet er at give de studerende mulighed for at arbejde med alle aspekter af produktionen og forstå, hvordan de forskellige discipliner spiller ind i den samlede proces.

– Det er glædeligt at arbejde sammen, især når vi allerede har et godt samarbejde omkring automationsteknologi. Vi har jo samarbejdet før, så dette er blot endnu en udvidelse af det samme. Vi arbejder sammen om automationsteknologuddannelsen og uddannelser til datacentre, og vi har flere samarbejder omkring forskning og udvikling. Det er virkelig stærkt at opleve den synergieffekt, der opstår, når to forskellige uddannelsesinstitutioner med hver deres kernekompetencer arbejder tæt sammen, siger Jens Færgemand Mikkelsen, rektor for Fredericia Maskinmesterskole.

Mikrofabrikken vil blandt andet fokusere på, hvordan de enkelte produktionstrin påvirker både råvarerne og den samlede bæredygtighed i produktionen. På den måde vil de studerende få hands-on erfaring med at analysere og optimere produktionsprocesser for at opnå bedre resultater, både med hensyn til kvalitet og miljøpåvirkning.

Birthe Møller Jespersen fremhæver også vigtigheden af, at de studerende ikke kun vil få indsigt i deres eget fagområde, men også vil lære om, hvordan de kan samarbejde på tværs af forskellige funktioner i produktionen.

– Udover at studerende får vigtig indsigt i råvarernes vej gennem produktionen, så kommer de også til at se, hvordan de andre roller i produktionen arbejder, og i samarbejdet kan de lære meget af hinanden. Der bliver skabt et miljø, der minder rigtig meget om den virkelighed, de selv skal ud at arbejde i, siger Birthe Møller Jespersen.

Projektet vil også bringe nye teknologier og metoder til anvendelse i undervisningen, og på længere sigt håber både UCL og FMS at kunne integrere flere uddannelser i mikrofabrikken. Eksempelvis håber man at kunne inddrage studerende, der arbejder med dataindsamling og -håndtering, hvilket vil give dem en praktisk forståelse af, hvordan teknologi og data kan understøtte produktionen.

Jens Færgemand Mikkelsen ser frem til at udvide samarbejdet og udnytte den synergieffekt, der allerede er opnået gennem samarbejdet mellem de to institutioner.

– Vi har set, hvordan samarbejdet mellem UCL og FMS har styrket vores uddannelser og forskningsprojekter tidligere, og vi er meget glade for, at dette projekt giver os mulighed for at udvide og udvikle den synergi, siger Jens Færgemand Mikkelsen.

Mikrofabrikken vil fungere som et vigtigt læringsværktøj for de studerende i flere år fremover, og projektet er et skridt mod at skabe en mere bæredygtig og innovativ fødevareproduktion i Danmark. Projektet kører frem til sommeren 2027, og målet er at give de studerende de nødvendige værktøjer og kompetencer til at kunne navigere i fremtidens fødevareproduktion.

Lugtproblemer ved Crossbridge Energy i Fredericia

0

Flere borgere i Fredericia har den seneste tid klaget over en vedvarende og ubehagelig lugt fra Crossbridge Energy. Lugten, der ofte har spredt sig omkring området, er blevet bemærket af både lokale beboere og medarbejdere på raffinaderiet, og nu er der igangsat en undersøgelse for at finde årsagen.

– Vi undersøger sagen nærmere, da der er blevet bemærket en lugt, som vi ønsker at få afklaret. Flere medarbejdere har tidligere nævnt, at de også har kunnet lugte det, og vi tager deres observationer seriøst, siger Torben Øllegaard Sørensen, pressechef hos Crossbridge Energy.

Ifølge flere læsere, der har henvendt sig til AVISEN, er lugten blevet mærkbar oftere og i længere perioder end tidligere. Den ubehagelige lugt synes at være mere intens og til stede oftere, hvilket har vakt bekymring blandt både borgere i Fredericia. Crossbridge Energy arbejder nu på at identificere og afhjælpe problemet.

Der er endnu ikke kommet nogen officiel opdatering om, hvad der præcist forårsager lugten.

Klimaforandringer og cyberangreb stiller større krav til beredskabet

0

Middelfarts borgmester, Johannes Lundsfryd, peger på de ændrede trusselsbilleder som en af de største udfordringer, kommunen står overfor i fremtiden. I et interview beskriver han de centrale faktorer, der skal tages højde for, når man arbejder med kommunale beredskaber og beredskabsplaner.

– De største udfordringer, vi står overfor, er, at trusselsspillet ændrer sig, og opkrævningen ændrer sig, siger Lundsfryd og understreger, at klimaforandringerne er blandt de mest presserende problemer, siger borgmesteren i Middelfart Kommune Johannes Lundsfryd.

– Vi oplever flere og flere klimaforandringer. Vi ser både mere vand fra havet, kraftigere regnskyl og i perioder tørke. Vi har flere gange haft situationer, hvor træer og natur har været nødt til at rykke ud. Det er noget, der bliver mere og mere presserende, siger han og forklarer, hvordan den ændrede natur udgør en konkret trussel, som kommunen skal forholde sig til, tilføjer Johannes lundsfryd.

Cyberangreb og digitale trusler

Udover klimaforandringerne ser Lundsfryd også et stigende pres fra digitale trusler som cyberangreb.

– Trusselsspillet ændrer sig også, som vi har set med eksempelvis cyberangreb og andre digitale trusler. Hvis energisystemer eller vandselskaber bliver hacket, kan vi risikere at stå uden vand eller strøm. Det skal vi være forberedte på, siger han og understreger, at cybersikkerhed er et område, der kræver meget opmærksomhed, fortæller Johannes Lundsfryd.

Borgmesteren påpeger også, at den hurtige teknologiske udvikling og den grønne omstilling giver nye udfordringer for beredskaberne.

– Teknologien udvikler sig hurtigt, og det kræver nye kompetencer og en hurtigere beredskabsforberedelse. For eksempel er det en helt anden udfordring at slukke brand i en elbil fremfor en dieselbil, siger Lundsfryd. Han understreger, at kommunen hele tiden skal tilpasse sig den teknologiske udvikling for at kunne håndtere nye typer af kriser og uforudsete hændelser, fortæller Johannes Lundsfryd.

Når det kommer til kommunernes ressourcer, mener Lundsfryd, at det er nødvendigt at træffe hårde prioriteringer.

– Der er ikke et pengetræ i hver kommune, og vi skal vælge, hvor vi lægger pengene. Skoler, ældrepleje, mennesker med handicap, børn og beredskaber – alle disse velfærdsområder kræver ressourcer, og det bliver en kamp om midlerne, forklarer han.

Borgmesteren understreger, at staten har et ansvar for at sikre, at kommunerne kan opretholde stærke beredskaber, og han peger på, at det er ærgerligt, at der ikke tidligere er blevet prioriteret mere støtte til de lokale beredskaber.

– Jeg mener, at staten har et ansvar for at sikre stærke kommunale beredskaber, og det er ærgerligt, at der ikke er blevet prioriteret mere støtte til de lokale beredskaber tidligere. Vi må vente til 2026, hvor forhandlingerne om økonomien måske kan give et løft, men selv da kan det blive nødvendigt at skuffe andre områder, siger han.

Cyberforsvar som en konstant prioritet

Lundsfryd afslutter med at understrege betydningen af det vedvarende arbejde med at sikre kommunens IT-systemer.

– Vi bruger efterhånden rigtig mange ressourcer på at sikre vores IT-systemer, fordi vi hver dag oplever cyberangreb. Det kræver konstant opdatering og løbende lukning af sikkerhedshuller. Det er et vedvarende arbejde, og det er noget, vi har meget fokus på for at beskytte vores systemer og data, siger han.

Han understreger, at det er afgørende for kommunens troværdighed og tillid fra borgerne, at man kan sikre, at deres data bliver behandlet korrekt og beskyttet mod trusler.

Ny tidsplan for spildevandsarbejde i Fredericia

0

Fredericia Spildevand er i fuld gang med arbejdet på Nørrebrogade og de omkringliggende veje. Der er i øjeblikket igangværende og kommende anlægsarbejder, der forventes at vare i flere måneder. Fredericia Spildevand giver nu en opdatering på den videre tidsplan og de kommende arbejdsområder.

Arbejdet på Luthersvej er startet

I det nye år er arbejdet på Luthersvej startet, og Fredericia Spildevand er i gang med at grave fra Glentevej op til Spurvevej. Ifølge Fredericia Spildevand forventes arbejdet at være færdigt i marts 2025. “Vi er allerede godt i gang, og vi forventer at kunne afslutte arbejdet på Luthersvej inden marts,” siger Fredericia Spildevand i en pressemeddelelse.

Spurvevej får spildevandsarbejde fra februar

Når arbejdet på Luthersvej er afsluttet, fortsætter Fredericia Spildevand arbejdet på Spurvevej. Gravet arbejde vil finde sted fra Luthersvej og op til Nørrebrogade, og det er planlagt at pågå fra slutningen af februar og frem til juni. Beboerne på Spurvevej vil modtage yderligere information om arbejdet i løbet af februar, oplyser Fredericia Spildevand.

Arbejdet på veje øst for Nørrebrogade

På Lathyrusvej er Fredericia Spildevand ved at afslutte arbejdet, og i de kommende uger starter arbejdet på Nellikevej og Primulavej. Der vil blive foretaget nødvendige vejændringer og kortvarige vejforstyrrelser, men Fredericia Spildevand arbejder på at minimere generne for både trafikken og de lokale beboere.

Valmuevej starter i februar

Fredericia Spildevand oplyser også, at arbejdet på Valmuevej starter i februar. Beboerne på Valmuevej vil få yderligere information, når arbejdet nærmer sig opstart.

Fredericia Spildevand understreger vigtigheden af at informere de berørte borgere løbende. “Vi gør vores bedste for at minimere generne og sikre, at arbejdet forløber så effektivt som muligt,” lyder det fra Fredericia Spildevand.

VM-spiller suspenderet

0

Portugisiske Miguel Martins er sent tirsdag aften blevet suspenderet fra VM-slutrunden som følge af en positiv dopingprøve.

Aalborg Håndbold er onsdag morgen blevet bekendtgjort med, at Miguel Martins ikke kommer til at deltage i den igangværende VM-slutrunde for Portugal, idet han har testet positiv for doping i forbindelse med det portugisiske landsholds aktiviteter op til slutrunden.

– Det kommer selvfølgelig som et stort chok for os at høre og vi har omgående været i kontakt med Miguel, der selv er lige så uforstående som vi er og bedyrer, at han ikke har foretaget sig noget ulovligt.

– Han har prompte bedt om at få lavet den såkaldte B-prøve for at få sagen afklaret til bunds, men det ligger fast at han ikke kommer til at deltage ved VM-slutrunden, siger Aalborg Håndbolds direktør Jan Larsen.

– Vi kan og vil ikke gøre yderligere i sagen indtil svaret på B-prøven foreligger, hvilket vi lige nu ikke ved hvornår sker. Først når vi kender svaret på prøven vil vi forholde os til det videre forløb, lyder det fra Jan Larsen.

Nyt kapitel for Nybolig Middelfart

0

Nybolig Middelfart har pr. 31. december 2024 gennemført et generationsskifte, hvor Tom Skjellerup giver stafetten videre til Therese Vestergaard Aarhus og Gustav Bisgaard Carlsen. Selvom han træder tilbage som indehaver, forbliver Skjellerup tilknyttet virksomheden og vil fortsat være en del af teamet.

Therese Vestergaard Aarhus udtrykker stolthed over sin nye rolle som indehaver.

– Det er med stor ære og ydmyghed, at jeg nu overtager rollen fuldt ud som indehaver af Nybolig Middelfart sammen med Gustav B. Carlsen. Jeg ser frem til at bygge videre på det fantastiske fundament, som blandt andet Tom har været med til at skabe, og jeg glæder mig til at fortsætte arbejdet med at skabe værdifulde boligløsninger for vores kunder, siger hun.

Klar til fremtidens udfordringer

For Gustav Bisgaard Carlsen er det en spændende tid for ejendomsmæglerforretningen i Middelfart.

– Det er en spændende tid for Nybolig Middelfart, og jeg ser frem til at fortsætte det gode samarbejde med Therese om at sikre vores fortsatte succes og udvikling. Sammen er vi klar til at møde fremtidens udfordringer og muligheder, forklarer Carlsen.

Sammen med Therese Vestergaard Aarhus ser han frem til at fortsætte arbejdet med virksomhedens udvikling og fokus på kundernes behov. Med Tom Skjellerups fortsatte tilknytning sikres desuden en smidig overgang, hvor erfaring og nye idéer kan bidrage til at forme Nybolig Middelfarts fremtid.

1200 fodboldspillere til stævne i Fredericia Idrætscenter

0

Fredericia KFUM og JL Sport Solution afholder lørdag den 18. og søndag den 19. januar Indoor Liga Cup i Fredericia Idrætscenter. Stævnet, der henvender sig til spillere født i 2016 og 2017, tiltrækker hele 136 hold. Over 1200 spillere gæster Fredericia Idrætscenter.

For mange spillere, især de 7-8 år gamle fra årgang 2017, er dette første gang, de skal deltage i et stævne med overnatning. Det mærkes tydeligt, da der er rekordstor tilslutning fra forældrene, både til overnatning og bespisning.

De mange deltagerne ankommer enten fredag aften, hvor omkring 900 spillere og ledere forventes, eller lørdag morgen, for at være klar til indmarch kl. 09.00. Alle hold skal spille minimum 12 kampe over de to dage, og der vil ske ombrydning efter hver tre kampe, indtil de afsluttende kampe søndag eftermiddag.

– Søndag eftermiddag vil der være fælles afslutning i Hal 1 med pokaloverrækkelse, hvor alle deltagere vil få pokaler i forhold til deres placering. De mange deltagende hold kommer fra hele Danmark, med en overvægt af hold fra Sjælland, som især sætter pris på de gode rammer, Fredericia tilbyder, hvor alt er samlet under ét tag, oplyser Ejvind Hansen fra Fredericia KFUM.

Indkvartering og bespisning for spillerne og deres ledere foregår på lokale skoler i Fredericia. Fredag aften vil der være ca. 900 personer til spisning, mens der lørdag aften vil være omkring 1200 personer til samme formål.

Arrangørerne, med hjælp fra mange frivillige, herunder forældre og spillere fra U13-holdet, håndterer alt fra tidtagningsborde til bespisning og overnatning på skolerne. Fredericia KFUM forventer, at der i løbet af lørdagen og søndagen vil være minimum 2500 personer til stede i hallen, herunder spillere, trænere, ledere, forældre og bedsteforældre.