Rotationsprincippet blandt DJØF’s medlemmer sikrer dem en kontinuerlig sikkerhed for, at der hverken er konsekvenser eller risiko for ledighed, for hvis der er noget, vi ved, så er det, at det offentlige altid skal bruge flere dyre ledere til at lede os alle sammen.

Rotationen er den simple, at de samme mennesker arbejder sig op i det offentlige hieraki, hvor de som græshopper springer fra sted til sted, mens lønnen stiger og stiger. Ikke sjældent belønnes man både for skandaler, fiaskoer, problemer med de underordnede, problemer med forvaltningsloven og måske endda en decideret modstand til borgerne, der tillader sig at ville vide, hvad der foregår. Modstanden ser vi via den agressive oprustning med jurister (sponsoreret via kammeradvokaten, der på kurser lærer forvaltningerne at sylte aktindsigter og fifle med offentlighedsprincippet, stik mod intentionerne i loven), spindoktorer (der stort set skal sælge halleluja-historier om den offentlige forvaltning og gøre gammelmedierne afhængige af kommunekasserne med mere) og grødfede politikere (der soves ind i udvalgsposter, bestyrelsesposter og gøres afhængige af de penge, der følger med deres mandater).

Det er naturligvis altid rart at fortælle den gode historie om, hvor sødt og rart det hele er. Men når det kommer til den offentlige forvaltning og de folkevalgte politikere, er det største problem, alt det vi ikke ved. Tendensen er nemlig, at det er kun “hvis man bliver taget”, der kommer erkendelser på bordet. Indtil da bevarer forvaltningen alle problemer for sig selv, så de kan beskytte borgerne mod borgerne selv. Det er en udvikling, der har været skred i de seneste 20 år. I takt med den digitale tidsalders dramatiske forandringer af kommunikationshastigheden og omfanget af selvsamme, er magthaverne særdeles optagede af at beskytte sig selv mod “folk udefra”. Det handler af indlysende grunde om deres karrieremuligheder. Man ønsker at styre fortællingerne, indtil man har placeret sig selv endnu mere lukrativt. Er du leder på niveau 1, 2 eller 3? Skal du videre fra en stilling som “chef” til “direktør”? Lønningerne er vanvittige:

Hvert år skræmmer vi befolkningen med at vise, hvor dyre lederne er i kommunen. De får nogle sindssyge lønninger, og nej, de arbejder næppe så meget for de penge. Det er en skændsel for den menige medarbejder at se, hvordan disse mennesker vælter sig i skatteborgernes penge, mens der ikke er råd til tørre kiks på et plejehjem. Og nej, de kan ikke selv se det. De er som bankrøvere, der ved at politiet aldrig dukker op. De føler selv, at de fortjener det. Selvom de udmærket ved, at de ikke bærer nogen form for risiko selv. En skandale vil måske blot udløse en klækkelig sum penge kombineret med en periode, hvor man kan holde fri, indtil den nye stilling i en anden forvaltning er hjemme, og så med en endnu højere løn.

Det ER virkeligheden.

Alt for mange toppolitikere er blevet fedtet ind i dette miljø. Kun en vælger revolution kan ændre på dette, men desværre vil mange almindelige mennesker ikke gå ind i politik på grund af den modbydelige og ondskabsfulde stemning, der ofte piskes op af gammelmedierne, der helt har glemt den klassiske reportage og ordentlighed. Nu kæmper man om clicks og likes. Gammelmedierne har ganske enkelt alt for travlt med at bakke op om den herskende klasse, samtidig med at de rigtige historier om storforbruget på offentlig administration typisk behandles som en nødvendighed. Man er alt for villige til at købe de dårlige argumenter, og det tager for lang tid at sætte sig ind i baggrundene for de forskellige love, der støbes i den embedsmæssige sovs af nødvendigheder.

I stedet for som et absolut minumum at kræve lighed for loven, så tillader samfundet sjusk og kaos i det offentlige, hvor mange forpinte medarbejdere må tækkes med håbløse og virkelighedsfjerne krav fra mennesker, der sjældent selv løfter de konkrete opgaver. Samtidig er der mange steder indført et princip om, at man skal “være loyal”, hvorfor cirkelslutningen er perfekt. Mange dårlige sager når at køre ud over kanten, fordi ingen tør stå frem. Man burde principielt være beskyttet mod sanktioner, hvis man beklager sig over kritisable forhold i det offentlige, men det modsatte er tilfældet. Topcheferne værner nidkært om deres områder. Der er derfor heller ikke nogen læringsproces. Til gengæld er der masser af new speak, hvor man får ord til at betyde det modsatte af, hvad der reelt er tale om. “Styrke” betyder “lappe”. “Vision” betyder “om lang tid, hvis nogensinde”.

Sandsynligheden for, at vi får et opgør med den dyre ledelse i det offentlige er ikke særlig stor. Fordi interessen fra politikerne er meget lille. Det bliver nærmest betragtet som “yderligtgående”, hvis man ønsker at begrænse antallet af chefer og ledere i det offentlige. Sandheden er bare den, at man stort set altid bruger de penge, man kan få fingrene i. Så hvis der ikke er nogen, der fjerner alle disse lukrative lønvilkår, vil det aldrig nogensinde få en ende. Desværre vil vi være nødt til at vente på en økonomisk katastrofe, før der endelig kommer et opgør på området.