17.9 C
Copenhagen
tirsdag 29. juli 2025

Planløs agitation og ønsketænkning i EU

0

Den historieløse formidling fortsætter ufortrødent blandt de gamle medier i vesten. Man har for længst forladt den neutrale position til fordel for en udsøgt favorisering af synspunkter, man føler sig enig i. Det vigtigste kendetegn ved denne form for bias er, at man konsekvent undlader at bringe synspunkter, der modsiger vinklen, man arbejder med.

Hvorfor benægter mange, at der i flere år har været praktiseret censur via de sociale medier? Hvorfor vil man ikke censurere de gamle medier på lige fod med de sociale medier? Hvorfor benægter man den amerikanske indflydelse på demokratiernes drift, økonomisk og politisk, eller udviklingen af massiv overvågning af borgerne? Hvorfor er det konspirationer, og ikke afsløringer, når eksempelvis problemerne med diskursen under Coronapandemien formidles?

Det er interessante spørgsmål. Og der er mange af dem. Fronterne er trukket skarpt op. Man er enten at finde i en “ekstremt højreorienteret” lejr eller på “den yderste venstrefløj”, hvis man skal tro på, hvad mange medier og meningsdannere formidler. Historien eller historiske figurer bringes ofte frem som argumenter, men mest af alt til at skabe en bestemt følelse omkring personer eller synspunkter, man ikke bryder sig om. Fascist og Hitler er brugt så meget om Donald Trump, at det praktisk talt er blevet værdiløst som begreb. Det afslører også en dyb historieløshed blandt dem, der gør det. Men man skal generelt lade være med at bruge historiske paralleller til at beskrive nutiden. Ikke mindst fordi det giver ens argument mindre værdi og troværdighed, når man gør det.

Man bør stille begavede spørgsmål. Fremfor at hæfte sig ved, at Donald Trump har løsladt “angriberne på Kongressen den 6. januar”, skal man måske spørge om: Hvor lang tid skal de da sidde i fængsel? Om den juridiske proces i USA er blevet voldsomt undergravet af politisk pres, er også et relevant spørgsmål. Det er alt for nemt at bruge de mange negativt ladede betegnelser, der alt for ofte er et resultat af en fundamental krise i den demokratiske grundtanke. At man skal kunne enes om at være uenige.

Man skal stille spørgsmål til, hvorvidt forhandlingerne efter Sovjetunionens kollaps, klart tilkendegav, at NATO ikke ville udvide mod Rusland. Man skal også spørge om, hvorvidt den amerikanske stat har deltaget i regeringsomvæltninger rundt omkring i verden. Også i Ukraine. Det er en del af fortællingen, at de vestlige lande har haft en meget klar agenda, hvor man har udfordret den russiske sikkerhedspolitik. Vi hører ikke meget om, hvordan vesten skal forsvare sig mod Kina. Hvorfor har man ikke travlt med at have krigspolitik rettet mod Kina? Kineserne har også diktatur. Så hvis det er argumentet for militær konfrontation, hvorfor er man så ikke truende på den front?

Det skyldes naturligvis den sikkerhedspolitiske situation. At man udmærket ved, at man ikke kan besejre Kina. Ligesom man altså heller ikke kan besejre Rusland. Styrkeforholdet er ganske enkelt en realitet, man skal forholde sig til. Det gjorde man også under Den Kolde Krig, hvor den kommunistiske verdensrevolution kontrollerede store dele af verden. Hvem havde travlt med at ville indtage Moskva? Ingen. For det ville betyde atomkrig.

Alligevel er realitetspolitik blevet et fremmedord i formidlingen. Det er ikke kun moralsk nødvendigt, aldeles uundgåeligt, at man skal kæmpe til sidste blodsdråbe i Ukraine. Man vil ligefrem hænge hele det europæiske kontinent på denne politik. Indtil videre har man gjort det med USA i ryggen; ja, som den primære drivkraft bagved projektet. Det var Biden-administrationens gerning. Med den nye Trump-administration er dette fortid. Amerikanerne vil ikke mere. Det var også Trump, der i sin forrige præsidentperiode forlangte, at NATO-medlemmerne skulle betale deres andel af udgifterne. Dertil bør man bemærke, at amerikanerne betaler 68% af omkostningerne til NATO.

Nu er den europæiske elite blevet fornærmede. Den mest hardcore del af Bruxelles-folket vil have en Europahær. Det gode spørgsmål ville så være, om man så vil betale de 68% af omkostningerne, der i dag betales af USA? Dernæst om den europæiske befolkning er med på dette? Alt tyder på, at der er udbredt modstand i de fleste lande i EU, mod EU. Det er sært, at man i Bruxelles og på mange regeringskontorer forestiller sig, at det europæiske projekt kan overleve i den nuværende form. Modviljen er vokset og vokset gennem tiden. Kulminationen var Brexit i 2016. Men det kan gå endnu værre. For det europæiske samarbejde har altid været et smertens barn:

Det er mere, der deler os, end der samler os.

Hvor det oprindeligt handlede om samhandel og fred landene imellem, har en del eurocentrisme politikere i tidens løb ønsket sig en stor europæisk stat. Det er et projekt uden et folk. Kommissærerne er symbolet på denne manglende, folkelige opbakning. De er ikke folkevalgte; men de agerer, som om de leder Europa. Det er en udemokratisk og dårlig konstellation, der kan ende med afviklingen af det europæiske samarbejde, som vi kender det i dag. Fordi det i længden vil være svært at fastholde ideologien bag projektet, når der ikke er folkelig substans. Derfor er reaktionerne hos EU-cheferne efter den amerikanske vicepræsidents tale den 16. februar 2025 i München, en virkelighedsfjern og folkeløs handling. Man kan sige det, så meget man vil; men det virker utopisk, at der kommer en EU-hær. Slet ikke hvis spørgsmålet skal sendes til folkeafstemning rundt omkring i Europa. Man balancerer på afgrunden.

Hvad var det præcist, der var så fornærmende ved J.D. Vances tale? Var denne “stærkt højreorienteret”, som det er blevet påstået af flere eurocentrisme politikere? Der var i de knap 20 minutters tale ingen højreorienterede synspunkter. Der var en generel kritik af Digital Services Act, der bærer præg af censur og undertrykkelse af meninger, uden at man kan nævne, hvad der afgør, hvad det er tilladt at sige. Det er et vagt defineret koncept, der overlader råderetten over ytringsfriheden til skjulte processer uden retsprøvelse. Kort sagt: Antidemokratisk. Der var også en generel påtale af immigrationsproblemer. Men på eksempelvis BBC, blev talen primært omtalt som farlig og “dårlig“. Selve substansen drøftes ikke. Det hedder sig også, at Vance “angriber Europa“. Selvom talen, som er frit tilgængelig, i realiteten er et forsvar for borgernes ret til at ytre sig; ikke et angreb på Europa.

Man kan derfor stille sig selv det spørgsmål, hvorfor formidlingen af sådanne emner ender med at være ensidig og historieløs? Det er en kendsgerning, at USA og vesten aldrig ville tolere at Rusland indlemmede eksempel Mexico i deres hær. Rent sikkerhedspolitisk er det klart, at Rusland er verdens mest skræmmende atommagt. Det er indlysende, at vi ikke kan komme i krig med dette store land, uden at risikere vores egen overlevelse. Diktator eller ej. Sikkerhedspolitik handler ikke om ønsketænkning. Det handler om realiteter. Af samme grund er det uforsvarligt, når man kritikløst formidler en historie om, at man kan besejre Rusland. Også med en Europahær. Hvor meget af ens BNP vil man også bruge på militæret i den forbindelse? Og hvordan vil man sikre klimaet, hvis man bruger ressourcerne på krigsmateriel?

Det er planløs agitation og ønsketænkning.

Fremfor alt vil det næppe falde i vælgernes smag rundt omkring i Europa. Man tror måske, at man udfordrer USA’s dominans og supermagtsstatus. Mest af alt fordi denne nu kontrolleres af Trump. Men i realiteten er det et flertal af amerikanerne, der er trætte af at betale regningen. Europa har et markant overskud på deres samhandel med USA. Og derfor taber Europa også, når USA forlanger forandringer. Den økonomiske krise lurer lige om hjørnet: For det er amerikanerne, der trykker de eftertragtede dollars, der afgør hvem der er rig og fattig, hvem der kan låne og hvem der kan gå bankerot. EU er meget langt fra det, som eurocentrisme påstår. Men fremfor alt det er et projekt uden et folk, uden folkelig opbakning og uden demokratiske rødder. Der er endnu ikke en europæisk præsident, valgt af europæere. Og vi vil næppe tilslutte os Sverige, ligesom Norge heller ikke vil tilslutte sig Danmark. Alene i Norden er der så store nationale skel, at det er ren fantasi at tro på en stor, fælles stat om lidt. Begynd så at tale om at forene Frankrig med Tyskland.

USA vil sætte kursen; Europa vil enten følge med eller gå mod meget usikre tider. Trump eller ej, så er det den verden, vi har levet i, siden første verdenskrig.

Hårdt angreb på EU fra ny administration i USA

0
Foto: Det Hvide Hus

I en skelsættende tale fra den nye vicepræsident i USA, JD Vance, angreb han de europæiske lande for at omfavne censur, totalitarisme, frygt for egne vælgere og masseimmigration. Talen efterlod salen chokerede.

Under sin tale på sikkerhedskonferencen i München den 14. februar 2025 kritiserede vicepræsident J.D. Vance europæiske ledere for, hvad han opfattede som en afvigelse fra traditionelle værdier, særligt med fokus på eroderingen af ytringsfrihed og demokratiske institutioner. Han anklagede europæiske politikere for at kriminalisere ytringsfrihed og opfordrede dem til at gøre mere for at adressere ulovlig immigration. Vance fremhævede også en sag, hvor en britisk mand blev arresteret for at bede nær en abortklinik, hvilket han hævdede var et angreb på religiøse friheder.

– Europa står over for mange udfordringer, men den krise, dette kontinent står over for lige nu, krisen, som jeg mener, vi alle står sammen om, er en, vi selv har skabt, sagde han.

Donald Trump blev indsat som præsident den 21. januar 2025. Samme dag holdt den nye kommisær for censur en tale, hvor hun indskærpede kommisærernes tro på at Digital Services Act er et instrument, der skal beskytte demokratierne. Den EU-styrede lovgivning er designet til at afstraffe amerikanske techgiganter med kæmpe bøder, så de fjerner indhold, kommisærerne ikke kan lide. Men den kurs har nu ført til en kollision med USA, der under Trump vil sætte hårdt mod hårdt og forsvare de amerikanske virksomheder.

Netop sikkerhedskonferencen i München er en tradition, hvor det diplomatiske korps i verden diskuterer sikkerhedspolitik. Med en klar udmelding om at truslerne kommer indefra, og ikke udefra, gjorde Vance det klart, at USA ikke længere sanktionerer de europæiske staters angreb på Facebook, X og Google, der i ly af tidligere teknokratiske censurlove, har forfulgt meningsdannere ud over Europa:

– Der er en ny sherif byen, slog Vance fast.

Under Trumps forrige præsidentperiode indtog han selv en stor del af scenen. Men nu er der andre figurer, herunder Elon Musk, John F. Kennedy Jr., og J.D Vance, der er ansigtet på den førte politik. Det skabte tydeligvis frustration blandt deltagerne på konferencen, der skulle forholde sig til en skarp og direkte konfrontation fra den nye vicepræsident. I modsætning til Trump er Vance meget konkret, også i sit sprogbrug, men fremlagde også den nye politik med en meget direkte facon overfor den europæiske elite:

– Hvis du løber væk i frygt for dine egne vælgere, er der intet, Amerika kan gøre for dig, og der er heller ikke noget, du kan gøre for det amerikanske folk, der har valgt mig og præsident Trump.

Samtidig med talen i München kører debatten i USA om de finansielle regeringsprogrammer under USAID, der har påvirket lande udover hele verden på de amerikanske skatteborgeres regning. Opgøret med den eksisterende elite i Washington skal ses synkront med opgøret med deres europæiske allierede, der sidder solidt og sikkert i Bruxelles. Uden den amerikanske beskyttelse er de nu eksponerede. Den nye kurs vil derfor også medføre væsentlige forandringer i det sikkerhedspolitiske spil i Europa.

Det kollektive overfor det overdrevne individuelle

0

Jeg er liberal, men ikke så liberal at alt skal tilpasses den enkelte. Her er jeg nødt til at tilsætte mit liberale verdenssyn et borgerligt dannelsesideal, hvor hensynet til fællesskabet står over hensynet til at gøre hvad man har lyst til. Nogle forskere ynder at snakke om præstationssamfundet, hvor der stilles for mange krav til de unge. Jeg mener ikke, at de krav som uddannelsessystemet og jeg som underviser stiller til de unge er urimelige. Vi vil gerne have, at de unge deltager aktivt i undervisningen, holder oplæg for klassen etc.

Jeg ser aktiv deltagelse fra eleverne som et nødvendigt bidrag til fællesskabet. Et klassefællesskab kræver at eleverne byder ind. Det gælder både socialt, hvor det er svært at kræve et fedt fællesskab, hvis man ikke selv gør noget for det. Men det gælder også i undervisningen, hvor det er umuligt at lave spændende læringsøvelser hvis eleverne ikke byder ind. Ellers ender det hurtigt i tavleundervisning og passivt gruppearbejde.

Vi undgår præstationer, til gengæld lærer eleverne ikke så meget. Jeg mener det er vigtigt, vi møder mennesker med positive krav og forventninger. Her møder man fx fra SF´s Jacob Mark den modsatte position om, at der skal ”ro på”. ”Ro på” til at være på sociale medier eller hvad? Det er ikke synd for de unge, at der bliver stillet krav til dem. I min optik er det netop tydelige krav og rammer, der skaber ro i et barns og en teenagers tankemylder. Jeg ser folkeskolen og ungdomsuddannelserne sammen med forældrene som ansvarlige for en god borgerlig dannelse med en insisteren på, at vi alle skal passe vores ting og opføre os ordentligt. Det kaldes af nogle præstationssamfundet. Jeg ser det som nødvendigt for at man kan begå sig privat i sine relationer og kollektivt i foreningslivet og på arbejdsmarkedet.

Niels Martin Vind, underviser og byrådsmedlem for Venstre i Fredericia

Gedeskæg familieoplevelse

0

Jeg havde den glæde at få mulighed for at have tre børnebørn med i teatret til Fredericia Musical Teaters familiemusical: De Tre Bukke Bruse. En yderst energisk, morsom og musikalsk oplevelse for os alle fire – genialt gennemtænkt og gennemført – som vi på hver vores måde vil huske længe.

De tre bukke bruse – som musical

Åbenbart her en skandinavisk premiere på Stiles og Drewes musical byggende på det gamle norske folkeeventyr, hvor Mads Æbeløe Nielsen igen igen igen har oversat til dansk – og krydret med humor og eftertanke.

Denne animistiske fortælling, hvor eventyrvæsenerne har følelser, sprog og vilje, har flere varianter. De fleste kender den gængse historie, og det er nok den, jeg har læst flest gange for børn og børnebørn. Kan den udenad og har af og til ønsket, at den blev sendt ud på overdrevet… Men den har med denne fortolkning fået tilført nyt, som gør at den godt må komme tilbage over broen.

Som i mange eventyr er handlingsbroen udtryk for, at man skal ud hjemmefra og med hoved, snilde, livsmod og styrke overleve en udfordring og vende trygt tilbage.

Børnebørnene

Med forventningens glæde trippede vi alle fire ind i den spændende foyer, hvor der var nok at kikke på. Flere så på mig og tænkte tydeligt: Formår han nu at styre ungerne?! Bordene var fyldte med børn og støttende voksne, så vi tog ikke færdigfarvede masker med hjem, men fik da fotograferet de to gange tre bukke bruse på den dekorative bro.

Så op i salen, som overraskende var store sal. Nu skulle alt i gang. Sad alle nu med udsyn til scenen? Tak til den yderst venlige mand på rækken bag os, der, da vi ikke havde tripp-trapp-stole med, hurtigt hentede sædeforhøjninger, så de jo ikke så høje børn bedre kunne se.

Nu sker det. Showtime.

Viggo (4 år)

Min datter var på forhånd noget nervøs over, hvordan det måtte gå. Det var første gang, han var med i Fredericia Teater – men ikke sidste! Den lille meget selvstændige herre kunne sagtens have udbrudt: Det her gider jeg ikke!

MENTrods sygdom op til ville han af sted (fra København), og han var fra start fuldstændigt fokuseret med konstant blik mod scenen. Jeg har aldrig før iagttaget min sidemand så meget under en forestilling. Det var spændende og lykkeligt. Han lo højlydt talrige gange undervejs, også når andre i salen ikke lo. En enkelt gang, da trolden hørte mellemste Bukke Bruse, Sunny på broen, kom begge hænder op til ørerne, da det var uhyggeligt første gang. Han levede sig fuldstændig ind i historien. 

Efter forestillingen ville han dog ikke have en ballon, som børnene velvilligt blev tilbudt: Den bliver bare væk! Bitter erfaring?

Da han senere skulle give stjerner, kom alle ti fingre op. Hmm. Det er jo nok ikke konceptet, men udtryk for glæde og begejstring.

Vera (8 år)

Hun ville løbende fortælle mig, hvad der nu skulle ske. En form for nervøsitet, for det var jo også lidt uhyggeligt, men også for at få tryghed.

Vera blev, ligesom som jeg, nok overrasket at slutningen, som ikke helt var skruet sammen som den, vi kendte og forventede.

Nete (9 år)

Den meget kropsbevidste pige ønsker lige nu at blive danser for Medina eller Tessa. Så da vi alle skulle danse, var det lige hende. 

Uden forhåndspåvirkning spurgte jeg hende efter forestillingen: Hvordan var det så? Svar: Fremragende!

Den gamle mor-/farfar

Er dette en seriøs anmeldelse, hvor man indsigtsfuld beskriver det kunstneriske produkt uden for meget om sig selv.? Næppe. Dette var min familieoplevelse. Og jeg er sikker på, at De Tre Bukke Bruse har gødet jorden, så ungerne er at finde blandt publikum i fremtiden. Måske oven i købet på scenen.

Et velspillende orkester med David TøllbøllMortensen i spidsen akkompagnerede de dejlige lystige sange, hvor ”Mads, Sunny og Baby” og ikke mindst ”Græsset er altid grønnere” blev hængende i hovedet længe efter.

De velsyngende og velsteppende performerecharmerer os gennem hele forestillingen. 

Lille Bukke Bruse (Baby) – Kathrine Lemmeke Madsen – er en rigtig ”sødde”.

Mellemste Bukke Bruse (Sunny) – Dina Fie Lorentzen – er den eftertænksomme.

Store Bukke Bruse (Mads) – Søren Torpegaard Lund – er fyldt med ungdommens halvnaive verdensmesterattitude.

Men med denne håbefulde livbekræftende indstilling: at vover man noget, vinder man også noget. Med denne optimisme kommer man hel igennem svære ting i livet.

Lille Hyrde-Heidi – Mille Lambert – er den friske distræte hyrde, der ikke altid har styr på gederne, da hun fordyber sig dybt i bøgerne.

Trolden (samt mor til Hyrde-Heide) – Cecilie Thiim – er teatralsk på den fede måde, når hun folder sig ud. Både uhyggelig og tindrende morsom. Heldigvis står grådighed til sidst for fald.

Alle på scenen kan deres kram!

Desuden skal alle bag produktion og design applauderes. Især er Lotte Martine Blichfeldts kostumer pragtfulde. 

Børnene ville give topkarakterer. Jeg vil give fem stjerner. Lidt svært at komme helt i top, som en stor (længere) musical med tårevældende hymner og kæmpeeffekter.

For på trods af overdrævet upædagogisk forkælelse er det jo i sidste ende jo mig, der bestemmer!

Spiller frem til 2. marts i Fredericia, men spreder også glæde indimellem i både Aarhus og Aalborg.

PS Når jeg fremover kommer forbi Mads Ged ved Madsbyparken, vil jeg itone: Der er altid meget grønnere…

Familieafdelingen i Fredericia: Økonomisk ansvarlighed og fokus på forebyggelse er nødvendigt

0

Familieafdelingen i Fredericia står i en økonomisk og faglig krise. I årevis har budgettet sprængt alle rammer, og i 2025 er vi nu oppe på en ekstraordinær anmodning om 40 millioner kroner oveni det allerede pressede budget. Men hvor går disse penge hen? Hvilke resultater får vi for de enorme summer, der postes i afdelingen? Og vigtigst af alt: Gør vi det rigtige for de udsatte børn og familier?

Børn- og Ungeudvalget blev i 2024 sat til 217 millioner kroner, men reduceret til 204 millioner kroner i 2025. Alligevel kommer Familieafdelingen med en håndsrækning og beder om endnu flere penge. Denne praksis kan ikke fortsætte! Vi kan ikke have en afdeling, der gang på gang overforbruger og regner med, at skatteborgerne bare skal betale regningen. Det er mangel på økonomisk ansvarlighed, og det er respektløst over for borgerne i Fredericia.

Når vi ser på anbringelser af børn og unge, er det påfaldende, hvor lidt fokus der er på forebyggelse. Hvorfor ender så mange børn uden for hjemmet? Har vi udtømt alle muligheder for at støtte familierne, før vi træffer den drastiske beslutning at anbringe et barn? Jeg er slet ikke i tvivl om, at sagsbehandlingen i Fredericia er præget af tilfældigheder og en alt for lemfældig brug af anbringelser som førstevalg frem for sidste udvej.

Ankestyrelsen har tidligere kritiseret Fredericia Kommune for manglende kvalitet i sagsbehandlingen. Task Forcen, der har hjulpet kommunen de sidste to år, har peget på alvorlige problemer med lovoverholdelse og struktureret sagsbehandling. Alligevel ser vi ikke markante forbedringer – kun flere anbringelser og stigende budgetter. Det er ganske enkelt uacceptabelt.

Jeg har tidligere luftet min bekymring over den manglende økonomiske styring, og jeg mener ikke, at vi skal ikke fortsætte med at poste millioner i en afdeling, der ikke leverer tilfredsstillende resultater.
Vi har brug for en gennemgribende undersøgelse af, hvordan ressourcerne bruges, og om vi får mest muligt ud af vores penge.

Familieafdelingen i Fredericia er på afveje. Vi har brug for et system, hvor forebyggelse prioriteres, hvor sagsbehandling foregår efter loven, og hvor skatteborgernes penge forvaltes med respekt. Jeg vil som kommende kandidat til KV25 kæmpe for en ansvarlig og gennemsigtig familiepolitik – for børnene, familierne og skatteborgerne i Fredericia.

Billige, almene boliger, hvorfor ikke i Fredericia

0

Det er utroligt, at vi har Boligkontoret i Fredericia. Men det er meget lidt nyt boligbyggeri de foretager hverken i omegnsbyerne og nu også i Fredericia by.

Nu bygger de igen de private investorer og selskaber. flere steder i Erritsø, og om lidt også i Skærbæk igen.. Og også i vore omegnsbyer er der blevet bygget de senere år, Taulov, Skærbæk, Erritsø, og nu er Egeskov og Bredstrup også på vej. Men hvorfor er det kun private selskaber og investorer? Almene boliger er billigere, der er velordnede forhold, beboerdemokrati, og måske også en større sikkerhed for at huslejen ikke bare stiger.

Boligforeningen er da ikke bange for at fremhæve, hvor vigtigt det er at tiltrække borgere til vores kommune. Men hvorfor vil kommunen og boligforeningen ikke være med til at løfte den opgave. Når vi spørger borgerne i omegnsbyerne hvor de skal flytte hen, når de får solgt deres villa, er svaret ofte, Fredericia, Børkop eller Middelfart, for der er jo ikke ledige, almene boliger i de mindre byer, og ingen bliver bygget.

Tænk sig hvilken betydning det vil få, hvis der var lejeboliger, for mange vil gerne blive boende i lokalområdet, og dermed også understøtte livet i de mindre omegnsbyer, og kan understøtte virksomheder, butikker, skoler og institutioner, og dermed også gøre det attraktivt for lokalbefolkningen.

Er det ikke en opgave de burde løfte sammen med kommunen.?? Eller er det blot fordi det er nemmere at gå og renovere og istandsatte de bestående boliger inde i Fredericia.

Men kan de lejes ud.? Ja i Skærup, hvor der er langt til alting, blev der for nogle år siden bygget 55 lejeboliger, de var lejet ud før de var færdige.

I Middelfart kommune har man netop bygget ialt 14 lejeboliger i Føns (300 indbyggere og Harndrup 600 imdbyggere,langt de fleste er udlejet bl.a. til tidligere borgere som gerne vil blive boende, og borgere der flytter retur. .
Nu har samme almene boligforening i samarbejde med kommunen, lyst til at investerer yderligere ca. 60 millioner for at bygge ca 28 boliger i Gelsted.

Altsammen byer som vi i omegnsbyerne, indbyggermæssigt, sagtens kan hamle op med. De bygger fordi der er behov for billigere husleje, ordnede boligforhold, samt til understøttelse af lokalsamfundet i forhold til forretninger, skole, og institutioner m.v. og med mulighed for at lokale håndværkere også kunne få opgaver..

Hvornår har Boligkontoret lavet et alment byggeri i en af omegnsbyerne?? Og for så vidt også i Fredericia. Og hvorfor kun dyre private boliger.

Har vi ikke også behov for at støtte de mindre omegnsbyer i Fredericia, så de kan vokse sig stærkere og større??.

Et argument mere er hellere få et alment Boligforening til at bygge lejebolig både fordi de er billigere og de øvrige ting jeg har anført.
Men ikke mindst fordi vi p.t. oplever flere boligbyggerier dårligt og billigt udført med kollaps – jeg tænker på Nyborg og Odense forleden. En tendens er også i tider hvor det går stærkt at der forefindes meget billigt og sjusket byggeri med deraf følgende gener for lejerne.

Ja mange spørgsmål presser sig på?? Hvorfor ikke i Fredericia???

Kvinder i politik: Cecilie Roed Schultz om sin vej til byrådet og kampen for børnefamilier

0

Fredericia AVISEN lancerer en ny artikelserie i dette valgår, hvor vi sætter fokus på kvinder i politik i Fredericia Byråd. Serien giver et indblik i de personlige historier, erfaringer og udfordringer, de kvindelige politikere har mødt på deres vej ind i lokalpolitik. Første artikel i serien handler om Cecilie Roed Schultz fra Enhedslisten, der har været en del af Fredericia Byråd siden 2013.

Cecilie Roed Schultz har været politisk engageret, siden hun var teenager. Men hendes indtræden i lokalpolitik blev først en realitet, da hun som nybagt mor flyttede fra København til Fredericia. Her oplevede hun en kommune, der ikke fungerede på samme måde som hovedstaden, særligt når det gjaldt børnefamilier.

– Jeg har været politisk aktiv siden mine teenageår, så det at engagere mig politisk var ikke fremmed for mig. Men konkret handlede det om, at jeg flyttede fra København til Fredericia, hvor jeg oplevede en markant forskel på forholdene for børnefamilier. Jeg var gravid med mit andet barn, og vi havde et barn, der begyndte i børnehave. Det var meget anderledes end det, vi var vant til i København. Kommunen fungerede på en anden måde, end jeg havde oplevet tidligere, og det blev meget tydeligt, da jeg selv fik børn, fortæller Cecilie Roed Schultz.

Hun begyndte at interessere sig for kommunens beslutninger og de ændringer, der var på vej inden for skole- og institutionsområdet. – Jeg begyndte at interessere mig for kommunens beslutninger, især fordi vi stod overfor ændringer som skoledistriktsmodeller, nedlæggelse af skoler og reduktion af specialskolepladser. Jeg syntes, det var fuldstændig vanvittigt. Jeg havde nogle klare holdninger og følte, at de ikke blev repræsenteret. Der var ikke ret mange med små børn i byrådet, ikke ret mange kvinder og slet ikke nogen med erfaringer som mine.

For Cecilie var det en gradvis proces at komme ind i politik. Hun begyndte i forældrerådet og tog møder med politikere for at forsøge at få indflydelse. Men det føltes ikke som nok. Efter flere opfordringer fra Enhedslisten stillede hun op og blev valgt ind i byrådet i 2013 – kun ét år efter at have fået sit yngste barn.

– Jeg ville egentlig helst have ventet lidt, men jeg følte, at det hastede med at tage de kampe, jeg brændte for, siger hun.

Udfordringer som kvinde i politik

At være kvinde i politik med små børn var ikke uden udfordringer. Cecilie oplevede hurtigt, at hendes køn og livssituation blev genstand for kommentarer.

– Lige så snart det blev offentligt, at jeg stillede op, begyndte kommentarerne. Jeg samlede lidt på dem i starten for at få et overblik. Det var meget voldsomt, især når man er et privat menneske, som ikke har været vant til at dele sit liv offentligt. Pludselig havde folk mange meninger om mig, blandt andet at jeg burde blive hjemme og passe mine børn, hvis jeg var så bekymret for dem. Den slags kommentarer siger man aldrig til en mand.

Men for Cecilie var det vigtigt at stå fast og vise, at hendes engagement ikke kun handlede om hendes egne børn, men om at skabe bedre vilkår for alle børnefamilier i kommunen. Hun ville også gerne bidrage bredt til kommunens udvikling, blandt andet gennem byudviklingsprojekter i Teknisk Udvalg.

De unges og kvinders rolle i byrådet

Cecilie Roed Schultz var en af de yngste, da hun blev valgt ind, men efterhånden som andre yngre politikere er stoppet, er hun nu den yngste i byrådet – selvom hun nærmer sig 40 år.

– Det var lidt af et kulturchok. Der var flere unge, der blev valgt ind samtidig, og det var rigtig godt, men desværre stoppede de hurtigt igen. Nu er jeg selv den yngste i byrådet, selvom jeg nærmer mig 40. Det synes jeg er ærgerligt, for der er perspektiver, som unge kan bidrage med, og som ikke bliver repræsenteret, hvis de ikke er der. På samme måde er det vigtigt, at der er flere kvinder i byrådet. Én kvinde kan ikke repræsentere alle kvinder. Vi har brug for forskellige typer, baggrunde og erfaringer – både blandt kvinder og mænd.

Da denne byrådsperiode begyndte, var der kun syv kvinder ud af 21 medlemmer, og Cecilie mener, det er for lidt.

– Det optimale er en ligelig fordeling. Det er ret symptomatisk, at kvinder ofte står længere nede på partilisterne end mænd. Når mænd stopper i byrådet, giver det plads til dem længere nede på listen, men det er stadig en udfordring. Jeg er glad for, at vi i mit parti har prioriteret kvinder højt på listen. Ved sidste valg stillede vi med mig og en anden kvinde som spidskandidater. Det handlede ikke kun om køn eller alder, men om at vi havde kvalifikationerne.

Cecilie oplever stadig, at kvinder skal bevise deres værd mere end mænd, men hun ser det som en vigtig kamp at fortsætte.

– Det føles nogle gange, som om debatten fremstiller det sådan. Som om mænd automatisk er dygtige, mens kvinder skal bevise, at de også kan noget. Men mange af de dygtigste i byrådet er kvinder. De arbejder hårdt, er gode til dialog og forhandling, og de mestrer kompromiser. Det er ærgerligt, at kvinder ofte skal forsvare deres plads, som om de kun er valgt ind på grund af deres køn.

For Cecilie handler det om at skabe bedre repræsentation og vise, at kvinder kan gøre en forskel – ikke kun i politik, men også som rollemodeller i andre dele af samfundet.

– Jeg synes, det er vigtigt, at vi fortsætter med at fokusere på at få flere kvinder ind i politik – ikke bare for at opnå en ligelig fordeling, men for at få forskellige perspektiver repræsenteret. Samtidig skal vi også huske på, at der er mange kvindelige rollemodeller, som måske ikke nødvendigvis står forrest i medierne. De engagerer sig i bestyrelser, ungdomsorganisationer og andre steder, hvor de gør en kæmpe forskel.

Direktøransættelse i Fredericia går om

0

Fredericia Kommune skal igen ud i en rekrutteringsrunde for at finde en ny direktør for teknik, klima og kultur, efter at den oprindelige ansættelse mislykkedes. René Olesen, der i efteråret sagde op fra stillingen, blev aldrig erstattet, og rekruteringsbureauet Komponent har ikke været i stand til at finde tilstrækkeligt kvalificerede kandidater. Derfor går kommunen nu en runde til og håber på flere ansøgere.

René Olesen valgte at sige op som direktør for teknik, klima og kultur i Fredericia efter en periode med stor kritik af den tekniske forvaltning. Flere sager i kommunen havde været omdrejningspunkt for debat, men Olesen har selv understreget, at hans beslutning om at forlade stillingen ikke var direkte relateret til kritikken. Der er stadig usikkerhed om, hvorvidt de omtalte sager spillede en rolle i hans opsigelse, da den konkrete årsag til hans fratrædelse ikke er blevet offentliggjort. Det har dog ikke ændret på, at kommunen nu står overfor en udfordring med at finde en ny direktør, der kan videreføre arbejdet i en forvaltning, der har været under lup i den seneste tid.

Nu er det tid til at ansætte en ny direktør, og det har byrådets partier indflydelse på. Alle byrådets partier er repræsenteret i ansættelsesudvalget, men én af de tidligere medlemmer, løsgænger Karsten Byrgesen, har valgt at takke nej til at deltage i anden runde af ansættelsen. Byrgesen har kritiseret hele processen og påpeger, at den er blevet alt for kompleks og langstrakt.

– Der er alt for mange mennesker involveret i ansættelsen af en mulig direktør. Den proces, der er lagt frem, er så lang, at man skal finde en arbejdsuge til det. Jeg har nævnt det overfor kommunen – man gør det alt for komplekst og bøvlet, siger Byrgesen.

Han understreger, at han har mange års erfaring som leder og ikke har været involveret i ansættelsen af folk i sin karriere.

– Jeg har haft chefer i 42 år og 7 måneder i hæren. Jeg har ikke ansat en eneste af dem, men har haft et godt samarbejde med dem, der var ansat. Jeg synes, det er overkompliceret, og det er noget, jeg gerne vil afvente, forklarer Byrgesen.

Dansk Folkepartis gruppeformand, Susanne Eilersen, er enig med Karsten Byrgesen i pointen med, at der sidder for mange med i ansættelsesudvalget. Hun har dog valgt at være med ombord.

– Det har jeg brug for, da det er en direktør jeg skal kunne arbejde tæt sammen med, og for at have indflydelse på det er en jeg kan samarbejde godt med, er jeg med, siger Eilersen.

Det er endnu ikke muligt at få bekræftet, hvordan Komponent vil blive honoreret for deres arbejde, nu hvor stillingen skal opslås igen. Fredericia AVISEN har forgæves forsøgt at få en kommentar fra kommunaldirektør Thomas Jaap om, hvordan bureauet kompenseres for den mislykkede ansættelsesrunde.

Folketingsmedlem vil nedlægge ministerier

0

I et stærkt opgør med den nuværende regerings politik foreslår Liberal Alliances folketingsmedlem, Helena Artmann Andresen, at Danmark skal skære ned på antallet af ministerier. Ifølge Artmann Andresen er der ikke behov for de 25 ministerier, som Danmark har i dag. Det fortæller hun i et interview med SydAVISEN.

På kun ti år er antallet steget med otte, og den tidligere struktur med 17 ministre, som Danmark fungerede fint med i 2015, virker nu som en forgangsperiode.

– Jeg synes, det sender et signal til borgerne, at regeringen opretter ministerier som for eksempel Beredskabsministeriet, uden at det virker klart, hvad ministeriet egentlig skal stå for. Der er også et stort fokus på byråkrati. Det er for mig vildt, at der for hver syvende folketingsmedlem er en minister, siger Artmann.

I et Facebook-opslag, der har vakt stor opmærksomhed, påpeger Artmann Andresen, at flere ministerier betyder flere embedsmænd, flere kommunikationsfolk og dermed mere spild af skattekroner, uden at det resulterer i reel forbedring for borgerne.

– Vi skal skære ned på det politiske overforbrug. Der mangler ikke penge i staten, der mangler fornuft, understreger hun.

Foreslåede nedlæggelser og sammenlægninger

Artmann Andresen er tydelig i sine forslag om at nedlægge flere ministerier, herunder Digitaliseringsministeriet og Ældreministeriet.

– Digitaliseringsministeriet er overflødigt – opgaverne ligger allerede i andre ministerier. Det samme gælder Ældreministeriet, for en ekstra minister giver ikke nødvendigvis bedre ældrepleje, siger hun og peger på, at det er et klart eksempel på, hvordan ministerier oprettes, men uden at de giver konkret værdi for borgerne.

Hun foreslår også at sammenlægge flere ministerier, herunder Miljøministeriet, Fødevareministeriet og Ministeriet for Grøn Trepart.

– Tre ministerier for ét område? Det er helt unødvendigt, mener Artmann Andresen.

Hun understreger, at sammenlægninger vil skabe mere effektivitet, hvilket er i tråd med hendes fokus på at reducere bureaukrati.

– Når vi samler ministerierne, kan vi opnå en mere effektiv ledelse, der sparer penge og ressourcer. Det vil samtidig mindske den administrative byrde, der i øjeblikket hæmmer både virksomheder og vækst, siger Helena Artmann Andresen.

Stigende administration og dens konsekvenser

Et af de største problemer, som Artmann Andresen ser i den nuværende struktur, er den hastige stigning i den offentlige administration.

– Under Mette Frederiksen er der ansat 14.000 flere administrative medarbejdere i det offentlige. Det betyder, at næsten hver femte medarbejder i staten nu er ansat i offentlig administration. Siden 2017 er udgifterne til statslig administration steget med 11,2 milliarder kroner. Det er penge, der kunne være brugt bedre, påpeger hun.

For Artmann Andresen er den største konsekvens af denne udvikling, at den skaber store byrder for vækst og virksomheder.

– De står overfor alt for mange administrative krav, som hæmmer deres mulighed for at vokse og skabe arbejdspladser. Der skal være et klart fokus på det praktiske arbejde og ikke på at opbygge endnu flere administrative poster, siger hun.

Klar strategi og ansvar

På trods af kritikken af den nuværende struktur understreger Artmann Andresen, at det ikke blot handler om at fjerne ministerier, men at der skal være en klar strategi for, hvordan regeringen kan fortsætte effektivt med færre ministerier.

– Det handler om at effektivisere, reducere ministerierne og dermed bruge færre skattekroner. Jeg mener, det vil være godt for både regeringen og Folketinget at tage ansvar og starte med at ændre noget selv, slutter Helena Artmann Andresen hun og afslutter med et håb om, at ændringerne vil føre til mere fokus på det, der virkelig betyder noget for borgerne.

Med sine forslag om at nedlægge og sammenlægge ministerier håber Artmann Andresen og Liberal Alliance at kunne ændre den politiske kultur i Danmark og sætte fokus på at bruge ressourcerne der, hvor de virkelig gør en forskel.

Fokus på bosætning og tiltrækning af unge familier

0

Fredericia har oplevet en beskeden vækst på 131 nye indbyggere i det seneste år, ifølge opgørelser fra Danmarks Statistik. Det betyder, at byen nu har 52.616 indbyggere. Selvom udviklingen er positiv, er der stadig et stykke vej til at nå Fredericia Kommunes ambitiøse bosætningsmål for 2033, som blandt andet indebærer, at kommunen skal have 55.000 borgere og en tilflytningsprocent på minimum 5,2 procent.

Medlem af Bosætnings- og Turismeudvalget Niels Martin Vind (V), ser den beskedne vækst som et skridt i den rigtige retning, men understreger, at der skal sættes yderligere ind for at nå målene.

– Vi har kæmpet med det hele vejen, og det var netop derfor, at udvalget blev oprettet – for at få mere fokus på området, end vi havde før, hvor turisme, kultur og idræt var samlet under ét. Ved at have et udvalg, der kun har bosætning som sin primære opgave, får vi større fokus, siger Vind.

Han fremhæver, at en central del af den videre indsats handler om at gøre Fredericia til et attraktivt sted for unge familier, især dem, der har børn, der endnu ikke er startet i skole.

– Vi mener, at Fredericias skoler bør være mere tilgængelige for både virksomheder og børnefamilier. Der er især potentiale i at tiltrække børnefamilier, hvor børnene endnu ikke er startet i skole, da de er nemmere at flytte til en ny kommune, forklarer Vind.

I lyset af de langsigtede mål, som blandt andet omfatter en stigning på 5 procent i antallet af børn under 6 år, er der blevet ansat en bosætningskonsulent i Business Fredericia for at styrke arbejdet med at tiltrække flere borgere.

– Det er positivt, at det lykkes, og jeg er glad for, at vi ser en udvikling, der også vil vokse, hvilket giver os mulighed for at accelerere indsatsen. Vi er stadig et stykke fra vores mål, men vi er på rette vej, og vi skal fortsætte med at sætte mere energi ind, siger Niels Martin Vind.

En del af strategien for at tiltrække flere til byen er at fortælle Fredericias positive historie, både ved at fremhæve de mange muligheder, som byen tilbyder, og ved at understrege de initiativer og projekter, der er med til at skabe et dynamisk og attraktivt lokalsamfund, hvor både nye borgere og eksisterende indbyggere kan trives og bidrage til byens vækst.

– Det handler om at fortælle den gode historie. Vi skal være stolte af det, vi kan opnå. Initiativer som Royal One er med til at skabe gode historier om os og vise, hvad vi står for, tilføjer Niels Martin Vind.

Udfordringerne i forhold til at tiltrække unge familier og samtidig tage højde for den stigende andel af ældre borgere i kommunen er ikke små.

– Vi er nødt til at gøre Fredericia attraktiv for børnefamilier, og det er en central del af vores plan. Det handler ikke kun om at få flere skatteindtægter, men også om at skabe muligheder for, at folk kan blive en del af samfundet. Flere mennesker betyder, at vi kan gøre det bedre på mange fronter, siger Vind.

Bosætningsmålene er ambitiøse, men med et stærkt fokus på både kommunikation, infrastruktur og tiltrækning af unge familier er der håb om, at Fredericia vil kunne opnå den vækst, der er nødvendig for at skabe en bæredygtig fremtid for kommunen.