18.7 C
Copenhagen
lørdag 2. august 2025

FC Fredericia dukket mod bundhold i overtiden

0

FC Fredericias konkurrenter i toppen af NordicBet Ligaen smed alle point, men det kom fredericianerne også selv til, da HB Køge vandt 2-1 på et mål dybt inde i overtiden.

Efter en lang vinterpause var det tid til at rykke på Monjasa Park. FC Fredericia, som lå solidt placeret på andenpladsen i NordicBet Ligaen, skulle i kamp mod HB Køge søndag eftermiddag. Oprykningen til Superligaen er målet, og med resultaterne i toppen, der tilsyneladende flaskede sig Fredericias vej, var der lagt op til en gylden chance for at distancere de nærmeste konkurrenter. Jagten på toppen kunne begynde her – og man kunne mærke, at både spillere og tilskuere var klar til at gribe muligheden.

Det store spørgsmål, der hang i luften før kampstart, var, hvordan FC Fredericia ville stille op uden deres topscorer, Asbjørn Bøndergaard, som var ude med en langvarig skade. Samtidig måtte holdet undvære den nytilkomne Martin Huldahl, der var sat på sidelinjen af karantæne. Svaret kom hurtigt, da trænerteamet besluttede at satse på Gustav Marcussen som erstatning. Marcussen, der ikke er den klassiske centerforward, blev valgt til at spille rollen som falsk 9’er, hvor han kunne operere med frihed og komme til at udnytte sine tekniske evner og spilforståelse.

Som kampen skred frem, blev det hurtigt klart, at FC Fredericia ville dominere boldbesiddelsen. HB Køge kunne ikke rigtig få fat i kampen, og de store chancer udeblev i første halvdel. Men så – som et lyn fra en klar himmel – kom den første mulighed, og den blev sat ind. Efter 20 minutter fik Gustav Marcussen præsenteret sig selv som den kliniske afslutter, han har potentiale til at være. Jonathan Lindekilde spillede ham perfekt fri, og uden tøven satte Marcussen bolden i nettet. Målet var ikke kun et udtryk for hans målform fra efterårssæsonen, men også et bevis på hans evne til at træde i karakter, når holdet havde brug for det. Et afgørende mål, der satte tempoet for resten af kampen.

FC Fredericia fortsatte med at lægge pres på HB Køge, og det virkede som om, de var tæt på at få hul på bylden igen. Anders Dahl fik en gylden mulighed for at fordoble føringen, men i stedet for at afslutte selv, valgte han at spille bolden videre. Det viste sig at være en fejlvurdering, da chancen hurtigt løb ud i sandet, og Fredericia mistede den kontrol, de ellers havde haft. Kort efter straffede HB Køge FC Fredericia på en kontra. Efter 38 minutter kom et præcist indlæg fra venstre, og Mohamed El-Naser var hurtigt fremme. Han fik førsteberøring og satte bolden sikkert i mål til 1-1. Et hårdt slag for Fredericia, der havde været tæt på at udbygge føringen, men nu måtte gå til pause med uafgjort.

Anden halvleg fortsatte på samme måde som første – FC Fredericia sad tungt på kampen og kontrollerede spillet. Men som så ofte sker i fodbold, kunne de ikke udnytte deres muligheder. Den største chance kom i det 58. minut, da Oscar Buch befandt sig i en gylden position tæt under mål. I fri position headede han bolden mod mål, men HB Køges keeper, Berkant Bayrak, stod i vejen og lavede en fantastisk redning. Det var en præstation, der kunne have ændret kampens gang, men i stedet blev Buch hurtigt udskiftet med Agon Mucolli.

Kort tid efter kom et andet dramatisk øjeblik, da Gustav Marcussen endnu en gang fandt målet. Han havde afsluttet klinisk, men linjedommerens flag røg hurtigt i vejret for offside. Der var ingen indvendinger fra Fredericia-spillerne, men det var et hårdt slag for holdet, der igen så en chance forsvinde. 1-1 stod stadig på tavlen, og kampen var langt fra afgjort.

FC Fredericia fortsatte med at dominere boldbesiddelsen, men der var en mærkbar frustration i spillet. Trods det store overtag var det som om, noget manglede – de store chancer udeblev, og spillet blev ofte lidt for rodet til, at de kunne få bolden over stregen. HB Køge var dog ikke harmløse. De stod stadig og lurede på omstillinger, klar til at straffe FC Fredericia, hvis muligheden bød sig. Længe lignede det, at kampen skulle ende 1-1, selvom FC Fredericia satsede alt og satte flere offensive kræfter ind. Men selv med de ændringer var det som om, de ikke kunne finde den nødvendige skarphed til at få det afgørende mål.

Dybt inde i kampens overtid, da FC Fredericia havde kastet alt frem i jagten på sejren, kom det fatale øjeblik. Fredericianerne blev fanget i ubalance, og det var lige præcis der, at HB Køge fik den åbning, de havde ventet på. Jafar Arias blev spillet helt fri, og i et iskoldt øjeblik udplacerede han FC Fredericias keeper, Valdemar Birksø. Birksø kunne kun stå og se til, da bolden blev sendt henover hans hoved og direkte i mål. 2-1 til HB Køge, og en kold dukkert for FC Fredericia, der havde presset på hele kampen, men alligevel måtte forlade banen uden point.

Med nederlaget forpassede FC Fredericia muligheden for at udbygge afstanden til både Esbjerg og AC Horsens, som begge havde lidt nederlag i denne runde. Det var en bitter pille at sluge, og Fredericia måtte forlade Monjasa Park med følelsen af, at de havde haft chancen, men ikke grebet den.

Næste gang FC Fredericia skal i kamp er på torsdag, hvor Hvidovre er modstanderen på udebane.

Beierholm træder demokratiet under fode

0

Af Tommy Rachlitz Nielsen. Gruppeformand for Den Konservative Byrådsgruppe i Fredericia Byråd.

Det er kommet frem, at Revisorfirmaet Beierholm nægter en medarbejder retten til at stille op som kandidat til Kommunalvalg 2025 i Randers. Hvis den tendens breder sig, er det slut med privatansatte i kommunalbestyrelserne og dermed med det repræsentative demokrati. Og er Beierholms ageren overhovedet lovlig?

Spørgsmålene er flere end svarene, efter det er kommet frem i medierne, at Revisorfirmaet Beierholm nægter Morten Ballegaard Sørensen retten til at stille op til kommunalvalget i Randers senere på året. Hovedspørgsmålet er vel i virkeligheden, om Beierholm handler i strid med loven? Af kommunalstyrelseslovens §16c fremgår det, at: “En arbejdsgiver må ikke afskedige en lønmodtager, fordi denne er opført på en kandidatliste til et kommunalvalg eller er valgt til en kommunalbestyrelse.” Hvis denne paragraf skal give nogen mening, ligger der vel også heri, at en arbejdsgiver ikke må nægte en medarbejder retten til at stille op til kommunalvalg. Ellers tvinger det jo medarbejdere i det private til at stille op og så spørge bagefter, eller helt undlade at spørge. Så må arbejdsgiver læse om det i pressen, men det er vel hverken ordentlighed eller i nogens interesse.

I en mail fra Beierholm skriver direktør Søren V. Pedersen, at det handler om, at en medarbejder ikke skal sættes i en situation, der kan indebære potentiel afhængighed af interesser. Det får mig til at spørge, hvad der gør Revisorfirmaet Beierholm så specielt, at det, der ikke er et problem i andre revisorfirmaer, er umuligt i Beierholm? Jeg gør opmærksom på, at alle vi kommunalpolitikere er valgt og agerer i det lokalsamfund, som vi repræsenterer. Vi balancerer dagligt vores politiske arbejde mellem interessenter som naboer, virksomheder, børnenes skole, sportsforeningen, landsbyen osv., og den balance er jeg helt sikker på, at Morten Ballegaard Sørensen også evner indenfor hans område.

Jeg håber faktisk, at nogen vil undersøge, om Beierholm holder sig indenfor lovens rammer med denne helt klare udmelding. Desuden er det min klare holdning, at vi som kommune skal arbejde med virksomheder, der understøtter demokratiet, ikke undergraver det.

Fredericia Kommune svigter Kobbelgården 3 – handling er påkrævet nu

0

Endnu en gang ser vi et eksempel på Fredericia Kommunes komplet uacceptable håndtering af det socialpsykiatriske botilbud. Kobbelgården 3 er ikke bare i problemer – stedet er i frit fald, og Socialtilsyn Syds akterskrivelse er en tordnende dom over kommunens fejlslagne forvaltning. Mens forvaltningen famler rundt i bureaukratiske krumspring og snakker om “muligheder” og “træk i bøssen,” lader de beboere og medarbejdere rådne op i et kaos, der har fået lov at udvikle sig alt for længe.

Et år og fire måneders stilstand – beboerne betaler prisen! Hvorfor har det taget et år og fire måneder at tage hånd om åbenlyse problemer? Hvorfor blev der ikke reageret prompte, da bekymringerne første gang blev fremsat? Kommunens forvaltning har kørt den klassiske strategi: Læg låg på, ignorer problemet og håb, at det går væk. Men det gør det ikke!

Det er utroligt, at det kræver en direkte trussel om lukning, før kommunen overhovedet gider tage sagen alvorligt. Og nu, hvor bomben er sprunget, forsøger forvaltningen stadig at trække det i langdrag med en klage til Ankestyrelsen. Hvad i alverden forestiller de sig? Skal beboere virkelig fortsætte i denne uholdbare situation, mens papirnusserne på rådhuset leger skakspil med deres liv?

Løsningen er ikke mere syltekrukke – der skal handles nu! Dansk Folkeparti har løsningerne – løsninger, der burde have været iværksat for længst:

Beboersammensætningen skal ændres straks. Der bor alt for mange, og den nuværende konstellation skaber alvorlige problemer. Vi skal sikre, at beboerne får det rette tilbud – enten på Kobbelgården eller et andet passende sted.

Personalet skal sikres. Ingen dygtige medarbejdere skal frygte for deres job. Tværtimod! De skal have bedre arbejdsbetingelser og en klar plan for, hvordan deres kompetencer bruges bedst muligt. De som ikke lever om til den faglige profil skal afskediges.

Kobbelgården skal omstruktureres – ikke syltet ind i juridiske benspænd. Vi behøver ikke vente på en langtrukket proces i Ankestyrelsen. Kommunen bør straks gå i gang med en plan for en ny struktur, hvor beboere og personale ikke længere udsættes for en uholdbar situation.

Fredericia Kommune skal vågne op! Forvaltningen og det socialdemokratiske flertal i byrådet har fejlet fatalt i denne sag. De har haft alle muligheder for at handle tidligere, men valgte passivitetens vej. Nu skal det stoppe!

Vi i Dansk Folkeparti kræver handling NU – ikke flere undskyldninger, ikke mere bureaukratisk spilfægteri.

Beboerne og personalet på Kobbelgården har ventet længe nok. De fortjener en ansvarlig kommune – ikke en, der leger med deres liv!

Med venlig hilsen
Sune Nørgaard Jakobsen
Dansk Folkeparti

Live: FC Fredericia tager hul på den spændende forårssæson

0

Det kan blive et historisk forår i FC Fredericia. Hvor det bærer henad kommer det første svar på, når de tager hul på NordicBet Ligaen i dag mod HB Køge.

KLUBBEN: Frivillige har båret fodslawsforening i 50 år

0

Hvem er det, der sikrer, at fællesskaber blomstrer i vores byer? Hvem står trofast på boldbanerne i frostgrader, tænder for kaffemaskinen og skaber den varme, hyggelige atmosfære i foreningen? Hvem er der, når økonomien skal gå op, når de små falder, og når tingene skal fungere, selv når det er svært? Det er ildsjælene – de mennesker, der gør en forskel for os alle. Velkommen til KLUBBEN.

I den nye serie Klubben sætter vi på Fredericia AVISEN fokus på de frivillige kræfter og de engagerede foreningsmennesker, der holder samfundet i gang. Det er deres historier, vi fortæller – historier om dedikation, sammenhold og betydningen af at tage ansvar for fællesskabet. Fra sportsklubbernes trænere og forældrehjælpere til kulturforeningernes kasserere og arrangører – det er dem, der gør det muligt.

Hver uge dykker vi ned i en ny klub eller forening og portrætterer de mennesker, der gør det hele værd. Vi ser på deres arbejde, deres udfordringer og deres store og små sejre. Vi fejrer dem, der ikke blot gør noget for sig selv, men for os alle.

Fredericia AVISEN afslutter året med at kåre “Årets Helt” – en hyldest til de personer, der gennem deres utrættelige indsats har gjort en særlig forskel i deres klub eller forening. Denne kåring markerer ikke kun afslutningen på serien, men også starten på en ny forståelse for, hvor vigtig den frivillige indsats er.

Klubben er mere end en artikelserie – det er en hyldest til dem, der får vores lokalsamfund til at hænge sammen. Den første klub i serien, er Fredericia Fodslaw.

Fredericia Fodslaw fylder 50 år. En forening, som ikke nødvendigvis pryder forsiderne, men som gennem årtier har haft en uvurderlig indflydelse på det lokale fællesskab i Fredericia. Det, der startede som en lille samling af vandrere, har nu udviklet sig til en forening med 215 medlemmer, der i dag fortsat tilbyder vandreture, fællesskaber og oplevelser for både unge og ældre.

I Fredericia er fællesskabet levende, og det er noget, vi ønsker at fejre. Med vores nye serie, Klubben, inviterer vi læserne med ind i hjertet af byens foreningsliv. Hver uge kaster vi lys på de ildsjæle, de frivillige kræfter og de engagerede medlemmer, der skaber liv og sammenhold. Fra sportsforeninger til kulturklubber, fra små grupper til større organisationer – vi vil fortælle de inspirerende historier om dem, der gør en forskel for Fredericia.

I den første udgave af Klubben kigger vi nærmere på Fredericia Fodslaw, der i år fejrer sit 50-års jubilæum. Medlemmerne, som har været en del af foreningen i årevis, deler deres historier om den passion, der driver dem, og hvordan vandringen er blevet en central del af deres liv. Foreningen har formået at holde sig relevant gennem årtier, og med forperson Bent Ebbesen i spidsen har de været i stand til at tilpasse sig tidens udfordringer – fra corona-tiden til en aldrende medlemsgruppe. Men selv med udfordringerne er Fredericia Fodslaw fortsat en stærk og sammentømret forening.

Lørdag formiddag står Bent Ebbesen foran indgangen til Ullerupbæk Skolen, afdeling Nørre Allé, hvor solen langsomt begynder at varme på den kolde vinterluft. Han ser med et tilfreds smil, som gruppen af vandrere begiver sig ud på deres jubilæumstur. Der er noget magisk over det – et fællesskab, der er blevet bygget op over fem årtier, hvor både medlemmer og ledere har været med til at forme Fredericia Fodslaw til det, det er i dag. Bent står stille et øjeblik, kigger på de vandrende og trækker vejret dybt ind, som om han indånder alt det, foreningen har betydet gennem årene.

I hans øjne skinner en stolthed, men også en varme, som er karakteristisk for den, der har været med til at skabe noget, der holder.

– De to, Harry og Tinne, har været med hele vejen, og uden dem ville vi ikke have været her i dag, siger han med en røst, der bærer på både taknemmelighed og respekt. De har ikke blot ledet foreningen, men også båret den videre til næste generation af vandrere.

Bent Ebbesen, der selv har siddet som formand i flere år, taler om foreningen med en næsten poetisk lidenskab. Han fortæller om de svære perioder, men også om de glade stunder, hvor fællesskabet har været en livline for både nye og gamle medlemmer. En god, solid forening – det handler om mere end bare ture i naturen. Det handler om mennesker, der samles, deler oplevelser og skaber bånd, der holder gennem livets op- og nedture.

Fredericia Fodslaw har tiltrukket medlemmer, fordi vandringen er noget, der ligger i blodet på mange mennesker. At være ude i naturen, nyde dens skønhed og få tankerne på afstand, er noget, som foreningens medlemmer sætter stor pris på.

– Vandring giver folk mulighed for at slippe af med de tanker, der fylder, og få lidt ro. Man kan smide alt det, man går rundt med i hovedet, ud i naturen, siger Bent med et smil.

Vandreturene er ikke bare fysisk aktiviteter – de er også en mulighed for at skabe fællesskab. Bent forklarer, at en stor del af foreningens værdi ligger i de samtaler, der opstår undervejs på turene.

– Man får set på folk på en helt anden måde, når man går sammen. Det giver også et stærkt fællesskab, og det er der mange, der sætter pris på, siger Bent.

Tilpasning under Corona

Som så mange andre foreninger måtte Fredericia Fodslaw også tilpasse sig under Corona-pandemien. De restriktioner, der blev indført, betød, at gruppen ikke kunne gå sammen på samme måde som før. Bent Ebbesen fandt dog hurtigt løsninger, så foreningen kunne fortsætte med sine aktiviteter.

– Vi måtte bare dele os op i mindre grupper, og så sendte jeg folk af sted, en ad gangen. På den måde fik vi stadig alle ud i naturen, men uden at bryde reglerne, fortæller han.

Trods de mange udfordringer, der har været undervejs, har foreningen fortsat haft en god opbakning fra medlemmerne. Det viser sig tydeligt i de 20-30 mennesker, der deltager på vandringerne, og det faktum, at foreningen har set en stabil medlemsvækst de seneste år.

Frivillige og fællesskab

Bent Ebbesen med en af de mange frivillige.

En af de vigtigste faktorer for Fredericia Fodslaw er de mange frivillige, der gør det muligt for foreningen at fortsætte. Bent Ebbesen understreger, at foreningen er stærkt afhængig af de frivillige, og at det aldrig har været et problem at finde hjælpere.

– Vi har normalt 30 personer til at hjælpe til på de længere ture, og så har vi et godt netværk, når vi har brug for ekstra hænder. Det er noget, der fungerer godt, siger han og tilføjer, at han altid kan stole på sine frivillige.

Men det er ikke kun de ældre, der er engageret i foreningen. Bent har nye planer om at tiltrække yngre generationer, da gennemsnitsalderen blandt medlemmerne nu er 75 år.

– Vi har mistet nogle medlemmer gennem årene, og vi ved, at vi må tiltrække nye mennesker. Derfor arbejder vi på at få familier med børn og unge mennesker til at deltage i nogle af vores ture. Vi har allerede planer om nye arrangementer, der kan tiltrække flere yngre mennesker, fortæller Bent, som har som mål at sænke gennemsnitsalderen til 65 år inden for de næste par år.

Et væld af aktiviteter og udendørsoplevelser

Fredericia Fodslaw tilbyder ikke kun vandreture. Foreningen er også meget aktiv med andre arrangementer, som f.eks. hyggeaftener, weekendture og julemærkemesser. Det betyder, at Bent Ebbesen ofte er ude flere gange om ugen for at lede vandringer eller planlægge nye initiativer.

– Jeg er ude næsten hver dag, og der er altid gang i noget. Ugen er fyldt med aktiviteter – og det er virkelig det, der holder os i gang, siger Bent med et smil.

Samtidig arbejder Bent og hans team på at udvide foreningens rækkevidde. Udover de regelmæssige onsdags- og torsdagsture har Fredericia Fodslaw en weekendtur, og medlemmerne engagerer sig i flere aktiviteter.

– Vi vil gerne fortsætte med at udvide, men vi vil også sikre os, at vi ikke mister den fællesskabsfølelse, der har været grundlaget for det hele, siger han.

Fremtiden for Fredericia Fodslaw

Med 50 år på bagen ser Fredericia Fodslaw tilbage på et langt og succesfuldt kapitel. Men Bent Ebbesen ser fremtiden som en chance for at vokse yderligere, tiltrække nye medlemmer og fortsætte det stærke fællesskab.

– Vi har et stærkt fundament, og nu handler det om at få nye tanker og ideer til at trække folk ind i fællesskabet. Vi ved, at det er noget, folk har behov for – det er bare op til os at sørge for, at de finder os, siger Bent Ebbesen med et grin.

I Fredericia Fodslaw er de optimistiske omkring fremtiden. Med et målrettet arbejde for at sikre, at alle generationer kan finde glæde i vandring og fællesskab, står foreningen klar til at tage endnu flere skridt mod et stærkere og mere inkluderende fællesskab. For som Bent siger:

– Det handler om at få tankerne på afstand og finde fællesskabet, og det er det, vi giver folk her, slutter han.

Røveri i Vejle: Politiet søger vidner

0

Tidligt i morges blev Vejle ramt af et røveri, som nu har Sydøstjyllands Politi på jagt efter vidner. Klokken 04:34 modtog politiet anmeldelsen om hændelsen, der fandt sted på Vardevej, men detaljerne er sparsomt beskrevet.

Ifølge vagtchefen er politiet på udkig efter personer, der måtte have set eller hørt noget mistænkeligt i området omkring kl. 04:00. Politiet opfordrer alle med oplysninger til at kontakte dem via 114.

Trods flere spørgsmål om, hvilken form for røveri der var tale om, og hvad der præcist var sket, valgte vagtchefen at holde kortene tæt til kroppen og ønskede ikke at uddybe episoden yderligere.

Der er endnu ikke bekræftet, om gerningsmændene er på fri fod. Vagtchefen har desuden oplyst, at der måske kommer flere oplysninger ved næste pressebriefing kl. 17:00.

Lastbil væltet på motorvejen nær Bramdrupdam

0

En dramatisk ulykke på motorvejen i morges kunne have fået fatale følger, men heldigvis er føreren af den væltede lastbil uskadt. Kl. 07:04 modtog Sydøstjyllands Politi melding om uheldet, hvor lastbilen var væltet i grøften med frygt for en fastklemt chauffør.

Heldigvis viste det sig hurtigt, at føreren var ude af køretøjet og uskadt. Der er altså ikke tale om en fastklemt person, som frygtet. Uheldet fandt sted på motorvejen nær Bramdrupdam, og arbejdet på stedet er stadig i gang.

Sydøstjyllands Politi og redningsfolk er på stedet for at få ryddet op og sikre trafikken. Der er endnu ikke meldinger om, hvordan uheldet kunne opstå, og politiet arbejder fortsat på at få yderligere klarhed.

Fredericia i Champions League: En aften der viser, hvad sport kan gøre for en by

0

Formand for Kultur og Idræt i Fredericia Kommune, Peder Tind (V) sad på tilskuerpladserne i Middelfart Sparekasse Arena og oplevede en aften, der satte sig i kroppen. Champions League i Fredericia. En intens kamp, hvor Fredericia i perioder var foran mod selveste Paris, og en kulisse, der sendte rystelser gennem hele hallen.

Venstres borgmesterkandidat, Peder Tind, havde en stor aften i midtugen i Fredericia, da Paris kom forbi, men det var reflektionen og en samtale med datteren, der satte tankerne i gang. Champions League i Fredericia, Paris kommer forbi – det kan da ikke passe, far, sagde hun, men det passede og Peder Tind havde sammen med 2349 tilskuere en stor aften nederlaget til hjemmeholdet.

– Det var en stor oplevelse, hvor man som fredericianer fyldes med stolthed. At vi i Fredericia er ramme om sådan en stor kamp, bringer følelserne i spil. Man er stolt, og man tænker, som jeg også skrev på de sociale medier, at det er Fredericia mod Paris. Det lyder lidt forkert, men det var rigtigt. Det var Fredericia mod Paris, og det var en vanvittig flot kamp og en fantastisk ramme. Så det bragte alle gode følelser og stolthed frem hos mig, siger Peder Tind.

Håndbold som identitet og fællesskab

At se Fredericia stille op mod en europæisk storklub i en arena, hvor stemningen sitrede, og 2.350 tilskuere leverede en kulisse, der overgik forventningerne, understregede for Peder Tind, hvad det betyder for byen at kunne være vært for en sådan begivenhed.

– Det betyder rigtig, rigtig meget. Bare det ligger det i dit spørgsmål, at Fredericia kan danne ramme om en Champions League-kamp. Det lyder jo vildt og imponerende. Og tænk at vi i Fredericia, 50.000 plus indbyggere, en relativt lille by i forhold til en stor by som Paris, kan være med til at konkurrere. I går var vi jo med langt hen ad vejen og spillede lige op og var på et tidspunkt foran med tre. Så det viser jo også bare både rammen, publikum, stemning, men også spillerne på banen, trænerteamet. Alle leverer jo på højeste niveau. Det synes jeg bare, at vi skal huske på. For det er ikke noget, vi skal tage for givet, men det er noget, vi virkelig skal minde hinanden om. At det foregår i vores by, og det er helt fantastisk.

Håndbold i Fredericia er mere end blot en sport. Det er en del af byens identitet, en fælles passion, som samler både borgere, spillere, sponsorer og politikere. Den stemning, der blev skabt i hallen, viser ifølge Peder Tind, hvor vigtigt sport er for en bys selvforståelse.

– Det giver en stolthed, og det er jo også en del af vores DNA. Jeg plejer jo gerne at sige, både omkring musicalen, men også omkring håndbold, omkring vores fyrtårne. Vores fodboldhold gør det jo fantastisk. Og vi har jo en rigtig, rigtig stærk aktør, som er med til at give os en stor og stærk selvforståelse af, hvem vi er som Fredericia. Og når vi kommer rundt omkring i Danmark, så skal man jo lytte på mange gode ting, der handler om, at Fredericia var i Champions League, og vi spillede en fantastisk kamp.

Anerkendelse til Bent Jensen og klubben

Formanden for FHK, Bent Jensen, holdt en tale for de 500 gæster, der spiste sammen før kampen. En tale, hvor han roste Fredericia Kommune og politikerne for at have været modige og ambitiøse i deres støtte til klubben.

– Jeg har kæmpestor respekt for Bent Jensen, og det drive og den energi, han har lagt fra starten af i projektet omkring Fredericia Håndboldklub. Der er rigtig mange mennesker og frivillige, der har gjort en kæmpe indsats for at løfte byens håndboldklub, og det er jo også det, der er så fantastisk ved hans tale i onsdags. Han anerkender jo både politikere, men også alle de mange sponsorer, som lægger penge og er med til at skabe rammen, alle de mange publikummer, ultras, som er med til at skabe rammen derinde. Han husker jo virkelig at takke alle, som er med til at bære det og holde frem.

Drømmen om en ny arena i Fredericia

Men hvor går Fredericia hen herfra? Hvis byen vil sikre sig en fremtid som en fast vært for de store kampe, skal rammerne opgraderes. Peder Tind ser det som en oplagt mulighed at kigge mod en ny arena.

– Jeg synes jo, at nu har jeg både prøvet at være til en Champions League-kamp i Odense, og jeg har også prøvet at være det i går i Fredericia. Jeg ved godt, hvor jeg helst vil være. Det er Fredericia. Den ramme, vi har, og den hjemmebane er unik. Den er frygtet af rigtig mange også her i Danmark. Så vi kan noget på vores hjemmebane.

Men en ny arena koster penge. Peder Tind erkender, at det er en stor investering, men mener samtidig, at byen ikke bør lade sig begrænse.

– Det kommer ikke til at ske i morgen, og det er rigtig mange penge, vi snakker om, og der er også en anlægsramme i forhold til kommuneøkonomi, som er under udfordring. Men jeg synes ikke, vi skal begrænse os af de rammer. Jeg synes, vi skal tænke i fællesskab, fordi det er også der, vi kan skabe en ny arena. Vi er i løbende dialog med klubben og erhvervslivet, og der er ingen tvivl om, at vi ikke skal stå i en venteposition, men i stedet undersøge muligheder løbende, og den proces er vi klar til at være en del af, slutter Peder Tind.

En by i bevægelse

Stemningen i hallen, de skrigende fans og de store oplevelser har sat et aftryk. Det vidner om en by, der er i bevægelse. Sporten samler, bygger bro mellem generationer og skaber noget, der er større end en enkelt kamp. Spørgsmålet er nu, om Fredericia vil tage det næste skridt og sikre, at de store kampe fremover bliver spillet i byen – på hjemmebane.

FHK skal vise klasse i svær udekamp

0

Søndag aften venter en vigtig test for Fredericia Håndboldklub, når de møder Nordsjælland Håndbold i Royal Stage. Kampstart er sat til klokken 20.00 – et tidspunkt, der ikke ligefrem er familievenligt, men ikke desto mindre afgørende for begge hold.

For Nordsjælland er kampen en mulighed for at styrke deres position i top-8 og sikre en plads i slutspillet. Holdet har været stærke på hjemmebane gennem sæsonen, hvor 13 ud af 19 point er hentet. Det er blandt andet blevet til et uafgjort resultat mod GOG på 30-30, mens Mors-Thy og Aalborg har vundet med henholdsvis to og ét mål.

For FHK er det en af de kampe, hvor de skal vise, at de hører til i toppen af dansk håndbold. Ambitionerne er store, og hvis de skal indfries, er det netop opgør som dette, hvor pointene skal hentes. Champions League-deltagelsen har givet holdet en masse værdifuld erfaring, men det skal nu omsættes til sejre i ligaen.

Frandsen ude – Fries i front

FHK må dog undvære deres førstekeeper Sebastian Frandsen, der fik et vrid i knæet i udekampen mod Füchse Berlin. Han forventes ude i et par uger, og det betyder, at Thorsten Fries får ansvaret i målet, mens unge Rasmus Storm er med som reserve – ligesom det var tilfældet i onsdagens kamp mod Paris.

Defensiven får derfor en ekstra opgave med at beskytte målet bedst muligt, og det bliver afgørende, at aftalerne sidder lige i skabet fra første fløjt.

Nordsjællands farligste kort

For FHK gælder det om ikke at skyde Nordsjællands målmænd Jimmi Andersen og Magnus Petersen varme. Begge keepere har præsteret stærke kampe i sæsonen, og en god start fra dem kan gøre opgaven markant sværere.

I angrebet er det særligt Gustav Bruun, der skal holdes i kort snor. Han har “serveretten” i hjemmeholdets bagkæde og har hidtil i sæsonen nettet 68 gange. Han er en spiller, der både kan afslutte selv og sætte sine holdkammerater op til gode muligheder.

Derudover kan FHK ikke ignorere højrefløjen Carl Emil Haunstrup, der med 97 mål – heraf 33 på straffekast – er holdets suveræne topscorer. Han har et skarpt afslutningsrepertoire og er sikker fra syv-meter-pletten, så det bliver afgørende at minimere antallet af straffekast, hvis FHK skal kontrollere kampen.

Kvalitet skal omsættes til point

Hvis FHK skal tage to point med hjem, kræver det en fokuseret indsats fra start til slut. Nordsjælland har tidligere vist, at de kan spille tætte kampe mod stærke modstandere, og hjemmebanen har ofte været en faktor i deres favør.

Det bliver en test af FHK’s evne til at håndtere en svær udekamp, og søndag aften får vi svaret på, om de kan leve op til deres eget ambitionsniveau.

Fredericia bakker op om togprotest: “Det her er en støttehandling”

0

DSB’s beslutning om at fjerne tre aftenafgange mellem Odense og Fredericia har fået borgmestrene i Assens, Middelfart, Fredericia og Odense til at reagere. Mens ændringerne ikke rammer Fredericia direkte, bakker borgmester Christian Bro (A) op om kritikken.

– For os i Fredericia er det her en støttehandling. Vi er jo en destination, toget kører til, men vi bakker op om de mellemstationer, der bliver ramt af det her, siger han.

Mangelfuld kommunikation fra DSB

Borgmesteren påpeger, at det er problematisk, hvis den mangelfulde kommunikation har medført, at passagerer har ventet forgæves på tog, der ikke længere kører.

– Det, vi jo mest reagerer på, er den noget mangelfulde kommunikation. Der har simpelthen nærmest været passagerer, der har stået og ventet på et tog, der ikke går, siger Bro.

Han henviser samtidig til sin borgmesterkollega i Assens Kommune, Søren Steen Andersens (V), Facebook-opslag, hvor sagen er beskrevet, og hvor DSB i kommentarsporet erkender, at informationen har været utilstrækkelig.

Fredericia har også oplevet nedskæringer

Selvom Fredericia som destination ikke er direkte ramt af ændringerne, ser Bro en tendens, hvor den kollektive trafik bliver skåret til, når passagertallet falder – og netop derfor støtter Fredericia op om sagen, forklarer han.

– Men det gør jeg selvfølgelig, fordi vi også oplever en udtynding af den kollektive trafik. Det har vi set i Fredericia gennem tiden, når passagertallet falder – for eksempel på ruter til yderområderne. Når der bliver færre og færre passagerer, bliver økonomien dårligere, og jeg tænker, at det er de samme overvejelser, der ligger bag DSB’s beslutning, siger han.

Han understreger dog, at kollektiv trafik også handler om at binde samfundet sammen, særligt i ydertiderne.

– Det er svært at få et samfund til at hænge sammen, hvis ikke man har en eller anden form for kollektiv trafik – også i ydertiderne. Busser kan erstattes på andre måder, men tog dækker ofte længere afstande, og det er ikke helt så enkelt, siger han.

Vil løfte sagen politisk

Borgmestrene har sammen sendt en henvendelse til Folketingets Transportudvalg i håb om, at de manglende afgange bliver genindført i næste køreplansrevision.

– Når du får en togafgang aflyst, skal du vente til næste køreplanrevision, før du kan få den tilbage igen. Og det er derfor, vi vælger at skrive til Transportudvalget – for at løfte sagen politisk op til dem, der har ansvaret for DSB, forklarer Bro.

Han ser dog stadig Fredericia som en prioriteret togknudepunkt i transportplanlægningen.

– Jeg tror, vi bliver værdsat nok. Vi er stadig en destination i begge tilfælde, men det er jo en nedprioritering af togtrafikken, vi ser her, afslutter han.