Tre år. Tre år med konstant vejarbejde på Nørrebrogade og de omkringliggende gader har forvandlet hverdagen for mange beboere til en kamp mod støj, rystelser og gener, der i mange tilfælde har fået fysiske og økonomiske konsekvenser. Hverdagen i området er ikke længere præget af byens liv, men af en konstant larm, jord og støv, der invaderer hjemmene, og ødelæggelser der ikke bliver taget ansvar for. Det fortællere beboere i området om.

Borgmesteren beskrev til årets nytårskur mange af de eksisterende gravearbejder i Fredericia som nødvendige. Men spørgsmålet er, om arbejdet bliver udført skånsomt og med hensyn til beboere og trafikanter. Samtidig er det er mange langstrakte projekter, der flere gange har overskredet de frister, man indledningsvist havde lovet borgerne i Fredericia Kommune. Et egentligt ansvar er også svært at placere, da kommunens eget selvskab, Fredericia Spildevand A/S, omtales af kommunen som et selvstændigt foretagende. Det efterlader beboere med følelsen af at blive kastet rundt mellem kommunens egne instanser.

En af de mange beboere, der har været fanget i denne hverdag, Rikke Lundsgaard Breckling, delte forleden sin historie i et Facebookopslag, hvor hun beskrev de daglige udfordringer, hun og hendes familie mener, de har stået overfor igennem det meget langvarige projekt.

– Jeg indrømmer det blankt, dette bliver et af de mavesure indlæg, skriver hun indledningsvis og fortsætter: – Hverdagen er udfordret af, at alle de mennesker, som skal passe deres vejarbejde, blokerer de få parkeringpladser, der findes, så når man kommer hjem, er det som at bo i København K. Du skal gå ret langt fra din parkerede bil til din hoveddør.

Det er blot en af de mange gener, de oplever, er blevet en del af livet på Nørrebrogade, og som Rikke og hendes naboer har måttet leve med i årevis. Men der er også de mere fysiske udfordringer, som følge af de enorme mængder jord og sand, der slæbes ind i deres hjem.

– Luksusproblem, ja måske. Men oveni kommer der, at du på 3. år må gøre ekstra rent dagligt, med alt det jord og sand, du og dine gæster slæber ind, skriver hun videre. Og det stopper ikke her. Familiens bil har ikke været forskånet for konsekvenserne af vejarbejdet.

– Din bil kan du køre i vaskehallen, og dagen efter, ser den ud som om den har stået i en sandstorm. Indeni kan du så købe nye måtter til bilen én gang om året, fordi de ikke længere kan gøres rene.

– Rene vinduer at kigge ud af i dit hus er en saga blot. Vinduespudseren har ikke kunnet komme til dem i 1,5 år, og nu kan det være ligemeget, for dagen efter er de fulde af sand og støv igen, skriver Rikke også i sit opslag. Støjgenerne fra arbejdet er et af de mest belastende elementer i Rikkes hverdag.

Fra god dialog til kaos

Skaderne på bilen og møgbeskidte vinduer er blot nogle af de mange fysiske spor efter vejarbejdet, fortælles der. Det hele startede for tre år siden, da den første entreprenør gik i gang med arbejdet på Nørrebrogade. Aarsleff var det første firma, og ifølge Rikke var det en helt anden oplevelse.

– Der kom en sjakbajs som faktisk gik rundt og fik etableret midlertidige parkeringspladser til os alle sammen. Han var så seriøs, og han gik rundt og informerede os. “I morgen kommer der til at ske det, i næste uge sker der det, om tre måneder sker det og det”, sagde han. Han var simpelthen så dygtig, og han er så vældig rar, og vi var alle sammen glade for ham siger hun og fortsætter:

– Vi fik tildelt parkeringspladser, og når de parkeringspladser ikke kunne bruges, fordi de skulle rykke vejarbejdet videre, så lavede han nye parkeringspladser. Han sørgede simpelthen for, at alle i kvarteret havde et sted, hvor de kunne parkere deres bil. Det var skønt, og det var en positiv oplevelse.

Men alt ændrede sig, da næste fase af vejarbejdet blev igangsat, forklarer Rikke. Samtidig blev bevisbyrden for skader lagt over på beboerne selv, på trods af de indlysende og specielle omstændigheder omkring deres matrikel med store maskiner og voldsom kørsel med grus og sten:

– Jeg husker også, at vi kontaktede kommunen, fordi vi har fået smadret en rude, og vi havde fået et kæmpe stenslag i vores bil. “Hvem dækker det, spurgte vi. Jamen, det er der ikke nogen, der gør, var svaret. Hvorfor? Fordi vi kan jo ikke bevise, det var vejarbejdet,” husker Rikke, at konklusionen var.

Familien siger, at de flere gange måtte flygte væk fra deres hjem, fordi det var ulideligt for dem at opholde sig på Nørrebrogade. Hele området har været forvandlet til noget, der kan sammenlignes med en borgerkrig, af udseende. Metalplader, opgravede veje, tunge maskiner, hamrende udstyr, hvin, bankeri og alvorlige støvgener:

– Oplevelserne er ubeskrivelige, i hvert fald egner området sig ikke til hjemmearbejdsplads eller middagslure. Indimellem måtte man emigrere i sommerhus, bare for at kunne lytte til stilheden og koncentrere sig om at tænke igen, fortæller Rikke.

Denne konstante larm gjorde det umuligt for mange i kvarteret at finde ro i deres hjem. Det påvirkede deres daglige liv på et niveau, ingen havde forestillet sig. Men de værste gener var ikke kun larmen. De massive vibrationer og rystelser fra vejarbejdet har ifølge beboerne haft ødelæggende konsekvenser for flere huse. Det er dog en oplevelse som kommunens selskaber tilsyneladende ikke deler, når Rikke henvender sig til dem. Men hun står fast:

– De banker 36, minimum 36 spuns, ad tre omgange – tre omgange. De dræner vandspejlet. De ødelægger fundamentet i et område, hvor husene står på lillebæltler. Det er så vildt og sørgeligt, siger Rikke og beskriver, hvordan hun mener, at vibrationerne har forårsaget alvorlige skader på familien hus. Hun har også forsøgt at dokumentere det, der sker. Det er vigtigt, for de offentlige myndigheder og deres selskaber, er udrustet med mange midler til advokater, som de kan administrere på skatteborgernes vegne. Helt konkret mener Rikke, at blandt andet hendes køkkengulv blev smadret på grund af byggearbejdet.

– Jeg kunne høre over- og understrygningerne rasle ned af taget. Og jeg tog billeder af det. Og jeg kunne høre, alt give sig. På et tidspunkt er jeg oppe på 40 slag. Da jeg kommer ned, får jeg et chok. Gulvet er flækket ude i køkkenet. Det viser sig, at hele understøtningen af vores gulv i stueetagen har rykket sig ved rystelserne, siger Rikke og understreger, hvordan dette har været en alvorlig belastning, både økonomisk og følelsesmæssigt. Gulvet og huset er sat i stand for syv år siden, men nu er gulvet til at smide ud. Huset, der er fra 1920’erne, har lidt stor skade, og familien har været tvunget til at betale selv. Og de føler ikke, at det nogensinde kan være deres skyld.

– Gulvet i vores stueetage er ødelagt. Det koster over 100.000 kroner at lave. Forestil dig, at du skal pille hele køkkenet ned. Det bliver du nødt til for at lægge et nyt gulv i hele stueetagen. Du kan ikke lægge gulvet udenom køkkenbordene. Det koster mange penge. Der er revner og skader flere steder i huset, tilføjer hun.

De mange gener og skader har ikke blot påvirket familien hus, men også forholdet til kommune, spildevand, entreprenør og forsikringsselskab.

– Vi har ringet til kommune, spildevand og entreprenør mange gange, vi har skrevet mange mails og vi har presset på, men vi får ikke svar. Det er så useriøst, siger hun og forklarer, hvordan de har forsøgt at få svar på de skader, der er blevet påført familien hus.

– Vi blev kastet rundt mellem folk som ikke vendte retur, fortæller Rikke, der mange gange slår fast, at hun ikke ønsker at lyde som en sur borger, for hun elsker at bo i Fredericia, men vejarbejdet har taget pusten af hende og familien. Dialogen med kommunen har grundlæggende været præget af en total mangel på respons.

– Vi har presset på og presset på, men der sker jo ingenting. Det er så useriøst. Og jeg føler, vi bliver ignoreret. Jeg har inviteret både kommunen, spildevand og entreprenøren til et møde hjemme ved os, men ingen dukkede op, konstaterer hun. Familien har også forsøgt at få hjælp af sin forsikring, men heller ikke her var der hjælp at hente.

– Da vi anmeldte skaderne til vores eget forsikringsselskab fik vi afslag. Vi bad om en second opinion, men også her mødte vi en mur. De sagde, at det ikke var en pludselig opståede skade, fortæller hun og tilføjer:

– Vi står tilbage med en uforløst situation, og ingen tager ansvar.

Vejarbejdet har nu været i gang i tre år, og endnu er der ikke nogen løsning i sigte. Rikke har fundet støtte i Facebookgruppen Nørrebrogade, hvor hun har fået kontakt til flere beboere, og nu overvejer hun at vælge juraens vej.

– Jeg har fået kontakt med flere, der også har skader. Vores forsikringsselskab fortalte mig, at de havde været ude ved tre andre kunder i området, som de også måtte afvise, fortæller hun og overvejer nu, om det er tid til at hyre en advokat og gå videre med sagen. Men det værste i det hele har været at møde et manglende ansvar og forståelse.

– Jeg føler, vi er blevet forladt i et vakuum. Ingen tager ansvar. Vi er overhovedet ikke blevet taget seriøst. Det synes jeg er frygteligt pinligt, slutter Rikke Lundsgaard Breckling.

Fredericia Kommune: Det er entreprenørens ansvar

Kommunaldirektør i Fredericia Kommune, Thomas Jaap, forholder sig ikke til den konkrete sag, men fortæller i et interview, at ansvaret som udgangspunkt er placeret hos entreprenøren.

– Som udgangspunkt er det entreprenøren, der bærer ansvaret, hvilket også fremgår af kontrakten. Derudover vil forsikringsselskabet og entreprenøren normalt håndtere eventuelle sager, siger Thomas Jaap.

Fredericia AVISEN arbejder også på en kommentar fra Fredericia Spildevand og flere entreprenører, der har arbejdet på det årevis lange projekt.