17 C
Copenhagen
lørdag 12. juli 2025

Gjensidige Drømmelegat og Madsby Pige Cup når nye højder sammen

0

For tredje år i træk er Gjensidige guldsponsor – og igen i år kan pigerne få opfyldt deres fodbolddrømme på scenen

Når Danmarks største pigefodboldevent, Madsby Pige Cup, afholdes fra den 6. til 8. juni, bliver det med et rekordstort antal deltagere. Med over 300 tilmeldte hold har stævnet aldrig været større, og det langvarige samarbejde med Gjensidige Drømmelegat er en vigtig del af succesen.

For tredje år i træk er Gjensidige Drømmelegat guldsponsor for Madsby Pige Cup. Det betyder ikke kun, at stævnet bliver en festlig fodboldoplevelse for de mange piger, men også at deltagerne får en enestående mulighed for at få opfyldt deres fodbolddrømme.

Pigerne i centrum – på banen og på scenen

En af de traditioner, som samarbejdet med Gjensidige har været med til at etablere, er Madsby Pige Cup-ed’en. Her forpligter stævnet sig til at være på pigernes præmisser – ikke trænernes eller forældrenes. Den ånd går igen i hele eventet, hvor fællesskab og glæden ved fodbold er i højsædet.

Lørdag bliver Gjensidige Drømmelegat igen et af højdepunkterne, når fodboldpigerne kan stille sig på scenen og præsentere deres fodbolddrømme for en jury i bedste Løvens Hule-stil. De mest inspirerende idéer bliver tildelt et drømmelegat, der kan hjælpe pigerne med at tage deres fodboldrejse til næste niveau.

– Vi ser frem til endnu engang at opfylde pigernes fodbolddrømme til Madsby Pige Cup. Vi har oplevet, hvor meget det betyder for de deltagende hold at få denne mulighed, og det er fantastisk at være en del af et event, hvor pigefodbolden virkelig er i fokus, siger Susan Blindbæk Vestergård, Sponsorship Manager hos Gjensidige.

En vigtig samarbejdspartner for Madsby Pige Cup

Stævnekoordinator Anders Stoffer glæder sig over, at Gjensidige Drømmelegat fortsætter som guldsponsor:

– Gjensidige Drømmelegat har været med til at løfte Madsby Pige Cup til nye højder. Vi har set en eksplosiv vækst i deltagerantal de seneste år, og uden Gjensidiges engagement havde vi ikke haft de samme muligheder for at udvikle stævnet og skabe endnu bedre oplevelser for pigerne.

Med over 300 hold, masser af fodboldkampe og et stærkt fokus på fællesskab og drømme, er der lagt op til en uforglemmelig weekend i Fredericia.

Tyveri af ladekabler i Middelfart

0

En hændelse er blevet meldt til Fyns Politi, hvor fem ladekabler er blevet stjålet fra ladestandere på Kløvervej i Middelfart Kommune.

Episoden er blevet anmeldt den 28. februar 2025 og anmelderen oplyste, at kablerne var blevet klippet over tæt på ladestanderboksen. Tyveriet fandt sted mellem den 24. februar klokken 08:25 og frem til den 28. februar 2025.

Det er uklart, om der er yderligere spor i sagen, men politiet er opmærksom på hændelsen og har startet efterforskningen.

Museumsdirektør har fundet nyt job

0

Direktør og historiker, Karsten Merrald Sørensen, har fået nyt job som Museumschef for Museum Horsens pr. 1. april 2025.

Karsten Merrald Sørensen elsker Fredericia og har igennem 13 år indtaget en meget væsentlig rolle i formidlingen af byens historie. Bestyrelsen for Museum Fredericia ønsker derfor at takke Karsten Merrald Sørensen, som med sit behagelige og vidende væsen har stillet sig til rådighed for museet og byen og derigennem opnået gode resultater.

Bestyrelsen fortæller samtidig, at man nu ser frem til at gå i gang med at finde den rette afløser til posten. Bestyrelsen leder efter en person, som kan varetage både den daglige drift samt ønsker muligheden for at bidrage væsentligt til et af Danmarks største og mest interessante museumsprojekter.

– Jeg stopper som museumsdirektør ved Museum Fredericia den 31. marts 2025. Den 1. april 2025 starter jeg som Museumschef for Museum Horsens. Det er en sammenslutning af Fængselsmuseet, Horsens Kunstmuseum, Horsens Museum, Horsens Byarkiv og Arkæologien i Horsens. Med andre ord en mulighed jeg havde svært ved at takke nej til, selvom beslutningen ikke var nem. Jeg har været ansat på museet i Fredericia i knap 13 år, og elsket hvert sekund af min tid. Fredericia har en unik historie, som fortjener at blive fortalt til alle. Museum Fredericia har rykket sig meget i de seneste år, og er klar til de næste skridt. Nu er tiden kommet, hvor jeg skal rykke et nyt sted hen, men jeg vil med stor glæde både følge- og gerne hjælpe Museum Fredericia videre på rejsen mod byggeriet af et nyt museum, der skal formidle Fæstningsbyen Fredericias historie, siger Karsten Merrald Sørensen.

Bestyrelsesformand Anders Østergaard skal nu på jagt efter en ny direktør sammen med sin bestyrelse. Han takker for samarbejdet med Karsten Merrald Sørensen.

– Vi ønsker Karsten stort tillykke med de nye muligheder i Horsens. Der skal ikke herske tvivl om, at vi er rigtig glade for Karsten, og at han har gjort en væsentlig forskel for Museum Fredericia gennem alle sine år her i byen. Derfor er både bestyrelsen og kollegaer naturligvis også kede af at måtte undvære ham – både i det daglige og i det igangværende arbejde med udviklingen af fremtidens Museum Fredericia, hvor vi allerede har lagt godt fra land. Vi er alle meget engagerede i det nye projekt, fordi Fredericia har en fantastisk og ufortalt historie, som vi skylder både fortiden, byen og omverdenen at få formidlet. Stillingen som museumsdirektør rummer derfor store muligheder for at sætte sit aftryk på det samlede projekt og vi ser meget frem til at påbegynde rejsen sammen med vores kommende museumsdirektør, siger Formand for Museum Fredericia, Anders Østergaard

Museum Fredericia blev sidste år en selvejende institution med selvstændig bestyrelse sammensat af erhvervsfolk og politikere. Næste fase for projektet på Voss-grunden bliver at konkretisere planerne og gennem fonde sikre den nødvendige kapital til realiseringen.

Inviterer til afskedsreception

Som tak for den store indsats for byens historie, og for at sende Karsten Merrald Sørensen bedst muligt af sted mod Horsens, ønsker bestyrelsen at invitere alle interesserede fredericianere, medarbejdere og samarbejdspartnere til en afskedsreception på Kulturkasernen, fredag den 28. marts kl. 14:00.

Regeringens uddannelsesreform er en katastrofe for de unge – 10. klasse bør bevares

0

Regeringen, SF og DF har med deres uddannelsesreform udført et frontalangreb på de unges muligheder, og særligt nedlæggelsen af vores 10. klasse et alvorligt tilbageslag.

I Fredericia har vi et velfungerende 10. klasse-center, hvor hele 70% af eleverne efterfølgende starter på en gymnasial uddannelse. 10. klassecenteret har i årtier hjulpet unge videre i livet. Faktisk kunne centeret fejre sit 25-års jubilæum i sidste uge – en markant milepæl, der vidner om dets værdi og betydning. At nedlægge denne institution netop nu sender et forkert signal om vores prioriteringer i forhold til unges trivsel og fremtid.

De fem partiers beslutning om at afskaffe denne mulighed er et ideologisk projekt, der ser bort fra de unges behov og de lokale erfaringer med, hvad der faktisk virker. At fratage dem 10. klasse som springbræt til videre uddannelse, vil kun skabe flere nederlag og øge frafaldet i ungdomsuddannelserne.

10.klasse er ikke en pause – det er et nødvendigt trin for mange unge, der har brug for et ekstra år til at modnes, styrke deres faglige niveau og finde den rette vej videre. Vi ser i Fredericia, at mange unge, der måske ikke var parate til gymnasiet efter 9. klasse, faktisk klarer sig godt efter et år i 10. klasse. Ved at fjerne denne mulighed risikerer vi at skubbe flere unge ud af uddannelsessystemet i stedet for at støtte dem i deres udvikling.

Reformen påstår at handle om de unges fremtid. Havde den gjort det, kunne man lave den nye EPX-uddannelse, uden samtidig at nedlægge 10. klasse, HF og alle de andre veje, som ofte betrædes af unge som udgangspunkt ikke passer ind i den ”lige” vej, som de fem partier nu har skabt. I Fredericia har vi eksempelvis rigtig god erfaring med en 3-årig HF, som sikrer mange unge en adgang til de videregående uddannelser. Unge som af forskellige årsager kan have brugt for ekstra tid eller støtte omkring deres uddanneles.

Fredericia har tilbud, der fungerer – og vi kan se, at det gør en forskel. Dem tvinges vi nu til at lukke.

Som om det ikke var nok: Oven i at muligheden for at tage en eksamen i 10. klasse – både i folkeskolen, på privatskoler og på efterskoler – fjernes, hæves karakterkravene til de gymnasiale ungdomsuddannelser. Dette gør det endnu sværere for de unge, der har brug for et ekstra år til at styrke deres faglige niveau. Resultatet vil være, at flere får lukket stort set alle døre til videre uddannelse, før de overhovedet har fået en reel chance. Og karaktererne i 9. klasse vil blive endnu vigtigere for resten af de unges uddannelsesliv. Det vil øge karakter-presset og stressen endnu mere.

Det er den helt gale vej.

Derfor kæmper vi i Enhedslisten for de unge. Det handler om deres fremtid. Regeringen, SF og DF bør lytte til de unges behov i stedet for at presse dem ind i en forudbestemt skabelon og skabe blindgyder og svære omveje.

Tillykke til 10. klasse-centeret, der har vist sin værdi i 25 år – og som stadig er lige så vigtigt i dag. Mon repræsentanter fra de fem partier havde en undskyldning med til jeres jubilæumsreception i sidste uge?

Direktør for TRÅDEN er fundet

0

Middelfart Kommune har ansat Maja Füchsel som ny, passioneret og udviklingsorienteret direktør af det kommende mødested og eventhal, TRÅDEN. Det skriver Middelfart Kommune i en pressemeddelelse mandag morgen.

Det bliver en erfaren direktør, som kommer til at stå i spidsen for det nye mødested, eventhal – og et samlingspunkt på tværs af generationer – TRÅDEN i Middelfart. For Maja Füchsel kommer med mange års erfaring fra kultur- og eventbranchen og har derfor et solidt fundament for at løfte opgaven med at udvikle TRÅDEN til et nyt samlingspunkt for både borgere og gæster i alle aldre.

– Jeg glæder mig utroligt meget til at skabe et levende og inviterende samlingspunkt. Mit mål er at skabe et sted, hvor man har lyst til at være – et sted med liv i både dagtimerne og i fritiden. Med min erfaring fra at udvikle og lede kulturtilbud ved jeg, hvor vigtigt det er at skabe en atmosfære, der emmer af puls og nærvær. Jeg ser frem til at samarbejde med lokale kræfter, frivillige, erhvervslivet og gæsterne for at skabe et rum, hvor fællesskab og oplevelser går hånd i hånd, siger Maja Füchsel, ny direktør for Tråden.

Maja Füchsel.

Maja Füchsel kommer fra en stilling som afdelingsleder i Jyske Bank Boxen, hvor hun har været særligt involveret i planlægningen af store slutrunder – både kvindernes og mændenes VM i håndbold samt ishockey-VM i maj – samt koncerter og shows med op til 15.000 besøgende. Tidligere har hun også været direktør for Højhuset, som har en socialøkonomisk drift.

– Jeg er meget glad for, at vi har fundet en så kvalificeret leder til at realisere visionen for TRÅDEN og til at styrke samarbejdet om at forene folk omkring projektet. Med sin store erfaring fra lignende projekter kan Maja Füchsel fra dag ét tage fat på indretning, styrke samarbejder og sammensætte et dynamisk program for koncerter og aktiviteter, siger Steen Vinderslev, kommunaldirektør Middelfart Kommune.

Som direktør for TRÅDEN får Maja Füchsel ansvaret for at sikre mødestedets samlede økonomiske fundament, for at opbygge og drive program og aktiviteter samt for at skabe meningsfulde fællesskaber – med et særligt fokus på unge.

– Jeg hører fra rigtig mange middelfartere, at Middelfart har manglet et sted som TRÅDEN. Derfor ser vi i bestyrelsen meget frem til, at Maja kommer med ombord, da vi får en yderst kompetent og erfaren leder til at stå i spidsen for at realisere projektet, og så vi bliver klar til at slå dørene op 20. juni til et brag af en åbningsfest, siger formand for foreningen TRÅDEN, Per Jørgensen.

Fakta om TRÅDEN

TRÅDEN er en gammel, rå industribygning, som engang var hjemsted for Nordisk Kabel-og Traadfabrikkers trådværk. TRÅDEN skal være Middelfarts nye mødested, eventhal og musiksted med et særligt fokus på unge, som i flere år har manglet steder at mødes. Med TRÅDEN får Middelfart en eksperimenterende kant, som skaber et stærkt fundament for den kommende udvikling af Trafikhavnen.

Samtidig det være også rumme at kunne være samlingspunkt på tværs af generationer og danne ramme for mange forskellige aktiviteter og fællesskaber. TRÅDEN skal være et alsidigt kulturhus, hvor der under samme tag både skal være koncerter, events, Street Food, bar og meget mere.

TRÅDEN åbner 20. juni 2025. Inden da skal der lægges et program for koncerter og arrangementer samt planlægges Street Food-koncept, indretning og aktiviteter, så de nye faciliteter kan byde velkommen inden for til store som små oplevelser.

Kvinder i politik: Kompetencerne skal være i fokus

0

I denne fortsættelse af serien om kvinder i politik taler vi med SF’s spidskandidat til kommunalvalget, Malene Søgaard-Andersen, der har været en faktor i Fredericia-politik det seneste halve år. Selvom hun endnu ikke sidder i byrådet, har hun i den seneste periode været en vigtig spiller, blandt andet som leder af SF i sidste års budgetforhandlinger, hvor hun spillede en central rolle, da Connie Maybrith Eden var sygemeldt.

Hun var med til at indgå et alternativt budgetforlig, hvor de gik sammen med Enhedslisten og kiggede mod de borgerlige partier, og dermed gik udenom Socialdemokratiet.

Malene Søgaard-Andersen har gennem sin politiske karriere arbejdet for at styrke børns og familiers vilkår, og hun har en stærk holdning til diversitet i politik. Hun mener, at politik skal afspejle samfundet i sin bredde og mangfoldighed, og det er en forudsætning for at træffe gode beslutninger.

– Jeg mener, at det er vigtigt, at der er en balance i, at det ikke kun er mændene, der styrer udviklingen i vores samfund. At have kvinder i politik er en nødvendighed, men det handler også om at have kompetencerne med. Det er ikke nok at være kvinde, du skal have noget at komme med, siger Malene.

Hun understreger, at politisk deltagelse ikke kun handler om køn, men om at få flere perspektiver på bordet for at sikre, at beslutningerne bliver så inkluderende som muligt. Malene håber, at Fredericia Byråd efter valget vil afspejle samfundet mere bredt, og at der kommer en mangfoldighed af erfaringer og baggrunde til bordet.

– Jeg håber, vi får et byråd, hvor der både er mænd og kvinder, unge og gamle, og hvor der er repræsentation fra forskellige baggrunde – også etnicitet, uddannelsesniveau og arbejdsområder. Det skal være et refleksion af den borgergruppe, der er i Fredericia, og så bliver vi også nødt til at kunne afspejle det i beslutningstagerne, siger hun.

At finde balance som kvinde i politik

At være politisk aktiv som kvinde kan være en udfordring. Malene forklarer, hvordan hun begyndte sin politiske rejse tilbage i sin studietid i Aarhus, og hvordan hendes politiske engagement har udviklet sig.

– Jeg blev politisk engageret under Irak-krigen, da jeg var studerende, og der var et behov for, at nogen tog ansvar. Jeg meldte mig ind i SF, og siden har jeg haft et politisk engagement, som har fulgt mig hele vejen, forklarer hun.

Men det har ikke altid været nemt at få tid og energi til både politik og familieliv. Malene har erfaringer med at være politisk aktiv samtidig med at jonglere et arbejdsliv og familiemæssige forpligtelser, og hun ser det som en af de største udfordringer, kvinder i politik står overfor.

– Jeg tror, det er lettere for mænd at lade de huslige opgaver vige og prioritere politik, mens kvinder ofte skal finde en balance. Jeg har da selv haft perioder, hvor jeg måtte sætte politisk aktivitet på pause for at prioritere andet, siger Malene og fortsætter:

– Det kræver virkelig fleksibilitet og støtte i familielivet, og det er derfor, jeg har stor respekt for dem, der får det til at fungere. Det er ikke altid let, men det er nødvendigt, hvis vi skal have flere kvinder ind i politik.

Sociale medier og den hårde tone

Som politiker har Malene Søgaard-Andersen også oplevet den hårde tone, der kan komme med rollen – især på sociale medier. Hun erkender, at tonen på de sociale platforme kan være skræmmende, men hun ser det ikke som en hindring for sin politiske aktivitet.

– Jeg tager det stille og roligt, hvis der kommer hårde kommentarer. Det kan være svært, men jeg tænker, at folk, der skriver det, ofte gør det, fordi de er frustrerede over noget. Man skal kunne adskille det, og huske på, at der er mange, der er villige til at føre en reel debat, siger Malene.

Udfordringer for kvinder i politik

Malene oplever, at kvinder stadig skal arbejde hårdere for at få anerkendelse, og at der er en tendens til, at de skal bevise deres kompetencer mere end mænd. Men hun ser også et potentiale i, at flere kvinder træder ind i politik og bringer deres perspektiver til bordet.

– Det er ærgerligt, at kvinder skal forsvare deres plads i politik, som om de kun er valgt på grund af deres køn. Mange af de dygtigste politikere er kvinder. De er gode til at forhandle, de arbejder hårdt og mestrer kompromiser, og jeg håber, at flere kvinder bliver inspireret til at gå ind i politik, siger Malene.

Hun håber, at hendes politiske arbejde kan bidrage til at ændre den opfattelse og opfordrer flere kvinder til at tage aktiv del i det politiske liv i Fredericia.

– Vi skal have flere kvinder ind i politik, ikke kun for ligelig fordeling, men for at få de forskellige perspektiver repræsenteret. Mange kvindelige rollemodeller er måske ikke de mest synlige, men de arbejder stille og roligt for at gøre en forskel. Det skal vi have øjnene op for, afslutter hun.

Grøn brint er ikke attraktivt nok endnu

0

Fredag kunne CEO for Crossbridge Energy, Finn Schousboe, og CEO for Everfuel, Jacob Krogsgaard, stolt annoncere, at den første produktion og levering af grøn brint til Crossbridge Energys raffinaderi er en realitet, men efterfølgende erkendte de begge, at grønt brint ikke er attraktivt nok endnu.

Efter en tur rundt i anlægget iført sikkerhedsveste og briller afsluttede Finn Schousboe og Jacob Krogsgaard turen med et blik ud over området fra rooftop, hvor de funderede over projektets betydning. Det er en historisk milepæl, sagde de – ikke kun for Danmark, men for Europa og muligvis verden, når man ser på produktionen af grøn brint som en erstatning for den sorte brint i raffineriprocesser.

Der udtrykte Finn Schousboe også stor stolthed over de fremskridt, der bliver gjort.

– Den korte version er, at det her er Danmarks historie, og måske endda et lille skridt i Europas eller verdens historie. Vi producerer grøn brint med det formål at erstatte sort brint i raffineriprocessen. Det betyder, at vi kan reducere CO2-udledningen direkte, fordi vi bruger mindre fossilt brændstof, siger Crossbridge-direktøren.

– Vi er allerede i gang med næste fase. Det handler om at bygge mere kapacitet, og vi har organisationen klar til at rulle ud. Der er allerede reserverede arealer, og vi har det nødvendige udstyr klar til at producere endnu mere brint. Men for at det hele skal lykkes, skal det være attraktivt for både forbrugere og virksomheder at bruge grøn brint, siger Jacob Krogsgaard.

Politik og regulering er de store udfordringer

En af de største udfordringer, som de to direktører fremhæver, er de politiske og regulatoriske forhold.

– Den største udfordring lige nu er politisk. Det handler om, at det ikke er attraktivt at anvende grøn brint, hvilket hæmmer efterspørgslen. Hvis vi skal gøre brint attraktivt, er det nødvendigt, at CO2-udledningen, der fortrænges, enten i produktet eller i produktionsprocessen, tæller i den politiske regulering. Ellers vil der ikke være incitament til at betale for det, og så vil vi heller ikke producere det, siger Finn Schousboe.

Schousboe sammenligner situationen med den tidligere omstilling til biogas, hvor EU har skabt attraktive rammevilkår, som har fremmet brugen af biogas, selv om det er dyrere end naturgas.

– Vi har et lignende behov for at gøre brint attraktivt gennem politiske incitamenter, siger han.

Begge direktører er tydeligt stolte over projektet, men de understreger, at det stadig er et lille skridt på en lang rejse.

– Der kilder lidt i maven, men det er også en faderlig stolthed. Vi har været igennem mange tekniske udfordringer, og vi har stadig nogle foran os. Men vi er klar, og det er vi kun, fordi vi har gjort det sammen, siger Krogsgaard.

Jacob Krogsgaard tilføjer, at dette projekt er et resultat af hårdt arbejde og samarbejde, men at det også er et skridt mod et langt større mål:

– Nu er det op til samfundet at følge med. Det er en grøn omstilling, og vi er klar til at tage næste skridt i at gøre brint til en realitet i den danske og europæiske energifremtid, siger han.

Næste skridt: Optrapning af produktionen

Med produktionen nu i gang er det næste skridt at optrappe produktionen af brint og fortsætte arbejdet med at gøre det mere tilgængeligt og attraktivt for forbrugere og industrien.

Der er stadig store politiske og økonomiske udfordringer, men både Schousboe og Krogsgaard er optimistiske om fremtiden og ser frem til den næste fase i projektet.

– Vi er godt på vej, og vi er klar til at tage det næste skridt. Det er nu, vi virkelig begynder at mærke effekten af vores arbejde, og vi er klar til at gøre det til en stor succes for alle involverede parter, slutter Krogsgaard.

Viborg nedlagde Vejle

0

Vejle tabte på udebane 3-1 til Viborg, der hentede forårets første sejr.

Viborg tog imod Vejle Boldklub på hjemmebane søndag eftermiddag og satte sig hurtigt på spillet i jagten på forårets første sejr. Mens gæsterne fra Nørreskoven har haft en positiv start på 2025, var det ikke til at se på banen, hvor Viborg dominerede spillet fra start.

Viborg kom tidligt i gang og var foran allerede efter 15 minutters spil. Det var Renato Junior, der på et hjørnespark fra nærmeste stolpe stangede bolden i mål med stor kraft. En veludført hovedstødsafslutning, som satte tonen for resten af kampen.

Gæsterne, som ikke kunne finde rytmen, blev presset endnu hårdere, og Viborg fortsatte at dominere. De havde flere chancer og kunne have udbygget føringen yderligere. Det var Justin Lonwijk, der fik målscoringen nummer to, da han hurtigt reagerede på en halvsløj clearing fra Vejles forsvar og satte bolden i mål til 2-0.

Inden pausen fik værterne også hjælp fra en startdebutant. Serginho, der i forvejen havde været involveret i kampens første mål, kombinerede flot med Renato Junior, før han sendte et hårdt skud afsted. Vejles målmand kunne ikke holde fast i afslutningen, og bolden røg direkte ud til Yonis Njoh, der hurtigt og kontant satte bolden i kassen. Det var Njohs første mål for Viborg, og dermed var hjemmeholdet foran 3-0 ved pausen.

Men kampen var langt fra afgjort. Vejle kom helt anderledes ud til anden halvleg og var mere på, end de havde været i de første 45 minutter. De kom hurtigt på tavlen, og det var endnu en gang den brandvarme German Onugkha, der satte bolden ind. Han udnyttede et hjørnespark og headede bolden upresset i mål, hvilket gav Vejle et håb om en oprejsning.

Efter reduceringen fik Viborg ro på spillet igen, og der kom ikke de store chancer for gæsterne. Men med små ti minutter tilbage fik Vejle endnu en mulighed. Et indlæg fra venstre fløj blev ikke clearet ordentligt af Viborg-forsvaret, og bolden røg direkte ud til Onugkha, som forsøgte at prikke den mod mål. Viborgs målmand, Lucas Lund, var dog på plads og reddede afslutningen, selvom situationen så en smule usikker ud.

Det blev den sidste store chance i kampen, og Viborg kunne dermed indkassere de tre point. De vandt 3-1 og forlod dermed banen som vindere.

For Vejle betyder nederlaget, at de fortsat ligger sidst i Superligaen med blot 10 point efter 20 spillede kampe. Onugkha og co. har nu seks point op til overlevelse og står overfor en hård opgave i de kommende kampe, hvis de skal undgå nedrykning.

Viborg, der i øjeblikket indtager en syvendeplads, kan med sejren se frem til at konsolidere deres position i tabellen

Middelfart sejrede i generalprøven før sæsonstarten

0

Middelfart Boldklub fik en solid start på forberedelserne til den kommende sæson i 2. division, da de lørdag spillede generalprøve hjemme på kunstgrænsbanen på Færøvej. De mødte Næsby, og det blev en overbevisende 3-0-sejr, som sender et klart signal om, at Middelfart er klar til at tage kampen op om oprykning.

Middelfart viste tidligt i kampen, at de var på et andet niveau end gæsterne fra Næsby, som havde svært ved at finde rytmen. Hjemmeholdet satte hurtigt tempoet, og deres spil var både effektivt og kontrolleret.

Middelfarts mål blev scoret af flere af deres nøglespillere. Topscorer Malthe Boesen, som er en af holdets mest pålidelige angribere, var først på tavlen og satte det første mål ind. Hans kliniske afslutning viste, hvorfor han har været en af de bærende kræfter på holdet.

Derefter tog Bardhec Bytyqi over, og han stod for de to øvrige mål. Bytyqi viste sin evne til at score fra både åbent spil og dødbolde, og hans præstationer var med til at sikre Middelfart den komfortable 3-0-sejr.

Resultatet gav Middelfart et værdifuldt boost inden lørdagens opgør mod Ishøj på udebane. Sejren i generalprøven viste, at holdet er i god form og klar til at kæmpe for at levere en stærk præstation i 2. division

Kolding tog vigtig sejr mod B.93 i top-6-kampen

0

Kolding tog lørdag et vigtigt skridt mod top-6, da de vandt mod B.93.

I NordicBet Ligaen er kampen om top-6-pladserne blevet intens, og Kolding var lørdag oppe imod B.93 i en altafgørende kamp. For begge hold var det en vigtig opgave, og Kolding kom hurtigt i gang med at sikre sig de nødvendige point.

Kolding kunne ikke have ønsket sig en bedre start på kampen. Allerede efter lidt over to minutters spil fik Casper Jørgensen sendt et hjørnespark ind i feltet, hvor Koldings Albert Nørager steg højest. Med et præcist hovedstød sendte Nørager bolden i mål til 1-0 og gav sit hold den perfekte start.

Kolding fortsatte med at udnytte momentum, og de så farlige ud i angrebene. I slutningen af første halvleg kunne Casper Jørgensen selv notere sig for en scoring. Efter at være blevet sendt i dybden afsluttede han sikkert og udbyggede føringen til 2-0.

I anden halvleg fortsatte Kolding dominansen, og i kampens sidste minutter var det Sterling Yateke, der lukkede opgøret med en afslutning fra venstresiden, der sendte bolden i netmaskerne til slutresultatet 3-0.

Sejren betyder, at Kolding holder fast på sjettepladsen i ligaen, selvom Hillerød også vandt. B.93 ligger på niendepladsen, og de må nu se frem mod at kæmpe videre for at forbedre deres position i den tætte bundstrid. For Kolding er det et vigtigt skridt mod top-6, og de er nu i en god position til at fortsætte jagten på en plads i slutspillet.