KONGEHUSET. 98 borgmestre i kjole og hvidt. Borgmesterkæder, hvide handsker og en tydelig forventning i rummet, da dørene på Amalienborg blev åbnet. En scene, der normalt hører staten og de nationale institutioner til, men som denne januarformiddag var rykket helt tæt på det kommunale Danmark. For Jakob Ville blev mandag den 5. januar 2026 derfor mere end blot en kongelig begivenhed. Det blev en markering af begyndelsen på hans tid som borgmester, og samtidig et historisk øjeblik, hvor kommunerne for første gang stod samlet i den kongelige nytårstradition.
»Det var jo sådan en meget formel dag. Meget… ja, hvad skal man kalde det? Det var en stor dag og en stor oplevelse,« indleder Jakob Ville. Den formelle ramme var ikke til at tage fejl af. Alt var koreograferet ned i detaljen, fra påklædning og etikette til den måde, borgmestrene blev ført ind og præsenteret på. Alligevel oplevede Koldings nye borgmester ikke dagen som fjern eller utilnærmelig. Tværtimod.
For første gang havde kongehuset inviteret alle landets borgmestre til nytårskur. Et nyt initiativ, der ifølge Jakob Ville rammer direkte ned i kommunernes rolle og selvforståelse. »Mest af alt synes jeg, at den anerkendelse, der er fra kongehuset ved at invitere Kommunedanmark til nytårskur på Amalienborg, var både tankevækkende og prisværdig.«
En tydelig anerkendelse af kommunerne
Den oplevelse af at blive taget alvorligt fortsatte, da ord blev sat på invitationen. Anerkendelsen lå ikke kun i selve det at være inviteret, men også i det budskab, der blev formidlet fra talerstolen. I sin tale lagde kongen ifølge Jakob Ville tydeligt vægt på kommunernes rolle som det politiske niveau, der står tættest på borgernes hverdag. »Som kongen selv sagde, så er det jo kommunerne, der er ved folket og løser de opgaver og udfordringer, der er ude i befolkningen. Og det ville han gerne anerkende.«
For Koldings borgmester ramte formuleringen noget centralt. At kommunernes arbejde blev fremhævet i den kongelige ramme, gav talen en særlig tyngde og satte ord på et ansvar, som til daglig sjældent bliver italesat i de store nationale sammenhænge. Samtidig blev det gjort klart, at invitationen ikke var tænkt som et enkeltstående signal. »Han sagde, at det her ville blive en tradition, og at vi allerede var inviteret igen næste år.«
Selve ceremonien fulgte den klassiske kongelige form, som mange kender fra tv, men som får en anden tyngde, når man står midt i den. Officielle fotos, faste pladser og det øjeblik, hvor stilheden sænker sig, lige inden kongeparret træder ind. »Der stod sådan en adjudant i uniform med en stor pind og bankede tre gange i gulvet. Så blev dørene åbnet, fanfaremusikken spillede, og kongeparret kom ind.«
Herefter blev borgmestrene kaldt frem én for én. Da det blev Jakob Villes tur, blev han mødt af en bemærkning, der overraskede – og gjorde indtryk. »Da jeg kom hen til kongen, sagde han: ‘Flot valg’. Det viste jo, at han havde sat sig ind i, hvad der var sket ude i kommunerne.« For borgmesteren blev det et konkret bevis på, at mødet ikke blot var symbolsk. »Det betyder meget, at det ikke bare er noget, der skal overstås. Når man siger, at man vil anerkende kommunerne, og man også ved, hvad der foregår, så føler man sig velkommen.«
Kolding kom med i samtalen
Midt i den korte audiens nåede Jakob Ville også at bringe Kolding på banen, med blikket rettet mod et af byens kulturprojekter. »Jeg sagde, at vi i Kolding glæder os rigtig meget til det tidspunkt, hvor gobelinerne får deres plads på Koldinghus, og at vi selvfølgelig håber på at kunne byde kongehuset velkommen i den forbindelse.«
Samtidig benyttede han lejligheden til en mere uformel invitation. »Jeg sagde også, at jeg kunne reservere en plads nede i Kolding Havn, hvis de nu valgte at sejle hertil. Det er jo på tide, at de også kommer forbi Kolding med Kongeskibet,« fortæller han med et smil.
Fra omklædningsrum til kongesal
Bag den højtidelige ramme gemte der sig også en langt mere afslappet og menneskelig stemning blandt borgmestrene, især blandt dem, der, som Jakob Ville, var nye i rollen. »Det var mit første møde som borgmester med de andre borgmestre, og så står man pludselig og hilser på 35 andre borgmestre i underbukser,« siger han og griner.
Inden kjole og hvidt, borgmesterkæder og fanfarer blev der klædt om sammen. Borgmestrene hjalp hinanden med det praktiske – butterfly, skærfter og de små detaljer, der skulle sidde rigtigt, før dørene blev åbnet. »Vi stod og hjalp hinanden med at binde butterfly og spænde skærftet. Og bagefter sad vi i bussen og kunne se 50 borgmestre i kjole og hvidt. Det var lidt surrealistisk.«
Stemningen beskriver han som en blanding af forventning og nervøsitet, også over de formelle spilleregler, der følger med et kongeligt arrangement. »Man tænker jo over, om man husker at bukke eller neje, og om man nu får sagt majestæt og ikke noget andet.«
Også påklædningen havde krævet forberedelse, og her valgte Jakob Ville den lokale løsning. »Jeg gik ned til vores lokale tøjmand i Kolding og viste dem dresscoden og sagde, at jeg skulle have sådan noget her på.«
Undervejs forsøgte han at bevæge sig uden om lakskoene. Med erfaring fra sin tid i Livgarden mente han godt, at han kunne klare sig med et par almindelige, velpudsede sko. »Jeg sagde, at lakskoene kunne jeg godt spare. Jeg har jo været i Livgarden og kan godt finde ud af at pudse sko. Men de sagde, at de ikke ville sælge tøjet til mig, hvis ikke jeg også købte dem, for de hørte til.«
Denne gang valgte borgmesteren at købe tøjet frem for at leje. Ikke mindst fordi invitationen forhåbentligt rækker længere end én enkelt dag. »Nu skal vi jo afsted fire gange på fire år. Og så er jeg også tvunget til at holde figuren, så jeg ikke får mig en borgmestermave.«
En dag, der sætter sig fast
Da dagen var ovre, og borgmesterkæden igen var lagt væk, stod oplevelsen tilbage som noget særligt for Jakob Ville. »Det var en stor oplevelse. Bare det at komme gående ind på Amalienborg med borgmesterkæden på, det var noget helt særligt.«
Oplevelsen rækker dog videre end selve dagen. For borgmesteren handler det også om det perspektiv, nytårskuren peger frem mod. »Jeg glæder mig til næste år. Det her føles som starten på noget, der kan blive en fast tradition,« slutter han.
Læs også
