FOTO: Barsk
FOTO: Barsk

HISTORIE. Gæsterne på Krigsmuseet kan fra 4. februar træde ind i krigerens univers, når museet åbner den nye udstilling ’Kriger’. Her bliver publikum taget med på en intens rejse gennem ritualer, benhård træning og mentale prøvelser, som former mennesket til kriger og gør det klar til at se døden i øjnene.

Udstillingen stiller skarpt på, hvad det gør ved et menneske at blive kriger og gå i krig. Gennem fire forskellige skikkelser viser udstillingen, hvordan krig og krigerrollen har været en del af menneskets historie på tværs af tid og geografi. Gæsterne møder en romersk legionær, en japansk samurai, en rituel kriger fra området langs Sepik-floden i Papua Ny Guinea og en nutidig dansk soldat. Fælles for dem er, at de alle har gennemgået en hård mental og fysisk træning for at træde ind i krigerens rolle.

Ifølge museumschef David Høyer er udstillingen særligt aktuel i den tid, vi lever i nu.
»Krigen er atter kommet til Europa, og vi kan ikke udelukke, at danske soldater på sigt vil skulle gå i krig for NATO. ’Kriger’ hjælper os med at forstå, hvad det gør ved et menneske at blive kriger, og hvad det er for mentale og fysiske kræfter, der er på spil i krigens ekstreme situationer, der veksler mellem liv og død. Med udstillingen vil vi gerne give indsigt og perspektiv til at forstå den tid, vi lever i lige nu.«

Udstillingen følger de fire krigere før, under og efter kamp og giver indblik i deres træning, våben og ritualer. Her vises, hvordan krigeren gennemgår en transformation for at blive klar til kamppladsen, beskyttet af krigsguder, amuletter, rustninger og våben, mens døden hele tiden er nærværende.

Udstillingsansvarlig Mai Stenbjerg peger på, at krigerrollen rummer en grundlæggende dobbelthed.
»Selv om de fire krigere i udstillingen kommer med vidt forskellige forudsætninger, så deler de alligevel flere dilemmaer, konflikter og valg – blandt andet at de bliver trænet til at udføre en opgave, som ellers er forbundet med stort tabu i de fleste samfund: Nemlig at slå ihjel.«

Hun understreger, at udstillingen netop søger at give perspektiv på denne spænding.
»Udstillingen giver perspektiv på denne dobbelthed, krigeren står over og rejser det helt fundamentale spørgsmål: Hvad gør det ved et menneske at blive kriger«

’Kriger’ er skabt i samarbejde mellem Krigsmuseet, Nationalmuseet og Moesgaard, og en række forskere fra blandt andet Aarhus Universitet, Forsvarsakademiet, DIIS og Aalborg Universitet har bidraget til udstillingen. Udstillingen er støttet af Augustinus Fonden, A.P. Møller Fonden samt Aage og Johanne Louis-Hansens Fond.