Jørn Radl fik ingen vejledning om sin behandlingsgaranti

SAMFUND. I begyndelsen af oktober fik Jørn Radl fra Sønderjylland besked om, at han kunne blive MR-scannet på Kolding Sygehus den 12. februar 2027. Det var godt fire måneder ude i fremtiden, for en mand, der allerede var opereret i armen og stadig havde ondt. Den 20. oktober lå han i stedet i scanneren hos en privat klinik. Det kom ikke af, at nogen havde fortalt ham om muligheden. Han opdagede den, fordi han blev ved med at ringe.

Sundhedsvæsenet har vejledningspligt, det vil sige en pligt til at vejlede patienterne om deres rettigheder. Patienter, der ikke kan få en undersøgelse på sygehuset inden for 30 dage, har som udgangspunkt ret til at blive undersøgt hos en privat aktør, hvis en række betingelser er opfyldt. Jørn Radl siger, at han ikke havde hørt om den ret.

Jørn Radl er 47 år og patient på Kolding Sygehus. Forløbet begyndte med et uheld, hvor han rev en sene over i armen. På skadestuen blev det vurderet, at han skulle have en MR-scanning, og den tid kom hurtigt. Svaret var klart efter under et døgn, og operationen blev planlagt kort efter. Dengang gik det stærkt.

Efter operationen blev det anderledes. Ved to kontrolbesøg kom han til at lytte efter det, lægerne ikke sagde. »Jeg følte, at de egentlig ikke rigtig hørte, hvad jeg sagde, så jeg begyndte at lytte efter det, de ikke fortalte mig«, siger han. Han fik at vide, at »det har vi oplevet før, og det kommer igen«, men smerterne var de samme som før. »Det synes jeg er lidt falsk«, siger Jørn Radl. Ved det sidste kontrolbesøg bad han om at møde lægen, der havde opereret ham. Lægen trykkede på armen og sagde, at der skulle scannes igen. Omkring en uge senere kom indkaldelsen med tiden i februar.

»Jeg tænkte, at det var lige stramt nok«, siger Jørn Radl. Han ringede til sygehuset og spurgte, om tiden kunne rykkes frem. Det kunne den ikke, men han kunne komme på en venteliste. Da han senere talte med et familiemedlem om det, spurgte vedkommende, om han ikke havde fået et brev om sine rettigheder, når ventetiden var så lang. Det havde han ikke. Han kiggede brevet igennem igen, og der stod kun en indkaldelse med tid den 12. februar 2027.

Så begyndte han selv at lede efter en vej. »Jeg skal opsøge alle muligheder, jeg har«, siger han. Han ringede til patientvejledningen, som henviste ham videre, og de næste henviste ham videre igen. »De fortæller mig stort set, at jeg så skal ringe til det ene sted og derefter til det næste. Man skal selv finde ud af, hvad man har af rettigheder, og hvad man kan gøre. Man skal jo egentlig være sin egen socialrådgiver og sagsbehandler.«

Til sidst ringede han til sin egen læge, hvis sekretær gav ham et nummer til omvisiteringen, som afgør, om en patient kan henvises til et andet behandlingssted. Her forklarede han sin situation. »Først dér får man at vide, at man har de her rettigheder«, siger han.

Omvisiteringen vurderede, at han var berettiget til at få en tid på et privathospital, og gav ham en række muligheder at vælge imellem. Cirka fire timer efter samtalen kom en indkaldelse fra den private MR-klinik Progardia. »Det synes jeg alligevel er utroligt«, siger Jørn Radl. Fem dage efter indkaldelsen, den 20. oktober, blev han scannet. Bagefter talte han med klinikkens chefradiograf og MR-specialist, Kim Jensen, og samtalen kom blandt andet ind på, hvorfor det offentlige ikke bruger mere af den private kapacitet. Ifølge Kim Jensen findes der ledig kapacitet hos private MR-klinikker.

For Jørn Radl handler ventetiden om mere end en dato i en kalender. »Min stressfaktor stiger, for da jeg blev sygemeldt, mistede jeg samtidig mit arbejde, så jeg blev også arbejdsløs«, siger han. Indkaldelsen til operationen sagde, at han måtte regne med mindst tre måneders sygemelding, og det fortalte han sin arbejdsgiver. Da tiden i februar landede, blev det endnu tungere. »Hold nu op, man skal gå sygemeldt i over et halvt år og miste muligheden for at få et arbejde tilbage«, siger han. »Det var faktisk en stor stressfaktor.« Stressen er der stadig i dag, siger han.

Han har familie, der skal tages hånd om, og han vil gerne tilbage i gang. »Jeg har ikke lyst til at gå hjemme og kigge ud af vinduerne«, siger Jørn Radl.

Nu venter han på svar. Den 3. november skal han høre, hvad scanningen viser. »Jeg kan jo ikke læse det hele. Jo, jeg kan godt læse, men jeg forstår ikke det, de skriver i journalerne«, siger han. »Så hvad betyder det så?« Han ved ikke, om det betyder, at han igen skal gå tre måneder med armen i gips. »Man får intet at vide.« Hvis forløbet er afklaret, og der skal opereres, vil han have det overstået. »Så vil jeg gerne have det gjort så hurtigt som muligt, så man kan komme i gang igen så hurtigt som muligt.«

Det, der fylder mest hos ham, er, hvor meget han selv har skullet gøre. »Det er min personlige holdning, at der er så mange mennesker, der gemmer sig bag systemet«, siger han. »Man skal gøre så meget selv for ikke at blive tabt mellem to stole. Og hvis man er syg i forvejen og ikke har energien eller viden om, hvad man skal og ikke skal gøre, så har man et problem.« Han kalder det forfærdeligt, for »det er dem, der skal hjælpe os«. Og så siger han det, der måske fylder mest. »Man mister tilliden til det.«