De stod ikke på banen, da Danmark spillede EM-semifinalen i Jyske Bank Boxen, men alligevel var både Lukas Jørgensen og Emil Bergholt til stede i hallen – fysisk, mentalt og følelsesmæssigt tæt på det hold, de begge har været en del af gennem hele slutrunden, indtil skaderne tvang dem ud af kampene. Begge har siden set med hjemmefra, men valgte fredag at vende tilbage til Boxen, mærke stemningen og være sammen med holdet igen, velvidende at det både ville være forløsende og smertefuldt på samme tid.
For Lukas Jørgensen var ankomsten i sig selv en kontrast, der var svær at sætte ord på.
»Det er rigtig dejligt. Jeg er lige ankommet fra en halv times tid siden, inden vi kunne afsted.«
Dagene op til havde været lange, stille og præget af venten.
»Nu synes jeg, at jeg har haft nogle lidt lange dage hjemme i sengen og på sofaen, så det er virkelig dejligt at se alle drengene, og jeg går også med det største smil, jeg nu har haft i en uges tid, så jeg er rigtig glad for at være her.«
At være tilbage i hallen handlede ikke kun om kampen, men også om at give noget igen til dem, der havde støttet ham, siden skaden ramte.
»Jeg håber, det var en lille prøve at komme tilbage igen og sige tak til folk.«
Stemningen ramte ham med det samme.
»Jeg har lige mærket stemningen. Jeg har fået lov til at klappe lidt tilbage til alle dem, der sidder her i dag. Jeg er stadig meget taknemmelig for den støtte, jeg har modtaget.«
Det er ikke uden følelser at vende tilbage til samme sted, hvor skaden skete.
»Det gør det. Det gør det uden tvivl.«
Han mærker, at han stadig er mere sårbar end normalt.
»Jeg kan selvfølgelig også godt mærke, at jeg måske også er lidt mere følsom, når jeg lige er ankommet her.«
Alligevel har tiden hjulpet ham med at acceptere situationen.
»Jeg synes, at nu har jeg haft lidt tid til, at det hele kunne synke ind og acceptere min situation.«
Taknemmeligheden fylder stadig mest.
»Men jeg er stadig sindssygt taknemmelig for den opbakning, jeg modtog og har modtaget lige siden. Det betyder sindssygt meget for mig, så det er også derfor, jeg er så glad for at stå her nu.«
Operationen er overstået, og meldingerne har været positive.
»Kirurgen var rigtig glad for resultatet af operationen, og hvordan mit knæ så ud, da han kiggede ind.«
Genoptræningen er i gang, og selv små fremskridt bliver bemærket.
»Væsken er ved at forsvinde mere og mere, og jeg kan bevæge mig en lille smule og støtte en lille smule på knæet.«
Håbet er stadig at komme stærkt tilbage.
»Så håber jeg, at hvis tingene går godt, at jeg måske kan spille igen hen mod november.«
At være i hallen igen har været et stort ønske.
»Det her har været det, jeg har set allermest frem til.«
Samtidig har det været en mærkelig periode at følge slutrunden hjemmefra.
»Det har selvfølgelig både været en smule hårdt at se, hvad det er, jeg går glip af.«
Men også meningsfuldt.
»Hver anden dag, når Danmark har spillet, det har været mine små højdepunkter at kunne nyde at se drengene.«
Engagementet er ikke forsvundet.
»Jeg har stadig været mere investeret end nogensinde i, at det skulle gå godt.«
Derfor var det heller ikke et svært valg at komme i hallen.
»Det har bestemt ikke været et svært valg for mig at skulle følge med drengene, og heller ikke at være her i dag.«
For Emil Bergholt har situationen været anderledes, men følelsen af afsavn den samme. Han lægger ikke skjul på skuffelsen over ikke at kunne hjælpe på banen.
»Det er mega ærgerligt og trist, når jeg ikke kan få lov til at hjælpe derinde i dag.«
Alligevel har han valgt en aktiv rolle uden for banen.
»Jeg prøver også at holde humøret lidt højt og bidrage med et godt humør, i stedet for at gå og græde mig selv ned.«
At være tæt på holdet betyder noget, selv om det gør ondt.
»Det er jo svært at sige, at man kan glæde sig over noget, når man står og venter en semifinale, eller en måske finale, som man så viser.«
Beslutningen om at blive er truffet i fællesskab derhjemme.
»Det er i samarbejde med min familie.«
Han oplever opbakning også uden for hallen.
»Der er ingen sure miner derhjemme over, at man kunne vælge at blive her.«
Skaden kom gradvist.
»Det blev værre og værre, og til sidst var jeg også nødt til at sige, at der var noget, der skulle tjekkes.«
Nu handler det om at acceptere den tid, der venter.
»Jeg er ude i den tid, det nu tager.«
Begge deler samme håb frem mod søndagens EM-finale. Ikke nødvendigvis for deres egen skyld, men fordi de stadig føler sig som en del af det, der er ved at blive skrevet.
Lukas Jørgensen siger det sådan:
»Jeg føler mig stadig som en del af holdet.«
Ikke fordi han spiller, men fordi relationerne stadig er der.
»Vi har været igennem så mange ting sammen.«
Derfor vil han også kunne fejre det, hvis det lykkes.
»Så føler jeg stadig, at jeg vil kunne fejre det sammen med alle dem.«
Søndag er de igen på plads i Boxen, når Danmark spiller EM-finale – ikke på banen, men tæt nok på til, at det hele stadig kan mærkes.
Der er noget genkendeligt over situationen for Emil Nielsen, når han taler dagen før endnu en EM-finale. Ikke fordi opgaven er blevet mindre med årene, men fordi rammen er velkendt, og fordi forventningerne efterhånden er blevet en del af hverdagen for et dansk landshold, der igen står på tærsklen til noget historisk. Søndag klokken 18.00 venter EM-finalen mod Tyskland i Jyske Bank Boxen, og for den danske målmand er det netop omgivelserne, der skaber ro frem for uro.
»Det er altid dejligt at spille i Boxen.«
Glæden ved endnu en stor kamp er ikke noget, Emil Nielsen forsøger at pakke ind eller tale ned.
»Ja, jeg glæder mig.«
Op til finalen har der været talt en del om, at han ikke har haft den mest flydende start på slutrunden, men det er ikke noget, han selv oplever som et problem, der kræver større mentale justeringer. For ham handler det mere om at holde fast i det, han ved, han kan, og ikke lade sig rive med af fortællinger udefra.
»Jeg føler ikke, at jeg skylder noget. Jeg ved jo, hvad jeg kan finde ud af, og hvad jeg er dygtig til, så det skal jeg gå ind og gøre.«
Finalemodstanderen er et tysk hold, der gennem turneringen har spillet sig stærkere og stærkere og ifølge Emil Nielsen har lagt et ekstra lag på deres landsholdsspil sammenlignet med tidligere opgør.
»Det er et tophold i verden, og det er et af verdens bedste hold, så det er klart, at vi skal spille godt. Ellers så vinder vi ikke.«
Han har svært ved at pege på én konkret justering, men oplever tydeligt, at meget er faldet på plads for tyskerne.
»Jeg ved ikke specifikt, hvad de har gjort, men det har flasket sig for dem, og jeg synes, de har spillet rigtig godt.«
Resultaterne understøtter billedet.
»De har vist mod de bedste hold i verden, at de sagtens kan være med, og de har slået Frankrig.«
Derfor er der heller ingen tvivl om kampens karakter eller kravene til Danmark.
»Det er et tophold, og vi skal være der i 60 minutter.«
Selvom situationen er speciel, mener Emil Nielsen ikke, at han tidligere har stået i præcis samme scenarie, men han hæfter sig ved den måde, Danmark har reageret på undervejs i turneringen, særligt når tingene ikke har spillet fra start.
»Nej, det tror jeg ikke, jeg har.«
Her vender han tilbage til moral og robusthed som afgørende faktorer.
»Jeg synes, vi får vist rigtig god moral, så forhåbentlig kan vi løse det, ligegyldigt hvordan det ser ud.«
En sejr vil placere Danmark i en historisk position, hvor EM-guld føjes til OL- og VM-triumferne, og selvom Emil Nielsen ikke dvæler længe ved perspektivet, anerkender han, hvad der er på spil.
»Det ville da være en kæmpe, kæmpe ting.«
Det har været målsætningen hele vejen.
»Det var målsætningen fra start af, og det håber vi rigtig meget på.«
Op til finalen har der også været debat om stemningen i Boxen, efter tyske fans har kritiseret den danske opbakning for at være respektløs. Det køber Emil Nielsen ikke ind på.
»Nej, det kan jeg bestemt ikke. Det synes jeg er fjollet.«
Han henviser til erfaring fra utallige udekampe.
»Nu har jeg spillet nok udkampe til at vide, at det ikke er unormalt at buhe.«
For ham er det en naturlig del af hjemmebanefordelen.
»Det er klart, når man spiller på hjemmebane, så har man en fordel.«
Derfor håber han også, at kulissen søndag bliver lige så massiv og energifyldt som tidligere i turneringen.
»Jeg håber, at folk kommer ind i hallen med sindssygt meget energi.«
Det handler om at bruge opbakningen konstruktivt.
»Så skal vi nok gøre, hvad vi kan for at vinde den kamp.«
Midt i det store fokus og de mange meninger, der omgiver holdet, har Emil Nielsen en bevidst enkel tilgang til medier og sociale platforme. Han orienterer sig, men uden at lade sig opsluge.
»Jeg læser nyhederne, når jeg vågner om morgenen, og det er lidt det.«
Kommentarer og direkte beskeder tager han med ro.
»Der er mange, der skriver fjollet, men det må de gerne.«
Han engagerer sig ikke i det.
»Jeg svarer ikke på det.«
Når det gælder tyskernes udmeldinger om, at de ikke vil gå ind til finalen med for stor respekt for Danmark, møder han det med forståelse frem for irritation.
»Jeg kan godt forstå det mindset.«
Danmark er favoritter, og det forpligter modstanderen til at spille frit og offensivt.
»Hvis tyskerne gik ind til kampen med stor respekt og kun spillede baglæns, så kommer de heller ikke til at vinde.«
Derfor forventer han et tysk hold, der kommer med maksimal intensitet og uden forbehold, når finalen fløjtes i gang søndag klokken 18.00 i Jyske Bank Boxen.
»Jeg tror, at Tyskland kommer ind med alt, hvad de har.«
Og netop derfor forventer han ikke bare en finale, men et opgør, hvor tempo, fysik og mental styrke bliver sat på den ultimative prøve.
Efter næsten 30 år som direktør for Fredericia Shipping ser Klaus G. Andersen nu frem mod det generationsskifte i virksomheden, han selv engang overtog fra sin far. I et interview taler han åbent om ansvar, perfektionisme, byens udvikling og den svære kunst at give slip – både som leder, far og lokal aktør.
For mange fredericianere er Klaus G. Andersen blevet synonym med Fredericia Shipping. En familieejet virksomhed med dybe rødder i byen og blikket rettet mod havne, logistik og forretning langt ud over kommunegrænsen. Men bag titlen som direktør gemmer der sig også en fortælling om arv, ansvar og et forestående opbrud.
»Den største risiko for en virksomhed er direktørskifter eller generationsskifter,« siger Klaus G. Andersen i interviewet. Ordene falder uden dramatik, men med den vægt, som kun erfaring giver.
Han er 62 år, født og opvokset i Fredericia, fæstningsdreng fra Sct. Joseph og vokset op med byen som ramme. Efter uddannelse på universitetet i Odense fulgte 14 år i A.P. Møller, før han i 1996 vendte hjem for at tage over i familievirksomheden.
»Jeg var nok den i familien, der havde sværest ved at finde mig til rette, da vi kom hjem,« fortæller han. »Men ret hurtigt faldt også jeg på plads.«
Da Klaus G. Andersen i midten af 1990’erne trådte ind som direktør i Fredericia Shipping, var virksomheden overskuelig i både struktur og økonomi. Indtjeningen lå omkring én million kroner årligt, aktiviteterne var færre, og forretningen var i højere grad bundet til lokale kunder og klassisk havnedrift. Det var en virksomhed, man kunne have i hovedet – og i hænderne – på en anden måde end i dag.
Annonce
Siden er næsten alt forandret. Forretningen er vokset markant, både geografisk og forretningsmæssigt. Nye havne, nye aktiviteter, nye risici. Tallene har fulgt med: tocifrede millionoverskud og en omsætning i størrelsesordenen flere hundrede millioner kroner. Men når Klaus G. Andersen ser tilbage på det afgørende skifte, er det ikke væksten, han først fremhæver.
»Det lykkedes på grund af min far – og på trods af mig,« siger han om generationsskiftet i 1990’erne.
Sætningen rummer både selverkendelse og respekt. For ifølge ham var det ikke givet, at overgangen skulle blive så glidende, som den faktisk blev. Tværtimod er netop generationsskifter det sted, hvor mange familievirksomheder snubler.
Forklaringen på, at det ikke skete her, er i hans øjne enkel: Hans far gav slip. »Næsten fra dag ét lod han mig drive virksomheden,« fortæller han. »Han blandede sig ikke i detaljerne, og han gav mig plads til at træffe beslutninger – også dem, der ikke altid var perfekte.«
Det betød ikke, at overgangen var uden gnidninger. Klaus G. Andersen beskriver sig selv som en leder, der gerne vil sidde i førersædet, tage initiativet og sætte retningen. Den egenskab kunne have udviklet sig til en belastning, hvis den tidligere generation havde insisteret på at holde fast i kontrollen.
»Der var kanter, der skulle slibes – både i forhold til medarbejdere og i forhold til min far,« siger han. »Men fordi han gav plads, kunne det lade sig gøre.«
Netop den erfaring gør generationsskiftet, der nu venter, mere komplekst. For rollerne er byttet om. I dag er det Klaus G. Andersen, der har overblikket, historien og den dybe fornemmelse for forretningen. Det er ham, der har været med til at bygge aktiviteterne op, skridt for skridt, over næsten tre årtier.
»Jeg tror faktisk, det bliver sværere for mig at sidde på anden række, end det var for min far,« erkender han åbent. »Ikke fordi jeg ikke vil give plads – men fordi jeg kender alle hjørner af virksomheden så godt.«
Han ved samtidig, at netop dét kan blive en faldgrube. For den virksomhed, næste generation skal overtage, er langt større og mere kompleks, end den han selv trådte ind i. Det kræver en anden ledelse, mindre detaljefokus og mere delegation.
»Det er nødvendigt, at de finder deres egen måde at drive det på,« siger han. »Præcis som jeg selv gjorde.«
At give slip er dermed ikke bare et personligt spørgsmål. Det er en strategisk nødvendighed. Og måske den sværeste ledelsesopgave, der venter.
Krisernes betydning
Finanskrisen i 2008 og coronapandemien i 2021 ramte shipping- og logistikbranchen hårdt. Efterspørgslen faldt brat, markeder frøs til, og usikkerheden blev en fast følgesvend i hverdagen. For Fredericia Shipping betød det perioder, hvor både aktivitetsniveau og indtjening måtte tilpasses en virkelighed, ingen for alvor havde forudset.
Alligevel tøver Klaus G. Andersen ikke med at kalde kriserne for nødvendige – set i bakspejlet.
»Det har været sundt at skulle skalere ned og ‘right-size’ butikken,« siger han. »Når man kommer ud på den anden side, står man stærkere.« For ham har kriserne fungeret som et korrektiv. De har tvunget virksomheden til at se nøgternt på sig selv: Hvad skaber reel værdi? Hvilke aktiviteter er robuste over tid? Og hvor har man måske holdt fast i noget, der i virkeligheden var på vej ud?
Virksomhedens historie er derfor også historien om forretninger, der gradvist er forsvundet – ikke som følge af fejl eller manglende evne, men fordi de grundlæggende strukturer ændrede sig. Gødningseksport ud af Fredericia, import og klargøring af biler, klassiske industrikunder fra byens tidligere fabrikker. Aktiviteter, der engang var bærende, men som med tiden mistede deres grundlag.
»De fleste ting er jo ikke forsvundet, fordi vi ikke har serviceret kunderne ordentligt,« forklarer han. »De er forsvundet, fordi verden har ændret sig.«
Hver gang en aktivitet faldt bort, opstod der et tomrum. Og hvert tomrum krævede, at noget nyt blev bygget op. Det har betydet en konstant bevægelse i forretningen – fra lokale kunder til nationale og internationale samarbejder, fra klassisk havnedrift til mere komplekse logistik- og containerløsninger.
Kriserne har dermed ikke kun været perioder med pres og usikkerhed, men også øjeblikke, hvor virksomhedens tilpasningsevne blev testet og styrket. Ikke gennem hurtige satsninger, men gennem løbende justeringer og en vilje til at acceptere, at ikke alt kan reddes. »Man kan ikke klamre sig til det, der var,« siger Klaus G. Andersen. »Hvis man gør det, risikerer man at miste det, man har.«
Set i det lys har både finanskrisen og pandemien været med til at forme den virksomhed, Fredericia Shipping er i dag: mindre sårbar, mere fokuseret – og bedre rustet til næste uforudsete bølge.
Byen, sporten og fællesskabet
Klaus G. Andersen har i årtier været en markant skikkelse i Fredericias erhvervsliv, men hans engagement stopper ikke ved virksomhedens matrikel. Parallelt med arbejdet i Fredericia Shipping har han spillet en aktiv rolle i byens foreningsliv – senest i bestyrelsen for FC Fredericia og tidligere i Fredericia Håndboldklub.
Det engagement udspringer ikke af et ønske om direkte afkast.
»Vi bruger ikke en eneste container mere, fordi vores navn står på en trøje,« siger han nøgternt. »Men det gør noget for byen – og det gør noget for vores medarbejdere.«
For ham handler sporten om langt mere end resultater. Den handler om samlingspunkter. Om de steder, hvor byen mødes, og hvor fælles oplevelser skaber identitet og sammenhængskraft på tværs af alder, baggrund og postnummer.
»Jeg plejer at sige, at Fredericia har tre fyrtårne: håndbold, fodbold og teater,« siger han. »Det er ikke de eneste ting, der betyder noget, men det er nogle af dem, vi allerede har, og som kan samle byen.«
Netop den fælles ramme ser han som afgørende for byens attraktivitet. Ikke bare for tilskuere og fans, men for familier, medarbejdere og virksomheder, der skal vælge, hvor de vil slå sig ned.
»Det gør byen mere attraktiv at bo i,« siger han. »Og det betyder noget – også for os som virksomhed.«
Kærlighed til Fredericia
Kærligheden til Fredericia er tydelig i Klaus G. Andersens fortælling. Men den er ikke ukritisk. Tværtimod. Når han ser på byens udvikling over de seneste årtier, peger han på en ubalance mellem potentiale og realisering.
»Vi har haft succes på mange fronter – især omkring havnen og logistikken,« siger han. »Men vi har ikke haft samme tempo i byudviklingen, som man ser i Kolding og Vejle.«
Særligt midtbyen bekymrer ham. Ikke fordi han tror, at den kan eller skal vende tilbage til en fortid med tætpakkede handelsgader og klassisk detailhandel, men fordi han savner en tydelig retning.
»Jeg er godt klar over, at handelslivet aldrig bliver, som det var,« siger han. »Det ved vi godt alle sammen. Men det betyder ikke, at vi ikke kan skabe en attraktiv midtby.«
For ham handler det om stabilitet og balance – om at finde en ny form for byliv, hvor kultur, oplevelser og fællesskaber spiller en større rolle end kvadratmeter og butikslejemål. Teater, sport og andre fælles arenaer er en del af den løsning, mener han, men ikke den eneste.
»Der er et stort potentiale, især i midtbyen, som vi ikke har fået forløst endnu,« siger han.
Det er ikke en kritik rettet mod én aktør eller én beslutning, men en konstatering. En by med Fredericias historie, beliggenhed og erhvervsmæssige styrker rummer mere, end den i dag formår at udnytte. Og netop derfor engagerer han sig fortsat – også uden for bestyrelseslokalerne.
Når Klaus G. Andersen ser frem mod de kommende ti år, er det ikke først og fremmest vækstkurver, regnskabstal eller sportslige resultater, der optager ham. Perspektivet er bredere – og mere alvorligt.
»Den allerstørste opgave i Fredericia er de sociale udfordringer,« siger han og peger på de omkring 500 unge mennesker i byen, som i dag står uden job eller uddannelse.
For ham er det ikke et abstrakt tal, men en konkret udfordring med langsigtede konsekvenser. »Det er en bunden opgave. Den skal bare løses,« siger han uden omsvøb.
Han lægger ikke ansvaret ét sted. Tværtimod efterlyser han et fælles greb, hvor erhvervsliv, kommune, administration og det politiske niveau tager ansvar i fællesskab. Ikke gennem enkeltstående projekter eller midlertidige ordninger, men gennem en vedvarende indsats, der bringer flere unge ind i arbejdsfællesskaber.
»Vi er nødt til at få de unge placeret i virksomhederne,« siger han. »Det kræver, at nogen tager lederskab – og at vi arbejder sammen på tværs.«
Han erkender samtidig, at løsningen ikke er enkel. Men for ham er det netop pointen: At sværhedsgraden ikke må blive en undskyldning for passivitet. Hvis Fredericia vil være en by i balance, er det her, indsatsen skal lykkes.
At give slip – på sin egen måde
Spørgsmålet om fremtiden leder uundgåeligt tilbage til virksomheden og det generationsskifte, der nærmer sig. Hvad håber Klaus G. Andersen, at den næste generation vil gøre anderledes end ham selv?
Svaret rummer ikke resignation, men erkendelse. For det vigtigste er ikke, at hans efterfølgere kopierer hans måde at drive virksomhed på, men at de finder deres egen.
»De skal finde deres egen stil,« siger han. »Deres baggrund er en anden end min.«
Han tvivler på, at de bliver lige så perfektionistiske som ham selv. Og det ser han ikke som et problem – snarere som en nødvendighed i en virksomhed, der i dag er langt større og mere kompleks, end den var, da han selv tog over.
For som han har erfaret gennem næsten tre årtier i spidsen for Fredericia Shipping, kan hverken virksomheder eller byer bæres af én person alene. De kræver tillid, fælles ansvar og viljen til at give plads.
Og netop dér ligger måske den sværeste lære – både som leder og som menneske: At give slip, uden at give op.
Danmark er klar til EM-finalen efter en intens og fysisk sejr på 31-28 over Island i Jyske Bank Boxen. I en kamp, hvor marginalerne konstant var i bevægelse, og hvor Island igen og igen udfordrede i duellerne, blev det et kollektivt svar, der bar Danmark frem. Da Emil Nielsen ikke ramte dagen i målet, fik Kevin Møller en større rolle end vanligt – og greb den i en semifinale, hvor intet blev givet gratis.
For Kevin Møller var det først og fremmest helheden i præstationen, der fyldte efter kampen, og ikke de enkelte aktioner eller minutter på banen. »Det kan man kun tænke godt om. Det er jo fantastisk, hvilken holdsejr og hvilken præstation.«
Selv det at spille en markant rolle i en EM-semifinale er ikke noget, han forholder sig aktivt til, mens kampen kører. For ham handler det i øjeblikket udelukkende om at være klar, hvis der bliver brug for ham.
»Man tænker ikke så meget over det, mens kampen kører. Man vil bare gerne ind og hjælpe holdet så godt som muligt, og det er min rolle.« Først efterfølgende trænger kampens betydning for alvor ind. »Det er først bagefter, når man lige stopper op, at man tænker over, at det er en EM-semifinale.«
Kulissen var med til at understrege alvoren og størrelsen i opgaven. Foran 15.000 tilskuere i Jyske Bank Boxen blev rammen endnu en gang noget, Møller sætter stor pris på. »Med den kulisse og det publikum, der var i dag, var det helt fantastisk. Det er en kæmpe ære hver eneste gang, man får lov til at løbe rundt inde i boksen.«
Han vender flere gange tilbage til det kollektive som forklaring på, at Danmark stod distancen i en kamp, hvor Island konstant pressede med fysik, tempo og nærkontakt. »Det siger rigtig meget om os som hold. Jeg synes virkelig, det er karakter og mandshjerte.«
Midt i det kollektive peger Kevin Møller dog på én figur, der ifølge ham satte et helt særligt defensivt aftryk på kampen. »Jeg må bare tage hatten af for Magnus Saugstrup. Hold nu fast, han styrer det forsvar godt og leder det virkelig stærkt.« Det er ikke tom ros, men en anerkendelse af det arbejde, der blev lagt i midten.
»Han viser sig som en af verdens bedste forsvarsspillere og leder på vores hold.« For målmanden bag forsvaret føltes det til tider, som om Saugstrup dækkede mere end sin egen zone. »Til tider virker det næsten, som om han dækker op for to mand inde i forsvaret.«
Finalepladsen sender Danmark videre til et nyt møde med Tyskland søndag, et opgør Kevin Møller ser frem til med både respekt og nysgerrighed. »Det er altid sjovt at møde Tyskland. De er et godt hold, de rider på en bølge.«
Han forventer også, at de kommer med nye taktiske greb. »Det er altid spændende at se, hvad de kommer med af nye ting siden sidst.«
Finalen bliver kulminationen på et forløb, der for alvor tog en drejning efter nederlaget til Portugal tidligere i turneringen. »Det er det, vi har kæmpet for i en hel måned.« Portugal-kampen står stadig klart i bevidstheden. »Efter Portugal-kampen fik vi lidt en kold spand vand i hovedet.« Netop derfor føles det ekstra stærkt at stå her nu – og på den måde, Danmark har gjort det.
»Det er en kæmpe forløsning at stå her nu.« For Kevin Møller handler det grundlæggende ikke om, hvem der spiller, men om hvordan holdet reagerer, når det bliver sat under pres. »Vi beviser over for os selv, at det næsten er ligegyldigt, hvem der spiller.« Det er ansvar og tillid, der bærer.
»Alle tager ansvar, hjælper hinanden og viser det store hjerte, vi havde i dag.«
Udvisningerne fyldte også meget i kampens sidste fase, og for Kevin Møller var det umuligt ikke at mærke spændingen i de situationer, hvor marginalerne kunne tippe afgørende, alt efter hvordan kendelserne faldt. »Selvfølgelig sidder man med hjertet oppe i halsen i de situationer.«
Han peger på, at det særligt er usikkerheden omkring vurderingerne, der gør den slags øjeblikke vanskelige at navigere i, fordi en kendelse i slowmotion kan få et helt andet udtryk end den opleves i kampens tempo. »Man ved aldrig, hvordan dommerne tolker og vurderer den slags, især når de ser det i slowmotion.«
For Danmark blev nervøsiteten ikke mindre af, at alternativerne centralt i forsvaret var begrænsede, og at hver udvisning derfor havde direkte betydning for kampens balance. »Vi var lidt spændte, for vi havde ikke mange muligheder tilbage centralt i forsvaret.«
At kampen endte med hele 19 udvisninger, var voldsomt, men for Møller hænger det tæt sammen med de to holds måde at spille på og den fysiske intensitet, der prægede opgøret fra første minut.
Politisk annonce – læs mere her
»Det er måske mange udvisninger, men jeg synes også, det afspejler, hvordan de to hold spiller.« Han understreger samtidig, at Island netop er kendt for deres kompromisløse tilgang til duellerne, hvor nærkontakt og fysisk pres er en integreret del af spillet.
»Island er måske nogle af de bedste i verden til netop det spil, hvor de ligger tæt og arbejder hårdt i duellerne.« Derfor kom antallet af kendelser heller ikke som et chok, selv om omfanget var markant. »Det var måske lidt overraskende, men jeg havde forventet, at der ville komme mange.«
Med sejren står Danmark nu foran EM-finalen mod Tyskland søndag, ikke som et hold, der har haft én ubrudt opadgående kurve, men som et mandskab, der har reageret på modgang, justeret undervejs og fundet styrke i bredden, da det for alvor blev nødvendigt.
BUSINESS. Norlys ophører som leverandør af tv og internet til en række antenneforeninger i Trekantområdet efter en afgørelse fra Konkurrencerådet. Beslutningen skal sikre, at konkurrencen på markedet for bredbånd og tv ikke bliver svækket efter energikoncernens overtagelse af Ewii Fibernet.
Konkurrencerådet har godkendt tre aftaler, som betyder, at Norlys afhænder sine engagementer i flere antenneforeningers coax-net. Dermed undgås det, at Norlys både ejer fibernettet og samtidig er leverandør via antenneforeningerne i samme område.
Ifølge Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen var der risiko for, at omkring 135.000 slutkunder i Trekantområdet kunne blive ramt af prisstigninger, hvis fusionen var gennemført uden indgreb. Coax-nettet konkurrerer direkte med fibernet om at levere højhastighedsbredbånd, og uden alternative leverandører ville valgmulighederne være blevet færre.
Vicedirektør i Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen Jacob Schaumburg-Müller udtaler »Konkurrencerådet greb ind i Norlys’ opkøb af Ewii Fibernet for sikre konkurrencen overfor de 135.000 slutkunder som er dækket af nettet i Trekantområdet. Indgrebet gik ud på, at Norlys skulle stoppe deres engagement i antenneforeningernes coax-net i samme område. Coax-net konkurrerer med fibernet om at levere højhastighedsbredbånd. Norlys har derfor nu afhændet sine aftaler med en række coax-antenneforeninger, og vi har nu en langtidsholdbar løsning, hvor kunderne også fremadrettet bevarer et reelt alternativ til Norlys.«
De godkendte aftaler omfatter en samlet exitaftale med Kolding.net, Lunderskov Antenneforening, MiddelfartNET, StribNet og Vejle Antenneforening. Derudover er der indgået en exitaftale med Mølholm Antennelaug, mens Kolding.net overtager rollen som leverandør til Vamdrup Antenneforening i stedet for Norlys.
Med afhændelsen af aftalerne vurderer Konkurrencerådet, at der også fremover vil være reel konkurrence mellem fibernet og antennebaserede netværk til gavn for kunderne i Trekantområdet.
Danmark spillede sig i EM-finalen med en sejr på 31–28 over Island i en semifinale, der bølgede frem og tilbage, sled på nerverne og til sidst blev afgjort af dansk kynisme, disciplin og kolde hoveder i de afgørende minutter. Søndag venter finalen mod Tyskland.
Kampen åbnede i et tempo, der varslede kaos. Island slog først, Danmark svarede straks igen, og allerede fra de første minutter var der både mål, udvisninger og kendelser, der satte sindene i kog. Emil Jakobsen udlignede på straffekast, men islandsk fysik og hurtige afslutninger gav tidligt modstanderne overtaget. Ómar Ingi Magnússon fik for meget plads, Janus Smárason viste sin rutine, og efter seks minutter var Danmark bagud 6–3 i en fase, hvor dommerkendelserne skabte tydelig frustration på den danske bænk.
Langsomt fandt Danmark fodfæste. Simon Hald kom på tavlen, Rasmus Lauge scorede fra en vanskelig position, og Mathias Gidsel begyndte at tage ansvar. Midt i halvlegen kom et afgørende øjeblik, da Gidsel blev ramt i hovedet i en duel, der krævede video, udvisning og satte Boxen i kog. Kort efter pillede Emil Nielsen et islandsk straffekast, og Pytlick udlignede til 8–8 efter et kvarter.
Herfra ændrede kampen karakter. Danmark justerede defensivt, stod ikke længere fladt på seks meter og fik bremset islandske gennembrud. Saugstrup trak straffe og scorede, Johan Hansen var iskold fra pletten, og Gidsel fortsatte sit storspil. Ved pausen stod der 14–13 til Danmark efter en halvleg, hvor forskellen var minimal på tavlen, men hvor Danmark havde fået bedre greb om kampen.
Anden halvleg begyndte katastrofalt for Danmark. En misset chance og en hurtig udvisning gav Island momentum, og Smárason scorede et mål, som Emil Nielsen gerne havde taget. Island kom foran igen, og ved 32 minutter stod der 15–14 til modstanderne. Men her trådte Thomas Arnoldsen for alvor ind i kampen. Han scorede, trak frispark og var konstant i bevægelse, mens Gidsel fortsatte sin perfekte afslutningsprocent.
Kampen tippede for alvor midt i anden halvleg. Kevin Møller kom ind og pillede et straffekast, Johan Hansen udlignede igen, og kort efter bragte Magnus Landin Danmark foran 21–19 på kontra. Boxen gyngede, og energien skiftede tydeligt side. Island holdt sig inde i kampen via endnu et straffekast, men Danmark svarede igen hver gang.
De sidste ti minutter blev spillet med både hoved og hjerte. Simon Pytlick scorede i undertal, Landin ramte igen fra fløjen, og Emil Nielsen kom ind fra bænken og leverede en afgørende strafferedning med fem minutter igen til stillingen 28–24. Island satsede offensivt, men Danmark havde styr på det taktiske billede. En udvisning til Island efter video gav luft, Hoxer vred sig igennem til 31–27, og da islændingene brændte deres sidste chance, var det afgjort.
31–28 blev slutresultatet i en semifinale, hvor Danmark ikke var fejlfri, men hvor de stod fast, da presset var størst. Mathias Gidsel sluttede med syv mål på syv forsøg, Johan Hansen var iskold fra stregen, Arnoldsen gav energi fra bænken, og selv om målmandsprocenterne ikke var prangende, kom redningerne på de rigtige tidspunkter.
Danmark er i EM-finalen. Søndag venter Tyskland – og fortet står stadig.
Klokken 20.30 går det løs. Danmark brager sammen med Island i en nordisk duel om at komme i EM-finalen. AVISEN er live fra Jyske Bank Boxen, hvor du kan følge kampen live i tekst.
Der er handler, der ændrer perspektivet for en klub. Og så er der dem, der ændrer selvforståelsen. Offentliggørelsen af, at Niclas Kirkeløkke bliver ny spiller i Fredericia fra sommeren 2027, hører til i den sidste kategori.
Det er svært at komme i tanke om en mere profileret spiller, Fredericia nogensinde har sikret sig. Ikke bare på grund af navnet, men på grund af timingen. Kirkeløkke kommer ikke som et nostalgisk ekko af noget, der var. Han kommer som en spiller midt i sin karriere, på et tidspunkt hvor han præsterer på højeste internationale niveau. Det er sjældent, at en klub som Fredericia får adgang til netop den version af en landsholdsspiller.
Dette års EM-slutrunde understreger hvorfor. Kirkeløkke har været blandt Danmarks mest pålidelige våben, og det har han været fra en position, der egentlig ikke er hans. Omskolingen til højre fløj er sket af praktiske årsager. Aflastning af Mathias Gidsel. Et ønske om at bevare balance i både angreb og forsvar. Og en erkendelse af, at Kirkeløkke er en af holdets stærkeste forsvarsspillere.
Men det, der begyndte som en løsning, har udviklet sig til et våben.
Tallene taler deres eget, næsten absurde sprog. Med en scoringsprocent på 92,9 er Kirkeløkke den mest effektive fløjspiller ved EM blandt de spillere, der har taget mere end ti afslutninger. Det er ikke bare flot. Det er ekstremt. Og det er bemærkelsesværdigt, fordi det sker på en position, der ikke engang er hans naturlige.
Det siger noget om spillerens kvalitet, men også om hans forståelse for spillet. Kirkeløkke er ikke afhængig af én rolle. Han læser situationer, vælger sine afslutninger med omhu og leverer, når presset er størst. Den type egenskaber er guld værd på landsholdsniveau. Og de er mindst lige så værdifulde for en klub, der vil tage næste skridt.
For Fredericia betyder det, at man har sikret sig mere end en målscorer. Man har fået en international reference. En spiller, der ved, hvad det kræver at spille semifinaler, finaler og slutrunder, hvor hver bold tæller. Det er den slags erfaring, der smitter, både i omklædningsrummet og på banen.
I aften står Kirkeløkke igen i rampelyset, når Danmark spiller EM-semifinale mod Island. Det er kampe som denne, der definerer karrierer. Og det er netop disse kampe, Fredericia i 2027 får en spiller hjem fra.
For når Kirkeløkke en dag trækker den røde Fredericia-trøje over hovedet, bliver det ikke med løftet om potentiale. Det bliver med dokumentation. Med en spiller, der har bevist, at han kan levere på sportens største scene. Og det gør aftalen til noget ganske særligt i klubbens historie.
Der findes kampe, der er større end stillingen i programmet. Kampe, hvor linjerne trækker bagud i tiden og ind i menneskene på banen. EM-semifinalen mellem Danmark og Island i aften klokken 20.30 er sådan en kamp. Ikke mindst for én mand i den islandske defensiv.
For danske håndboldfans er Island et velkendt bekendtskab. Et hold, der altid spiller med kant, stolthed og en næsten stædig tro på, at de kan måle sig med de største. Men midt i de blå trøjer står en spiller, hvis vej til denne aften også går gennem Lillebælt.
Einar Ólafsson tilbragte tre sæsoner i Fredericia. År, hvor karrieren blev formet væk fra de store overskrifter, men tæt på det daglige håndværk. Træningerne. Kampene. Gentagelserne. Forsvaret som fag. I Fredericia blev han ikke stjernen. Han blev specialisten. Den, der gjorde det hårde arbejde, når spillet skulle lukkes ned, og marginalerne presses frem i eget favør.
At vejen siden har ført ham til HSV Handball og Bundesligaen, er ikke tilfældigt. Det er konsekvensen af en type spiller, der sjældent fylder mest i highlights, men ofte mest i trænernes tillid. Og netop tillid er det, Ólafsson gradvist har vundet på det islandske landshold.
Ved VM sidste år var han med til en slutrunde for første gang. Nu er han tilbage, mere integreret, mere brugt. 55 minutter samlet spilletid i turneringen fortæller historien meget præcist. Han er ikke fast mand. Han er ikke bærende. Men han er nødvendig. Forsvarsspecialisten, der kommer ind, når strukturen skal holdes, og tempoet bremses. Den type spiller, der sjældent bliver citeret, men ofte bliver savnet, hvis han mangler.
Og så er der det andet lag i fortællingen. Det, som ikke kan måles i minutter eller statistikker. For når Einar Ólafsson i aften træder ind på banen mod Danmark, går han samtidig i fodsporene på sin far, Ólafur Stefánsson. En af islandsk håndbolds største skikkelser. En spiller, der har stået i et hav af store kampe, båret forventninger og skrevet sig ind i sportens historie.
Sønnen er et andet sted i hierarkiet. En anden type spiller. Men måske netop derfor er denne kamp så stor. Ikke som arv, men som øjeblik. En EM-semifinale mod Danmark er ikke noget, man forventer. Det er noget, man griber, når chancen opstår.
For Fredericia er der også en stille genklang i aften. Byen, klubben, hverdagen, hvor Ólafsson tog de skridt, der nu har bragt ham hertil. Der er noget næsten poetisk i, at forbindelserne i håndbold ofte først bliver synlige, når man ser sig tilbage. Når en tidligere Fredericia-spiller står i en EM-semifinale mod Danmark og repræsenterer sit land på sportens største scene.
Kampen fløjtes i gang klokken 20.30. Danmark mod Island. Favorit mod udfordrer. Men for Einar Ólafsson er det mere end en kamp. Det er summen af valg, arbejde og tålmodighed. Og måske beviset på, at vejen til de største øjeblikke ikke altid starter i rampelyset, men i det stille forsvarsarbejde, langt fra finaledrømme og medaljetal.
POLITIK. En ny politisk aftale mellem regeringen, Socialistisk Folkeparti og Det Konservative Folkeparti skal give nogle af landets mest udsatte borgere et mere værdigt liv. Med værdighedsreformen lægges der op til et markant nybrud i dansk socialpolitik, hvor faste krav og sanktioner erstattes af en mere helhedsorienteret tilgang og lettere adgang til hjælp – uanset hvor i landet borgeren opholder sig.
Reformen tager afsæt i en erkendelse af, at en gruppe borgere lever med massive sociale, psykiske og sundhedsmæssige problemer, som det nuværende velfærdssystem ikke formår at rumme. Det drejer sig blandt andet om mennesker, der lever på gaden, har et alvorligt stof- eller alkoholmisbrug og ofte samtidig kæmper med psykisk sygdom.
Ifølge aftalepartierne har mange af disse borgere svært ved at få hjælp, fordi de ikke passer ind i systemets eksisterende rammer, og fordi de ofte befinder sig langt fra den kommune, hvor de formelt hører til. Med værdighedsreformen skal hjælpen i højere grad følge borgeren – og ikke omvendt.
Reformen indeholder blandt andet etableringen af såkaldte Gadens Huse i de større byer. Her skal udsatte borgere kunne få adgang til sundhedsfaglig hjælp, rusmiddelbehandling og social støtte ét sted. I landdistrikter og mindre byer skal mobile udsatte-enheder opsøge målgruppen og tilbyde samme type helhedsorienteret hjælp.
Som en del af en treårig national forsøgsordning får sagsbehandlere i Gadens Huse og de mobile enheder mulighed for at iværksætte indsatser efter serviceloven, uanset hvilken kommune borgeren har adresse i. Dermed forsøger aftalen at gøre op med de problemer, der opstår, når borgere falder mellem bopæls- og opholdskommuner.
Et centralt element i reformen er, at socialt udsatte med stærk stofafhængighed fremover får ret til at beholde stoffer til eget forbrug. Ifølge aftalepartierne kan bøder, fængsling og konfiskation gøre en i forvejen svær situation endnu værre.
Der afsættes samtidig midler til flere stofindtagelsesrum og til at udvide kapaciteten i de eksisterende rum, blandt andet gennem længere åbningstider. Målet er at skabe tryggere og mere værdige rammer for stofbrugere, der ellers risikerer at indtage stoffer under farlige forhold.
Reformen rummer også en styrket indsats for bedre abstinensbehandling, herunder etablering af en national døgnåben rådgivning om rusmiddel- og lægemiddelabstinenser. Derudover afsættes der midler til at styrke den frivillige gældsrådgivning, så flere udsatte borgere får mulighed for at få eftergivet eller saneret gæld.
Social- og boligminister Sophie Hæstorp Andersen peger på, at reformen både handler om konkrete indsatser og om et opgør med faste forestillinger i velfærdssystemet.
»Værdighedsreformen vil gøre en forskel for de mennesker, som lever på kanten af vores samfund. Og den viser samtidigt, at det er muligt at gøre op med meget faste tankegange om vores velfærdssamfund. Vi rækker nu en hånd ud til de mennesker, som lever meget kaotiske liv på gaden og siger, at vi vil give plads til de skæve liv. Men aldrig acceptere uværdige liv«, siger hun.
Også blandt de øvrige partier bag aftalen er der opbakning til den nye tilgang. Venstres socialordfører Erik Veje Rasmussen fremhæver, at systemet i højere grad skal indrettes efter borgerne.
»I Venstre har vi altid sagt, at systemet skal være til for borgerne. Det skal også gælde de allermest udsatte, som fortjener at blive mødt med værdighed. Med værdighedsreformen skal udsatte borgere mødes i øjenhøjde«, siger han.
Fra Moderaterne kalder udsatteordfører Nanna Gotfredsen aftalen et længe ventet opgør med tidligere tiders håndtering af de mest udsatte borgere.
»Endelig er vi nu her, hvor lovgivning og strukturer vendes rundt, så der faktisk kan blive skabt én dør ind til fagligt dygtige, værdige rum med faktisk adgang til den hjælp man har brug for og ret til«, siger hun og understreger, at indsatsen skal ske i samarbejde med både civilsamfund og brugerorganisationer.
SF’s socialordfører Astrid Carøe fremhæver, at reformen skal sikre, at hjælp bliver mere tilgængelig og mindre bureaukratisk.
»Paradoksalt nok er det ofte dem, der har brug for mest hjælp, der får mindst hjælp. Det laver vi heldigvis om på nu ved at sætte mennesket før alt andet«, siger hun.
Hos Det Konservative Folkeparti peger socialordfører Joachim Hoffmann-Petersen på, at reformen flugter med partiets værdier.
»Systemets indretning må aldrig stå i vejen for god omsorg, kassetænkning bliver nu langt sværere«, siger han.
Socialdemokratiets misbrugsordfører Maria Durhuus fremhæver, at udsathed ikke er et storbyfænomen.
»Indsatser for udsatte borgere er ikke kun noget, der hører hjemme på Vesterbro, for udsathed findes i hele Danmark«, siger hun.
Med værdighedsreformen er der ifølge aftalepartierne taget et vigtigt skridt mod et mere fleksibelt og menneskeligt system for nogle af de borgere, der hidtil har haft sværest ved at få den hjælp, de har brug for.
