2.9 C
Copenhagen
fredag 26. december 2025

Kørestolsrugby: Når fællesskab, kampgejst og grin smelter sammen

0

SPORT. Når kørestole banker sammen, og lyden af metal mod metal fylder hallen i Fredericia Idrætscenter, er det ikke aggression, men glæde, der ligger bag. Det er lyden af kørestolsrugby – også kaldet Murderball – en sport, hvor rå styrke, taktik og teamwork mødes, og hvor fællesskab betyder mindst lige så meget som resultaterne.

17-årige Nick Rasmussen og 18-årige Mathilde Andersen fra Fredericia er blandt de spillere, der deltager i Murderball Cup i weekenden. Begge beskriver sporten som meget mere end bare en fysisk udfoldelse.

»Kørestolsrugby er jo ikke bare sport – det er et fællesskab. Vi har alle sammen et handicap, men her betyder det ikke, at nogen er bedre eller dårligere. Her møder man andre, der forstår, hvordan det er, og man kan snakke frit om de udfordringer, man ellers går alene med,« fortæller Mathilde Andersen, der har spastisk lammelse og nedsat funktion i højre side.

Selv om hun ikke bruger kørestol til dagligt, betyder det meget for hende at være en del af sporten. »Jeg har aldrig haft det her fællesskab før. Jeg har gået i almindelig folkeskole og gymnasium, så jeg har ikke kendt andre med handicap personligt. Det her er første gang, jeg har fundet et sted, hvor jeg føler, jeg hører til,« siger hun.

For Mathilde handler det ikke kun om træning og kampe – men om følelsen af at være lige. »Når vi sætter os i stolene, så er vi ens. Nogle, der i hverdagen næsten ingenting kan, bliver lynhurtige og stærke, når de kommer i stolen. Det er ret vildt. Og selvom det larmer, og man smadrer ind i hinanden, så griner vi bagefter. Det er sjovt, det er befriende, og det giver en følelse af frihed,« siger hun.

Hendes far, Niklas Andersen, ser, hvordan sporten har forandret datteren. »Det giver dem noget helt særligt. Mathilde har altid været i et miljø med normalt funktionsniveau og har kæmpet med følelsen af ikke helt at passe ind. Da hun så prøvede kørestolsrugby for første gang, tændte der et lys i hendes øjne. Det var som om, hun tænkte: her hører jeg hjemme,« siger han.

Han fortæller, hvordan sporten styrker både fysikken og selvtilliden. »Man lærer at bruge kroppen på nye måder. Mathilde har for eksempel lært at koordinere sine bevægelser på en måde, hun ikke har haft brug for før. Og så er der det sociale – det betyder alt. De behøver ikke tage en maske på. Alle i hallen ved, at man kan blive træt eller falde, og det er helt okay. Der er en underforstået accept af, at man er, som man er. Det er ret smukt,« siger Niklas Andersen.

Selv for de uindviede er det svært ikke at blive grebet, når kampene går i gang. »Det kan se voldsomt ud,« griner Mathilde. »Vi sidder i tunge metalkørestole og banker ind i hinanden. Lyden er høj, men vi kommer sjældent til skade. Det er fysisk, ja, men det er også fair. Der er masser af grin, råb og hep – og en stemning, som man kun får, når alle giver alt, de har.«

Niklas Andersen håber, at flere får øjnene op for parasporten generelt. »Det handler ikke kun om rugby. Det handler om at vise, at der findes muligheder for alle. Sporten giver selvtillid og glæde. Og i kommuner som Fredericia, hvor vi har stærke idrætsmiljøer, bør vi blive endnu bedre til at inkludere og støtte parasporten,« siger han.

For Mathilde og holdkammeraterne bliver Murderball Cup i Fredericia en stor oplevelse. »Det bliver fedt at vise, hvad vi kan – og spille mod de andre klubber i Danmark. Det er sjovt at møde nye mennesker og mærke, at man er en del af noget større. Jeg håber, at folk kommer og ser det. For det er virkelig en sport, der kan noget,« siger hun.

Murderball Cup spilles i Fredericia Idrætscenter den 1. og 2. november, hvor nogle af Danmarks bedste kørestolsrugbyspillere tørner sammen – med grin, styrke og sammenhold som den største præmie.

Flere bilister sigtet for at køre uden kørekort i Fredericia – og indbrud i villa i Lunderskov

0

DØGNRAPPORT. Sydøstjyllands Politi har i løbet af det seneste døgn haft flere sager om bilister uden kørekort i Fredericia samt et indbrud i en villa i Kolding Kommune. Det oplyser vicepolitiinspektør Arno Rindal Petersen fra Patruljecenter Syd.

Natten til torsdag klokken 01.04 blev en bil standset ved Vejlevej og Bredstrupvej i Fredericia.

»Føreren, en 27-årig mand fra Fredericia, var påvirket af stoffer og blev fundet i besiddelse af 0,2 gram amfetamin. Han havde desuden ikke førerret til personbil og blev sigtet for begge forhold,« fortæller Arno Rindal Petersen.

Senere torsdag klokken 15.50 blev en bil standset på Egeskovvej, hvor føreren – en 57-årig mand fra Børkop – heller ikke havde gyldigt kørekort.

Klokken 01.48 blev endnu en bil standset i krydset Oldenborggade/Kongensgade i Fredericia. Her blev en 55-årig mand sigtet for at køre uden førerret.

Derudover efterforsker politiet et indbrud i en villa på Kastanievej i Lunderskov.

»Indbruddet er sket mellem onsdag og torsdag. Et vindue er blevet brudt op, og der er tegn på, at gerningsmanden har været rundt i huset. Skuffer og skabe står åbne, og stedet er gennemrodet. Den forurettede er på ferie, og naboen opdagede indbruddet. Det er endnu uklart, hvad der er stjålet,« siger Arno Rindal Petersen.

Kunsten at lede efter sandheden

0

At lede efter sandheden er en af lederens vigtigste dyder. Alligevel taler vi for lidt om den, glemmer den i den travle og kaotiske hverdag, forledes til at fordreje den og miste den af syne, for en stund eller for altid. Det må vi gøre noget ved. Uanset hvilken branche vi er i, om vi er konkurrenter, venner eller fjender, så bør lederens etiske krav til sig selv og andre være at lede efter sandheden. At sætte retningen er let. At finde den er sværere, men mulig. Det handler denne artikel om.

Sandheden er på mange måder ligesom sandet. Sandet er afhængig af vand og vind, mens sandheden er afhængig af det menneskelige sind. Nogen gange fastholdes, for en tid, sandet og sandheden på ét sted og hober sig op. Andre gange føres sandet med vinden og sandheden med sindet flygtigt videre til nye positioner og danner nye sandbakker/nye sandheder.

Det bliver for os mennesker og vores ledere en evig rejse og søgen efter sandheden, hvis vi tager dét ansvar på os og er bevidst om det. For har vi ikke i nutidens verden glemt og gemt sandheden væk? Lukket øjnene for den, fordi det på den korte bane synes lettere, smartere og mere udbytterig. Uden tanke på de kommende generationer og verden omkring os. Hvad vil det egentlig sige at værne om sandheden, forstå den og udøve den i sit daglige virke som leder og som menneske i den verden, vi lever i.

Med ”Den danske ordbogs” definition kommer vi et skridt videre: Sandhed betyder: ” at indholdet i et udsagn eller en tankegang stemmer overens med virkeligheden eller tingenes virkelige væsen; udsagn eller tankegang med et sådant indhold”. Så langt, så godt. Men nu, som i mange andre definitionstilfælde, står vi med en ny udfordrende definitionsopgave, her om ordene ”virkelighed” og ”tingenes virkelige væsen”, som jeg har skrevet om i tidligere artikler, herunder om hvordan vi hver især har vores egen model af verden og et eget syn på, hvordan verden omkring os er.

I håbet om at finde ind til kerne i svarene på, hvad ”virkeligheden og tingenes virkelige væsen” er? er der gennem tiden lagt mange forskellige samfundsvidenskabelige perspektiver ned over dette fænomen.

Så, hvis vi antager, at dette er præmissen, hvad kan vi som ledere så konkret gøre, når vi leder andre mennesker og forsøger at lede os selv, når vi nu påtager os præmissen om at lede efter sandheden.

Det første jeg umiddelbart tænker på i dagens verden, er betydningen af lederens troværdighed, åbenhed, gennemsigtighed og ærlighed, som ledelsesværktøjer til at komme så tæt på sandheden som muligt, hvis vi overhovedet kan tale om én sandhed. Det vender jeg tilbage til lidt senere.

For lederen handler det vel mere om at skabe en fælles forståelse af verden, som vi i fællesskab arbejder ud fra. En forståelse som hele tiden bliver udfordret og må justeres for at give mening i de nye kontekster, som opstår. Her er lederens troværdighed, åbenhed, gennemsigtighed og ærlighed afgørende. Med et blik på nutidens troværdighedsanalyser, samfundsdebatternes form og indhold og mediernes dækning heraf, kan vi vel nok – med et gran af sandhed – sige, at der bestemt er noget at komme efter og et forbedringspotentiale, som vi med god grund og udbytte kan drage nytte af.

Lederens troværdighed afhænger af, om vi kan stole på lederen. Om lederen er redelig, pålidelig, ubestikkelig, ufordærvelig, retfærdig, fair, konsekvent, plausibel, lovlydig, ordentlig. Ja, flere andre prædikater kan anføres. Troværdigheden afhænger fundamentalt af, om lederen er i stand til at omsætte sine ord til handling. At lederen ”Walk the Talk”, gøre det, hun siger. Og omvendt ”Talk the Walk”, siger det, hun gør.

Lederens åbenhed er afgørende for, om lederen er i stand til at lede efter og finde sandheden. Eller i hvert fald nærme sig sandheden bedst muligt, når sandheden viser sig at være en social konstruktion med mange variationer og heraf følgende dilemmaer. Åbenheden er afgørende for at finde nye veje, for at finder nye, mere meningsfulde sandheder i takt med, at vores verden forandrer sig. Åbenheden styrker lederens troværdighed.

Lederens gennemsigtighed betyder, at vi skal kunne gennemskue lederens tanker om og hensigter med sin ledelse. Vi skal gennem lederens gennemsigtighed kunne forstå, hvorfor ledelsesbeslutninger træffes og implementeres, som de gør. Lederens gennemsigtighed styrker meningsskabelsen hos den enkelte medarbejder, kunde, leverandør, interessent, bestyrelse, ejer og ambassadører for virksomheden.

Lederens ærlighed er fundamentet for at kunne lede efter sandheden. Ærlighed kan ikke gradbøjes. Ærligheden er det stærkeste våben, som vi mennesker har, især vores ledere. At kunne tage fejl, erkende det, og tage ved lære af ens erfaringer er afgørende for lederens ærlighed, og andres opfattelse af den. Sagt på en anden måde. Det at være i stand til at lytte til og modtage feedback og samtidigt kunne agere rettidigt på den, er forudsætningen for at nærme sig en bedre sandhed.

Lederens egne bias´ og forudindtagethed vil altid, i en eller anden grad, være til stede i lederens tanker og handlinger. Derfor er lederens bevidstgørelse og synliggørelse af sine egne bias´ overfor sig selv og sin omverden en vigtig ingrediens i at kunne indoptage kunsten i at lede efter sandheden. Dertil hører også lederens socialkonstruktivistiske evne til at forstå verden og udleve den i sit lederskab ud fra en samlet vurdering fra forskellige perspektiver.

Kunsten i at lede efter sandheden hører tæt sammen med min artikel om ”På sporet af tvivlsomme beslutninger”. For hvis lederen ikke samtidig og til stadighed er i stand til sætte spørgsmål ved sine beslutninger, så ophører lederens evne til at lede efter sandheden og skabe de bedst mulige løsninger for helheden.

Indbrud i Nørre Aaby og hærværk i Brenderup – og flere sager om narkokørsel på Fyn

0

DØGNRAPPORT. Fyns Politi har i døgnrapporten for onsdag den 22. oktober registreret flere sager fra hele Fyn. I Middelfart Kommune drejer det sig blandt andet om et indbrud i Nørre Aaby og hærværk på en postkasse i Brenderup.

Postkasse påkørt i Brenderup
På Middelfartvej i Brenderup blev en postkasse ved en indkørsel natten til onsdag ødelagt. Ifølge anmeldelsen var postkassen formentlig blevet påkørt, da der var afsmitning på stedet. Postkassen var knækket ved jorden, og lågen var slået af.

Indbrud i Nørre Aaby
På Kirkevej i Nørre Aaby blev der anmeldt indbrud i en bolig. En rude var blevet knust, og gerningsmanden havde skaffet sig adgang den vej. Der er umiddelbart ikke stjålet noget fra stedet.

Flere sigtelser for narkokørsel og besiddelse af stoffer
Fyns Politi har i løbet af onsdagen sigtet flere personer for at køre påvirket af euforiserende stoffer.
En 39-årig mand fra Faaborg-Midtfyns Kommune blev standset på Albanivej i Årslev og sigtet for narkokørsel.
I Nyborg blev en 49-årig mand sigtet på Nybrogade for samme forhold, og på Nyborgvej i Odense SØ blev en 28-årig mand fra Odense sigtet for narkokørsel.
Derudover blev en 27-årig mand fra Odense sigtet på Dalumvej for besiddelse af euforiserende stoffer, og en 24-årig mand blev sigtet for narkokørsel på Odensevej i Odense S.

Forsøg på tricktyveri på motorvejen ved Nyborg
En bilist anmeldte et forsøg på tricktyveri på Fynske Motorvej ved Nyborg. En ukendt gerningsmand standsede forurettede og tilbød guld i bytte for kontanter – blandt andet en ring og en kæde. Gerningsmanden forsøgte at overtale forurettede til at hæve penge, men uden held.

Flere indbrud og en brand i Odense
I Odense blev der anmeldt flere indbrud i boliger. På Eriksgade blev der stjålet smykker og en cykel, og på Købkesvej i Odense M blev der stjålet møbler. På Mågebakken i Odense SV blev der stjålet smykker fra en bolig, hvor døren var brudt op.
Derudover blev en iPad stjålet fra en bolig på Mageløs, hvor en ukendt mand var kommet ind, mens beboeren var hjemme.

Fyns Politi rykkede også ud til en brand i en forladt bygning på Rugårdsvej i Odense, som fortsat undersøges.

Indbrud i Svendborg og lastbilulykke på motorvejen
I Svendborg blev der anmeldt et indbrudsforsøg på Løkketoften, hvor to gerningsmænd forsøgte at bryde ind gennem en dør og et vindue. De blev set iført huer, halsedisser, lyse jakker med refleksstribe og kondisko.
I Vestergade i Svendborg blev der desuden sparket en dør ind ved et andet indbrud.

Endelig blev der ved Blommenslyst anmeldt et færdselsuheld på Fynske Motorvej, hvor to lastbiler kørte sammen under en overhaling. Begge køretøjer blev beskadiget, men der meldes ikke om personskade.

Lone og Irene fejrer 20 år sammen i Gardenia Blomster – et makkerskab bundet af blomster, venskab og livsglæde

0

BUSINESS. Når man træder ind i Gardenia Blomster på Gl. Landevej i Fredericia, møder man ikke bare duften af friske blomster. Man mærker også et venskab, der har vokset sig stærkt gennem to årtier. I dag fejrer Lone Eriksen og Irene Stokholm Rasmussen 20-års jubilæum som makkerpar i butikken – et samarbejde, der har sat sine spor både i forretningen, i venskabet og i hjertet af mange kunder.

De to smiler til hinanden, mens de prøver at forstå, hvordan tiden er fløjet. »20 år? Sammen? Hvordan er den tid lige gået? Hurtigt – og godt,« siger Lone og Irene sammen med et grin.

Det er ikke store armbevægelser eller højtidelige taler, men et ægte, varmt makkerskab, som er blevet stærkere år for år. »Jeg tror ikke, vi har tænkt så meget over, at det nu er 20 år. Det er bare gået. Vi har været igennem meget – ikke nedture, men mange hårde ting. Og vi har stået skulder ved skulder hele vejen,« siger Lone og Irene.

Irene nikker og tilføjer: »Vi kender hinanden så godt, at vi næsten kan fuldende hinandens sætninger. Nogle gange er det som et gammelt ægtepar, hvor man ikke engang behøver sige tingene højt, fordi den anden allerede ved det.«

Lone har været en del af Gardenia Blomster siden 1993, og hun husker tydeligt, da en ung, stille pige trådte ind i butikken for 20 år siden. »Irene var meget stille og introvert dengang. Det har været fantastisk at se hendes udvikling. Hun er vokset med opgaven og blevet en kæmpe del af alt, hvad Gardenia er i dag,« siger Lone.

I dag er det svært at forestille sig butikken uden hende. »Hun kender kunderne, både de faste og firmakunderne. Folk hilser på Irene, som om hun er en institution i Fredericia. Hun er lige så meget en del af butikken, som jeg selv er,« siger Lone.

For Irene har samarbejdet med Lone været livsforandrende. »Jeg havde aldrig troet, at jeg skulle stå bag en disk og tale med kunder. Jeg var ikke den udadvendte type. Men jeg har udviklet mig – helt klart. Lone og de andre har givet mig troen på, at jeg kunne. Jeg føler mig virkelig som blomsterpige helt ind i hjertet,« siger hun.

De to kvinder er ikke bare kolleger. De er blevet veninder, nærmest familie. »Vi har delt meget mere end arbejdet. Vi har også talt om børneopdragelse, livets små og store udfordringer. Jeg er jo 15 år ældre end Irene, så jeg har haft lidt mere erfaring at dele ud af. Og vores familier kender hinanden. Selv min hund kommer forbi butikken – den er næsten en del af familien her,« siger Lone med et smil.

Det stærke fællesskab rækker ud over butikken. Gardenia Blomster har i mange år støttet forskellige velgørenhedsinitiativer, og netop i denne uge går en del af salget til Kræftens Bekæmpelse. »Vi har tidligere doneret fra vores onsdags- og fredagsbuketter, og nu gør vi det igen. Det er vigtigt for os at støtte, hvor vi kan. Kræft rammer så mange, og de fleste kender nogen, der har været berørt,« siger Lone.

Denne uge står i de lyserøde farvers tegn. »Vi har lavet en buket i røde og pink nuancer – farverne fra Støt Brysterne-kampagnen. For hver buket, vi sælger, donerer vi et beløb. Det er vores måde at give lidt tilbage,« fortæller hun.

Og hvordan holder man energien oppe efter så mange år? Svaret kommer næsten i kor. »Vi sparrer med hinanden. Hvis den ene har en dårlig dag, så tager den anden over. Hvis jeg er presset som chef, siger Irene altid: Det skal vi nok klare. Og hun har ret – vi har klaret så meget andet, så klarer vi også det,« siger Lone.

»Vi tror på det,« tilføjer Irene. »Der er plads til alt her – både grin og tårer. Og når vi har haft en hård dag, får vi et af de der ufrivillige grineflip, hvor alt bare slipper. Så kan vi stå og grine, til vi næsten får ondt i maven. Og det gør, at vi kan tage en dag mere med godt humør.«

Det tætte forhold stopper ikke, når butikken lukker. »Når vi har stået her i ti timer, så ringer vi til hinanden på vej hjem. Bare lige for at sige, at vi er kommet godt af sted – eller for at grine lidt videre,« siger Lone.

Når de taler om fremtiden, er der ingen store forandringer i sigte. »Jeg håber, vi kan fortsætte sådan her i mange år endnu. Vi hænger i med næb og klør, og vi gør det bedste, vi har lært. Vi tager de roser, vi får, og dem får vi heldigvis mange af. Så længe kunderne går herfra med et smil, og vi stadig kan grine sammen, så er det det vigtigste,« siger Lone.

For Irene betyder det alt, at hun stadig hver dag kan gå på arbejde med lyst og glæde. »Jeg håber, det bliver ved længe endnu. Vi har et godt samarbejde, et godt team og masser af hjerte i det, vi laver. Det er ikke bare blomster – det er liv,« slutter hun.

ADP-direktør efterlyser svar i UNICEF-sag: »Det har været aftalt spil fra starten«

0

BUSINESS. Da Kristian Thulesen Dahl, direktør for Port of Aalborg, tidligere på ugen satte spørgsmålstegn ved Unicefs nye hovedsæde og lagerbyggeri i København, fulgte Rune D. Rasmussen, CEO for ADP A/S, hurtigt op. I et opslag på LinkedIn skrev han, at både ADP, Kalundborg Havn og Aalborg Havn forgæves har forsøgt at rejse sagen og få svar på, hvorfor byggeriet skal placeres på en af landets dyreste adresser.

»Vi forsøgte hos ADP sammen med Kristian og Port of Aalborg at belyse problemstillingen, men vi blev mødt af komplet og larmende stilhed. Ingen reelle argumenter. Det har været aftalt spil fra starten,« siger Rune D. Rasmussen.

Han uddyber, at sagen i hans øjne er principiel, fordi den handler om, hvordan offentlige midler anvendes – og hvor meget man egentlig kan få for pengene, hvis man tænker mere effektivt. »Vi begyndte at tale sammen på tværs af havnene, fordi vi undrede os over, at man nærmest pr. automatik havde besluttet, at Unicef skulle bygge i København. Vi spurgte os selv, om det virkelig var den eneste mulighed, når man kunne få betydeligt mere for pengene andre steder i landet,« siger han.

For at undgå at tale deres egen sag fik havnene rådgivningsvirksomheden Kraka til at gennemføre en økonomisk analyse. Rapporten dokumenterede, at en placering uden for hovedstaden kunne give massive besparelser – anslået op mod en halv milliard kroner over en 30-årig periode. »Kraka viste klart, at et byggeri i for eksempel Trekantområdet, Aalborg eller Kalundborg kunne levere samme funktionalitet til langt lavere omkostninger. Der er ingen tvivl om, at pengene kunne have rakt meget længere,« siger Rune D. Rasmussen.

Men da havnene fremlagde deres forslag for politikere og Unicef, mødte de kun tavshed. »Der var ingen, der ville tage stilling. Politikerne sagde, at det var et Unicef-ønske, og Unicef ønskede ikke at tale om det. Så står man tilbage med fornemmelsen af, at beslutningen for længst var taget – uanset hvad fakta pegede på,« siger han.

Han undrer sig over, at man ikke ønskede at sende opgaven i udbud. »Hvis det var så oplagt, at det skulle ligge i København, hvorfor så ikke lade markedet byde ind? Det ville have givet et retvisende billede af, hvad der var økonomisk og praktisk muligt. Hvis København så vandt udbuddet, havde det jo bare bekræftet, at det var den rigtige løsning. Men det skete ikke. Derfor føles det som aftalt spil,« siger han.

For Rune D. Rasmussen handler sagen ikke kun om ét byggeri, men om tilliden til de beslutningsprocesser, der styrer store offentlige investeringer. »Når man ser på, hvor mange penge der er i spil, taler vi ikke om småbeløb. Det er hundredvis af millioner af kroner. Det burde i sig selv være grund nok til, at sagen blev behandlet åbent og transparent. Det her er udviklingsmidler, som i sidste ende skal komme verdens børn til gavn,« siger han.

Han bakker derfor op om den kritik, som Kristian Thulesen Dahl rejste i sit eget opslag, hvor han spurgte, om Unicef fortsat fortjener støtte, når organisationen vælger at bygge på nogle af landets dyreste kvadratmeter. I sit opslag påpegede Thulesen Dahl, at en flytning ud af hovedstaden kunne frigøre midler, der ifølge Unicefs egne beregninger ville svare til at hjælpe 6.000–8.000 flere børn hvert år i de næste 30 år.

Rune D. Rasmussen deler frustrationerne. »Det er en nobel sag at støtte Unicef – det er der ingen tvivl om. Men som med alle andre store organisationer er det deres ansvar at sikre, at flest mulige midler går direkte til formålet. Det gør de ikke, hvis man bygger på landets dyreste adresse, når der findes langt billigere og lige så funktionelle alternativer,« siger han.

For ADP-direktøren handler sagen om ansvarlighed, åbenhed og brugen af offentlige midler. »Vi skal væk fra den kultur, hvor store projekter besluttes bag lukkede døre, og hvor ingen tager ansvar. Det her er ikke en kritik af Unicefs formål – tværtimod. Men når der forvaltes så mange midler, bør man være åben om, hvorfor man vælger, som man gør. Især når det handler om udviklingsmidler og offentlige garantier,« siger Rune D. Rasmussen.

Han slutter med at understrege, at han ikke mistvivler over Unicefs formål, men over processen. »Når man administrerer midler, der skal hjælpe børn i nød, skal man gøre det med størst mulig omtanke – også når det handler om, hvor man bygger. Det handler om ansvarlighed, og det er det, vi efterlyser,« siger han.

Regeringen vil afsætte seks milliarder til at sikre danske skibe i krigstid

0

POLITK. Danmarks handelsflåde skal kunne fortsætte med at sejle, hvis verden rammes af stormagtskrig, eller Danmark selv bliver inddraget i en væbnet konflikt. Derfor har regeringen fremsat et lovforslag, der skal styrke den danske krigsforsikring af skibe og beskytte både søfolk og forsyningssikkerheden.

Erhvervsminister Morten Bødskov forklarer, at forslaget er et udtryk for rettidig omhu i en usikker tid.

»Vi lever i en ny virkelighed med geografiske spændinger og krig på europæisk jord. Derfor skal vi være forberedte på selv de mest ubehagelige scenarier. Som en stolt og stor søfartsnation skal Danmark kunne holde sin handelsflåde sejlende, hvis der udbryder stormagtskrig, eller hvis vi bliver angrebet af en fremmed magt. Derfor udviser vi nu rettidig omhu og sætter bl.a. 6 mia. kr. af til at sikre den danske handelsflåde. Ved at holde den danske handelsflåde sejlende i en krigssituation bidrager vi også til at sikre forsyningssikkerheden for Danmark, Færøerne og Grønland,« siger Morten Bødskov.

Det er Krigsforsikringsinstituttet, der skal varetage opgaven. Instituttet blev oprettet i sin nuværende form i 1997 og dækker den danske handelsflåde i tilfælde af stormagtskrig eller krig med dansk deltagelse. Men siden 1997 er værdien af flåden steget markant – fra 60 milliarder kroner dengang til 135 milliarder kroner i 2023 – og derfor vil regeringen nu fremtidssikre ordningen.

Lovforslaget indebærer, at staten stiller en låneramme på 6 milliarder kroner til rådighed for Krigsforsikringsinstituttet. Pengene skal sikre, at instituttet hurtigt kan udbetale erstatninger, hvis danske skibe rammes af krigsskader.

Derudover får instituttet mulighed for at dække skader og tab på besætning, passagerer og last, ikke kun på selve skibet. Samtidig kan administrationen fremover overlades til en privat aktør, så hjælpen kan sættes ind fra dag ét, uanset hvor i verden skibene befinder sig.

Endelig foreslår regeringen, at skibe med midlertidig tilladelse til at sejle under dansk flag også omfattes af ordningen i den periode, de er registreret i Danmark.

Lovforslaget skal nu førstebehandles i Folketinget. Ifølge Erhvervsministeriet handler initiativet om at sikre Danmarks maritime styrke og handlefrihed – også i krisetider.

Bredt flertal vil trykke på pauseknappen for EU-krav til bæredygtighedsrapportering

0

POLITIK. Et bredt flertal i Folketinget vil nu give erhvervslivet et pusterum fra de omfattende EU-krav til bæredygtighedsrapportering. Lovforslaget, der skal implementere EU’s såkaldte Stop-the-clock-direktiv, blev mandag førstebehandlet i Folketinget, og betyder, at danske virksomheder får udskudt rapporteringspligten med flere år.

Ifølge Erhvervsministeriet er formålet at sætte midlertidig pause på reglerne, mens der i EU forhandles om at forenkle kravene. De nuværende regler, der udspringer af EU’s bæredygtighedsdirektiv CSRD, har ifølge regeringen haft den modsatte effekt af, hvad der var tiltænkt.

I stedet for at skabe grønnere virksomheder og tiltrække grøn kapital, har de omfattende rapporteringskrav ført til store administrative byrder og bunker af papirarbejde.

Erhvervsminister Morten Bødskov siger:
»Vi tager et afgørende skridt i den rigtige retning – væk fra unødvendigt bøvl. Det er vigtigt for vores virksomheder og vores samfund. For erhvervslivet vil gerne den grønne omstilling. Men virksomhederne drukner i unødvendigt papirnusseri. Pauseknappen giver klarhed for virksomhederne og tid til, at vi i EU kan lave en gennemgribende forenkling af reglerne, så de rent faktisk fremmer grøn omstilling, og styrker Europas konkurrenceevne.«

Med forslaget bliver rapporteringskravene rykket til 2028 og 2029 for de omkring 2.000 danske virksomheder, der endnu ikke har nået at rapportere.

Derudover indeholder lovforslaget en overgangsregel for cirka 80 virksomheder, som allerede har udarbejdet bæredygtighedsrapport i deres årsrapport. De får nu mulighed for at fravælge deres bæredygtighedsrevisor uden krav om særskilt generalforsamlingsbeslutning og dokumentation.

Et bredt politisk flertal bestående af Regeringen, Liberal Alliance, Det Konservative Folkeparti, Dansk Folkeparti og Radikale Venstre står bag udsættelsen. Aftalen blev indgået allerede i april, og nu er den på vej til at blive endeligt vedtaget efter Folketingets behandling.

Dermed trykker Danmark – med bred opbakning – på pauseknappen i arbejdet med de omfattende EU-regler, mens man fra dansk side arbejder for mere enkle og målrettede krav, der i højere grad gavner den grønne omstilling frem for at kvæle den i papir.

Kvinders sundhed er ikke en niche – det er halvdelen af befolkningens sundhed

0

Kvinders sundhed skal prioriteres langt højere både i forskningen, i behandlingssystemet og i den offentlige samtale.

Forskning i kvinders sundhed har i årtier været underprioriteret og det skal vi have ændret på. Det er egentlig lidt utroligt, det er nødvendigt at skulle kæmpe for det her i 2025, men det er desværre virkeligheden.

Det er derfor på tide, at vi prioriterer forskning i kvindekroppen, så lægerne er bedre klædt på til at behandle kvinder. Det meste forskning bygger på mandekroppen, så kvinders symptomer kan hurtigt blive overset eller misforstået, fordi når kvinder bliver syge, kan symptomerne vise sig anderledes end hos mænd.

Vi har i vores seneste budgetforlig i regionen sat 2 mio. kr. af til forskning i kvinders sundhed og kvindesygdomme. Det er en start.

Og nu glæder jeg mig over, at regeringen vil etablere et nyt Nationalt Center for Forskning i Kvinders Sundhed og at de vil afsætte 160 mio. kr. til det. Det er virkelig gode nyheder, fordi vores sundhed skal også tages alvorligt!

Pernelle Jensen

Formand for Udvalget for det nære Sundhedsvæsen 

Region Syddanmark, Venstre

Erritsø – magtens landskab og den glemte kongeby

0

HISTORIE. Når man i dag står på bakkekammen i Erritsø og ser ud over Lillebælt, er det svært at forestille sig, at dette stille landskab engang var centrum for kongemagt, handel og strategi. Men ifølge lokalhistoriker Gert Jensen er det netop her, vi skal lede, hvis vi vil forstå, hvor Danmark begyndte. Ikke i Jelling, ikke i Lejre, men på den jyske side af bæltet – i området omkring Erritsø og Gudsø.

»Vi ved faktisk rigtig meget,« siger han, mens han læner sig frem. »Og det er noget, vi skal passe på i dag. Dengang havde man ikke kommunegrænser. Der løber jeg altid ind i, at nogen siger, jamen det ligger i Kolding Kommune. Men sådan tænkte man ikke dengang. Hvis vi skal forstå vikingerne, så skal vi se det hele i et større perspektiv.«

For ham handler det om at sprænge de moderne rammer og forstå landskabet, som det blev brugt dengang – som ét samlet magtcentrum.

»Hvem er det, der etablerer Hedeby? Det er kongen i Fredericia. Hvem holder Dannevirke ved lige? Det er kongen i Fredericia. Hvem etablerer Ribe? Det er selvfølgelig også kongen i Fredericia. Så vi skal have et meget større perspektiv på det her,« siger han.

Det er store ord, men Gert Jensen siger dem uden tøven. Han har brugt år på at sammenholde arkæologiske fund, skriftlige kilder og geografiske spor. For ham danner det et klart billede af, at magtens centrum i vikingetiden ikke lå ét sted, men i et netværk af kongsgårde og handelspladser – og at Erritsø var en af de vigtigste.

Han beskriver området som en del af en kongelig struktur, hvor forbindelserne mellem Jylland, Fyn og Sjælland var afgørende. Lillebælt var ikke en grænse, men en livsnerve. Skibene sejlede ind og ud, varer og mennesker blev udvekslet, og i midten af det hele sad kongen – ikke blot som en høvding, men som en hersker med overblik og kontrol.

»Der er en tendens til, at vi altid kigger mod øst, når vi taler om kongemagt. Men vi glemmer, at alt det, der foregik her, i virkeligheden var drivkraften. Det var herfra, man kunne kontrollere både handel og forsvar. Det var her, man kunne samle folk og ressourcer,« siger Gert Jensen.

Han fortæller, at hallen i Erritsø – den, som blev udgravet i 2019 – ikke var en tilfældig bygning. Den var en del af et større kompleks, hvor både religion, magt og militær hænger sammen.

»Den hal var ikke et hjem i moderne forstand. Det var et centrum for beslutninger. Der har været et hof, et råd, krigere, præster – alt det, der udgjorde staten, før vi kaldte det en stat. Og det er derfor, det er så vigtigt at forstå det som mere end bare et lokalt fund. Det her var et nationalt centrum,« siger han.

De arkæologiske resultater peger på, at hallen har været genopført flere gange. Nye stolper, nye vægge – et tegn på kontinuitet og på, at magten blev ført videre fra generation til generation.

»Det viser, at det ikke bare var én konge eller én slægt, der sad her. Det var en institution. En kongemagt, der holdt ved gennem flere hundrede år. Det er det, der gør Erritsø unikt. Vi ser her et sted, hvor Danmark blev samlet – længe før navnet Danmark overhovedet eksisterede,« siger Gert Jensen.

Han peger på, at både Hedeby, Ribe og Dannevirke er forbundet med det samme kongesystem. Hvis man ser på placeringen af de gamle handelsruter, er der en tydelig linje gennem Syd- og Østjylland, hvor Erritsø ligger som et naturligt midtpunkt.

»Når du står derude og kigger ud over bæltet, så giver det mening. Herfra kunne man se alt. Her kunne man styre alt. Det er et landskab, der var skabt til magt,« siger han.

Gert Jensen mener, at den viden bør bruges aktivt i nutiden. For mens Vejle allerede har gjort fundet til en del af sin kulturfortælling, mener han, at Fredericia bør tage ejerskab over historien og løfte den frem som en del af sin identitet.

»Vi har en historisk mulighed her. Erritsø og Fredericia hænger sammen, ikke bare geografisk, men kulturelt og historisk. Det her er et sted, hvor konger har regeret, hvor Danmark blev til. Hvis vi tør tage det alvorligt, kan det blive et fyrtårn for både historie og turisme,« siger han.

Han forestiller sig et sted, hvor fortiden bliver levende – måske et formidlingscenter, en rekonstruktion af hallen eller et digitalt oplevelsesrum, hvor man kan træde ind i vikingetiden og se, hvordan kongerne levede og regerede.

»Vi skal ikke bare vise nogle stolpehuller i jorden. Vi skal fortælle historien om, hvad de betyder. Vi skal vise, at det her sted var centrum for noget meget større. Det er ikke kun fortid. Det er vores begyndelse,« siger han.

Når Gert Jensen taler, er det med en blanding af fakta og begejstring. Man fornemmer, at det ikke kun er arkæologi for ham – det er identitet, lokal stolthed og en dyb respekt for den jord, vi går på.

»Erritsø er ikke bare et sted på kortet. Det er et sted i historien. Og det er op til os at sørge for, at resten af Danmark også opdager det,« siger han.

Han smiler, som om han allerede kan se det for sig – skoleklasser, turister og forskere side om side i et landskab, hvor fortiden stadig ånder lige under overfladen.

»Hvis man lytter længe nok, kan man næsten høre dem,« siger han stille. »Lyden af håndværkere, af heste, af konger, der træffer beslutninger. Det er lyden af Danmark, der bliver til.«

Læs også