Hver tirsdag og torsdag samles dartentusiaster i Bøgeskov Hallen til hyggedart, en sport, hvor både unge og gamle kan deltage på lige fod. Formand for klubben, Michael Kristensen, fortæller, at der spilles forskellige former for dart, herunder de populære spil skovhugger og mickey mouse.
Fredericia AVISEN fik lov at prøve en hurtig omgang skovhugger under Kristensens vejledning. Efter et par gode kast griner han og siger:
– Du behøver ikke være så ydmyg, hvis du har prøvet før. Men sandheden er, at AVISENs udsendte aldrig har kastet en dartpil før og ender med at tabe i skovhugger.
Efter spillet reflekterer Michael Kristensen over klubbens udvikling:
– Vi er her to dage om ugen, og vi afholder forskellige arrangementer. Flere firmaer har booket hos os og benytter vores faciliteter til firmaarrangementer. De kommer ofte i mindre grupper på 20-25 personer, fortæller han og understreger sin ambition om at udvide og gøre stedet endnu mere tilgængeligt.
– Bøgeskov Hallen har åbent 365 dage om året, og der er stadig meget potentiale, hvis flere bliver opmærksomme på, hvad vi tilbyder. Vi er stadig et relativt ungt sted, så folk kender os ikke endnu, men vi har allerede over 40 medlemmer og oplever stor opbakning, især når vi arrangerer events, siger Michael Kristensen og glæder sig over den stigende interesse for sporten.
Han peger på, hvordan dart fungerer for alle generationer, og fortæller, at han har set både bedsteforældre, forældre og børnebørn spille sammen. – Det er fantastisk at se, hvordan folk, selv dem der aldrig har haft en pil i hånden, bliver grebet af det. Det er en sport, der ikke kræver, at man er i god form – man skal bare kunne holde ro og have det sjovt, forklarer han.
Michael Kristensen ser også en stor fremtid for hygge dart, og hans drøm er at kunne arrangere et større mesterskab i Fredericia. – Jeg håber, at vi kan få et stort mesterskab til MesseC i Fredericia. Jeg har set, hvordan arrangementer i København har haft succes, og jeg er overbevist om, at MesseC ville være den perfekte placering for at tiltrække folk fra hele landet. Det ville skabe en fantastisk ramme for en stor fest, siger han med håb i stemmen.
I Bøgeskov Hallen er der plads til både mænd og kvinder, og alle er velkomne til at prøve kræfter med denne fællesskabsbyggende sport, der samtidig rummer en god portion hygge.