Den biologiske psykiatri er en kæmpe fejltagelse

Det altdominerende paradigme inden for psykiatrien er den biologiske psykiatri, der går ud på, at psykiske lidelser skyldes en fejl i individet, som kan udbedres med medicin.

Der er en kæmpe fejltagelse. Det store og stigende forbrug af psykofarmaka har ført til, at antallet af patienter i Storbritannien med væsentlige psykiske handicap er næsten tredoblet i de seneste årtier, og forskellen i forventet levealder mellem personer med alvorlige psykiske lidelser og befolkningen er fordoblet. Verdenssundhedsorganisationen og FN har derfor opfordret til radikale ændringer, med vægt på psykosociale interventioner.

I Danmark gør vi mere af det samme, hvilket øger problemerne, hvorimod der er et opbrud på vej internationalt. Jeg er medlem af Kritisk Psykiatrisk Netværk i Storbritannien, hvis medlemmer hovedsagelig er psykiatere fra hele verden.

Vi diskuterer flittigt, hvilken katastrofe den nuværende psykiatri er, og hvad vi skal sætte i stedet. Det er op ad bakke. Da psykiatriprofessor Joanna Moncrieff påviste, at der ikke er belæg for, at depression skyldes en kemisk ubalance i hjernen, blev hun udsat for horrible personangreb og pseudovidenskabelige argumenter fra toneangivende psykiatere.

Løgnen om den kemiske ubalance er helt central for at overbevise patienterne om, at de skal tage medicin, flertallet af dem ikke ønsker, i mange år, ofte endda livslangt. Hvorfor skulle de holde op, hvis de har en hjernefejl, som medicinen kan afhjælpe, lige som insulin ved diabetes, en allegori professor Poul Videbech fremførte ved et offentligt møde i Aarhus, hvor jeg diskuterede depression med ham.

I 2017 klagede jeg til redaktøren af Patienthåndbogen over, at professor Lars Kessing havde skrevet, at antidepressiv medicin ”modvirker den kemiske ubalance, som findes ved depression.” Jeg klagede også over, at Videbech havde skrevet, at symptomerne på depression ”skyldes kemiske forandringer i hjernen.”

Det fik jeg ikke noget ud af. Kessing og Videbech ændrede et par småting og introducerede nye misvisende påstande. De skrev nu, at antidepressiva stimulerer hjernen til at danne nye nerveceller. Hvis det er sandt, betyder det, at pillerne skader hjernen, iden den danner nye celler som reaktion på en hjerneskade. Løgnen om den kemiske ubalance fortsatte bare.

Sundhedsmyndighederne lyver også. I indlægssedlerne for antidepressiva i Storbritannien står der, at depression skyldes en kemisk ubalance. Da jeg bad dem om at rette denne fejl, fik jeg en sang fra de varme lande om, at man skam havde udarbejdet informationen i samarbejde med patienterne! En psykiater skrev til mig, at det var det største bullshit-svar, han nogensinde havde set. Det var fuldt af irrelevante og vildledende betragtninger. Jeg bad også Royal College of Psychiatrists om at hjælpe mig, men de gad ikke engang svare.

Da jeg sidst tjekkede det, i 2022, nævnte den hospitalsbaserede psykiatri i Region Midtjylland den kemiske ubalance i relation til skizofreni, depression, affektive lidelser og AHDH på sin hjemmeside.

Langt de fleste patienter har hørt om den kemiske ubalance, som nok er den værste af alle de løgne, psykiaterne benytter sig af for at opretholde deres speciale, som det er, til stor skade for patienterne. Der er så mange løgne om psykofarmakas velsignelser og manglende skadevirkninger, at jeg har skrevet en hel lærebog, ”Critical Psychiatry Textbook”, om, hvad der er forkert i de lærebøger, de medicinstudende benytter i Danmark, samt artiklen ”The Only Medical Specialty That Survives on Lies.”

En anden skadelig løgn, det er umuligt at få udryddet, er, at antidepressiva beskytter mod selvmord. Det hævdede både Videbech, børnepsykiater og professor Per Hove Thomsen, og psykiater Poul Erik Buchholtz, efter jeg i Jyllands-Posten (3/2 2018) havde beskrevet et selvmord hos en 19-årig mand, der højst sandsynligt skyldtes pillerne. Anders Beich, formanden for Dansk Selskab for Almen Medicin, mente, at den lange ventetid hos psykiatere kunne være katastrofal, fordi depression kan føre til selvmord. Det forholder sig lige omvendt. Lodtrækningsforsøgene har vist, at depressionspiller fordobler selvmord, og myndighederne advarer imod netop dette i indlægssedlerne.

En tredje løgn er, at antidepressiva og andre psykofarmaka er sikre. Det kan de umuligt være, når psykofarmaka er den tredjehyppigste dødsårsag, efter hjertekarsygdomme og kræft. En vigtig årsag er, at mange ældre mister balancen, når de får antidepressiva. Når man brækker hoften, dør omkring en femtedel inden for det næste år.

Jeg har lige udgivet artiklen, ”The Pandemic of Fake Psychiatric Diagnoses,” hvor især ADHD er i fokus. De diagnostiske kriterier er så vage og uspecifikke, at når jeg underviser og beder tilhørerne om at prøve testen for voksen-ADHD, slår det aldrig fejl, at mellem en fjerdedel og halvdelen tester positive.

Børne- og ungepsykiater Sami Timimi fra vores netværk har skrevet, at han er imponeret over den ekstraordinære evne, selv de hårdest ramte af de unge patienter, han ser, har til at genvinde funktionalitet og mening i deres liv. Hans råd til forældre med børn med problemer er, at de ikke skal gå med til at få deres børn vurderet for ADHD, autismespektrumforstyrrelse eller angst. Vi bør være i stand til at tale om, hvordan vi har det, uden at gå i panik og forestille os, at det, vi beskriver, kunne være begyndelsen på en psykisk lidelse.

Der er for tiden et væld af folk i aviser og i Aftenshowet, der fortæller om, hvordan deres ADHD-diagnose har hjulpet dem til at forstå, hvad der er galt med dem, og hvor meget medicinen hjælper dem. Men diagnosen kan ikke forklare noget som helst. Det er bare et navn for en subjektiv beskrivelse af symptomer og adfærd, mange af os har. Man kan derfor ikke “have” ADHD, selvom det er det, folk siger. Vi har allesammen et navn, men det forklarer jo heller ikke noget.

Lodtrækningsforsøgene viser, at de positive virkninger af ADHD-medicin er beskedne, og at medicinen er skadelig på langt sigt. Den hæmmer længdetilvæksten og fører ikke til, at folk begår mindre kriminalitet, undgår at blive stofmisbrugere, eller får en bedre uddannelse, hvilket psykiatere ofte hævder. Vi skal huske på, at ADHD-medicin er narkotika på recept, idet langt de fleste præparater indeholder amfetamin eller har effekter som amfetamin.

Bent Furman fra vores netværk har fortalt, at han engang underviste i en kommune i Sverige, hvor de stolt fortalte ham, at de havde haft succes med at ændre deres modus operandi i psykiatrien til en løsningsfokuseret og familieorienteret model. De havde foretaget en organisatorisk ændring, hvor chefen, der altid plejede at være læge, blev erstattet af en person uddannet i samfundsvidenskab og familieterapi.

Wow, tænkte han. Når lederne erstattes af psykologer, socialrådgivere eller familieterapeuter, der ikke har købt den fejlslagne medicinske model, vil tingene automatisk ændre sig.

Bent mindede om et gammelt ordsprog: “Spørg ikke en frisør, om du har brug for en klipning” (spørg ikke en psykiater, om du har brug for psykofarmaka).

Vi skal heller ikke spørge psykiaterne, hvad de selv synes, de har brug for, men patienterne, og sætte en ikke-læge i spidsen for alle psykiatriske institutioner. Det er uomgængeligt nødvendigt, hvis vi ønsker en bedre psykiatri.

Dokumentationen for ovenstående findes i gratis tilgængelige bøger og artikler, se min hjemmeside https://www.scientificfreedom.dk/.