Danmarks største logistikprojekt på Fyn blev sat i gang med en underskrift ved motorvejen

BUSINSS. Der var høj sol over Ejby, da ADP, PFA og Middelfart Kommune torsdag satte deres underskrifter under udviklingsaftalen om Fyn Dry Port. Selve papiret blev underskrevet på en mark syd for E20, netop dér hvor 900.000 kvadratmeter erhvervsareal efter planen skal forvandles til Danmarks anden dry port med plads til 300.000 kvadratmeter lager- og logistikbyggeri.
Christian Herskind, bestyrelsesformand i ADP, indledte med at tegne den lange linje, som selskabet arbejder efter. «Man lærer, at de bedste beslutninger, det er ikke de beslutninger, som på mandag giver et økonomisk resultat. De bedste beslutninger, det er ofte beslutninger, som måske først om 10 år, om 5 år, om 15 år, viser sig at være de rigtige beslutninger,» sagde han og pegede på Taulov Dry Port som beviset. Da de første planer blev lagt, var ambitionen at skabe noget, der ikke fandtes i Danmark, et sted hvor virksomheder kunne kombinere havn, vej, jernbane og adgang til lufthavn på en central geografisk placering. I dag ligger virksomheder som Mærsk, Salling Group, Bestseller og DLG i området.

Bestyrelsesformanden lagde ikke skjul på, at der er langt igen. Det er en udviklingsaftale, ikke et færdigt projekt, og de bygninger, der er tegnet ind på kortet, kommer efter al sandsynlighed til at ligge helt andre steder, når kunderne har været med til at bestemme. «Der kommer altså ikke gravemaskiner,» konstaterede han med henvisning til, at der er tale om et arbejde, der først forventes at føre til byggestart i 2029. Til gengæld er retningen og ambitionen på plads, og Fyn Dry Port skal udvikles af det samme selskab, som har stået bag Taulov.
Han brugte også lejligheden til at forklare selve begrebet, som han fik spørgsmål om på stedet. En dry port er et sted, hvor fraværet af vand er en fordel, så længe placeringen er tæt på central infrastruktur – motorvejen ligger klods op ad arealet, og der er kort afstand til havnen i Fredericia.
Herskind rettede en tak til både Middelfart og Fredericia Kommune og understregede, at varer, tog og biler ikke standser ved en kommunegrænse. Fokus har derfor ikke været på, hvem der får mest ud af projektet, men på, hvordan der skabes værdi i hele området. Han takkede desuden Nyborg Kommune, der ikke var til stede, samt PFA og infrastrukturinvestoren, der sidste år blev medejer af ADP.

Middelfarts borgmester, Anders Møllegård, kaldte dagen et vigtigt skridt for et af de mest ambitiøse erhvervsprojekter i kommunens historie. Ambitionen er ikke bare et logistikområde, men et af Danmarks mest bæredygtige erhvervsområder inden for logistik og transport, sagde han og pegede på grøn energi, biodiversitet, arkitektonisk kvalitet og cirkulære løsninger som en del af pakken.
Borgmesteren brugte samtidig en betydelig del af sin tale på det, der ikke handler om kvadratmeter. Et erhvervsområde af den størrelse kan ikke bare placeres ved Ejby, det skal tænkes sammen med Ejby, lød hans pointe, med blik for landskabet, forbindelserne, hverdagen og de mennesker, der bor tæt på. Der skal ses på trafik, natur, støj og arkitektur, og borgerne skal inddrages i arbejdet. Det kaldte han ansvarlig erhvervsudvikling.
Potentialet er til gengæld stort. Møllegård henviste til analysen, der peger på omkring 1.000 arbejdspladser lokalt og cirka 2.000 på landsplan, og han fremhævede desuden mulighederne for stærkere samarbejde mellem skoler og virksomheder, så unge i kommunen får uddannelse, praktikpladser og karriere tæt på, hvor de bor. Han sluttede med at takke dem, der satte projektet i gang længe før hans egen tid som borgmester.

Fra Fredericia mødte borgmester Peder Tind op i dobbeltrollen som borgmester og næstformand i ADP. Han beskrev ADP som en virksomhed i markant udvikling, der investerer langsigtet i den infrastruktur, danske virksomheder er afhængige af. «Fyn Dry Port er ikke bare en udvikling af et areal. Det er en investering i et koncept, som allerede har vist sit værd,» sagde han.
Tind fortalte, at der så sent som i maj blev taget første spadestik til det fjerde byggeri i Taulov Dry Port, og at udbygningen fortsætter i Hertugens Kvarter. Men derefter er arealerne i Fredericia Kommune i praksis fuldt udnyttet, og det er netop derfor, dagens aftale er vigtig. «Ikke fordi væksten flytter fra Fredericia, men fordi der er muligheder for endnu mere vækst, og fordi vi holder det i Trekantområdet,» sagde han og tilføjede, at når det går godt i Middelfart, går det også godt i Fredericia.


