Bravida har indgået en ny aftale med Energinet, der har base i Fredericia, om vedligeholdelse og eftersyn af grøn infrastruktur på otte offshoreanlæg placeret rundt om i Danmark. Aftalen har en værdi på op til 94 millioner kroner og løber i op til otte år.

Det oplyser Bravida i en pressemeddelelse.

Offshoreanlæggene opsamler strøm fra havvindmølleparker og transformerer den til et højere spændingsniveau, så den kan sendes videre gennem transmissionsnettet. Vedligeholdelsen omfatter højspændingssystemer, sekundære elektriske systemer, køl og ventilation samt sprinklere.

– Vi glæder os over, at vi igen skal bidrage til at styrke den grønne omstilling. Vi har allerede et rigtig godt samarbejde med Energinet på andre projekter, men det særlige ved dette udbud har været, at tildelingskriterierne i høj grad baserede sig på erfaring og kompetencer. Derfor er jeg stolt af, at vi har vundet dette store offshoreprojekt. Det beviser endnu en gang, at vi er en stærk og værdsat samarbejdspartner på store og avancerede infrastrukturprojekter, siger Ole Høgh, direktør for Region Infrastruktur i Bravida Danmark ifølge pressemeddelelsen.

Arbejdet indebærer en særlig kompleksitet, da det foregår på vandet og kræver nøje planlægning. Adgangen til offshoreplatformene sker med helikopter eller båd, og medarbejderne skal løbende gennemføre specialiserede kurser for at arbejde på offshoreanlæg.

Bravida har allerede erfaring med opgaver for Energinet og har blandt andet stået for vedligeholdelse af transformerstationer på land i Region Nordjylland, Region Syddanmark og Region Sjælland/Hovedstaden. Senest har Bravida også indgået aftale med Energinet om nedtagning og skrotning af højspændingsmaster og luftledninger i Vestjylland.

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her