Når Royal Run ’26 afvikles 2. pinsedag, bliver Middelfart igen centrum for en af landets største motionsbegivenheder. H.M. Kongen deltager personligt i løbet i Middelfart, som er blandt de fem værtsbyer ved det hidtil største Royal Run.
Middelfart får fornemt besøg, når Royal Run 2026 afvikles den 25. maj. Her stiller Kong Frederik X selv til start og løber gennem byens gader sammen med tusindvis af deltagere.
Royal Run ’26 samler i alt 111.500 deltagere og sætter dermed ny deltagerrekord. Løbet afvikles samtidig i Randers, Ringkøbing, Middelfart, Helsingør og København/Frederiksberg og markerer endnu en gang motionsfestens rolle som et landsdækkende fællesskabsevent.
Startskuddet går i Randers, hvor Kongen indleder dagen, inden han fortsætter til Middelfart og senere København/Frederiksberg. Samtidig deltager Dronning Mary i Royal Run i Helsingør, mens Kronprins Christian stiller til start i Ringkøbing.
Hos arrangørerne ser man frem til endnu en folkefest, hvor byer og generationer mødes i bevægelse.
»Vi glæder os til sammen med værtsbyerne at skabe endnu en stor oplevelse for deltagerne i et historisk stort Royal Run. Motionsfesten 2. pinsedag har på kort tid etableret sig som et samlingspunkt, der binder byer og generationer sammen,« siger Jens Otto Størup, administrerende direktør i DGI og medlem af Royal Runs styregruppe.
Også i Danmarks Idrætsforbund peger man på bredden som en afgørende styrke.
»Royal Run er en folkefest, hvor fællesskabet fylder mere end formen. Hver tredje deltager er med i et motionsløb for allerførste gang, og det viser, at Royal Run er for alle,« siger Morten Mølholm, administrerende direktør i Danmarks Idrætsforbund.
Royal Run blev første gang afholdt i 2018 i anledning af Kongens 50-års fødselsdag og er siden blevet en fast tradition 2. pinsedag. I Middelfart ventes både løbere og tilskuere igen at fylde byen, når Kongen snører kondiskoene og løber gennem byen.
Middelfart Kommune oplyser samtidig, at planlægningen af Royal Run i Middelfart allerede er i fuld gang. Omkring 14.000 deltagere har startnummer til løbet, og der forventes både tusindvis af tilskuere og cirka 500 frivillige på dagen. Ifølge borgmester Anders Møllegaard bliver Royal Run en mulighed for at vise Middelfart frem for resten af landet.
»Vi er meget stolte over, at Kongen kommer til Middelfart, når vi er værtsby for Royal Run. Dagen er en fantastisk anledning til at vise vores kommune frem fra sin bedste side med alt, hvad den rummer af enestående natur, fællesskaber og oplevelser,« siger han.
Kommunen understreger, at Royal Run er mere end selve løbet 2. pinsedag. I ugerne op til afholdes der lokale ’Træn med’-arrangementer og mindre såkaldte ’side runs’ i samarbejde med foreninger, skoler, daginstitutioner, plejehjem og lokale virksomheder som optakt til motionsdagen.





