FORBRUGER. Miljøstyrelsens Kemikalieinspektion har modtaget en advarsel fra EU-Kommissionens notifikationssystem Safety Business Gateway om, at fingermalingsæt af mærket “TheKiddoSpace” udgør en sundhedsrisiko. Produkterne tilbagekaldes derfor øjeblikkeligt.

Tilbagekaldelsen gælder fingermalingsæt solgt af webshoppen TheKiddoSpace på hjemmesiden ⁦thekiddospaceshop.dk⁩ i perioden 13. marts 2023 til 6. marts 2025. Alle versioner af produktet omfattes af tilbagekaldelsen, herunder sæt med 12, 25 og 36 farver.

Produkterne sælges i en lyseblå æske med billedet af et barn med maling på hænderne samt teksten “Fingermalingsæt”. Sættene består af en rund palet med en diameter på cirka 24 cm samt en eller flere fingermalingsbøger på 24 x 24 cm med mellem 14 og 40 sider.

Årsagen til tilbagekaldelsen er, at fingermalingsættene indeholder giftige stoffer, der ikke er tilladt i produkter til børn. Stofferne kan ifølge Miljøstyrelsen udgøre en alvorlig risiko, hvis de bliver slugt eller optaget gennem huden.

Ifølge den information, som Miljøstyrelsen har modtaget, kan stofferne i værste fald føre til varige organskader.

Virksomheden bag tilbagekaldelsen, SN ECOMMERCE LLP fra London, har ifølge myndighederne hurtigt reageret ved at fjerne produkterne fra markedet og tilbagekalde dem fra forbrugerne.

Har man fingermalingsættet fra TheKiddoSpace liggende, opfordres man til straks at stoppe brugen og bortskaffe produktet på forsvarlig vis.

Efterfølgende kan kunder kontakte TheKiddoSpace for at modtage enten en fuld refusion af købsprisen eller en værdikupon med samme værdi til brug i webbutikkens sortiment.

Virksomheden opfordrer desuden forbrugerne til at sprede informationen om tilbagekaldelsen, især hvis produktet er givet som gave, solgt eller lånt ud til andre personer.