DØGNRAPPOORT. Et spøjst, men alvorligt uheld fandt tirsdag morgen sted på Fynske Motorvej ved Ejby. En varebilchauffør var i færd med at tage en tår af sit termokrus, da kruset gled ned under bilens bremsepedal. Chaufføren mistede muligheden for at bremse og påkørte en personbil foran sig. Begge biler standsede i nødsporet. Ifølge Fyns Politis døgnrapport for onsdag den 1. oktober medførte episoden kun materiel skade og umiddelbart ingen personskade.
Døgnrapporten viser, at politiet flere steder på Fyn har haft travlt med alt fra hærværk til slagsmål i gaderne i Odense.
I Assens blev der tirsdag anmeldt hærværk på Ved Grotten, hvor et bord- og bænkesæt blev ødelagt.
I Ringe mistede en bilejer på Krokusvej sin forreste nummerplade.
I Gislev i Faaborg-Midtfyn Kommune blev der anmeldt indbrud på Degnemarken, hvor der er sket indstigning via et vindue. Der er endnu ikke overblik over, hvad der er stjålet.
I Odense C blev en 45-årig mand natten til tirsdag sigtet for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen, efter han nægtede at forlade Østre Stationsvej og opførte sig aggressivt og højlydt.
Samme dag blev en 56-årig mand fra Kerteminde Kommune og en 50-årig mand fra Odense Kommune sigtet for at indlede sig i et slagsmål på Vestergade. Kort efter – klokken 19.38 – blev en 64-årig mand fra Odense sigtet på Banegårdspladsen for at have råbt aggressivt og overtrådt ordensbekendtgørelsen.
I Odense NV er to nummerplader blevet stjålet fra en personbil på Hans Egedes Vej i tidsrummet mellem 26. og 30. september.
På Studievej i Odense SØ blev en 18-årig mand fra Vallensbæk Kommune tirsdag sigtet for at være i besiddelse af euforiserende stoffer.
På Niels Bohrs Allé i Odense M blev diverse kort stjålet fra en jakkelomme. Og senere samme sted skete der et færdselsuheld, da en bilist i forbindelse med et venstresving påkørte en modkørende bil. Her meldes der heller ikke om personskade, men der er tale om materiel skade.