Sander Heieren klar til sin første ligakamp for Fredericia HK

0

SPORT. Når Bjerringbro-Silkeborg i morgen aften løber ind i Middelfart Sparekasse Arena, bliver det samtidig debut for Fredericia HKs nye målmand Sander Heieren. Den 26-årige nordmand er hentet ind som en del af klubbens stærke målmandsteam og står foran sit første officielle møde med klubbens fans.

Heieren er et navn, som mange håndboldkendere allerede har noteret sig, men hans vej ind i sporten er usædvanlig. Han begyndte først som 15-16-årig, efter at have spillet fodbold og stået på mål i mange år. »Jeg begyndte at spille håndbold ret sent. Inden det stod jeg på mål i fodbold, men nogle drengekammerater spillede håndbold og syntes, det var sjovt. Jeg testede det og blev hurtigt forelsket i sporten. Jeg har drevet med det siden og synes stadig, det er pisse sjovt« siger han.

På under ti år er det gået stærkt. Fra de første skridt i håndboldhallen til kampe på højt niveau i både Norge og Danmark og erfaring fra landsholdet. »Det er sjældent, at man ser nogen, der kun har spillet håndbold i ni år, være med på det niveau. Jeg har haft en virkelig god læringskurve« siger han og peger på, at sporten har givet ham oplevelser for livet. »Jeg har fået virkelig meget ud af håndbolden. Gode oplevelser, mange fine bekendtskaber i klubberne og rundt om. Minder for livet, og jeg håber, der kommer mange flere« fortæller han.

For Heieren blev Fredericia et naturligt valg. Klubben har de seneste år markeret sig med flotte resultater, europæiske kampe og en klar ambition om at spille med helt fremme. »Jeg valgte Fredericia, fordi de sidste tre år har været virkelig gode. Det virker som et hold, der kommer til at være i toppen i de kommende år. Jeg har lyst til at være med på den rejse og måske være med til at tage klubben endnu højere op. De spillede Champions League sidste år og skal spille i Europa i år. Det er meget attraktivt, og derfor valgte jeg Fredericia« siger han.

Mødet med klubben og holdet har kun bekræftet hans beslutning. »Jeg er blevet taget imod virkelig godt. Det er en fin gruppe spillere, som har været søde mod mig, og klubben har passet godt på mig. Jeg føler mig meget velkommen« siger han. På banen har optakten til sæsonen været præget af mange kampe og hårdt arbejde. »Vi har haft lidt svært i opstarten, men vi har arbejdet hårdt på at få ting på plads, og jeg synes, vi er kommet et godt stykke på vej. På banen er vi et hold, der skal kæmpe om medaljer, og jeg håber, at vi kan gøre det, for vi ser virkelig skarpe ud« siger han.

Udenfor banen er der også fundet en rytme. Spillerne spiser sammen efter træning, spiller kort og holder sammen som gruppe. »Vi har et godt socialt sammenhold. Vi gør ting sammen, og det betyder meget« siger han.

Når fansene i Arenaen skal lære Sander Heieren at kende som målmand, kan de forvente en spiller med høj energi. »Det er altid svært at beskrive sig selv, men man kan forvente en meget energisk målmand, der spiller med følelserne uden på trøjen. Hvis jeg har en god redning, kan man godt se det, for jeg giver lyd fra mig. Jeg elsker at redde skud fra stregen. Det giver ekstra energi både til holdet og til publikum« siger han.

Ambitionerne for sæsonen er klare. Heieren vil være med til at skubbe Fredericia helt frem i medaljekampen. »Forhåbentlig kan jeg bidrage med mange redninger og være stabil nok til, at vi kan vinde alle kampe, uanset om vi møder Aalborg eller GOG. Jeg håber, jeg kan give den tryghed, som holdet har brug for, både på og uden for banen« siger han.

Debuten mod Bjerringbro-Silkeborg bliver en særlig oplevelse. »De har fået nye spillere, blandt andet en spændende playmaker i Mads Svane, og de spiller meget syv mod seks. Det bliver en udfordring, men jeg synes, vi har gode muligheder for at tage to point. Hvis vi spiller, som vi gjorde mod Hamburg eller Ribe i træningskampene, og skærer ned på de tekniske fejl, så er vi kommet langt« siger han.

For Heieren bliver kampen samtidig første officielle møde med Fredericias fans. »Det betyder alt at få debut på hjemmebane. Jeg er altid meget energisk, men når pointene tæller, så bliver jeg endnu mere tændt« siger han.

Selv om han stadig er ung, ser han klart sine udviklingsområder. »Mit topniveau er ret højt, men jeg mangler stabilitet. Jeg kan have kampe, hvor intet fungerer. Så mit største fokus er at blive stabil, så jeg kan holde et højt niveau over lang tid. Jeg arbejder også på at tage flere langskud, for det giver tryghed til forsvaret, og det vil give os flere redninger« siger han.

Drømmen om landsholdet lever også videre. »Jeg håber, at jeg kan spille mig ind som fast spiller på det norske landshold. Lige nu kæmper vi fire-fem målmænd om pladsen, men hvis jeg kan vise i ligaen og i Europa, at jeg kan stå på et højt niveau, så tror jeg, det er muligt« siger han.

Livet uden for banen i Fredericia har været en positiv oplevelse. »Jeg synes, det er en fantastisk by. Der er meget at opleve. Det er tæt på havet, og der er en lille bykerne, hvor alt er tæt på. Kulturelt er det også godt, med fodbold lige ved siden af arenaen og golfbanen i nærheden. Det kan jeg godt lide« siger han.

Når han ikke står på banen, er det ofte golfkøllen, der bliver fundet frem. »Det bliver tit golf, ellers ser jeg serier. Det er meget det, det går i« siger han.

Til sidst sætter han selv ord på, hvordan folk i Fredericia skal huske ham. »Glad, energisk og aggressiv. Det er de tre ord, jeg vil beskrive mig selv med« siger han.

Og med den indstilling er Sander Heieren klar til at skrive første kapitel i Fredericia HKs sæson. Debuten i morgen bliver begyndelsen på en ny rejse, hvor både klubben og målmanden har store ambitioner.