EVENT. Fredag aften bliver Fredericia forvandlet til en by fuld af liv, musik og shopping, når Open by Night endnu en gang inviterer både borgere og besøgende ind til en aften i hyggens og fællesskabets tegn. Detail- og eventkoordinator Lotte Fenneberg glæder sig til at se gågaderne summe af mennesker.
»Det som de kan glæde sig til, det er at hele byen faktisk summer af liv. Butikkerne rykker ud på gaden med deres udsalgsvarer under pavilloner og laver gadesalg. Der vil også være inviteret en vinvogn, hvor man kan få smagsprøver og købe drikkevarer. Samtidig er der musik i gaderne, og foran Den Gyldne Ovn er der hyggeligt livemusik, der skaber stemning i gågaden« fortæller hun.
Det bliver en aften, hvor mange forskellige aktiviteter smelter sammen til en helhed. »Hvis du går længere ned i byen, er der en 90’er-fest på Street Food klokken 21. I Vendersgade er der en vinrute, hvor man kan købe et glas og gå rundt og smage vin i de forskellige butikker. Samtidig er der DJ, der spiller musik fra klokken 16 til 21, Gelato Di Natura byder på tapas ved iscafèen, Føtex kører masser af smagsprøver i butikken, og butikkerne har naturligvis masser af gode tilbud« siger Lotte Fenneberg.
Hun understreger, at det særlige ved Open by Night netop er blandingen af handel og oplevelse. »Det er nok der, hvor man blander både shopping og hygge. På en almindelig fredag suser man ned for at hente det, man skal bruge. Men en by night er mere en hyggelig shoppeaften, hvor man møder naboen eller nogle gamle venner, får et glas vin og handler lidt ind, mens tiden ikke er en faktor« siger hun.
At alle butikkerne bakker op, er afgørende. »Alle butikkerne er med, og det betyder rigtig meget, at alle aktørerne bidrager, så der er liv i alle gader. Det er super godt, at alle går med på åbningstiderne og aktiviteterne« siger hun.
For Lotte Fenneberg handler Open by Night ikke kun om et enkelt arrangement, men om at styrke byens identitet og detailhandel. »Det bidrager til det, folk efterspørger. Hvis man laver analyser af, hvad folk gerne vil, så svarer mange, at de ønsker levende midtbyer. De vil kunne gå i midtbyen og opleve musik, shopping og mad. Alle analyser peger i retning af, at folk rigtig gerne vil deres midtbyer« siger hun.
Stemningen fredag aften bliver ifølge hende noget helt særligt. »Beslutningen i august er mega smuk. Der er stadig lidt lunt, og det ser ud til at blive fint vejr. Så jeg forestiller mig en sensommeraften, hvor man tager en striktrøje på og hygger sig i byen« siger hun.
Hun lægger vægt på, at kombinationen af handel, musik og mad er det, der giver folk lyst til at bruge tid i byen. »Det er det ultimative, fordi folk vil have oplevelser som første prioritet. De vil have en god service, en god handel, musik og lækker mad. Folk vil gerne have det hele, og det er det, vi tilbyder ved Open by Night« siger hun.
For Fredericia betyder arrangementer som dette mere end blot en travl handelsaften. »Det betyder rigtig meget. Fredericia er ikke en by, der ligger på den lade side med arrangementer. Der sker rigtig meget her, og det er en del af vores identitet. Når folk snakker om Fredericia, så siger de, at der altid sker noget i byen« siger Lotte Fenneberg.
Fredag aften bliver endnu et bevis på netop det. Når musikken spiller, når duften af mad rammer gaderne, og når butikkerne rykker ud med deres varer, bliver Fredericia til den levende handelsby, mange efterspørger.