BUSINESS. Internationale iværksættere og repræsentanter fra globale teknologivirksomheder var torsdag samlet i Port House i Fredericia, da Net Zero Start-up Hub officielt blev åbnet. Hubben samler grønne startups fra både Danmark og udlandet i et internationalt inkubationsforløb med fokus på bæredygtige løsninger til datacentre og digital infrastruktur. Ved åbningen stod byens nye borgmester Peder Tind for velkomsten.

»Datacenterindustrien er en af de hurtigst voksende sektorer globalt. Den hastige udvikling inden for blandt andet kunstig intelligens giver store muligheder, men stiller også enorme krav til energiforbruget,« sagde borgmesteren ved åbningen af Net Zero Start-up Hub i Fredericia.

Netop derfor er det, ifølge Peder Tind, afgørende, at der udvikles nye løsninger – og at de ikke forbliver på tegnebrættet. »Den grønne omstilling skal omsættes til virkelige, praktiske løsninger. Ikke bare tanker på papir, men løsninger, der kan bruges i praksis,« lød det fra borgmesteren.

Fredericia som platform

Net Zero Start-up Hub er et internationalt inkubationsforløb for grønne startups, der arbejder med løsninger til datacentre, energisystemer og digital infrastruktur. Forløbet er en del af Net Zero Innovation Hub for Data Centers og har base i Fredericia.

Ifølge Peder Tind er placeringen ikke tilfældig. Han pegede på, at Fredericia både rummer Googles datacenter og en høj koncentration af energi- og infrastrukturvirksomheder – og samtidig spiller en rolle i større energiprojekter i både Danmark og Nordeuropa. »Det afspejler den særlige position, Fredericia har, når det gælder energisystemer – ikke kun nationalt, men også i en nordisk og nordeuropæisk sammenhæng,« sagde han.

Borgmesteren fremhævede samtidig, at det gør ham stolt, at globale virksomheder som Google, Microsoft, Danfoss og Schneider Electric har valgt at engagere sig i et innovationssamarbejde med europæisk perspektiv og med base i Fredericia.

Internationale startups i Fredericia

Ved åbningen blev seks grønne startups fra Danmark, USA, Tyskland og Finland budt velkommen til forløbet. Virksomhederne arbejder med forskellige teknologier inden for blandt andet energioptimering, CO₂-reduktion og bæredygtig digital infrastruktur. »Vi vil være en platform, der hjælper jer på rejsen. Et sted, hvor innovation sker i tæt samarbejde med industrien, og hvor globale ambitioner møder lokale styrker,« sagde Peder Tind i sin velkomst.

For borgmesteren handler satsningen ikke alene om at være vært for et internationalt projekt, men om at skabe rammer, hvor nye løsninger kan udvikles i samspil med eksisterende virksomheder og energiinfrastruktur. »Det er præcis den rolle, vi ønsker for Fredericia,« lød det afslutningsvis, før han endnu en gang bød deltagerne velkommen til byen.