EVENTS. Lørdag dannede Christianskirken rammen om årets nytårskoncert, og publikum i kirkerummet fik en oplevelse ud over det sædvanlige, da de to norske musikere Iver Kleive og Knut Reiersrud indtog orgelbænk og guitar med et repertoire, der bevægede sig mellem salmer, folkemusik og improvisation.
For Kirstine Kjærulff Ravn, der er korleder og sangpædagog og samtidig medlem af kirkens musikudvalg, var det en koncert, hun havde set frem til længe. »Da jeg var barn og ung, hørte jeg dem flere gange. Det er mange år siden, de sidst har været i Danmark – det var før pandemien – og i 90’erne og begyndelsen af 00’erne turnerede de blandt andet rundt med Povl Dissing,« fortæller hun.
Duoen, der har spillet sammen i knap 30 år, er kendt for deres særlige evne til at forene kirkemusikkens tradition med blues, folketoner og moderne klangflader. Ifølge Kirstine Kjærulff Ravn var det netop den kombination, der prægede koncerten i Christianskirken. »Det er et blandet repertoire, men meget med salmer i norsk folketone. Knut Reiersrud på guitar og Iver Kleive på orgel, og det fungerer virkelig godt i kirkerummet,« bemærker hun.
Publikum fra nær og fjern
Selv om koncerten ikke var udsolgt, var der omkring 150 publikummer i kirken, og flere af dem havde rejst langt for at være med. »Der kom folk helt fra Silkeborg, på trods af vejret. Og der var også organister fra det meste af Jylland, fordi de godt vidste, hvem Iver Kleive er,« fortæller hun.
Stemningen i kirken var ifølge Kirstine Kjærulff Ravn helt særlig. »Den var fantastisk. Musikerne sagde også selv, at det var længe siden, de havde oplevet et så medlevende publikum,« siger hun og fortæller, at mange efter koncerten kom hen og takkede for arrangementet. »Der var også nogle, som slet ikke vidste, hvad de gik ind til, men som sagde: ‘Ej, hvor var det heldigt, at jeg kom’. Det er jo noget af det bedste, man kan opleve som arrangør.«
En del af en bred musikprofil
Nytårskoncerten er en del af en bevidst og alsidig musiklinje i Christianskirken. Det er musikudvalget, som står bag arrangementerne, og ifølge Kirstine Kjærulff Ravn afvikler kirken typisk mellem seks og otte koncerter om året. »Vi laver både rytmiske og klassiske koncerter, små og store ensembler, kor og sang. Vi forsøger at gøre programmet så blandet som muligt,« siger hun.
Entréen til koncerterne varierer, så de fleste kan være med. »Ofte er det gratis, nogle gange koster det 100 kroner. Nytårskoncerten kostede 200 kroner, fordi det er dyrt at have sådan nogle musikere, og vi har også brug for at få lidt indtægt.« Om Kleive og Reiersrud vender tilbage til Fredericia, er dog usikkert. »Det er ikke helt billigt, og så er den ene 76 år, så det er også begrænset, hvor langt ud i fremtiden man kan planlægge. Men det var i hvert fald en rigtig, rigtig god koncert,« smiler hun.
Næste koncert i marts
Allerede i marts er der igen musik på programmet i Christianskirken, når 5 x Vuust gæster kirken med deres fortolkninger af Sebastian. »Det er Sebastians univers, hvor lyrikken er i højsædet. Det bliver en meget medlevende koncert, hvor man virkelig får lyttet til teksterne, og fordi det er på dansk, er det nemt at tage ind.«
Koncerten finder sted søndag den 15. marts klokken 15, og ifølge hende kan publikum se frem til nye og overraskende fortolkninger. »De laver deres egne versioner af numrene, så man vil nok blive overrasket over, hvordan nogle af sangene lyder.«
Med nytårskoncerten bag sig og flere koncerter på vej fortsætter Christianskirken sit arbejde med at byde på musikoplevelser for et bredt publikum.





