Danmark åbner EM med en sikker 36-24-sejr over Nordmakedonien, og lørdag handler om at bygge videre frem mod søndagens kamp mod Rumænien.
Danmark vandt stort, 36-24, men sejren over Nordmakedonien var mindre en magtdemonstration end en stille justering af indre balance. Fredag aften blev nervøsitet banket på plads, som det ofte sker i en åbningskamp, og lørdag står holdet allerede med blikket rettet mod næste opgave: søndag venter Rumænien.
Inde i hallen var det ikke kun målene, der fyldte. Det var lyden. Et rum, der svarede igen. En kollektiv puls, som Mathias Gidsel selv kalder en energigiver snarere end pynt.
»I første kamp skal man lige banke den værste nervøsitet af. Jeg kunne godt mærke, at der var noget nervesystem i gang under opvarmningen«, siger han og beskriver fornemmelsen af at træde ind i en kulisse, der allerede var klar, før spillerne var det.
Gidsel taler ikke om sig selv som centrum, snarere som del af en bevægelse. Navnet bliver råbt, ja, men det er helheden, der bærer. »Jeg mærker jo den store opbakning – til mig, men også til hele holdet. Jeg tager det ikke for givet. Jeg vil levere 100 procent i de minutter, jeg får.«
Kampen blev også et studie i, hvordan modstanderne forsøger at løse Danmark taktisk. Mandsopdækning, fysisk pres, forstyrrelse. Intet nyt, og heller ikke noget, der for alvor bed. »Nogle hold vil prøve. Det så vi også sidste år«, siger Gidsel. »Men i dag bliver der for meget plads til Pytlick og Lauge. De er for dygtige til ikke at udnytte det.«
Hvis der tidligere var frustration i hans spil, er den erstattet af noget mere afklaret. Slagene preller af. »Den tid er over. Jeg er helt med på, at det er en del af spillet. Min sejr er, hvis de får en to-minutters.«
Bagved stod Emil Nielsen, og hans kamp var mindre komfortabel, end cifrene antyder. »Det var faktisk en svær kamp at spille«, siger han. Skuddene kom tæt på, hurtigt, eksplosivt. Det var en aften, hvor målmandens arbejde var mere reaktion end kontrol.
Alligevel var der også her noget, der bar. »15.000 danskere giver nogle ekstra procenter«, konstaterer han. Ikke som floskel, men som konstatering.
Der var endda plads til et øjebliks improvisation, da Danmark blev fanget i et langsomt tilbageløb under 7-mod-6. Nielsen løb, reddede, forklarede bagefter: »Lasse troede, vi havde scoret. Så timingen var der bare.«
Søndag er det Rumænien, der står på den anden side. Nielsen lægger ikke skjul på, at modstanderen endnu er et ubeskrevet blad for ham. »Jeg kender nul til dem«, siger han tørt, før han lander på det, der i praksis bliver lørdagens program: video, forberedelse og en ny kamp, der ikke skal vindes i hukommelsen om 36-24, men i evnen til at finde den samme ro igen.
Nikolaj Jacobsen var tilfreds med Danmarks åbningskamp ved EM efter 36-24 over Nordmakedonien og ser allerede frem mod søndagens opgør mod Rumænien.
Sejren på 36-24 over Nordmakedonien var for Nikolaj Jacobsen først og fremmest en funktionel åbningskamp. Ikke uden skævheder, men med en grundstruktur, der holdt. Fredag aften blev spillet sat i gang, lørdag er brugt på at rydde indtrykkene af vejen, og søndag venter Rumænien.
»Grundlæggende en rigtig fin åbningskamp«, siger landstræneren og peger på, at Nordmakedoniens valg af dækning gjorde opgøret ujævnt i perioder. »Når de vælger at dække, som de gør, bliver det lidt urytmisk. Men jeg synes egentlig, vi løser det ganske fint.«
For Jacobsen handlede kampen i høj grad om løsninger snarere end modstand. Også når Mathias Gidsel blev taget ud af ligningen, fandt Danmark veje videre. »Når de vælger at tage Mathias væk, synes jeg ikke, vi har så mange problemer med at løse det. Heller ikke 6 mod 6. Og så blev det lidt nemmere, så vi kunne bruge færre kræfter.«
Netop energiforbruget var en tydelig understrøm i hans vurdering. De sidste ti minutter kostede defensivt, erkender han, men ellers var der kontrol. »Der slipper vi lidt for mange mål ind, men grundlæggende har vi rigtig godt styr på det.«
Atmosfæren i hallen gjorde indtryk, også på en træner, der har stået i mange fyldte arenaer før. »Selvom jeg har prøvet det nogle gange, så gav det gåsehud at komme ind. Det var en fantastisk stemning under kampen.«
I pausen var der ingen løftede stemmer. »Vi havde godt styr på tingene, så det var bare at finpudse nogle detaljer og snakke tingene kort igennem.« For Jacobsen var kampen ikke en facitliste, men et udgangspunkt. »Jeg hæfter mig ikke så meget ved den her kamp. Jeg tror ikke, der er så mange hold, der kan dække, som Nordmakedonien gør.«
Blikket er allerede rettet frem. Søndag venter Rumænien, med andre typer og andre defensive greb. »De har lidt andre profiler i deres defensiv«, konstaterer han, uden at lægge mere i det end nødvendigt.
At kunne bruge hele truppen var et klart plus. »Det er altid godt at få delt kræfterne og stadig spille på et fint niveau.« Også på målmandsposten ser han udvikling. »Emil bliver bedre og bedre på det her hold, og derfor fik han også lov at starte.«
Åbningskampen blev ikke brugt på at slå i bordet. Den blev brugt på at finde arbejdsro. Søndag handler det om at finde den igen – i en anden kamp, mod en anden modstander, men med de samme krav til balance og økonomi.
Danmark åbnede EM med en sejr, der voksede sig større, jo længere aftenen skred frem. 36–24 over Nordmakedonien i Jyske Bank Boxen blev resultatet af en kamp, der begyndte rodet og ujævn, men som gradvist blev formet af dansk tempo, defensiv justering og et angrebsspil, der især i anden halvleg fandt sin rytme og sit hierarki.
Det var Nordmakedonien, der fik kampens første ord. Marko Mitev scorede efter blot to minutter i en åbning, hvor begge hold virkede afsøgende, og hvor Danmark misbrugte en tidlig kontra ved Niclas Kirkeløkke. Gæsterne stod højt i forsvaret over for Mathias Gidsel og fik i begyndelsen sat en vis uro i det danske opspil, men det billede holdt ikke længe. En tidlig udvisning til Samoil Ristevski gav Emil Jakobsen et straffekast, som han sikkert udnyttede, og allerede her begyndte Danmarks evne til at straffe fejl at tage form.
Tempoet blev hurtigt kampens nøgle. Danmark straffede i omstillingerne, først ved Gidsel på kontra og senere igen, da han svarede prompte efter en nordmakedonsk scoring. Emil Nielsen satte sig samtidig massivt igennem i målet. En stor redning efter otte minutter blev fulgt op af en markant jubel, og signalet var tydeligt: Danmark havde fundet intensiteten. I den anden ende begyndte Simon Pytlick at dominere kampens flow. Gennembrud, hårde afslutninger og en konstant evne til at udfordre et defensivt system, der sjældent fik ro til at sætte sig, gjorde ham til første halvlegs klare omdrejningspunkt.
Alligevel var kampen ikke uden danske udfald. Midt i halvlegen faldt niveauet markant. Flere uskarpe angreb, en brændt friløber fra Kirkeløkke og manglende konsekvens gav Nordmakedonien luft. Ved 13–10 tog Nikolaj Jacobsen timeout, tydeligt utilfreds, og kort efter blev Kirkeløkke taget ud til fordel for Mads Hoxer. Det greb genoprettede balancen. Danmark begyndte at finde løsninger i syv mod seks, hvor Lukas Jørgensen flere gange samlede op og straffede andenbølgerne, og ved pausen havde Danmark igen skabt afstand. 17–12 var ikke prangende, men det var kontrolleret.
Anden halvleg blev indledt med et statement. Seks sekunder inde i halvlegen scorede Danmark, og herfra ændrede kampen karakter. Mads Hoxer fandt Lukas Jørgensen i det tomme mål, Simon Pytlick fortsatte sin scoringsrække og kolliderede i én sekvens med målmanden, tog sig kortvarigt til struben, men fortsatte uden yderligere dramatik. Nordmakedonien forsøgte at sænke tempoet, men et langsomt angreb uden scoring efter 38 minutter udløste synlig frustration hos Nikolaj Jacobsen på sidelinjen.
Magnus Landin blev skiftet ind i pausen og kvitterede hurtigt med sin første scoring, og da Emil Nielsen kort efter leverede en spektakulær redning på et skud mod tomt mål, begyndte kampen for alvor at tippe. I samme sekvens opstod kaos med en voldsom nordmakedonsk tackling, publikum rasede, og Danmark brugte energien konstruktivt. Lasse Andersson scorede midt i larmen, Johan Hansen tryllede i overtallet, og Lukas Jørgensen satte endnu et punktum i tomt mål.
Det taktiske greb i forsvaret blev tydeligere som kampen skred frem. Magnus Saugstrup rykkede frem i en fremskudt position, og det gav Danmark mulighed for at bryde rytmen hos Nordmakedonien, der kortvarigt profiterede af lidt dansk sjusk, men aldrig fik fodfæste. Ved 31–21 tog Danmark timeout med godt otte minutter igen, og her var kampen reelt afgjort. Simon Pytlick scorede sit niende mål kort forinden og blev tydeligt udpeget som kampens spiller, og i slutfasen fik også debutanten Mads Svane spilletid.
Kevin Møller kom ind på mål og åbnede med en redning, Magnus Saugstrup markerede sig igen fra stregen, og selv om Magnus Landin brændte et straffekast flere meter forbi målet, ændrede det ikke kampens retning. Mathias Gidsel fik sågar tidlig fyraften, inden han alligevel nåede at score endnu en gang på kontra, før Nordmakedonien tog timeout med halvandet minut igen. Det sidste danske mål blev også sat ind af Gidsel, selv om udsynet for pressen på det tidspunkt var begrænset af stående tilskuere.
36–24 blev slutresultatet i en kamp, hvor Danmark langsomt, men sikkert fik greb om alle kampens facetter. Simon Pytlick sluttede som topscorer med ni mål, Mathias Gidsel fulgte efter med otte, og Emil Nielsen leverede ti redninger på 28 afslutninger. Sejren giver Danmark en solid åbning på EM, inden næste opgave venter lørdag klokken 20.30 mod Rumænien, hvor kravene til stabilitet og disciplin næppe bliver mindre.
Danmark tager hul på EM-slutrunden, hvor Danmark jagter det ørste EM-trofæ siden 2012. AVISEN er til stede i Jyske Bank Boxen, hvor vi liveopdaterer fra opgøret.
Der er spillere, man bygger systemer op omkring, og så er der spillere, man bygger kultur omkring. Med forlængelsen af Jacob Vetter har Middelfart Boldklub sikret sig begge dele.
Siden skiftet til Middelfart i foråret 2025 har Jacob Vetter været fast inventar på banen. Minutterne har været mange, fraværet minimalt, og rollen tydelig. Nu er parterne blevet enige om en kontraktforlængelse, der holder midtbanespilleren i klubben frem til 31. december 2027. En aftale, der falder helt naturligt for sportschef Søren Godskesen.
»Vi er rigtig glade for, at vi har forlænget kontrakten med Jacob. Han er en af lederne i vores trup, og han er en spiller, som vi altid ved, hvad vi får fra – både på og udenfor banen. Han har spillet mere end 100 kampe i 1. division, så han har også en erfaring og rutine, som er vigtig for vores trupsammensætning,« siger sportschefen.
Netop den erfaring har været tydelig, siden Vetter trådte ind i Middelfart-truppen. Han kom ikke til som et projekt, men som en færdig spiller, der hurtigt fandt sin plads i både spillet og hierarkiet. Det afspejler sig også i statistikken. I efterårssæsonen missede han blot én enkelt kamp – og det var ikke på grund af form eller skader, men karantæne.
»Udover at tage ansvar som leder, så er han også en vigtig spiller for os på banen. I efterårssæsonen missede han kun en enkelt kamp, hvor han sad ude med karantæne. Så vi er naturligvis rigtig glade for, at vi har forlænget kontrakten med ham,« siger Søren Godskesen.
For Middelfart handler forlængelsen ikke kun om stabilitet i startopstillingen, men også om at fastholde en type, der sætter standarder i hverdagen. En spiller, der møder ensartet op – uanset om det er mandag formiddag på træningsbanen eller søndag eftermiddag i 1. division.
Hos hovedpersonen selv har der heller ikke været mange overvejelser.
»Jeg har ikke været i tvivl om, at jeg gerne ville forlænge min aftale med Middelfart Boldklub. Jeg har ikke været her så længe, men jeg er rigtig glad for at være i klubben, som er fyldt med gode mennesker. Jeg føler, der har været stor tillid til mig fra dag ét, både fra trænerteamet, holdkammeraterne og Søren,« siger Jacob Vetter.
Selvom opholdet i Middelfart endnu ikke strækker sig over mange sæsoner, er relationen vokset hurtigt. Tillid er blevet vekslet til ansvar, og ansvar er blevet taget. Det er en rolle, Vetter ikke løber fra – tværtimod.
»Jeg har noget erfaring, som gør, at jeg selvfølgelig er en, der skal tage ansvar. Både på træningsbanen og på kampbanen. Det trives jeg i, og det er også lige netop det ansvar, der er noget af det, som gør mig glad for, at jeg har forlænget min kontrakt,« siger han.
I en trup, der skal balancere udvikling og overlevelse i 1. division, er netop den type spillere svære at undvære. Med forlængelsen af Jacob Vetter har Middelfart Boldklub ikke blot sikret sig minutter og rutine, men også en tydelig retning. En spiller, der står for stabilitet i en hverdag, hvor meget andet kan skifte. Og i sidste ende er det ofte netop den slags forlængelser, der viser sig at være de vigtigste.
EM begynder i dag for Danmark, men for landstræner handler det ikke om løfter om guld, men om overblik. På pressemødet forud for åbningskampen mod Nordmakedonien gør landstræner Nikolaj Jacobsen status – med ro, erfaring og blik for det uforudsete.
Det var dagen før dagen, hvor det går løs. Men der var stadig tid til at sidde ned.
Nikolaj Jacobsen har taget plads i en sofa på Herning Kongrescenter, omgivet af den skrivende danske presse. Notesbøgerne er åbne, optagerne kører, og spørgsmålene kommer i et tempo, der vidner om, at ventetiden snart er forbi. Fredag indleder Danmark EM mod Nordmakedonien. Torsdag handler det om status og overblik.
Der er ingen dramatik i landstrænerens fremtoning. Ingen behov for at skrue forventningerne op eller ned. Slutrunden står for døren, men pressemødet er præget af nøgternhed. Det handler om, hvor holdet står – ikke om, hvor det skal ende. For Jacobsen begynder det helt konkret. Med truppen.
»Nej, altså som det ser ud nu, så har jeg 19 mand til rådighed i morgen. Så alt er godt.«
Det er et svar uden forbehold. Ingen skader, ingen spillere, der skal skånes. Samtalen bevæger sig videre til rammerne omkring pressemødet og de elektroniske seancer, som denne gang er skåret fra. En ændring, Jacobsen længe har ønsket.
»Ja, det har jeg kæmpet for i mange år. Jeg er lidt træt af at sidde og holde et, hvor der ikke sidder nogen mennesker alligevel. Jeg ved godt, at det også går ud på nettet og sådan noget, men nej, det synes jeg er rigtig fint.«
Det er ikke et personligt korstog, understreger han.
»Mange har i mange år prøvet at spørge lidt ind til, hvorfor vi holder dem, når der ikke sidder nogen mennesker. Jeg er ret sikker på, at det ikke kun er mig.«
Sportsligt er der ikke tale om store greb i de sidste dage op mod EM. Fokus har været på detaljerne og på modstanderen i åbningskampen.
»Nej, finpudsning, og så selvfølgelig også kigge lidt på, hvad det er, Makedonien kommer med, og forberede os lidt på det. Både offensivt og defensivt. Det er det, vi har brugt træningerne på.«
Der er ikke blevet indført nye systemer i sidste øjeblik.
»Nej, jeg tror ikke, det giver mening for mig. Det er nede i småting, så det tror jeg ikke. Det bliver alligevel for teknisk.«
Erfaringerne fra sidste slutrunde – hvor Danmark blev ramt af sygdom op mod finalen – er svære at bruge konstruktivt i forberedelsen. Man kan tage sine forholdsregler, men ikke mere end det.
»Nej, nu er vi også på et dansk hotel og vant til den mad, så nej, det gør vi ikke. Spillerne passer selvfølgelig på og får deres vitaminpiller og sådan noget, men ellers er det jo ikke noget, du kan gardere dig imod. Man prøver selvfølgelig at passe på så godt, man nu kan.«
For anden slutrunde i træk kan Emil Nielsen blive far midt under turneringen. Her er prioriteringen klar, også selv om det kan få sportslige konsekvenser.
»Jeg vil sige, at der findes værre udfordringer. Det er jo en stor ting for Emil og hans familie. Aftalen er, at når der sker noget, så skal han bare smutte. Der er trods alt også ting, der er vigtigere end et EM i håndbold.«
Der er ingen fast nødplan klar.
»Nej, men jeg kalder ikke nogen ind. Emil er så dedikeret, og så tager han jo hjem til fødslen, og så må vi se, hvordan tingene udvikler sig. Det løser vi hen ad vejen. Det plejer vi at være dygtige til.«
Selv for en rutineret landstræner er der altid en særlig spænding forbundet med den første kamp. Ikke nervøsitet, men usikkerheden ved at se, om træningsarbejdet holder.
»Man er jo lidt spændt her også på den første kamp. Hvor står man lige henne? Nogle af de ting, man har trænet på – hvordan ser det ud? Og så er det jo slutrunde på hjemmebane, og det skaber selvfølgelig lidt mere spænding i kroppen.«
Testkampene har givet et positivt indtryk, og den overordnede fornemmelse er god.
»Jeg synes, vi har haft to fine testkampe, og træningerne har også set godt ud. Vi ved, at vi skal ind og spille i en fantastisk hal med en fantastisk opbakning, som er med til at drive os fremad. Så på den måde har jeg egentlig okay ro i maven.«
De taktiske justeringer, der har været synlige i testkampene, handler blandt andet om rytme og fleksibilitet i angrebsspillet.
»Det giver en anden rytme. Mange midterforsvarere er vant til, at det er to højrehænder, der kommer i midten, så det giver noget andet. Det gør også, at vi kan gøre spillet lidt bredere, og at vi kan få Mathias noget mere ind i midten, hvor han jo også er rigtig dygtig.«
Fleksibiliteten handler også om alternativer.
»Det er klart, at den model skal vi også kunne. Det er fint at have Hoxer som alternativ, også hvis Niklas skulle have en dårlig dag, eller der skulle ske et eller andet.«
Som favorit er Danmark forberedt på, at modstanderen kan finde på at prøve utraditionelle løsninger i åbningskampen.
»Jeg forventer jo, at nogle af de hold, hvor vi er store favoritter, vil prøve ting af. De har alt at vinde og intet at tabe. Så vi prøver at forberede os så meget som overhovedet muligt.«
Det gør forberedelsen mere kompleks.
»Ja, lidt gør det. Man er nødt til selv også at være lidt forudseende i de ting.«
Mulighederne er mange.
»Det kan være noget med at skygge Mathias, følge ham på banen. De kan gå op i offensivt forsvar, mandsopdække begge to eller hvad det nu kan være.«
Resten finder man først ud af, når kampen begynder.
»Det finder vi ud af i morgen. I starten skal man lige føle hinanden lidt an, og så plejer vi at få løst tingene. Det regner jeg også med, at vi gør.«
Fredag rykker Danmark ind i Jyske Bank Boxen. Sofaen i Herning Kongrescenter er forladt, notaterne skrevet færdige. Tilbage er kun det, som ikke kan forberedes fuldt ud på forhånd: kampen selv.
Der var noget på spil, selv om det officielt blot var en træningskamp. Det kunne mærkes i tempoet, i intensiteten og i den måde, hvorpå begge hold insisterede på at tage aftenen alvorligt. I Middelfart Sparekasse ARENA endte det med en sen og dramatisk FHK-sejr på 27-26 over GOG, afgjort i kampens sidste sekunder og mødt af stor jubel i Fredericia.
FHK lagde bedst fra land. Allerede fra de første angreb stod hjemmeholdet solidt i defensiven, og Jesper Houmarks mandskab spillede med tydelig struktur. Mads Kjeldgaard åbnede scoringen, og Sander Heieren viste fra start, at han var klar, med flere tidlige redninger, der gav FHK mulighed for at løbe kontra og spille med fart.
I begyndelsen havde GOG svært ved at finde rytmen. Boldtab og forhastede afslutninger gav FHK overtaget, og Anders Kragh Martinusen og Martin Bisgaard var aktive i omstillingsspillet. Alligevel blev kampen hurtigt mere jævnbyrdig. Frederik Bjerre fik GOG på tavlen, og langsomt begyndte gæsterne at arbejde sig ind i opgøret.
Vendepunktet i første halvleg kom, da Hjalte Lykke blev sendt på banen. Hans tempo og direkte spil ændrede kampbilledet markant. Flere gange løb han lige igennem FHK-forsvaret, trak straffekast og satte pres på en hjemmeholdsforsvar, der ellers havde stået kompakt. GOG fik mere flow i angrebsspillet, og efterhånden tippede momentum.
Samtidig begyndte FHK at misse chancer. Kasper Palmar havde det svært offensivt og stod ved pausen noteret for én scoring på seks afslutninger. I den anden ende voksede Salah Boutaf i GOG-målet, hvor han tog flere vigtige redninger, blandt andet på afslutninger fra både Bisgaard og Kristian Hüberth Larsen.
FHK havde fortsat gode perioder. Fredrik Mossestad scorede efter flot angrebsspil, og hjemmeholdet fik igen momentvis kontrol. Men fejlene sneg sig ind, og GOG udnyttede dem kynisk. Ved pausen var det gæsterne, der havde overtaget, og følelsen var klar. FHK havde startet bedst, men GOG havde fået kampen derhen, hvor de ønskede.
Efter pausen fortsatte billedet. FHK spillede med tempo og variation i angrebet, og særligt Rolando Uríos González gjorde sig bemærket. Den spanske bagspiller scorede flere flotte mål, blandt andet et krøllet skud fra kanten, og leverede samtidig solidt arbejde defensivt. Det var tydeligt, at han i perioder var blandt de mest toneangivende spillere på banen.
Alligevel blev anden halvleg en kamp på marginaler. Hjalte Lykke blev ved med at være en udfordring, og GOG skiftede også målmand, da Peter Johannesson kom ind og leverede flere vigtige redninger. Kampen bølgede frem og tilbage. Føringer blev skiftet, udligninger fulgte, og ingen af holdene formåede for alvor at trække fra.
FHK forsøgte sig også med syv mod fem, men GOG vandt de første dueller i den fase. Alligevel holdt hjemmeholdet fast. Heieren leverede flere store redninger i slutfasen, blandt andet på afslutninger fra Frederik Bjerre, og holdt FHK inde i opgøret, da det begyndte at spidse til.
Med ti minutter igen var alt åbent. GOG bragte sig foran, FHK svarede igen. Jonas Kruse bidrog med energi og vigtige mål, og Martin Bisgaard reducerede, da det så mest presset ud. Hver gang det ene hold fik overtaget, fandt det andet en vej tilbage.
I de sidste minutter blev tempoet sat yderligere op. GOG spillede for sejren, men brændte afgørende chancer. Palmar havde igen svært ved at finde netmaskerne, men FHK holdt hovedet koldt. Jesper Houmark tog timeout på det rigtige tidspunkt og samlede sit hold til en sidste plan.
Og så kom afgørelsen. Med sekunder tilbage reddede Heieren endnu en GOG-afslutning. Bolden blev hurtigt sat i gang, og i det sidste sekund fandt FHK-målmanden Adam Ljungquist i en fri position. Ljungquist svigtede ikke. Afslutningen sad, og målet til 27-26 udløste stor jubel i hallen.
Det var en træningskamp, men det føltes som mere. For FHK var det en sejr, der viste både styrker og mangler. Angrebsspillet var hurtigt og varieret i lange perioder, Uríos González og Ljungquist satte tydelige aftryk, og Heieren viste, at han kan blive en nøglefigur. Samtidig var der også advarsler i form af brændte chancer og perioder, hvor rytmen forsvandt.
For GOG var Hjalte Lykke kampens store forskelsskabende spiller. Hver gang han var på banen, ændrede kampen karakter, og gæsterne viste, at de igen bliver et hold, man skal regne med.
Men denne aften endte i Fredericia. Med et mål i sidste sekund og en sejr, der gav både selvtillid og stof til eftertanke, inden alvoren for alvor begynder.
HISTORIE. Gæsterne på Krigsmuseet kan fra 4. februar træde ind i krigerens univers, når museet åbner den nye udstilling ’Kriger’. Her bliver publikum taget med på en intens rejse gennem ritualer, benhård træning og mentale prøvelser, som former mennesket til kriger og gør det klar til at se døden i øjnene.
Udstillingen stiller skarpt på, hvad det gør ved et menneske at blive kriger og gå i krig. Gennem fire forskellige skikkelser viser udstillingen, hvordan krig og krigerrollen har været en del af menneskets historie på tværs af tid og geografi. Gæsterne møder en romersk legionær, en japansk samurai, en rituel kriger fra området langs Sepik-floden i Papua Ny Guinea og en nutidig dansk soldat. Fælles for dem er, at de alle har gennemgået en hård mental og fysisk træning for at træde ind i krigerens rolle.
Ifølge museumschef David Høyer er udstillingen særligt aktuel i den tid, vi lever i nu. »Krigen er atter kommet til Europa, og vi kan ikke udelukke, at danske soldater på sigt vil skulle gå i krig for NATO. ’Kriger’ hjælper os med at forstå, hvad det gør ved et menneske at blive kriger, og hvad det er for mentale og fysiske kræfter, der er på spil i krigens ekstreme situationer, der veksler mellem liv og død. Med udstillingen vil vi gerne give indsigt og perspektiv til at forstå den tid, vi lever i lige nu.«
Udstillingen følger de fire krigere før, under og efter kamp og giver indblik i deres træning, våben og ritualer. Her vises, hvordan krigeren gennemgår en transformation for at blive klar til kamppladsen, beskyttet af krigsguder, amuletter, rustninger og våben, mens døden hele tiden er nærværende.
Udstillingsansvarlig Mai Stenbjerg peger på, at krigerrollen rummer en grundlæggende dobbelthed. »Selv om de fire krigere i udstillingen kommer med vidt forskellige forudsætninger, så deler de alligevel flere dilemmaer, konflikter og valg – blandt andet at de bliver trænet til at udføre en opgave, som ellers er forbundet med stort tabu i de fleste samfund: Nemlig at slå ihjel.«
Hun understreger, at udstillingen netop søger at give perspektiv på denne spænding. »Udstillingen giver perspektiv på denne dobbelthed, krigeren står over og rejser det helt fundamentale spørgsmål: Hvad gør det ved et menneske at blive kriger«
’Kriger’ er skabt i samarbejde mellem Krigsmuseet, Nationalmuseet og Moesgaard, og en række forskere fra blandt andet Aarhus Universitet, Forsvarsakademiet, DIIS og Aalborg Universitet har bidraget til udstillingen. Udstillingen er støttet af Augustinus Fonden, A.P. Møller Fonden samt Aage og Johanne Louis-Hansens Fond.
Dagen før EM-åbningskampen mod Nordmakedonien taler det danske herrelandshold ikke om nervøsitet, men om ansvar, justeringer og det, der er lært undervejs. For Mathias Gidsel handler starten på slutrunden mindre om fornyelse og mere om at være klar til det, der venter.
Der er noget karakteristisk ved dagen før et mesterskab. Ikke spændingen i sig selv, men den måde, spændingen holdes i ave. Torsdagens pressemøde med det danske herrelandshold foregår uden store armbevægelser, men heller ikke uden alvor. EM begynder fredag mod Nordmakedonien, og rammen for åbningskampen bliver Jyske Bank Boxen. Det er her, forventningerne samler sig. Men endnu er det stadig muligt at tale om processen frem for resultatet.
For Mathias Gidsel handler det ikke om at dæmpe forventningerne, men om at markere overgangen. Fra forberedelse til virkelighed. Fra træning til turnering. Det er tydeligt, at netop det skifte har været længe ventet.
»Jeg glæder mig meget. Nu er vi endelig færdige med de forberedende uger, som har været lidt tunge, synes jeg, til sidst her. Vi bliver ved med at øve og øve og øve og gøre os så gode som muligt, før vi starter her i morgen i boksen. Så jeg tænker, både hele landsholdet og jeg er også klar til en oplevelse, der ligger og venter os.«
Forberedelserne har ifølge Gidsel ikke handlet om at opfinde landsholdet på ny, men om at flytte det en smule. Om at tage erfaringerne med videre og justere der, hvor det giver mening. Det er en tilgang, der peger på kontinuitet snarere end brud.
»Vi har selvfølgelig lært lidt fra sidste slutrunde, og så synes jeg faktisk, at vi er kommet med rigtig mange nye ting, spændende ting. Og ikke fordi jeg siger, at vi er et helt nyt landshold, der kommer til at spille helt anderledes, men jeg synes, vi har mange små ting, vi har øvet, og som forhåbentlig både kan være lidt på forkant med de problemer, vi nok kommer til at møde under EM, men også at vi bliver ved med at udvikle os som hold og som spillere individuelt.«
Et af de steder, hvor udviklingen konkret kan aflæses, er i de taktiske justeringer i bagkæden. Gidsels rolle er blevet mere fleksibel, og det er ikke tilfældigt. Det er et greb, der både handler om at udnytte hans styrker bedre og om at gøre holdet sværere at læse.
»Det betyder med Hoxer her nu på højre back og også Kirkeløkke, at vi kan få mig lidt mere ind i situationerne i midten og få brugt mine spidskompetencer lidt mere bredt.«
Justeringen er samtidig et svar på det forsvarsspil, Danmark ofte møder – og som allerede ventes i åbningskampen. Når modstanderne skubber højt ud på backsene, har det tidligere givet udfordringer. Det er netop dem, man forsøger at tage højde for.
»Så vi kan måske komme lidt, det møder vi også mod Nordmakedonien allerede i morgen, nogle offensive backs, og så kan vi få lov til at angribe lidt mere på midten, i stedet for de problemer, vi egentlig har mødt, når backsene går meget højt på os ude på højre og venstre back.«
Blandt de nye taktiske elementer er også et system, der internt går under navnet Eisenach. Det er ikke et kosmetisk greb, men et strukturelt valg, der ændrer dynamikken i angrebsspillet og placerer spillerne i større rum.
»Det er også sådan lidt et fire-bagspillersystem for os. Det er en måde, vi trækker en stressspiller ud af midten, og vi fjerner en spiller inden for forsvaret. Det er også en helt ny ting for dansk landshold, og det kommer vi helt sikkert også til at spille, en måde at få folk lukket lidt mere ud og stå i lidt større rum omkring os.«
Selv om meget af pressemødet kredser om detaljer og systemer, vender samtalen flere gange tilbage til rammerne omkring turneringen. At spille EM på hjemmebane er ikke noget, Gidsel omtaler let. Det er snarere en konstatering af, hvad opbakningen betyder, når presset stiger.
»Jeg tror, det betyder meget. Jeg tror, alle folk, der så sidste slutrunde, kan jo godt se, hvor meget rygvind vi får, når vi spiller i boksen på hjemmebane. En unik opbakning og en fantastisk arena, der blev bygget op til håndbold. Så at vi nu skal have det hele vejen frem mod en finale, det betyder selvfølgelig utrolig meget for os.«
Pressemødet bevæger sig også et øjeblik væk fra det kommende EM og hen mod den dokumentar om dansk herrehåndbold, der for nylig havde premiere. For Gidsel blev den ikke bare et tilbageblik, men en påmindelse om, at nutidens stabilitet hviler på en mere ujævn fortid.
»Jeg synes, den var god. For første gang var det lidt en aha-oplevelse for mig at møde nogle af de gamle legender og forstå lidt deres historie med dansk landsholdshistorie. Jeg er jo vokset op i en alder, hvor vi næsten har spillet finaler, hver gang jeg har været med.«
Særligt mødet med Lars Christiansen står tilbage som mere end en symbolsk scene. Samtalen kredser om ansvar – ikke som et abstrakt begreb, men som noget, der konkret skal bæres i afgørende øjeblikke.
»Det, der var sat op, var jo lidt det her med at bære et ansvar. Ikke nødvendigvis for en hel nation, men for de mange, der går op i håndbold i Danmark. Lars stod med et stort ansvar dengang, blandt andet med afgørende straffekast, og det er også noget af det ansvar, jeg prøver at tage på mig nu.«
Ansvar forstås ikke som fejlfrihed, men som villighed. Som det at stå frem, også når konsekvenserne er tydelige.
»Der skal være nogen, der går forrest og tager det ansvar. Ikke at flygte af frygt for konsekvenserne.«
Da snakken til sidst falder på rekorder og individuelle milepæle, bliver prioriteringen klar. Det personlige træder i baggrunden for det fælles mål.
»Det overskyggende mål nu, det er at blive europamester. Rekorder må komme på et andet tidspunkt. Fokus er på den kollektive succes.«
Fredag begynder EM. Ikke som et løfte om fornyelse, men som endnu en prøve i et landshold, der har lært, at kontinuitet ikke er fravær af forandring – men evnen til at justere uden at miste sig selv.
Der findes koncerter, man bør opleve, og så findes der koncerter, man er nødt til at opleve, hvis man nogensinde har haft hjertet parkeret i Beach Boys-universet. Hyldestkoncerten til Brian Wilson i DR Koncertsalen 14-01-2026, hørte klart til den sidste kategori. De indledende ord fra artisterne var, dette er musik man virkelig skal øve sig på og til, bemærk. udtalt fra nogle af Danmarks bedste musikere.
Dette er en anmeldelse i den nørdede ende af skalaen. Læser du med hele vejen, er du enten dedikeret Brian Wilson-entusiast – eller har i det mindste et blødt punkt for Beach Boys-universet. Jeg kalder mig gerne selvudnævnt ekspert på området. Min første koncert med de originale Beach Boys oplevede jeg i Anaheim i 1970’erne, syd for Los Angeles – midt i det sydcaliforniske musik- og surfmiljø, som også var en afgørende kulisse for Beach Boys-æraen. Siden har jeg set dem i utallige konstellationer. Jeg har endda selv forsøgt mig med deres musik – mindre succesfuldt – og overlader derfor trygt opgaven til de langt mere musikalsk begavede.
Denne aften var langt mere end et nostalgisk gensyn. Den var levende, nærværende og musikalsk overbevisende. Numrene fik lov at ånde, og kompleksiteten i Wilsons kompositioner stod klart frem uden at blive akademisk. Det var musik spillet med respekt –uden museumsglas. De vokale præstationer bar koncerten sikkert igennem. Harmonierne – selve rygraden i Brian Wilsons musik – sad imponerende rent og præcist, men vigtigst af alt med følelse: varme, sårbarhed og overskud, som fik selv de mest velkendte sange til at fremstå friske.
Aftenens klare vokale højdepunkt kom allerede i åbningsnummeret “Don’t Worry Baby”, hvor falsetten stod knivskarpt og rørende skrøbeligt, leveret af Randell Kirsch fra The Beach Boys’ originale touring-band. Et øjeblik, hvor tiden i salen nærmest stod stille. Lige så stærkt stod slutnummeret “God Only Knows”, hvor vokalen blev delt mellem solisterne og leveret med en inderlighed og tyngde, der gav sangen ny dybde uden at fjerne dens uskyld.
Instrumentalt var niveauet konsekvent højt. Særligt trommer og percussion fortjener ros. Musikken fra Pet Sounds- og Smile-perioderne er rytmisk alt andet end enkel – fuld af forskydninger, lag og subtile skift – og netop derfor så tilfredsstillende, når det lykkes til UG plus, med både præcision og musikalitet.
Repertoiret var klogt sammensat og spændte elegant fra de solbeskinnede og umiddelbart genkendelige hits som “Surfin’ USA” og “Good Vibrations” til de mere komplekse og følelsesmættede værker fra Pet Sounds og Smile, som for alvor cementerede Brian Wilson som visionær komponist. Overgangen mellem lethed og dybde fungerede forbilledligt.
Som helhed var koncerten en musikalsk helstøbt oplevelse. Den mindede os om, hvorfor Brian Wilsons musik stadig bevæger, stadig udfordrer – og stadig lyder som noget, der kunne være skrevet i morgen. En varm, overbevisende og dybt musikalsk hyldest, der kom så tæt på den ægte vare, som man realistisk kan forvente. Kort sagt: En koncert, der ramte både hjerte, hjerne og gehør. Man gik hjem en anelse mere forelsket i musikken, end da man kom.
Sangere & frontpersoner
Jacob Dinesen En stærk og umiddelbar vokalist med internationalt snit. Dinesen leverer rå nerve og energi, men bevægede sig enkelte steder lidt for frit i forhold til materialets skrøbelighed. En smule for meget sønderjysk temperament til netop dette repertoire.
Christian Hjelm Kendt fra Figurines og en solid solokarriere. Hjelm mestrer balancen mellem præcision og følelse, og hans vokalarbejde binder pophåndværk og elegance flot sammen. En virkelig stærk vokal indsats.
Patrick Dorgan Aftenens største vokale overraskelse – sammen med Hjelm. En markant stemme med dybde og varme, som gav arrangementerne tyngde og løftede de mere melankolske passager med autoritet og ro, man sjældent hører i dansk popmusik.
Kira Skov En af dansk musiks mest alsidige stemmer. Skov tilfører modenhed, nerve og et strejf af jazzet frihed, som klæder Wilsons komplekse harmonier overraskende godt. I ét nummer blev indgangen lidt usikker – påstår denne nørd – men helhedsindtrykket var stærkt.
Darian Sahanaja (special guest) En central figur i Brian Wilsons univers. Som sanger, keyboardist og arrangør – og som nøglemanden bag færdiggørelsen af Smile – er Sahanaja ikke blot gæst, men bærende kulturarv.
Randell Kirsch (special guest) Veteran fra The Beach Boys’ live-lineup. Kirsch er sanger, guitarist og bassist, og hans lead falset og backing-vokal matcher Brian Wilson-æraens lyd fra 1963-69 næsten skræmmende præcist. Sceneerfaringen giver koncerten autenticitet og historisk tyngde. Når Mike Love siger tak til ham, lytter man.
Bandet
Troels Skjærbæk – bas & kor (med markant bass vokal og stor stabilitet) Lars Skjærbæk – guitar & kor Mikkel Damgaard – guitar / tangenter Palle Hjorth – keyboard / klaver Søren Koch – guitar / backing Mads Andersen – trommer / percussion
Et rutineret og musikalsk overskudsstærkt backingband, der forstår disciplinen i Brian Wilsons lagdelte univers og med et musikask CV i topklasse.
Lyd, rum og helhed:
Som danskere kan vi være stolte af at have musikere i en kaliber, der kan løfte en så krævende og tung opgave. Kombinationen af dette ensemble og DR Koncertsalens fremragende akustik var i sig selv optimal. Rummet understøtter harmonier, dynamik og detaljegrad på et niveau, man sjældent hører uden for klassiske opsætninger.
Min faglige – og kærlige – anke: Lydmanden burde have haft en skarpere vokalseparation. Når man arbejder med Wilson-harmonier, er stemmerne ikke pynt – de er musikken. Her røg lidt for meget sammen i midten. Det var godt. Det kunne have været sublimt.
Vi andre kan kun drømme om at spille med den elite. Men nogen skal jo også sidde og lytte, skrive – og være lidt kloge bagefter.
