SAMFUNDSANALYSE: I slutningen af i den danske valgkamp anno 2026, som af mange betegnes som hektisk, kaotisk og uoverskuelig, og hvor mange endnu ikke ved, hvor de vil sætte deres kryds, hverken på parti eller kandidat, er det på høje tid til – ikke at dvæle ved spørgsmålet om hvorfor? – men om hvordan vi, som ganske almindelige borgere i Danmark, alligevel kan få et bedre klarsyn på, hvad og hvem vi med fordel kan stemme på den 24. marts 2026. Det handler denne samfundsanalyse om.
Det ”glemte” valgtema
I mine seneste samfundsanalyser har jeg forsøgt at komme tættere på, hvordan vi som borgere kan styrke vores egen beslutningskraft til at træffe valget, ”hvor krydset skal sættes” d. 24. En beslutningskraft ud fra den enkelte borgerens egne overbevisninger, overvejelser og forestilling om et meningsfuldt liv. Ikke om de mange enkelte og usammenhængende valgtilbud, som partierne lægger frem dagligt med det ene overbud efter det andet (Ask Rostrup nævnte på Tv2 forleden, at vi nu var oppe på 86 forslag). Nej, det drejer sig om et valgtema om sammenhængende fremadrettet vision, en mere konkret retning og strategi for den kommende valgperiode i op til 4 år.
Det handler om, hvordan kan vi dreje valgdebatten henimod besvarelse af spørgsmålene: ”Hvad er egentligt meningen med livet i det danske kongeriges demokrati i dag og i fremtiden?”, og det begynder med at afklare spørgsmålet om, ”Hvordan forstår vi egentlig begrebet demokrati i en dansk kontekst?”
Som jeg skrev i seneste samfundsanalyse, så kan vi dog stadig nå at stille os selv, de politiske partier og vores politikere følgende spørgsmål:
Hvad er det, du giver mening i din hverdag – og hvad er det, der giver mening for dig?
Hvilke fællesskaber er du en del af eller ønsker at være en del af, og hvilke nye, fælles fortællinger trænger de fællesskaber til?
Hvilke handlinger vil du tage i dag og i dagene, der kommer, for at bidrage til et mere meningsfuldt liv – for alle dem omkring dig og for dig selv?
”Når du først ved, hvor du selv står og vil hen, og når du ved, hvad der giver mening for dig selv og dine nærmeste, så ved du også, hvor krydset skal sættes.”
Så langt, så godt. Og vi når måske ikke længere i denne valgkamp. Men det er vigtigt, at vi som borgere får et bedre indblik i partiernes og de enkelte opstillede folketingskandidaters bud på deres svar på de tre spørgsmål. Det vil hjælpe os godt på vej til at sætte krydset på tirsdag.
”De indre dæmoner”
Under overfladen i fortællingen om det danske demokrati ligger strømninger af, hvad jeg vil kalde for ”det danske demokratis indre dæmoner”. Vi kunne også kalde dem for ”det danske demokratis indre fjender” i modsætning til ”vores ydre fjender”, som vi ofte hellere vil tale om, men ikke ”de indre fjender” – ”De indre dæmoner”.
Ved ”det danske demokratis indre dæmoner” forstår jeg de underliggende forhold, som hæmmer os, holder os fastlåst og holder os væk fra at videreudvikle vores demokratiske samfund ud fra vores ønsker om at skabe meningsfulde liv. En fastlåsthed i lighed med det jeg tidligere har påpeget i forbindelse med kommunalvalget sidste år, hvor jeg blandt andet underbyggede det med anvendelse af Douglass C. Norths teori om stiafhængighed.
De ”indre dæmoner” er vokset frem og har udviklet sig over mange årtier. De kommer til udtryk i forskellige former for styringsmekanismer, politikker og strategier, der lag på lag og i stadig stigende grad hæmmer, tilsidesætter og dermed nedbryder de oprindelige idéer og tanker om udviklingen af den bedst mulige demokratiske styreform. De arbejder bevidst eller ubevidst ud fra forskellige ideologier og logikker og forestillinger om verden og virkeligheden.
Og hvis vi ikke tæmmer de” indre dæmoner” og leder deres utæmmede kræfter og energier i en anden retning, så fortsætter det nuværende danske demokratis deroute og overgang til en styreform, som mildes talt ikke har det samme ambitionsniveau, som vi generelt har haft for det danske samfund og fællesskab.
Hvilke dæmoner skal vi tage fat på?
Grundlæggende har vi stadigt et fantastisk samfund i Danmark. Det er jeg helt enig i. Ifølge den seneste undersøgelse er Danmark netop vendt tilbage blandt de tre lykkeligste folk i verden, hvad det så end betyder for den enkelte dansker og det danske samfund.
Der er rigtig mange gode ting, som vi bør og skal fastholde i vores fremtidige samfund. Ting vi bør synliggøre betydningen af i vores dagligdag. Nogle demokratiske goder, rettigheder og dyder som ofte bliver taget for givet, er glemt eller druknet i samfundsudviklingens bureaukratiske hav. Disse skal revitaliseres og synliggøres aktivt. Og det er dette konstruktive fundament, som vi bør tage udgangspunkt i, og derfra håndtere ”vores indre dæmoner”.
Nogle af de indre dæmoner, som jeg umiddelbart tænker, at vi bør tage fat på, handler om:
Den stigende meningsløshed i samfundet
Magtens og Magtfuldkommenhedens sande ansigter
Uærlighedens og illoyalitetens snærende bånd
Utroværdighedens og mistillidens ødelæggende karakter
Forestillingen om vi/jeg alene vide – Kun én model af verden
Lov- og bureaukrati-epidemiens utæmmelighed
Det handler grundlæggende om, at få styr på vores fælles værdier og overbevisninger om verden omkring os, så de indre dæmoner stille og roligt visner bort i takt med, at vi italesætter, definerer og styrker vores fælles værdier og overbevisninger, og handler ud fra dem. Vores hverdagsliv og daglige adfærd bør altid afspejle vores fælles værdier og overbevisninger. Det har stor betydning for at skabe og fastholde et meningsfuldt liv.
Behovet for en ny grundlæggende demokratidebat
Jeg er overbevist om, at muligheden for at opløse og/eller i det mindste tæmme ”de indre dæmoner” ligger i at få italesat og få igangsat en ny grundlæggende debat om udviklingen af vores demokrati.
En revitalisering af den demokratiske samtale, hvor vi begynder med at redefinere, hvad vi forstår ved begrebet demokrati i dag. Dernæst en demokratisk samtale om reformulering af vores fælles værdisæt og overbevisninger. Først derefter og med det grundlag kan den demokratiske samtale gå videre med form og indhold af fremtidens demokratiske styreform og indhold.
Det er ikke noget, vi kan klare på 4 ugers hektisk valgkamp, hvor det personlige magtspil fylder alt for meget. Nej, det er noget, som vi må tage fat på i den kommende valgperiode.
SAMFUNDSANALYSE: Et Folketingsvalg er et af demokratiets mest koncentrerede øjeblikke. I løbet af få uger skal partier og partiledere overbevise vælgerne om, at netop de fortjener magten. Men hvad ser, hører og føler vi egentlig, når vi følger en valgkamp? Politikernes sande overbevisninger? — eller en nøje tilrettelagt forestilling? Hvor hvert ord, hver gestus og hvert pressemøde er koreograferet præcist for at skabe et bestemt indtryk? Den amerikansk-canadiske sociolog Erving Goffman (1922-1982) ville svare, at spørgsmålene er forkert stillet. For i Goffmans verden er al menneskelig interaktion performance – en kontinuerlig proces, hvor vi forsøger at styre det indtryk, andre danner sig af os. Det gælder i hverdagens samtaler, på arbejdspladsen, i familien. Og det gælder i allerhøjeste grad i politik og det forstærkes, når der er blæses til valgkamp. Vi spiller alle roller, og der er ingen skarp grænse mellem det “ægte” og det “iscenesatte.”
I denne samfundsanalyse anvender jeg Goffmans dramaturgiske teori som linse på Folketingsvalget den 24. marts 2026 — ikke for at afsløre politikerne som falske, men fordi Goffmans begrebsapparat giver os et analytisk sprog til at forstå det spil, vi ellers kun fornemmer: at formen på den politiske kommunikation — iscenesættelsen, hemmeligholdelsen, styringen af indtryk og udtryk — er lige så afgørende for demokratiets tilstand, som indholdet af de politiske budskaber.
Goffmans begrebsapparat er ikke nyt i min analytiske værktøjskasse. I min masterafhandling “Et forsvar i forandring” fra 2006 anvendte jeg hans teori som en af ni teoretiske tilgange til at analysere, hvordan Forsvarskommandoen iscenesatte den såkaldte “Bar mark filosofi” — det dengang mest radikale forandringsstrategiske valg i dansk forsvars historie siden Anden Verdenskrig. Lige nu oplever vi så et endnu større – men modsatrettet – forandringsstrategisk valg for dansk forsvar, men det er en helt anden historie. Dengang viste Goffman-analysen, hvordan en vel orkestreret forestilling med en nøje kontrolleret adgang mellem bagscene og frontscene kunne flytte den politiske dagsorden og skabe medejerskab hos aktører og politikere, der ellers ville have modsat sig forandringen.
Tyve år senere er Goffmans teori ikke blevet mindre relevant. Snarere tværtimod. For der er sket noget fundamentalt siden han skrev sin bog i 1956, og siden jeg anvendte den i 2006. De digitale medier har forandret selve teatrets arkitektur. Bagscenen er blevet mindre. De “udenforstående” — borgerne, kommentatorerne, de sociale mediers utallige stemmer — har fået en betydelig magt over forestillingen, som Goffman aldrig forudså. Og tempoet, hvormed en omhyggeligt opbygget facade kan bryde sammen, er accelereret fra dage til minutter. Det er denne nye virkelighed, denne analyse udforsker.
Det teoretiske afsæt — Goffmans dramaturgiske verden
Erving Goffman beskrev sin teori i bogen “The Presentation of Self in Everyday Life” fra 1956. Bogens grundlæggende argument er enkelt og radikalt: Al menneskelig interaktion kan forstås som teater. Vi er alle performere, der optræder for et publikum, og vi forsøger alle — bevidst eller ubevidst — at styre det indtryk, vi afgiver og efterlader.
Goffman opererer med en række centrale begreber, som danner fundamentet for denne analyse.
Front stage er den scene, hvor forestillingen opføres for publikum. Her kontrollerer performeren sin fremtoning, sit sprog og sine gestikker (kropssprog). Backstage er rummet bag scenen, hvor forberedelserne sker, hvor maskerne kan falde, og hvor teamet bag forestillingen frit kan tale uden publikums blikke. Outside er den zone, der hverken er scene eller bagscene — det rum, hvor helt andre regler gælder, og hvorfra de “udenforstående” observerer.
Erving Goffmans dramaturgiske spil.
Performance er den aktivitet, en person udfolder foran observatører (de andre skuespillere, tilskuerne og ”de udenforstående”) med henblik på at påvirke deres opfattelse. Goffman skelner her mellem det, performeren bevidst “gives” — den verbale kommunikation, de formulerede budskaber — og det, performeren ubevidst “gives off” — de nonverbale signaler, kropssproget, tøven, et kort øjebliks irritation, som publikum ofte tillægger større troværdighed netop fordi de opfattes som ufrivillige og kommer før den verbale kommunikation.
Impression management er Goffmans overordnede betegnelse for alt det arbejde, der udføres for at kontrollere andres opfattelse. Idealisering er tendensen til at fremstille sig selv i overensstemmelse med samfundets anerkendte værdier snarere end med den faktiske virkelighed.
Teamet er den gruppe af performere, der samarbejder om at opretholde en bestemt definition af situationen. Her har forestillingens manuskriptforfatterne og instruktørerne afgørende indflydelse på forestillingens udtryk og resultater. Teammedlemmerne er bundet af dramaturgisk loyalitet — en forpligtelse til ikke at afsløre bagscenens hemmeligheder — og dramaturgisk disciplin — som er evnen til at fastholde sig i rollen under pres.
Endelig opererer Goffman med fem typer hemmeligheder, der opstår i spændingsfeltet mellem scene og bagscene: de sorte hemmeligheder (information, der strider mod facaden – forestillingen budskab), de strategiske hemmeligheder (viden om planer og fremgangsmåder), de interne hemmeligheder (det, der binder teamet sammen indadtil), de betroede hemmeligheder (andres hemmeligheder, man er i besiddelse af) og de frie hemmeligheder (andres hemmeligheder, man kan afsløre uden selv at tabe ansigt). Teamet og hemmelighederne vender jeg tilbage til.
I min masterafhandling argumenterede jeg for, at Goffmans teori med fordel kunne udvides til at se den enkelte forestilling som blot én af uendeligt mange samtidige, interrelaterede forestillinger — hver med sit team, sin scene, sin bagscene og sine hemmeligheder. Det er dette perspektiv, der gør Goffman særligt velegnet til at analysere en valgkamp, hvor der netop spilles på et multiplum af scener og platforme samtidigt. Jeg koblede desuden Goffmans teori til Ralph D. Stacey teori om Komplekse Responsive Processer, men det er en længere historie, som jeg må vende tilbage til en anden god gang.
Et multiplum af interrelaterede forestillinger.
Forestillingen — Partiledernes front stage
En valgkamp er front stage i sin mest koncentrerede form. Alt, hvad partilederne gør i de offentlige rum — Tv-debatter, pressemøder, valgmøder, opslag på sociale medier — er performance i Goffmans forstand. Ikke nødvendigvis bevidst manipulation, men en konstant styring af det indtryk, der afgives.
Goffman opdeler performerens “front” i tre elementer: setting (de fysiske omgivelser), appearance (den ydre fremtoning, der signalerer social position) og manner (den adfærd, der signalerer, hvilken rolle performeren vil spille).
Valgkampen 2026 er foregået/foregår på mange forskellige scener og i mange forskellige iscenesættelser. Lige fra enkeltinterviews til større debatter og pressemøder, hvor politikerne selv eller medierne har sat scenen (framingen). Under denne valgkamp er tilskuerne (borgerne) i højere grad end tidligere blevet inddraget, som en del af forestillingen. Vi har også set, hvordan de enkelte partiledere fremstår i forhold til appearance og manner, og hvem der forsøgte at “give” statsmandsautoritet, og hvem “gave off” usikkerhed eller irritation?
Det afgørende i Goffmans perspektiv er distinktionen mellem det, der bevidst “gives,” og det, der ubevidst “gives off.” En partileder kan formulere et budskab om handlekraft og samarbejdsvilje — det er det, der “gives.” Men et kort øjebliks tøven, et irriteret blik mod en modstander, en ufrivillig gestus kan “give off” noget helt andet: usikkerhed, arrogance, foragt. Og publikum — vælgerne — tillægger ofte disse ubevidste signaler større troværdighed end de formulerede budskaber, netop fordi de opfattes som ukontrollerede. Vores sanseskarphed får her en stor betydning. Vi har flere gange set, hørt eller følt, at en partileders “gives off” kom i konflikt med vedkommendes “gives.” Det kan være et øjeblik i en debat, et pressemøde, der gik galt, eller en situation på sociale medier, hvor det ufrivillige signal var stærkere end det tilsigtede budskab. Publikum fornemmer det med det sammen – en form for ”point of no return”.
Goffmans begreb om idealisering er næsten skræddersyet til valgkamp. Politikere fremstiller sig selv i overensstemmelse med de værdier, vælgerne holder højt — velfærd, tryghed, retfærdighed, ansvarlighed — og skjuler det, der strider mod billedet: de pragmatiske kompromiser, de interne magtkampe, lobbyismens indflydelse, de brudte løfter fra tidligere perioder. Idealiseringen er ikke løgn i simpel forstand. Det er en systematisk fremhævelse af det, der passer ind i den ønskede fortælling, og en lige så systematisk undertrykkelse af det, der ikke gør. Der har i denne valgkamp været opstillet mange enkeltstående politiske målsætninger, i vis fremstilling partierne behændigt udelader ubehagelige kompromiser, prioriteringer eller konsekvenser, herunder ikke mindst de økonomiske. Kun få partier har fremlagt deres samlede økonomiske plan. Publikum mister overblikket og retningen.
Backstage — Det, der ikke skulle ses
Bag enhver valgkamp ligger en bagscene, der er mindst lige så intens som den offentlige forestilling. Det er her, strategierne lægges. Det er her, kampagneteamet (politikerne med deres spindoktorer) diskuterer angrebslinjer mod modstanderne, tester budskaber, gennemgår meningsmålinger, forbereder partilederne til debatter og håndterer de kriser, der uundgåeligt opstår.
Goffman beskriver bagscenen som det rum, hvor performerne kan “slappe af, tage maskerne af og være mere sig selv — eller måske snarere tage andre masker på.” Det er en afgørende nuance. Bagscenen er ikke nødvendigvis stedet, hvor “sandheden” bor. Det er stedet, hvor en anden performance foregår — en performance rettet mod teamet selv, mod partiets interne hierarki, mod de rådgivere og spindoktorer, der former kampagnen.
The guarded passageway — den bevogtede adgangsvej mellem scene og bagscene — er i en valgkamp under konstant pres. Partierne investerer betydelige ressourcer i at kontrollere, hvad der slipper ud fra bagscenen. Men i den digitale tidsalder er denne kontrol blevet dramatisk vanskeligere at opretholde.
Der er flere eksempler på, at backstage-information er kommet frem i offentligheden — en lækket intern besked, en uautoriseret optagelse, en anonym kilde, der har afsløret interne uenigheder. Det kan være fra et hvilket som helst parti ellers ens egne partikollegaer, jo tættere vi kommer på valgdagen.
Når bagscenen åbnes — frivilligt eller ufrivilligt — ændres den fundamentalt. Det var en af mine centrale pointer i masterafhandlingen om forsvarets forandringsproces: Da Forsvarskommandoen bevidst åbnede dele af bagscenen ved at offentliggøre K-notatets indhold, blev den åbnede del af bagscenen til en del af scenen. Den resterende bagscene blev tilsvarende mindre og mere intenst bevogtet.
Præcis det samme er sket i valgkampen 2026. Når et parti vælger at “åbne op” — f.eks. ved at give journalister adgang til forberedelserne (følge med i kampagnebussen), eller medierne lader partiledere optræde i mere uformelle sammenhænge (TV2 – Højskolen), ved at politikerne deler “behind the scenes”-indhold på sociale medier — er det ikke en ophævelse af skellet mellem scene og bagscene. Det er en strategisk forskydning af grænsen mellem forestillingens roller. Den nye “åbenhed” er i sig selv en performance. Og det udvander f.eks. forholdet mellem politikerne og journalisterne, og de bliver alle til skuespillere i nye roller og måske endda bytter roller.
Outside — Borgernes og de sociale mediers nye magt
Goffman skrev sin bog i en tid, hvor kommunikation foregik ansigt til ansigt eller gennem massemedier med klare afsendere. Den zone, han kaldte “outside” — rummet uden for både scene og bagscene — var befolket af dem, der hverken var performere eller direkte publikum – ”de udenforstående”. De var tilskuere på afstand, uden mulighed for umiddelbart at gribe ind i forestillingen.
Den digitale revolution har forandret dette fundamentalt. “Outside” er i dag det mest dynamiske rum i det politiske teater. På sociale medier som Facebook, X (tidligere Twitter), Instagram og TikTok opererer millioner af borgere, politikere, kommentatorer, satirikere, influencere og algoritmestyrede platforme, der skaber parallelle forestillinger, som politikerne deltager i, men ikke kontrollerer.
Disse “outside”-aktører kan i realtid dekonstruere politikernes impression management. Når en partileder afgiver et løfte i en Tv-debat, kan tusindvis af borgere inden for minutter finde og dele gamle klip, hvor den samme partileder sagde det modsatte. Når et parti lancerer en kampagnevideo, kan den inden for kort tid være omformet til en satirisk version, der undergraver det tilsigtede budskab. Når et pressemøde iscenesættes med omhyggeligt valgte omgivelser og rekvisitter, kan et enkelt foto taget fra en uventet vinkel afsløre iscenesættelsen og gøre den til genstand for latterliggørelse. Fremmarchen af kunstig intelligens har på godt og ondt forstærket disse muligheder. Faktatjek i realtid – en slags politikkens VAR-system – kunne med fordel højne debatkvaliteten betydeligt i en tid, hvor mange halve sandheder får lov at blive hængende i luften uberørt og sløre den demokratiske samtale.
I Goffmans terminologi har “outside”-aktørerne overtaget dele af den rolle, der traditionelt tilhørte dem, han kaldte bærere af “discrepant roles” — personer med adgang til information fra både scene og bagscene. Forskellen er, at hvor Goffmans “discrepant roles” typisk var enkeltpersoner (spioner, mellemmænd, journalister), er den digitale tidsalders discrepant role et kollektiv — et netværk af borgere, der tilsammen besidder fragmenter af viden, som, når de samles, kan afsløre diskrepansen mellem front stage og back stage. Umiddelbart lyder det som en styrkelse af demokratiet.
Det stiller partierne over for et fundamentalt nyt dilemma i deres impression management. Den traditionelle strategi — kontrollér bagscenen, kontrollér adgangen, kontrollér budskabet — er ikke længere tilstrækkelig. Forestillingen kan blive udfordret fra en retning, man ikke havde forudset, af aktører, man ikke kendte, med information, man ikke vidste var tilgængelig eller havde kontrol over. Det kunne måske få nogle af aktørerne til at skrue op for ærligheden og gennemsigtigheden i der simpression management, og gøre det de siger, og sige det de gør.
Teamet — Partiet som dramaturgisk hold
Et politisk parti er i Goffmans perspektiv et klassisk team: en gruppe performere, der samarbejder om at opretholde en bestemt definition af situationen over for publikum. Teammedlemmerne er som før nævnt bundet af dramaturgisk loyalitet — de må ikke afsløre bagscenens hemmeligheder — og dramaturgisk disciplin — de må ikke bryde rollen under forestillingen.
I en valgkamp er teamdisciplinen under ekstraordinært pres. Hvert enkelt partimedlem, der udtaler sig offentligt, er en potentiel risiko for den samlede forestilling. Én afvigende udtalelse, ét brud med partilinjen, én uforsigtig kommentar kan underminere hele den fortælling, teamet har opbygget.
Goffman peger på, at teamets sammensætning er strategisk. Ikke alle spiller lige store roller i forestillingen. Nogle er hovedrolleindehavere, andre er statister, og nogle holdes bevidst bag scenen. I en valgkamp er denne strategiske udvælgelse af, hvem der optræder hvornår og i hvilken sammenhæng, en central del af impression management. Hvem deltager i hvilke Tv-debatter? Hvem håndterer pressemøderne? Hvem præsenterer den økonomiske politik? Og mindst lige så vigtigt: Hvem holdes væk fra scenen, hvornår?
De større partier har her en markant ressourcemæssig fordel, ligesom det seneste statsministerparti, pt. socialdemokratiet, har – qua serveretten til valgdatoen – haft en forberedelsesmæssig betydelig fordel frem for måske alle øvrige partier, som ikke har fået informationer herom.
Når teamdisciplinen holder, kan selv en kontroversiel politik præsenteres med overbevisende sammenhæng. Når den brister, opstår det, Goffman kalder et dramaturgisk sammenbrud — et øjeblik, hvor publikum mister troen på den præsenterede definition af situationen. I en valgkamp kan et sådant sammenbrud være afgørende for udfaldet. Det har vi i skrivende endnu ikke for alvor set, men vi har i flere tilfælde været tæt på i spidkandidatduellerne, hvor den røde tråd i et partis eller en partileders forestilling pludseligt brister. Ofte efterfuldt af en kunstpause og et inkongruent ”gives off” kommunikationsudtryk.
Hemmelighederne — Det asymmetriske informationsspil
Goffmans analyse af hemmeligheder er måske den del af hans teori, der har størst analytisk kraft i en valgkampskontekst. De fem typer hemmeligheder skaber tilsammen et komplekst informationslandskab, hvor det, der ikke siges, ofte er vigtigere end det, der siges.
De sorte hemmeligheder er information, der direkte strider mod den præsenterede facade. I en valgkamp kan det være interne analyser, der viser, at et partis valgløfter ikke kan finansieres inden for det opstillede budget. Det kan være viden om interne uenigheder i partiledelsen om centrale politiske spørgsmål. Det kan være tidligere beslutninger eller udtalelser, der er i direkte modstrid med den nuværende linje. I valgkampen har vi set flere eksempler på, at nogle den afgående regerings sorte hemmeligheder, indtil nu forgæves er blevet offentliggjort, fx hvem foreslog afskaffelse af Store Bededag.
De strategiske hemmeligheder handler om, hvad man planlægger, og hvordan man agter at gøre det. I en valgkamp er de strategiske hemmeligheder særligt brisante: Hvem vil man i regering med? Hvilke kompromiser er man villig til at indgå? Hvilke angrebslinjer er planlagt mod modstanderne? Hvem er udpeget som koalitionspartner, og hvem er på forhånd udelukket? De strategiske hemmeligheder er de politiske kommentatorers livretter, dem lever de af, og nogle gange opfinder de dem selv.
De betroede hemmeligheder er andres hemmeligheder, man er kommet i besiddelse af gennem politiske relationer. Hvad ved det ene parti om det andets interne forhold? Hvad ved journalisterne, som de endnu ikke bringer? I dansk politik, hvor det politiske miljø er relativt lille, og hvor mange aktører har kendt hinanden gennem årtier, er de betroede hemmeligheder en konstant del af spillet. De skaber bånd af gensidig afhængighed — og gensidig sårbarhed. Her taler vi om et af vores demokratis svageste områder, for her begynder magtens 4-deling at smelte sammen og de fleste mediers overlevelsesafhængighed af mediestøttens tydeliggøres.
De frie hemmeligheder er andres hemmeligheder, man kan afsløre uden selv at tabe ansigt. Her ligger en stor del af valgkampens angrebsspil. Når et parti angriber en modstander med afsløringer af tidligere fejltagelser, brudte løfter eller kontroversielle beslutninger, udnytter de i Goffmans terminologi “frie hemmeligheder” — information, der tilhører modstanderen, men som man kan bruge uden selv at blive kompromitteret.
Den digitale tidsalder har også fundamentalt ændret betingelserne for hemmeligholdelse. Goffman skrev i en tid, hvor bagscenen var fysisk afgrænset, og hvor informationsstrømmen var langsom og kontrollerbar. I dag kan enhver med en smartphone optage, dele og sprede backstage-information inden for sekunder. Det betyder, at alle fem typer hemmeligheder er under et pres, som ingen valgkampsstrateg kan ignorere — og heller ikke fuldt ud kan kontrollere.
Medierne som “discrepant role”
I Goffmans terminologi er en “discrepant role” en person, der befinder sig i spændingsfeltet mellem scene og bagscene — en person med adgang til begge verdener og dermed med mulighed for at afsløre diskrepansen mellem dem. Journalister og medier er den mest oplagte besætning af denne rolle i en valgkamp.
Men mediernes rolle er mere kompleks, end Goffman måske forudså. Journalister er ikke blot observatører, der trækker tæppet væk fra bagscenen. De er selv performere med deres egne forestillinger, deres egne bagscener og deres egne hemmeligheder. Et nyhedsmedie iscenesætter sin dækning af valgkampen med samme dramaturgiske bevidsthed som partierne iscenesætter deres kampagner. Valget af vinkel, valget af kilder, valget af hvem der interviewes, og hvem der ikke gør, er alt sammen impression management — blot på og fra en anden scene.
Mediernes dobbeltrolle som både afslørere af og deltagere i det politiske teater er derfor kritisk, fordi rollerne smelter sammen og journalisten står pludseligt bevidst eller ubevidst og fremfører en politisk rolle.
Vi i Danske Digitale Medier befinder os ligesom alle andre medier i dette spændingsfelt. Vi er på én gang observatører til det politiske spil og aktører i det. Hver gang vi vælger en vinkel, fremhæver en udtalelse eller stiller et spørgsmål, er vi med til at forme den definition af situationen, som vælgerne orienterer sig efter. Derfor søger vi observatørens og rapporterens rolle. Det er et ansvar, der kræver en bevidsthed om vores egen rolle i Goffmans teatermetafor — en bevidsthed om, at vi ikke kan stå uden for forestillingen og kommentere den helt neutralt, fordi vi allerede er en del af den. Men vi gør forsøget og bliver klogere med fuld åbenhed, uden betalingsmur og uden mediestøtte.
Impression management i den digitale tidsalder — En opdatering af Goffman
Goffmans teori er som sagt skrevet i en verden af ansigt-til-ansigt-interaktioner og massemedier med klare afsendere. Folketingsvalget 2026 foregår i en radikalt anderledes virkelighed. Tre fundamentale forskydninger har ændret spillets betingelser.
For det første er bagscenen blevet mindre. Det digitale allestedsnærvær — smartphones, sociale medier, overvågningskameraer, e-mail-lækager — har gjort det næsten umuligt at opretholde et bagscenerum, der er fuldstændig afskærmet fra offentligheden. Politikere er konstant potentielt “on stage.” En privat samtale kan blive optaget. En intern e-mail kan blive lækket. En uformel kommentar kan cirkulere på sociale medier inden for minutter. Det betyder, at det dramaturgiske arbejde — impression management — må foregå næsten uafbrudt, hvilket paradoksalt nok øger både behovet for og vanskeligheden ved at opretholde en kohærent performance.
For det andet har “outside” fået en eksplosiv magt. I Goffmans verden var de “udenforstående” passive. I den digitale virkelighed er de aktive medskabere af fortællingen. Borgere kommenterer, deler, remixer og dekonstruerer politikernes performance i realtid. Algoritmestyrede platforme forstærker bestemte budskaber og undertrykker andre ud fra logikker, der hverken er politikernes, mediernes eller borgernes. Resultatet er et politisk teater, hvor ingen enkelt aktør kontrollerer forestillingen, men kan stadig påvirke den.
For det tredje er tempoet i det dramaturgiske sammenbrud accelereret. I Goffmans verden tog det tid, før en facade brød sammen. En afsløring skulle rejse gennem aviser, radio, fjernsyn — dage eller uger kunne passere. I 2026 kan et dramaturgisk sammenbrud ske i løbet af en eftermiddag, ja, i realiteten få øjeblikke. En uheldig udtalelse ved et morgenmøde kan være tophistorie ved frokosttid og genstand for satiriske memes ved sengetid. Det stiller ekstraordinære krav til den dramaturgiske disciplin og til evnen til at “reparere” et sammenbrud, før det bliver fatalt.
I min masterafhandling argumenterede jeg for, at Goffman med fordel kunne hæves op på det strategiske niveau og se den enkelte forestilling som blot én af uendeligt mange interrelaterede forestillinger — et “multiplum af scener,” hvor den enkelte aktør optræder i forskellige roller, nogle gange som performer, andre gange som publikum, atter andre gange som outsider. Den digitale tidsalder har gjort dette multiplum til daglig virkelighed for enhver vælger. Vi sidder ikke i én teatersal og ser én forestilling. Vi skifter konstant mellem scener — fra nyhedsmediernes valgdækning til et partis Facebook-side til en satirisk TikTok-video til en kommentarsektion på et lokalt nyhedssite. Vi danner vores indtryk i krydsilden mellem disse samtidige, overlappende og ofte modstridende forestillinger.
Konklusion — Hvad fortæller teatermetaforen os om demokratiet?
Goffmans dramaturgiske perspektiv afslører noget, som andre analytiske tilgange til politik ofte overser: at formen på den politiske kommunikation er uadskillelig fra dens indhold. Det er ikke nok at analysere, hvad politikerne siger. Vi må også analysere, hvordan de siger det, hvornår de siger det, hvem de siger det til, og — ikke mindst — hvad de ikke siger.
Folketingsvalget den 24. marts 2026 har været ”et teater” med mange scener, mange teams og mange publikummer. Partilederne har opført deres forestillinger med varierende grader af dramaturgisk disciplin. Bagscenerne har været under konstant pres fra medier og borgere. Hemmelighederne — de sorte, de strategiske, de betroede, de frie — har cirkuleret med en hastighed og en rækkevidde, som ingen valgkampsstrateg fuldt ud har kunnet kontrollere.
Goffman rejser et dybere spørgsmål, som rækker ud over det enkelte valg: Hvis al politik er performance, hvad betyder det så for demokratiet? Er vælgerne det taktfulde publikum, der høfligt opretholder illusionen — det, Goffman kalder “tact” — eller er de ved at forlade ”teatret” i frustration over, at forestillingen ikke længere føles troværdig?
Noget kan tyde på det sidste, måske forstærket af den politiske afmatning efter den lange kommunal- og regionalvalgkamp i efteråret 2025, og måske også en konsekvens af den uendelige række af enkeltstående valgforslag under valgkampen uden en tilstrækkelig sammenhængende forklaringskraft i form af en samlende og meningsskabende vision, som jeg pegede på i sidste samfundsanalyse (se nedenfor).
Måske ligger svaret i den erkendelse, som Goffman selv bevidst undlod at tage stilling til, eller det spørgsmål, som Goffman selv lod stå åbent: at der ikke nødvendigvis er et “sandt selv” bag den politiske maske. Det afgørende er ikke, om politikerne er “ægte” — det er, om den forestilling, de opfører, tjener det formål, den skal: at give borgerne et tilstrækkeligt grundlag for at træffe et informeret valg.
Når impression management erstatter substans, når hemmeligholdelsen bliver vigtigere end åbenheden, og når bagscenens spil afgør mere end scenens debat, er det ikke bare demokratiets teater, der er i krise. Det er demokratiet selv.
Det er den indsigt, Goffmans 70 år gamle teori stadig kan give os — hvis vi har modet til at se forestillingen for det, den er, og stille spørgsmålet, om den fortjener vores bifald. Jeg kan varmt anbefale, at følge og tolke valgkampens sidste debatter og valgets tale i lyset af Goffmans teoretiske baggrundstæppe. Goffman giver os måske den tilstrækkelige forklaringskraft, og hvor vi meningsfuldt, kan sætte vores kryds.
Held og lykke på valgdagen – Demokratiets festdag.
Digitaliseringsstyrelsen bekræfter: MitID er nede, og danskerne kan hverken logge på skat.dk, borger.dk eller sundhed.dk.
Det er et uheldigt tidspunkt for et nedbrud. Lørdag morgen er loginløsningen NemLog-In utilgængelig. Det sker samtidig med, at titusindvis af danskere vil logge på skat.dk for at tjekke deres årsopgørelse. Årsopgørelsen har været tilgængelig siden fredag, men lørdag morgen er adgangen altså spærret for mange.
Det oplyser Digitaliseringsstyrelsen til Ritzau ifølge DR Nyheder.
NemLog-In er den it-løsning, der benyttes, når man skal logge ind med sit MitID, og nedbruddet rammer derfor bredt. Udover skat.dk er der også problemer med at logge på Digital Post på borger.dk og på sundhed.dk.
Problemerne har stået på i nogle timer, og kort efter klokken 8 havde Digitaliseringsstyrelsen endnu ikke en prognose for, hvornår løsningen ventes at være tilbage i drift igen.
UDDANNELSE. Flertallet af landets folkeskolelærere oplever at eleverne er blevet fagligt svagere. Det viser en ny medlemsundersøgelse fra Danmarks Lærerforening, der er lavet i samarbejde med DR.
62 procent af de adspurgte lærere svarer ja til at eleverne generelt er blevet fagligt svagere sammenlignet med for fem år siden. Kun 22 procent svarer nej.
Billedet er det samme i begge ender af skalaen. 90 procent af lærerne har elever med faglige udfordringer, som de ikke har mulighed for at give den hjælp de har brug for. Og to tredjedele har fagligt dygtige elever, som de ikke har mulighed for at udfordre tilstrækkeligt.
Dertil kommer at næsten syv ud af ti lærere dagligt eller ugentligt er nødt til at tilpasse undervisningen til et lavere fagligt niveau end de selv mener de burde.
Formand for Danmarks Lærerforening Gordon Ørskov Madsen kalder tallene alvorlige. »Det er hele folkeskolens formål, som er under pres her. Lige nu sender vi hverken de fagligt svageste eller dygtigste godt nok videre,« siger han.
Han peger på en række sammenhængende problemer. Andelen af undervisere uden læreruddannelse er stigende. Vikartallet er fordoblet på femten år. Og lærernes tid til forberedelse og undervisning går i stigende grad med møder, konfliktløsning og dokumentation. »Når rammerne gør, at lærerne er nødt til at sænke barren i undervisningen, giver det en følelse af at svigte eleverne. Det får i sidste ende mange lærere til at søge væk fra folkeskolen,« forklarer Gordon Ørskov Madsen.
Undersøgelsen offentliggøres forud for det kommende folketingsvalg, hvor folkeskolen fylder i flere partiers programmer.
Spørgsmålet er ikke, hvordan vi bedst tilfører flere midler til eksisterende mediestrukturer. Spørgsmålet er, hvad borgerne faktisk efterspørger, hvad de vælger at bruge deres tid på, og hvad de oplever som relevant, troværdigt og værdifuldt.
Kulturminister Jakob Engel-Schmidt vil give DR flere penge, åbne nye TV2-regioner og give unge gratis medieabonnementer. Det lyder godt. Men det er en konservering af et system, der ikke virker, finansieret af borgere, der allerede har stemt med fjernbetjeningen.
Det er svært at få øje på, at det i særlig grad er det, TV-regionerne leverer i dag. De har deres segment, og de mennesker er glade for regionernes arbejde. Men det er ikke mere af det, der får danskerne til at følge dem. Og det er heller ikke, at man betaler regionerne penge for at sende en journalist på TikTok med en mikrofon for at virke moderne. Lige nu er det en joke at se, hvordan gammelmedierne desparat kaster sig ud i tåbelige små videoer for at få trafik på deres sites, og indholdet matcher ikke deres kultur og historie, det er et desperat forsøg på at være moderne, og det holder ikke.
Den større diskussion handler ikke kun om indhold. Den handler om selve strukturen.
Mediestøtten bør i sin nuværende form afskaffes.
Den hviler på et forældet system, skabt i en anden tid med andre medievaner, en anden teknologi og en helt anden konkurrencesituation. I dag fungerer den i praksis som en ordning, der tilgodeser de etablerede, gamle medier og hæmmer udviklingen af nye aktører. Når de store koncerner mangler penge, fordi de ikke formår at sælge annoncer, er det pludselig techgiganternes skyld, og staten skal sende dem flere penge. Imens bliver ejerne rigere. Det er ikke et frit marked. Det er et reguleret system, hvor adgang til offentlige midler i høj grad afhænger af netværk, historik og position, ikke af kvalitet, relevans eller gennemslagskraft.
Samtidig ser vi en virkelighed, hvor uafhængige formidlere, digitale medier og dygtige YouTubere på daglig basis når flere mennesker end mange traditionelle medier. De forstår deres publikum. De leverer det, folk faktisk efterspørger, herunder kritiske analyser og interviews med forskere, kunstnere og sportsfolk. Og de gør det uden offentlig støtte.
Den udvikling burde være et wake-up call.
Det handler ikke om at være imod de etablerede medier. De har spillet og spiller stadig en vigtig rolle. Men det er ikke rimeligt, at de samtidig beskyttes og styrkes økonomisk gennem et system, der i praksis gør det sværere for nye og uafhængige medier at konkurrere på lige vilkår. Begrebet medieørkener er et falsum. Aldrig har der været så stor oplysning og viden frit tilgængeligt.
Det skaber en skævvridning. Og endnu vigtigere: det skaber en afhængighed.
Når medier i stigende grad finansieres af skatteborgernes penge, fordelt via politikere og embedsværk, og i nogle tilfælde med personer i systemet der har baggrund i de samme medier, er det naivt at tro, at det ikke påvirker dynamikken. Uafhængighed er ikke kun et spørgsmål om intention. Det er et spørgsmål om struktur.
Vi lever i et samfund, hvor information aldrig har været mere tilgængelig. Hvor der findes et væld af perspektiver, platforme og stemmer. Alligevel fastholdes en fortælling i dele af det etablerede medielandskab, ofte i samspil med politikere, om at det netop er dem, der repræsenterer de rigtige nyheder, mens andre aktører indirekte mistænkeliggøres. Det kræver ikke en doktorgrad at analysere indhold over tid og se, hvordan bestemte vinkler og fortællinger gentager sig i de samme mønstre.
Det er ikke et argument for mindre journalistik. Det er et argument for bedre journalistik og reel konkurrence.
Hvis vi vil have et stærkt, frit og dynamisk mediemarked, kræver det, at vi tør give slip på gamle strukturer. Ikke hælde flere penge i dem.
Lad borgerne vælge. Lad kvaliteten afgøre. Og lad markedet være frit.
Andreas Dyhrberg Andreassen, ansvarshavende chefredaktør og CEO, Danske Digitale Medier A/S
Jeg er liberal, og derfor tror jeg på, at vi som individer trives bedst med frihed. Det betyder helt grundlæggende, at vi skal have retten til at træffe egne og frie valg til gavn for vores eget liv. Jeg tror, at der i os alle ligger en trang til at være frie, men vi formår det ikke altid, fordi den eksisterende samfundsstruktur til tider forhindrer dette. Der findes talrige eksempler i historien, der viser, at liberale samfund klarer sig bedst over tid, fordi trangen til frihed ikke opstår i samme grad, når mennesker netop allerede er fri
Men frihed kan ikke stå alene. Med frihed følger ansvar. Et liberalt samfund kan kun fungere, hvis vi alle tager ansvar for vores eget liv. Det er naturligvis forskelligt, hvor meget ansvar det enkelte individ kan tage, og der må ikke være en forventning om, at alle tager det samme ansvar. Det enkelte individ skal blot tage det ansvar, som vedkommende er i stand til. Derfor skal dem, der af forskellige årsager ikke kan tage ansvar, fortsat have den hjælp, der sikrer dem det mest værdige og frie liv.
Et liberalt samfund handler for mig ikke blot om principper, men også om konkrete muligheder i menneskers hverdag. Frihed skal ikke blot være noget, vi taler og drømmer om. Friheden skal kunne mærkes. Den skal kunne mærkes i de valg, vi træffer i relation til vores vej i livet. Det gælder valg i forhold til uddannelse, arbejde, familie, fremtid og meget mere. Et vigtigt ord i denne sammenhæng er derfor “selvbestemmelse”.
Frihed og selvbestemmelse er i høj grad to sider af samme sag. Selvbestemmelse er med til at få os til at føle os frie. Det er derfor afgørende, at samfundet giver os alle reelle muligheder for selv at bestemme, så vi dermed kan føle os frie. Dine behov er nemlig ikke nødvendigvis de samme som mine eller andres.
Der kan være en tendens til, at vi gør frihed og selvbestemmelse til abstrakte og uhåndgribelige begreber. Men vi støder på talrige situationer i vores liv, hvor muligheden for selvbestemmelse er eller kunne være til stede.
Det gælder eksempelvis, når forældre skal vælge skole til deres barn. Jeg tror på det frie skolevalg, og derfor skal vi fortsat værne om både vores folkeskoler, friskoler og privatskoler.
Det samme gør sig gældende, når det drejer sig om uddannelsesvalg. Derfor er der brug for flere uddannelsesmuligheder i hele landet. Individet skal ikke vælge en uddannelsesvej, fordi lokalområdet ikke kan tilbyde andet. Med dette mener jeg ikke, at alle steder skal have alle uddannelser, men der er brug for et bredt udbud af muligheder. Hvad individet så gør herefter, er vedkommendes eget valg og ansvar.
Jeg mener også, at vi fortsat skal arbejde for, at ældre kan bestemme endnu mere over deres egen hverdag. Det gælder også i de tilfælde, hvor individet ikke længere er i stand til at klare alt på egen hånd. Det skal derfor ikke være statens opgave at bestemme, hvilken hjælp den enkelte skal have. Dette valg bør i højere grad træffes af individet selv ud fra en række forskellige muligheder og tilbud. Det betyder også, at individet skal have mulighed for at tilkøbe ekstra hjælp ud over den minimumsramme, der findes.
Individet er som udgangspunkt den, der bedst kan træffe beslutninger om sit eget liv. Staten bør ikke diktere disse valg, men derimod sikre rammerne for, at mennesker har mulighed for at vælge mellem forskellige løsninger.
Frihed handler også om tillid til det enkelte individ. Vi skal derfor have tillid til, at mennesker tager ansvar for deres eget liv og ønsker at bidrage til samfundet. Tillid, ansvar og muligheder skaber et samfund med mere initiativ, flere idéer og større engagement fra individet. Det er på den måde, innovation, iværksætteri og udvikling opstår. Når vi når dertil, skaber vi flere jobs og dermed øget velstand for alle. Lad os derfor også huske at anerkende de mennesker, der bidrager til at skabe arbejdspladser til gavn for os alle. Jeg ser desværre en tendens til, at den politiske venstrefløj udskammer dem, der faktisk er med til at sikre denne velstand.
Tillid forudsætter, at vi arbejder for et samfund med færre unødvendige regler og mindre bureaukrati. Når mennesker med idéer ønsker at starte virksomhed, skabe arbejdspladser eller udvikle nye løsninger, skal vi have et system, der hjælper og understøtter dem. Systemet skal ikke stå i vejen.
Liberalisme handler i sidste ende om at sætte mennesket før systemet. Et samfund bliver ikke stærkere af mere kontrol og flere regler. Samfundet bliver stærkere af frie mennesker, der tager det nødvendige ansvar for sig selv, deres familier og for fællesskabet.
For mig er frihed ikke et mål i sig selv, men en forudsætning for, at mennesket kan leve et meningsfuldt liv. Når vi giver mennesker mere frihed, viser vi samtidig tillid til, at de kan og vil tage ansvar – ikke kun for dem selv, men også for andre.
Derfor bør vi turde stille os selv et grundlæggende spørgsmål: Har vi skabt et samfund, der giver mennesker mulighed for at leve frie liv? Nej, det mener jeg ikke – men det er der, vi skal hen.
Lasse Hildingberg, Folketingskandidat for Venstre i Sydjyllands Storkreds
FORSVARET. 375 milliarder kroner. Det er det beløb, Danmark har sat af til at ruste forsvaret op fra 1,36 procent af BNP til 3,5 procent. Det er historiske tal. Det er tal, der fylder i valgkampen, og som begge statsministerkandidater kan citere udenad.
Men i kasernerne rundt om i landet og her på Ryes Kaserne i Fredericia, hvor Hærens soldater møder ind dag efter dag og uddanner de næste generationer af dansk forsvar, er det et andet regnestykke, der optager det faste personel. Martin Ramsdal sidder som fællestillidsrepræsentant for CS, Forsvarets største fagforening, og har gjort regnestykket. »375 milliarder har man brugt. Og så har vi fået en ny overenskomst, hvor der er givet et ekstraordinært løft på 275 millioner, som vel at mærke er taget inden for rammen af overenskomsten, så det er penge, man tager fra andre faggrupper. Det svarer til 0,8 promille af de penge, man har investeret,« forklarer han.
Under én promille til dem, der skal gøre investeringen til noget.
Et forsvar til 3,5 — med en bemanding til 1,36
Søndagens tv-duel mellem Troels Lund Poulsen og Mette Frederiksen bragte endnu et stort tal frem i lyset. Venstre vil have 6.500 værnepligtige i 2030 og fordoble det til 13.000 i 2035. Frederiksen nikker. Konservative overgår dem begge og taler om en reservestyrke på op mod 50.000 soldater. Ingen af dem nævner med et ord, hvem der skal uddanne dem alle.
Det er præcis det spørgsmål, Martin Ramsdal stiller. »Det er fint med flere værnepligtige, men de skal bare lige finde ud af, hvem der skal uddanne dem, hvad det er for noget grej, de skal have, og hvor de skal bo, hvis det hele skal gå så forbandet hurtigt,« siger han.
Problemet er strukturelt og veldokumenteret. Forsvaret har i årevis kæmpet med at fastholde det erfarne stampersonel — de sergenter og befalingsmænd, der udgør rygraden i enhver uddannelse af rekrutter. Fagforeningen CS har tidligere oplyst, at manglen på uddannede og udnævnte sergenter i 2024 var så stor, at over 500 konstabler og korporaler måtte fungere i sergentstillinger i Hæren — stillinger, de hverken er uddannede eller erfarne nok til at bestride. Martin Ramsdal beskriver det sådan: »Vi har nu et forsvar til 3,5 procent. Men vi har en bemanding, der svarer til 1,36. Bemandingen er ikke blevet vanvittigt større. Så det er en kæmpe udfordring.«
Travlheden er vokset — og kvaliteten betaler prisen
På Ryes Kaserne er bemandingssituationen efter eget udsagn relativt fin sammenlignet med andre steder i forsvaret. Men det er ikke det samme som, at der er luft i systemet. »Jeg kan ikke mindes, at vi plejer at have så travlt, som vi har nu. Vi har rigtig travlt,« fortæller Martin Ramsdal.
Travlheden har en konsekvens, som ingen politikere taler om, men som enhver soldat kender. Hvis det faste personel skal nå at uddanne flere, mens antallet af instruktører forbliver det samme, sker der ét af to. Enten løber folk hurtigere, eller også bliver uddannelsen dårligere. »Det siger sig selv. Så skal vi løbe hurtigere, og så bliver der dårligere uddannelse, fordi vi ikke har tid til at gøre det ordentligt, fordi vi skal nå flere,« siger han.
The bigger why er opbrugt
Bag travlheden ligger en dybere frustration, her følelsen af at blive glemt af dem, der råber højest om forsvar. Det mønster viser sig ikke kun i regnestykket med promillerne. Det viser sig også i stemningen i kantinen og på gangene. »The bigger why er ligesom opbrugt. Jeg kan ikke se det større formål mere, fordi de vil mig ikke. De råber og skriger om sikkerhed. Men de mener det åbenbart ikke helt alligevel, når de ikke vil investere i det, de selv kalder den vigtigste ressource, nemlig soldaterne,« bemærker Martin Ramsdal.
Og det er ikke fordi arbejdspladsen er dårlig, understreger han. Tværtimod. »Vi er mega stolte, og der er en stor arbejdsglæde. Det er en fed arbejdsplads. Men flere og flere siger, at hvis det ikke var for kontraktformen og de gode kollegaer, så var de gået.«
Folk elsker jobbet, men mister troen på, at det nytter noget at blive. Og når de beslutter sig for at gå, er det sjældent i vrede, det er i stilhed, med et skuldertræk og et bedre tilbud fra det civile arbejdsmarked i lommen, forklarer fællestillidsrepræsentanten. »Vi kan ikke konkurrere med det civile arbejdsmarked, og det skal vi heller ikke. Men det betyder, at folk har nemmere ved at sige farvel.«
En milliard inden for rammen
Martin Ramsdal har et konkret bud på, hvad der burde ske, og han bruger politikernes eget argument imod dem.
Troels Lund Poulsen har slået fast, at nye kaserner skal bygges inden for den eksisterende forsvarsramme. Fint nok, siger Ramsdal. Men så kan det samme gælde løn. »Du kan bare smide en milliard i morgen inden for den samme ramme, og så lader man overenskomstpartnerne finde ud af, hvordan pengene skal bruges. Det er der ikke nogen, der siger, han ikke må,« siger han.
Politikerne har hidtil sagt, at lønstigninger skal ske via overenskomst og ikke via politiske særaftaler. Martin Ramsdal er enig og peger på, at der ikke er noget til hinder for at afsætte pengene og lade parterne fordele dem selv. Stemningen blandt kollegerne beskriver han uden omsvøb. »De bliver frustrerede, og de griner lidt, og de slår op i banen efterhånden. Vi synes faktisk, vi har fået en god overenskomst, når man kigger på rammen, men den politiske vilje, den ryster vi på hovederne af,« siger han. »275 millioner. Det er som at gøre noget i bukserne i modvind.«
Det store spørgsmål
Valgkampen handler om sikkerhed. Om Danmark. Om beredskab. Om at sende et signal til Rusland, til Trump, til verden. Det er store ord, og de fylder godt på en skærm om aftenen.
Men bag ved ordene sidder Martin Ramsdal og hans kolleger på Ryes Kaserne og løser de opgaver, de har fået. De møder ind. De uddanner. De strækker sig. »Det er måske også vores store udfordring, at vi gør alt, hvad vi kan for at løse vores opgaver. I stedet for at sige hertil og ikke længere,« siger han. »Men der er ikke nogen grund til at pisse sig oppe og ned ad ryggen og så bagefter komme og sige, at vi lugter af pis.«
Spørgsmålet, som Martin Ramsdal stiller, er dette. Om det forsvar, der i disse uger råbes frem som nationens vigtigste prioritet, også behandles som det, når overenskomstforhandlingerne er overstået.
Jeg mødte Kristian Bendix Drejer for første gang i 2015. Det var til optagelserne af et afsnit til en erhvervsserie, kaldet, Budskabet. Han var nyligt tiltrådt som erhvervsdirektør i en organisation, der endnu ikke rigtig eksisterede. Der var ingen telefon, intet kontor, kun en vision og et mandat. Alligevel sad han der og forklarede, hvad han ville med Fredericia, som om han allerede vidste, hvordan det endte.
Det gjorde han ikke. Men han vidste, hvad det krævede.
Jeg husker, at jeg efter optagelserne sad tilbage med en fornemmelse af at have mødt en mand, der ikke var interesseret i at imponere. Han var interesseret i at overbevise. Og det er en vigtig forskel. Folk, der vil imponere, taler om sig selv. Folk, der vil overbevise, taler om sagen. Kristian Bendix Drejer talte om Fredericia.
Der er en pointe i historien om Business Fredericia, som let overses, når man taler om vækst, investeringer og erhvervspriser. Da organisationen blev grundlagt, var et af erhvervslivets centrale krav, at den skulle placeres væk fra kommunen. Ikke som et udtryk for mistro, men som en erkendelse af, at erhvervslivet har brug for en medspiller, der kan repræsentere det og støtte det i samarbejdet med det offentlige fra et selvstændigt ståsted. Et erhvervsliv, der kun har kommunen at gå til, er ikke et frit erhvervsliv. Det er et klienteliseret et.
Det fik man ikke i Fredericia. Det er Drejers fortjeneste, at den uafhængighed ikke bare blev en programerklæring, men en praksis. Han stod imellem to verdener og formåede at bevare begges tillid. Det kræver karakter. Og det kræver, at man er villig til at sige ting, folk ikke altid vil høre, til begge sider.
Kristian Bendix Drejer er ikke uddannet jurist eller samfundsvidenskabsmand. Han er uddannet miljøtekniker, og det skriver jeg ikke for at gøre noget ud af uddannelsesbaggrunde, men fordi det siger noget om, hvad han er. Han er en mand, der kan eksekvere. Ikke en mand, der analyserer sig til handlingslammelse, men en, der samler folk, finder løsninger og får tingene til at ske.
Den egenskab viste sig afgørende i en rolle, der i sin natur kræver diplomatisk sans frem for hierarkisk autoritet. Drejer kunne tale med alle, erhvervsliv som kommune, og den evne er sjældnere end man skulle tro. Den slags tillid opbygges ikke med titler. Den opbygges over tid, ansigt til ansigt, aftale for aftale, morgenkaffe for morgenkaffe. I en by som Fredericia, hvor alle kender alle, og hvor alle ved, hvem der kender hvem, er den slags relationskapital ikke bare nyttig. Den er afgørende.
Han ankom til en by, der var lidt træt i kanterne. Kanalbyen var der, men ingen rigtig troede på den. Cafémiljøet var sparsomt. Midtbyen manglede puls. Og erhvervslivet var fragmenteret på en måde, der gjorde det svært at tale med én stemme. Det var den situation, Drejer trådte ind i, og det er en anden situation, han forlader.
Men han trådte ikke bare ind i en stilling. Han trådte ind i en by. Og det er her, det bliver personligt.
Drejer valgte at flytte sig selv og sin familie fra Ribe til Fredericia. Det er ikke en selvfølge, når man påtager sig en stilling som erhvervsdirektør. Man kunne have pendlet. Man kunne have holdt en professionel distance til byen og dens mennesker. Det ser vi jo i forvaltningen i Fredericia og andre byer. Men sådan var og er Drejer ikke. Han slog rødder. Og den beslutning rummer noget, der siger mere om ham end nogen CV-linje kan.
For kærligheden til Fredericia voksede med årene. Det var ikke en by, han repræsenterede på afstand. Det var en by, han levede i, gik rundt i, kendte. Og jo mere han kendte den, jo mere så han, hvad andre ikke altid formåede at se. At Fredericia er en perle. Ikke til trods for sin størrelse og sin industrielle karakter, men netop på grund af den. En by med rygrad, med historie, med en havn der arbejder, og med mennesker, der holder af det sted, de bor.
En af de ting, der drev Drejer, var netop ønsket om, at fredericianerne selv skulle kunne se det. At de ikke bare skulle tage deres by for givet, men forstå, hvor unik den er. Det er en sjælden ambition for en erhvervsdirektør. Det er egentlig mere en borgmesterambition, eller måske en digters. Men Drejer havde den, og han handlede efter den, hver gang han stod på en talerstol, sad til et møde eller tog telefonen.
Store virksomheder, mellemstore og små virksomheder. Han omfavnede dem alle. Han lyttede. Fredericia fik også en midtby, der er vågnet op. En nytårskur, der samler hundredevis af mennesker, ikke fordi de er forpligtet til det, men fordi det er blevet en begivenhed, der betyder noget for dem. Et erhvervsliv, der har lært at tale sammen på tværs af brancher og interesser. Det er ikke opstået af ingenting.
Men bag de synlige resultater gemmer sig en endnu længere liste, som de færreste kender til. Kristian Bendix Drejer har været arkitekt bag udviklinger, som aldrig er blevet offentliggjort, og som aldrig vil blive det. Det er af natur den slags arbejde, der ikke fylder i aviserne. Når erhvervsfolk og politikere har stået i det skinnende lys og taget imod applausen, har Drejer i mange tilfælde gjort forarbejdet. Lagt grundlaget sammen med en håndfuld fredericianere, der elsker byen. Ført de samtaler, der aldrig figurerer i pressemeddelelserne, men som var forudsætningen for, at noget overhovedet kunne lade sig gøre.
Det er den slags arbejde, der er allersværest at beskrive og allerlettest at glemme. Det efterlader ingen tydelige fingeraftryk. Men det efterlader resultater. Og Fredericia bør vide, at en del af det, byen er i dag, hviler på et fundament, som en enkelt mand lagde, uden at kræve kredit for det.
Tak for det, Kristian.
At afskeden nærmede sig, antydede Drejer selv ved sit jubilæum i maj 2025. »Jeg er der, hvor jeg vil gøre arbejdet færdigt ordentligt og sikre en god overgang til næste generation,« sagde han dengang. Han kalder det selv rettidig omhu at gå nu. Og det er det. En mand, der har givet ti år af sit professionelle liv til en by, har optjent retten til at træde et skridt tilbage og se verden endnu mere, end han allerede har. Den frihed ønsker vi ham varmt.
Men vi gør ham ingen tjeneste ved at lade som om, at hans stol er let at besætte.
Opgaven for ansættelsesudvalget er ikke at finde en, der ligner deres egne profiler. Det er en fælde, som mange rekrutteringsprocesser falder i, og det er en fælde, der kan koste dyrt. Opgaven er at finde en, der kan følge i de fodspor, Kristian har trådt, og som dernæst har mod og vilje til at sætte sin egen retning. Til gavn for byens erhvervsliv. Og i sidste ende til gavn for byen.
Fredericia fortjener en fortsættelse.
Kristian Bendix Drejer tiltrådte som erhvervsdirektør i Business Fredericia den 1. maj 2015 og forlader stillingen ved udgangen af 2026. I løbet af sine år i byen blev han i 2023 hædret som årets Fæstningsdreng af Frederik den 3.’s Laug, en titel der hvert år tildeles en person, der har gjort en markant indsats for Fredericias udvikling og velstand. Kristian Bendix Drejer kom til Fredericia som erhvervsdirektør. I dag er han fredericianer.
Tak for dit arbejde, Kristian.
Andreas AndreassenAnsvarshavende Chefredaktør & Adm. direktør, Danske Digitale Medier
Dansk Folkepartis formand, Morten Messerschmidt, går ind i valgkampen op til folketingsvalget den 24. marts med et klart mål: en borgerlig regering – og et så stærkt Dansk Folkeparti som muligt.
»Jeg håber på en borgerlig regering, hvor Dansk Folkeparti bliver så stærk som muligt. Det er det, det handler om. Det er det, vi er her for, og vi har kæmpet for i mange år,« siger han.
Han glæder sig over, at valget nu er udskrevet.
»Så nu er det dejligt, at valget endelig er udskrevet, så vi kan få det afgjort.«
Ifølge Messerschmidt er der tre hovedtemaer, som Dansk Folkeparti går til valg på.
Det første er en strammere udlændingepolitik med fokus på hjemsendelse af kriminelle udlændinge.
»Først og fremmest en enig hjemsendelsespolitik for kriminelle udlændinge, så vi får styr på tingene. Det sejler helt under Mette Frederiksen.«
Det andet tema handler om leveomkostninger og danskernes økonomi i hverdagen.
»Det skal være vildere at være danskere. Vi skal have fødevarepriserne ned, benzin- og dieselpriserne ned,« siger han og tilføjer, at partiet også forsøger at presse andre partier til at gøre noget ved problemerne.
Det tredje fokusområde er pensionsalderen. Dansk Folkeparti vil stoppe den løbende stigning og indføre et loft.
»Vi lancerer her klokken 15 i dag et udspil og en underskriftsindsamling, hvor vi opfordrer folk til at bakke op om, at den stigende pensionsalder bremses, og at vi lægger et loft på 69 år.«
På gader og pladser i valgkampen oplever Messerschmidt ifølge ham selv stor opbakning til partiet.
»En enorm glæde og entusiasme. Det er virkelig dejligt at kampagne for Dansk Folkeparti.«
Han peger blandt andet på et arrangement i Aarhus.
»Vi havde i går show oppe i Aarhus, hvor der var 500 – rigtig mange unge, men i alle aldersgrupper. Folk stod i kø en hel time for at få en snak og en plakat.«
Messerschmidt mener, at mange vælgere ønsker en ny politisk retning.
»Der er en tro på, at vi kan sætte en anden retning end det, Lars Løkke og Mette Frederiksen har gjort.«
For ham personligt er især udlændingepolitikken afgørende i valgkampen.
»Jeg synes, det er dybt krænkende, at folk skal leve i utryghed for, at kriminelle udlændinge kan blive ved med at begå den ene forbrydelse efter den anden, og at de ikke bliver sendt hjem.«
Selv om mange emner fylder i valgkampen, er prioriteten klar, siger DF-formanden.
»Der er mange vigtige ting, men for mig er det helt klart den vigtigste.«
BOLIG. Der findes adresser, der allerede inden man træder indenfor, fortæller noget om den verden, der venter bag døren. Rudolf Steiner Allé i Snoghøj er en sådan adresse. Navnet alene bærer på en filosofi — en overbevisning om, at arkitektur ikke blot skal huse mennesker, men forme dem, nære dem, tale til noget i dem, som det rektangulære og det rationelle aldrig når.
På nummer 17 ligger en ejendom, der er alt dette og mere til.
Filosofien i væggene
Rudolf Steiner var ikke blot en arkitekt. Han var en tænker, der mente, at de rette former kunne påvirke menneskets indre liv. Ingen rette vinkler for vinkelens skyld. Ingen kolde flader, der afviser lyset. I stedet organiske kurver, der leder øjet videre. Vægge, der bøjer sig som om de lytter. Vinduer anbragt, ikke tilfældigt, men nænsomt, så lyset falder som det skal, når det skal, og forvandler et rum fra et sted til en stemning.
Ejendommen på Rudolf Steiner Allé 17 er opført i denne tradition. Fra 1991, men med en ånd der er langt ældre. De bløde linjer og de forskudte vinkler er ingen tilfældighed — de er et bevidst og konsekvent udtryk for en arkitektonisk overbevisning om, at hjemmet og det levede liv hænger uløseligt sammen. At det man omgiver sig med, former den man er.
Det er en sjælden ting at møde i en dansk villa.
Et sted med fortid
Huset har et liv bag sig, der giver det dybde. Her blev der engang produceret plantefarver — en virksomhed, der i sig selv spejler ejendommens ånd. Noget organisk, noget tålmodigt, noget der kræver nærvær og sans for det naturlige. Man kan forestille sig duften af urter og pigmenter, arbejdshænderne, de langsomme processer. Den slags aktivitet sætter sig i et hus. Ikke som en plet eller et spor, men som en atmosfære.
I dag er produktionen forlængst fortid, men noget af dens DNA er tilbage. Kreativiteten. Den kunstneriske sans. Fornemmelsen af, at dette hus aldrig blot har været et sted at sove, men et sted at leve med intention.
Renoveringen der bevarede sjælen
Fra 2021 og frem er ejendommen blevet totalrenoveret — og det er gjort med den opmærksomhed og det håndværk, som husets karakter fortjener. Det ville have været let at gøre det forkert. At glatte de organiske linjer ud. At standardisere det særlige. At vælge det nemme over det rigtige.
Det er ikke sket her.
Renoveringen har i stedet lyttet til huset. Det skræddersyede Svane-køkken fra 2021 er ikke anbragt på trods af arkitekturen, men i samklang med den. Ovenlysvinduer trækker lyset ned over køkkenalrummet på en måde, der ikke lader sig beregne på forhånd — det er noget man oplever, noget der skifter med dagen og årstiderne, noget der giver et hverdagsrum en dimension, de fleste hverdagsrum ikke har.
Badeværelserne, renoveret i 2022 og 2024, er stilrene og elegante. Bryggerset fra 2022 ligeså. Og overalt i huset: gulvvarme. Den stille, jævne varme, der ikke blæser, ikke larmer, ikke gør opmærksom på sig selv — men bare er der, som en del af hjemmets grundtone.
Rummenes logik
Planløsningen er gennemtænkt, som man forventer det i et hus af denne slags. Rummene forbindes af de bløde kurver og de forskudte vinkler, der præger hele ejendommen, og man bevæger sig gennem huset uden at støde på de skarpe afskæringer, der ofte giver en bolig en fragmenteret fornemmelse. Her flyder det.
Seks rum fordelt på ét plan. En stue, der er lys og indbydende. Værelser, der rummer fleksibilitet — til børn, til hjemmekontor, til gæster. Og så det store aktivitetsrum, der tidligere husede butik, og som i dag fremstår som boligens mest åbne og mulighedsrige rum. Et rum, der ikke selv afgør, hvad det skal bruges til, men overlader den beslutning til den næste ejer.
210 kvadratmeter bolig. 1.514 kvadratmeter grund. Det er en skala, der giver frihed uden at føles overvældende.
Haven og stedet
Udenfor fortsætter filosofien. Haven er harmonisk anlagt med terrassemiljøer, der inviterer til det liv, der leves bedst langsomt — morgenkaffens ro, eftermiddagens stille arbejde i det fri, aftenmiddagen i det, der nærmer sig gudbenådet sommerlys. Der er plads til at trække vejret her. Til at sætte tingene fra sig.
Snoghøj er i sig selv et sted med sjæl. Beliggende der, hvor Fredericia by løsner sit greb og terrænet begynder at bølge mod Lillebælt, har kvarteret sin egen rytme og atmosfære. Her er man tæt på vandet, tæt på naturen og alligevel blot et kort stykke fra byens liv og infrastruktur. Børnehaven ligger hundrede meter fra matriklen. Skolen er tæt på. Det praktiske er ordnet, men omgivelserne er dem, man vælger med hjertet, ikke kun med fornuften.
Et hjem til den næste generation
Der er huse, man køber fordi de opfylder en liste. Og der er huse, man køber fordi de gør noget ved en. Rudolf Steiner Allé 17 er det andet.
Det er et hjem, der kræver en ejer med blik for det særlige. En, der ser de organiske linjer og forstår, at de ikke er et kompromis med det praktiske, men et argument for noget andet. En, der sætter pris på, at lyset ikke bare kommer ind, men insisterer på sin tilstedeværelse. En, der genkender den stille fornøjelse i gulvvarme, i høje håndværksmæssige standarder, i et hus der er gennemtænkt fra grund til kip.
For den rette familie eller det rette par er dette ikke blot en bolig. Det er en ramme om et liv — et liv med plads til kreativitet, til ro, til de samtaler der kræver god plads og rigtigt lys.
Ejendommen udbydes til 3.695.000 kr. Læs mere om ejendommen hos mægleren her.
Har du forslag til spændende huse eller ejendomme, der fortjener at blive fremhævet i serien? Vi modtager med glæde tips, tanker og idéer fra vores læsere. Skriv til os på mba@sydavisen.dk — måske er det netop din anbefaling, der bliver næste kapitel i vores fortælling om Trekantområdets og Vestfyns mest charmerende hjem.
