9.9 C
Copenhagen
lørdag 25. oktober 2025
Facebook Instagram Linkedin Twitter

Når strik bliver politik – Pia Olsen Dyhr om ro, travlhed og glæden ved at skabe med hænderne

Af
Julie Christine Skøtt Christensen
-
0

Det er fredag eftermiddag i Fredericia. Lyden af latter, garnnøgler der ruller hen over borde og små samtaler, der flyder sammen til en summen, fylder hallen på MESSE C, hvor årets KREATIVE DAGE er i gang. Midt i det hele står SF’s formand, Pia Olsen Dyhr, med sit strikketøjet i en pose tæt ved. Overfor hende sidder Maria Bjerg, kvinden bag Skaberglæde, der med rolig stemme styrer samtalen.

Foran dem sidder flere hundrede mennesker – så mange, at arrangørerne må finde ekstra stole frem. Andre står i døråbningen, læner sig op ad væggene eller sætter sig på gulvet mellem standene. Stemningen er afslappet, men forventningsfuld.

»Når jeg strikker, så lytter jeg bedre,« siger Pia Olsen Dyhr og smiler skævt ud mod publikum. »Hvis jeg ikke strikker, begynder jeg at lave alt muligt andet. Jeg laver indkøbslister i hovedet, tænker på maleprojekter derhjemme og farver på vægge. Så strikkeriet hjælper mig til at holde fokus.«

Der bliver grinet i salen. Mange nikker genkendende. Det er ikke hver dag, en partiformand fortæller, at nøglen til koncentration ligger i en bunke garn. Men det er præcis det, der gør samtalen i Fredericia så nærværende.

Håndarbejde som politisk modvægt

Pia Olsen Dyhr fortæller, at hun i begyndelsen tøvede med at tage sit strikketøj med ind på Christiansborg.

»Jeg var bange for, at folk ville synes, jeg var useriøs, hvis jeg sad og strikkede under møderne. Men jeg ved jo, at jeg koncentrerer mig bedre, når jeg strikker. Så må folk mene, hvad de vil,« siger hun og tilføjer grinende:

»I dag ved flere af mine kollegaer godt, at det faktisk virker. Selv Jakob Ellemann har prøvet det. Han fik lov at slå otte masker op, men jeg tror ikke, han blev bidt af det,« siger hun, og latteren bryder ud i salen.

For Pia Olsen Dyhr er strik ikke bare en hobby. Det er et anker. Et modstykke til tempoet, konflikterne og det evige pres, der følger med at være partiformand.

»Jeg bliver glad af at strikke. Det er en kæmpe tilfredsstillelse at lave noget, der bliver færdigt. Måske er det derfor, jeg kunne lide at være transportminister – der kunne man se, at beslutningerne blev til noget konkret ude i virkeligheden,« fortæller hun.

Hun ser ned på garnet i hænderne og fortsætter mere stille:

»I politik er meget af det, vi laver, usynligt. Man kan ikke måle glæden hos et barn, fordi der er kommet flere pædagoger i daginstitutionerne. Men når jeg strikker en trøje, så kan jeg se den, jeg kan tage den på, og jeg kan give den væk. Det er meget håndgribeligt. Det gør mig glad.«

Craft-psykologi og ro i nervesystemet

Samtalen på MESSE C kredser om det, Maria Bjerg kalder craft-psykologi – et felt, der undersøger, hvordan kreativt håndarbejde påvirker hjernen og trivslen.

»Når vi sidder med noget mellem hænderne, som gentager sig, så stimulerer det nervesystemet på en måde, der skaber ro,« forklarer hun. »Det får os til at trække vejret dybere og være mere til stede. Det er egentlig meget simpelt, men utroligt effektivt.«

Pia Olsen Dyhr nikker og tilføjer:

»Jeg kan mærke det helt fysisk. Jeg bliver roligere, mit åndedræt bliver dybere, og tankerne falder på plads. Jeg tror, vi undervurderer, hvor meget vores hænder betyder for vores mentale helbred.«

Publikum lytter intenst. Mange sidder selv med strikketøj i skødet, og når Pia fortæller om, hvordan maskerne bliver en slags meditation, høres en stille summen af pinde, der klikker rytmisk.

Et liv fortalt i masker

Samtalen tager en mere personlig drejning, da Pia bliver spurgt, hvad hendes strik repræsenterer for hende.

»Jeg kan gå ind i mit skab og tage en trøje frem og huske præcis, hvordan jeg havde det, da jeg strikkede den. Nogle gange er det glæde, andre gange sorg. Jeg har en trøje, jeg aldrig vil give væk, fordi jeg sad og græd, mens jeg strikkede den. Der er noget meget rørende i det,« siger hun stille.

Hun fortæller, at hendes første store strikkeprojekt var en hvid, blå og sort trøje, hun lavede som helt ung.

»Jeg havde aldrig strikket noget fra et skabnøg. Jeg spurgte min mor, hvordan jeg lavede mine masker, men hun kunne ikke helt huske det, så jeg fandt på det selv. Den blev lidt skæv – bred foroven og smal forneden – men jeg var stolt. Jeg gav den til min lillebror, og han blev glad,« fortæller hun med et smil.

I dag strikker hun alt fra sweatre til strømper, gerne til familie og kollegaer. Det sidste projekt var et par stribede strømper til SF’s kandidat Rasmus Nordqvist. »Han havde ønsket sig dem i fem år, så nu fik han dem endelig,« siger hun med et grin.

Fra Christiansborg til sofaen ved Amager Fælled

Når Pia strikker, sker det oftest i sofaen derhjemme.

»Jeg har en blå sofa, hvor jeg sidder og kigger ud over vandet og kan se Amager Fælled. Det er mit yndlingssted. Der er ro. Jeg har prøvet at strikke i sengen, men det dur ikke. Og jeg forstår ikke folk, der kan gå og strikke – det ville jeg aldrig kunne,« siger hun og løfter skuldrene.

Hun fortæller, at hun strikker næsten hver dag, ofte mange timer ad gangen.

»Jeg sidder jo sindssygt mange timer til møder og forhandlinger. Andre sidder med telefonen og scroller. Jeg strikker. Det er min måde at holde koncentrationen på. Jeg ved, jeg lytter bedre, når mine hænder har noget at lave.«

Strik som modstand mod tempo

Både Pia Olsen Dyhr og Maria Bjerg kredser i samtalen om den moderne travlhed.

»Jeg tror, vi har opdraget en generation til altid at have travlt. Alt skal gå stærkt, og vi måler succes i tempo. Det tror jeg ikke, vi kan holde til,« siger Pia.

Hun mener, at håndarbejde kan være en slags modgift mod samfundets tempo.

»Under corona lærte jeg, hvor meget det betyder at skabe noget med hænderne. Jeg så, hvordan unge begyndte at strikke, tegne og bygge igen – også drenge. Det er en god modbevægelse. Jeg tror, det handler om at finde pausen midt i tempoet.«

Maria Bjerg supplerer:

»Når man sidder med hænderne i arbejde – det kan være strik, ler eller træ – så aktiveres vagusnerven, som får kroppen til at falde til ro. Det er derfor, man føler sig groundet. Det er ikke bare hyggeligt, det er fysiologisk dokumenteret, at det virker.«

At skabe med hænderne – også i folkeskolen

Pia Olsen Dyhr håber, at håndværk igen får en mere central rolle i skolen.

»Det er jo ikke alle børn, der har en mormor, der kan lære dem at sy eller strikke. Derfor er det vigtigt, at man lærer det i skolen. Det giver ikke bare færdigheder – det giver også ro, tålmodighed og selvtillid. Og man opdager måske, at man kan noget, der ikke kan måles i karakterer,« siger hun.

Hun peger på, at der i mange år har været en tendens til at måle succes ud fra, om man tog en akademisk uddannelse.

»Det er vigtigt, at vi som samfund også hylder dem, der skaber noget med hænderne. Vi har brug for, at det bliver en værdi igen – at det bliver noget, man er stolt af. For det er jo dybest set dem, der bygger landet op.«

Pausen som protest

Da Maria Bjerg spørger Pia, hvordan hun selv får plads til kreativitet i et liv, der konstant kræver hendes tilstedeværelse, svarer hun uden tøven:

»Jeg sætter tid til strik i kalenderen. Ligesom man gør med motion eller møder. Det er nødvendigt, ellers forsvinder det. Og det er en aftale, man ikke må aflyse – man må godt rykke den, men ikke aflyse den.«

Hun ler og fortæller, at hun køber mere garn, end hun nogensinde får brugt.

»Jeg køber alt for meget garn. Men jeg lægger opskriften ned i posen sammen med garnet, så jeg altid har et projekt klar. Så når jeg en dag ikke ved, hvad jeg skal lave, kan jeg bare tage et projekt op og gå i gang. Det giver ro, at jeg ved, der ligger noget klar til mig.«

Publikum klukker. Flere nikker – man fornemmer, at der er mange, der genkender sig selv i det billede.

Håndarbejde som fællesskab og terapi

Samtalen bevæger sig til sidst hen på håndarbejdets sociale dimension.

»Der er jo mange, der sidder alene og kæmper med stress eller sårbarhed. Jeg tror, vi kunne få meget ud af at bruge håndarbejde i fællesskaber. For det er ikke bare at sidde og nørkle – det er en måde at være sammen på, uden at man nødvendigvis skal tale om alt det svære,« siger Pia Olsen Dyhr.

Hun nævner eksempler på kommuner, hvor borgere med psykiske udfordringer arbejder med havebrug og kreative aktiviteter som led i rehabilitering.

»Man kunne sagtens gøre det samme med håndarbejde. Det skaber ro, men også fællesskab. Og det er jo i fællesskabet, vi finder kræfterne til at komme tilbage,« siger hun.

En afslutning med tråd til hverdagen

Da samtalen på MESSE C lakker mod enden, er der stadig mange, der har hånden i vejret. Stemningen er varm og rolig. Man mærker, at snakken om noget så simpelt som strikkepinde og garn har ramt en dybere tone i en tid, hvor travlhed ofte er blevet en livsstil.

Pia Olsen Dyhr ser ud over forsamlingen og smiler.

»Det her handler ikke om at strikke for strikkens skyld. Det handler om at gøre noget, der gør os glade. Noget, hvor vi kan mærke os selv og skabe med vores hænder. I en verden, hvor alt går stærkt, har vi brug for det mere end nogensinde,« siger hun.

Publikum klapper længe. Nogle rejser sig for at tage billeder, andre står lidt stille og ser ud, som om de allerede har besluttet sig for, hvad de skal lave, når de kommer hjem.

Et nyt projekt. Et par masker. En pause i livet.

Og måske, bare måske, et lille stykke politik i det stille.

Hjalte Lykke og Mads Mensah indkaldt til landsholdet

Af
Andreas Andreassen
-
0

Der bliver både plads til ungdommelig sult og rutineret styrke, når Håndboldherrerne i næste uge drager til Golden League i Norge. Landstræner Nikolaj Jacobsen har nemlig udtaget GOG-profilen Hjalte Lykke og den rutinerede Skjern-spiller Mads Mensah som afløsere for de skadede Lasse Møller og Marcus Midtgaard.

21-årige Hjalte Lykke står dermed foran sin debut på A-landsholdet. Den lynhurtige højreback har tidligere spillet 27 ungdomslandskampe og er i øjeblikket GOG’s næstmest scorende spiller i den hjemlige liga.

»Hjalte har spillet virkelig godt for GOG i en længere periode nu. Med Emil Madsens skade og de to andre afbud, synes vi, det kunne være spændende at se, hvad han kan i samspillet med de andre,« siger landstræner Nikolaj Jacobsen.

Han fremhæver samtidig, at den unge fynbo bringer en dimension, der passer perfekt til det moderne spil.

»Hjalte har den fart, som alle trænere lige nu gerne vil have. Han er en meget spændende spiller, som vi glæder os til at prøve af,« siger Jacobsen.

Mens Lykke får chancen for at trække i den røde trøje for første gang, er Mads Mensah en velkendt skikkelse i landsholdssammenhæng. Den 33-årige bagspiller har 213 landskampe på CV’et og vender tilbage til truppen efter sit klubskifte fra Flensburg-Handewitt til Skjern Håndbold.

»Vi er selvfølgelig super ærgerlige over de to afbud, der er kommet. Men det gode ved at være dansk landstræner er, at man kan kalde andre stærke folk ind. Det er da meget rart, man kan trække på en firedobbelt verdensmester og olympisk mester i Mads,« siger Nikolaj Jacobsen med et smil.

Håndboldherrerne møder ind til samling mandag, inden turen går til Trondheim. Her venter tre kampe mod Norge, Holland og Færøerne i Golden League – en klassisk testturnering, der giver landstræneren mulighed for at afprøve nye konstellationer og spillertyper frem mod EM-forberedelserne.

Danmarks kampe ved Golden League:
Torsdag den 30. oktober kl. 18.15: Danmark – Norge (TV 2 Sport)
Lørdag den 1. november kl. 14.00: Danmark – Holland (TV 2)
Søndag den 2. november kl. 14.00: Danmark – Færøerne (TV 2)

Kulturspejle åbner på CLAY – et rørende indblik i livet som asylansøger

Af
Mille Dyhrberg
-
0

KUNST. Når CLAY Keramikmuseum i Middelfart den 28. oktober åbner miniudstillingen »Kulturspejle«, bliver det med et stærkt og menneskeligt blik ind i livet som asylansøger i Danmark. Udstillingen er skabt af beboere på Røde Kors’ asylcenter i Jelling, hvor mennesker fra mere end 15 forskellige lande har arbejdet med personlige og kulturelle udtryk i form af keramiske spejlrammer.

Bag hver ramme gemmer der sig en fortælling om identitet, tilhørsforhold og drømme for fremtiden – men også om usikkerhed, for centret i Jelling står foran lukning.

Event- og frivilligkoordinator hos Røde Kors Jelling, Marianne Falkenstrøm Quist, fortæller, at arbejdet med udstillingen har haft stor betydning for deltagerne.
»Keramikværkstedet på Røde Kors’ asylcenter er blevet et særligt sted, hvor beboere, frivillige og naboer laver keramik side om side. Vi har skabt et rum, hvor mødet mellem mennesker, kulturer og historier bliver synligt. For mange af beboerne har arbejdet med Kulturspejle været en måde at bearbejde tanker om hjem, håb og fremtid,« siger hun.

De udstillede værker fungerer som kulturelle spejle – både bogstaveligt og symbolsk. Hver deltager har skabt en ramme, der repræsenterer noget væsentligt fra deres personlige eller kulturelle baggrund. Publikum inviteres til at spejle sig i værkerne og reflektere over, hvad kultur og identitet betyder i deres eget liv.

CLAY har gennem flere år arbejdet med projekter, der bygger bro mellem kunst, håndværk og samfund, og har tidligere inspireret mennesker i udsatte livssituationer til at udforske lerets potentiale som kunstnerisk og personligt udtryk.

Det var efter et besøg på CLAY, at idéen til »Kulturspejle« opstod på Røde Kors Asylcenter Jelling. Nu er cirklen sluttet, når museet lægger hus til udstillingen.

»Vi er stolte af at kunne give plads til denne miniudstilling. Kunst skaber forståelse, empati og inviterer til samtale, og Kulturspejle giver et indblik i livet som asylansøger i Danmark,« udtaler CLAYs direktør, Pia Wirnfeldt.

Udstillingen »Kulturspejle« kan opleves på CLAY Keramikmuseum fra 28. oktober til 2. november 2025 og er skabt i samarbejde mellem Røde Kors’ Asylcenter Jelling og CLAY Keramikmuseum.

EU-regler risikerer at ramme de små – Niels Flemming Hansen advarer mod bureaukratiets pris

Af
Julie Christine Skøtt Christensen
-
0

Det skulle have været et værn for demokratiet, et regelsæt der skulle sikre åbenhed og tillid i politisk kommunikation. Men i virkeligheden risikerer EU’s nye forordning om politisk annoncering at ramme skævt. For mens store koncerner og internationale kampagnebureauer har hele afdelinger til at håndtere jura og data, står de lokale medier, partiforeninger og små virksomheder nu med et tungt administrativt ansvar.

Hos Det Konservative Folkepartis medlem af Europa-Parlamentet, Niels Flemming Hansen, vækker det bekymring.

»Formålet med forordningen er at skabe mere gennemsigtighed og tillid i politisk annoncering, så vælgerne kan se, hvem der står bag, og hvordan kampagner finansieres. Det skal sikre fair play og modvirke skjult påvirkning og altså ikke afskrække lovlige aktører som lokale medier og kandidater,« siger han.

Han understreger, at lovgivningen ikke er vedtaget i hans nuværende periode, men ser med alvor på, hvordan den implementeres i praksis.

»Det er altid et problem, når nye regler i praksis rammer de små først. Jeg har stor forståelse for, at lokale medier og små kommunikationsbureauer ikke har de tekniske systemer eller ressourcer, som større aktører har. Derfor er det vigtigt, at der hurtigt kommer vejledninger og praktiske værktøjer, så de små virksomheder får reel hjælp til at leve op til reglerne i stedet for at drukne i dem,« siger han.

En regel med gode intentioner

EU-forordningen om gennemsigtighed i politisk annoncering trådte i kraft den 10. oktober. På papiret handler den om at sikre, at borgere kan se, hvem der står bag en annonce, og hvorfra midlerne kommer. Men i virkeligheden oplever mange lokale medier, at systemet bliver en byrde, hvor usikkerhed og frygt for at overtræde reglerne får politikere og partier til helt at droppe lovlig annoncering.

For Niels Flemming Hansen er der ingen tvivl om, at tanken bag forordningen var god, men at virkeligheden på jorden ser anderledes ud.

»Der har nok været en forståelse for, at ikke alle aktører opererer på samme tekniske niveau. Men i implementeringen skal vi sikre, at små, uafhængige medier ikke bliver fanget i et bureaukratisk net, der ikke var tiltænkt dem,« siger han.

En risiko for ulighed

I praksis risikerer reglerne at skabe en ny form for skævvridning i mediebilledet. De store internationale spillere kan absorbere de nye krav og fortsætte som før, mens de små lokale udgivere presses ud af markedet.

»Det er desværre en reel risiko, når de store digitale giganter har hele afdelinger til at håndtere nye krav, mens lokale medier typisk står alene med opgaven. Derfor er det vigtigt, at der bliver tænkt i lempelser og målrettede løsninger for SMV’er, så reglerne ikke i praksis skaber ulighed mellem store og små,« siger Niels Flemming Hansen.

Han mener, at det ikke er første gang, en EU-regulering rammer de små hårdere end de store. Og netop derfor bør politikerne følge udviklingen tæt og sikre, at de gode intentioner ikke bliver kvalt af systemet selv.

Gennemsigtighed må ikke kvæle demokratiet

Kritikken fra branchen handler ikke om ønsket om at undgå regler, men om proportioner. I en tid, hvor lokaljournalistik og lokale valgkampe i forvejen kæmper for synlighed, kan et rigidt regelsæt gøre mere skade end gavn.

»Formålet er at beskytte borgerne mod skjult politisk påvirkning og misinformation, hvilket i sidste ende styrker demokratiet. Men det er vigtigt, at reglerne ikke bliver så komplekse, at de skræmmer lokale aktører væk fra debatten. En lovgivning, der i gode intentioners navn ender med at kvæle netop det, den forsøger at beskytte, altså et levende, oplyst demokrati, må vi naturligvis passe på med,« siger han.

En midlertidig lettelse

Ifølge Niels Flemming Hansen har danske myndigheder forsøgt at bløde overgangen op, så sanktionerne først håndhæves fra januar. Det giver en smule luft, men løser ikke problemet på lang sigt.

»Som jeg forstår det, har man fra dansk side allerede besluttet, at sanktionerne først træder i kraft i januar for netop at give små virksomheder tid til at tilpasse sig. Små aktører og deres begrænsede ressourcer er allerede tænkt ind i lovgivningen, men det skal vi fortsat have meget for øje,« siger han.

Han efterlyser samtidig, at EU-Kommissionen følger udviklingen tæt og justerer reglerne, hvis det viser sig, at de rammer demokratiets små tandhjul.

»Jeg opfordrer dem da til at følge udviklingen tæt og justere reglerne, hvis de viser sig at stå i vejen for demokratisk deltagelse, da gennemsigtighed aldrig må blive en administrativ barriere for at deltage i demokratiet,« siger han.

Et nødvendigt opgør med bureaukratiet

EU’s intention var at beskytte demokratiet mod manipulation og skjult finansiering. Men hvis reglerne ender med at skræmme lokale aktører fra lovlig annoncering, kan effekten blive den modsatte.

For Niels Flemming Hansen handler det nu om at genfinde balancen.
Han ønsker sig en EU-lovgivning, der fremmer åbenhed uden at kvæle initiativ og deltagelse.

»Vi skal have gennemsigtighed, men ikke på bekostning af demokratiets stemmer ude i landet,« siger han.

Kørestolsrugby: Når fællesskab, kampgejst og grin smelter sammen

Af
Julie Christine Skøtt Christensen
-
0

SPORT. Når kørestole banker sammen, og lyden af metal mod metal fylder hallen i Fredericia Idrætscenter, er det ikke aggression, men glæde, der ligger bag. Det er lyden af kørestolsrugby – også kaldet Murderball – en sport, hvor rå styrke, taktik og teamwork mødes, og hvor fællesskab betyder mindst lige så meget som resultaterne.

17-årige Nick Rasmussen og 18-årige Mathilde Andersen fra Fredericia er blandt de spillere, der deltager i Murderball Cup i weekenden. Begge beskriver sporten som meget mere end bare en fysisk udfoldelse.

»Kørestolsrugby er jo ikke bare sport – det er et fællesskab. Vi har alle sammen et handicap, men her betyder det ikke, at nogen er bedre eller dårligere. Her møder man andre, der forstår, hvordan det er, og man kan snakke frit om de udfordringer, man ellers går alene med,« fortæller Mathilde Andersen, der har spastisk lammelse og nedsat funktion i højre side.

Selv om hun ikke bruger kørestol til dagligt, betyder det meget for hende at være en del af sporten. »Jeg har aldrig haft det her fællesskab før. Jeg har gået i almindelig folkeskole og gymnasium, så jeg har ikke kendt andre med handicap personligt. Det her er første gang, jeg har fundet et sted, hvor jeg føler, jeg hører til,« siger hun.

For Mathilde handler det ikke kun om træning og kampe – men om følelsen af at være lige. »Når vi sætter os i stolene, så er vi ens. Nogle, der i hverdagen næsten ingenting kan, bliver lynhurtige og stærke, når de kommer i stolen. Det er ret vildt. Og selvom det larmer, og man smadrer ind i hinanden, så griner vi bagefter. Det er sjovt, det er befriende, og det giver en følelse af frihed,« siger hun.

Hendes far, Niklas Andersen, ser, hvordan sporten har forandret datteren. »Det giver dem noget helt særligt. Mathilde har altid været i et miljø med normalt funktionsniveau og har kæmpet med følelsen af ikke helt at passe ind. Da hun så prøvede kørestolsrugby for første gang, tændte der et lys i hendes øjne. Det var som om, hun tænkte: her hører jeg hjemme,« siger han.

Han fortæller, hvordan sporten styrker både fysikken og selvtilliden. »Man lærer at bruge kroppen på nye måder. Mathilde har for eksempel lært at koordinere sine bevægelser på en måde, hun ikke har haft brug for før. Og så er der det sociale – det betyder alt. De behøver ikke tage en maske på. Alle i hallen ved, at man kan blive træt eller falde, og det er helt okay. Der er en underforstået accept af, at man er, som man er. Det er ret smukt,« siger Niklas Andersen.

Selv for de uindviede er det svært ikke at blive grebet, når kampene går i gang. »Det kan se voldsomt ud,« griner Mathilde. »Vi sidder i tunge metalkørestole og banker ind i hinanden. Lyden er høj, men vi kommer sjældent til skade. Det er fysisk, ja, men det er også fair. Der er masser af grin, råb og hep – og en stemning, som man kun får, når alle giver alt, de har.«

Niklas Andersen håber, at flere får øjnene op for parasporten generelt. »Det handler ikke kun om rugby. Det handler om at vise, at der findes muligheder for alle. Sporten giver selvtillid og glæde. Og i kommuner som Fredericia, hvor vi har stærke idrætsmiljøer, bør vi blive endnu bedre til at inkludere og støtte parasporten,« siger han.

For Mathilde og holdkammeraterne bliver Murderball Cup i Fredericia en stor oplevelse. »Det bliver fedt at vise, hvad vi kan – og spille mod de andre klubber i Danmark. Det er sjovt at møde nye mennesker og mærke, at man er en del af noget større. Jeg håber, at folk kommer og ser det. For det er virkelig en sport, der kan noget,« siger hun.

Murderball Cup spilles i Fredericia Idrætscenter den 1. og 2. november, hvor nogle af Danmarks bedste kørestolsrugbyspillere tørner sammen – med grin, styrke og sammenhold som den største præmie.

Flere bilister sigtet for at køre uden kørekort i Fredericia – og indbrud i villa i Lunderskov

Af
Maj-Britt Andreassen
-
0

DØGNRAPPORT. Sydøstjyllands Politi har i løbet af det seneste døgn haft flere sager om bilister uden kørekort i Fredericia samt et indbrud i en villa i Kolding Kommune. Det oplyser vicepolitiinspektør Arno Rindal Petersen fra Patruljecenter Syd.

Natten til torsdag klokken 01.04 blev en bil standset ved Vejlevej og Bredstrupvej i Fredericia.

»Føreren, en 27-årig mand fra Fredericia, var påvirket af stoffer og blev fundet i besiddelse af 0,2 gram amfetamin. Han havde desuden ikke førerret til personbil og blev sigtet for begge forhold,« fortæller Arno Rindal Petersen.

Senere torsdag klokken 15.50 blev en bil standset på Egeskovvej, hvor føreren – en 57-årig mand fra Børkop – heller ikke havde gyldigt kørekort.

Klokken 01.48 blev endnu en bil standset i krydset Oldenborggade/Kongensgade i Fredericia. Her blev en 55-årig mand sigtet for at køre uden førerret.

Derudover efterforsker politiet et indbrud i en villa på Kastanievej i Lunderskov.

»Indbruddet er sket mellem onsdag og torsdag. Et vindue er blevet brudt op, og der er tegn på, at gerningsmanden har været rundt i huset. Skuffer og skabe står åbne, og stedet er gennemrodet. Den forurettede er på ferie, og naboen opdagede indbruddet. Det er endnu uklart, hvad der er stjålet,« siger Arno Rindal Petersen.

Kunsten at lede efter sandheden

Af
Erik Schwensen
-
0

At lede efter sandheden er en af lederens vigtigste dyder. Alligevel taler vi for lidt om den, glemmer den i den travle og kaotiske hverdag, forledes til at fordreje den og miste den af syne, for en stund eller for altid. Det må vi gøre noget ved. Uanset hvilken branche vi er i, om vi er konkurrenter, venner eller fjender, så bør lederens etiske krav til sig selv og andre være at lede efter sandheden. At sætte retningen er let. At finde den er sværere, men mulig. Det handler denne artikel om.

Sandheden er på mange måder ligesom sandet. Sandet er afhængig af vand og vind, mens sandheden er afhængig af det menneskelige sind. Nogen gange fastholdes, for en tid, sandet og sandheden på ét sted og hober sig op. Andre gange føres sandet med vinden og sandheden med sindet flygtigt videre til nye positioner og danner nye sandbakker/nye sandheder.

Det bliver for os mennesker og vores ledere en evig rejse og søgen efter sandheden, hvis vi tager dét ansvar på os og er bevidst om det. For har vi ikke i nutidens verden glemt og gemt sandheden væk? Lukket øjnene for den, fordi det på den korte bane synes lettere, smartere og mere udbytterig. Uden tanke på de kommende generationer og verden omkring os. Hvad vil det egentlig sige at værne om sandheden, forstå den og udøve den i sit daglige virke som leder og som menneske i den verden, vi lever i.

Med ”Den danske ordbogs” definition kommer vi et skridt videre: Sandhed betyder: ” at indholdet i et udsagn eller en tankegang stemmer overens med virkeligheden eller tingenes virkelige væsen; udsagn eller tankegang med et sådant indhold”. Så langt, så godt. Men nu, som i mange andre definitionstilfælde, står vi med en ny udfordrende definitionsopgave, her om ordene ”virkelighed” og ”tingenes virkelige væsen”, som jeg har skrevet om i tidligere artikler, herunder om hvordan vi hver især har vores egen model af verden og et eget syn på, hvordan verden omkring os er.

I håbet om at finde ind til kerne i svarene på, hvad ”virkeligheden og tingenes virkelige væsen” er? er der gennem tiden lagt mange forskellige samfundsvidenskabelige perspektiver ned over dette fænomen.

Så, hvis vi antager, at dette er præmissen, hvad kan vi som ledere så konkret gøre, når vi leder andre mennesker og forsøger at lede os selv, når vi nu påtager os præmissen om at lede efter sandheden.

Det første jeg umiddelbart tænker på i dagens verden, er betydningen af lederens troværdighed, åbenhed, gennemsigtighed og ærlighed, som ledelsesværktøjer til at komme så tæt på sandheden som muligt, hvis vi overhovedet kan tale om én sandhed. Det vender jeg tilbage til lidt senere.

For lederen handler det vel mere om at skabe en fælles forståelse af verden, som vi i fællesskab arbejder ud fra. En forståelse som hele tiden bliver udfordret og må justeres for at give mening i de nye kontekster, som opstår. Her er lederens troværdighed, åbenhed, gennemsigtighed og ærlighed afgørende. Med et blik på nutidens troværdighedsanalyser, samfundsdebatternes form og indhold og mediernes dækning heraf, kan vi vel nok – med et gran af sandhed – sige, at der bestemt er noget at komme efter og et forbedringspotentiale, som vi med god grund og udbytte kan drage nytte af.

Lederens troværdighed afhænger af, om vi kan stole på lederen. Om lederen er redelig, pålidelig, ubestikkelig, ufordærvelig, retfærdig, fair, konsekvent, plausibel, lovlydig, ordentlig. Ja, flere andre prædikater kan anføres. Troværdigheden afhænger fundamentalt af, om lederen er i stand til at omsætte sine ord til handling. At lederen ”Walk the Talk”, gøre det, hun siger. Og omvendt ”Talk the Walk”, siger det, hun gør.

Lederens åbenhed er afgørende for, om lederen er i stand til at lede efter og finde sandheden. Eller i hvert fald nærme sig sandheden bedst muligt, når sandheden viser sig at være en social konstruktion med mange variationer og heraf følgende dilemmaer. Åbenheden er afgørende for at finde nye veje, for at finder nye, mere meningsfulde sandheder i takt med, at vores verden forandrer sig. Åbenheden styrker lederens troværdighed.

Lederens gennemsigtighed betyder, at vi skal kunne gennemskue lederens tanker om og hensigter med sin ledelse. Vi skal gennem lederens gennemsigtighed kunne forstå, hvorfor ledelsesbeslutninger træffes og implementeres, som de gør. Lederens gennemsigtighed styrker meningsskabelsen hos den enkelte medarbejder, kunde, leverandør, interessent, bestyrelse, ejer og ambassadører for virksomheden.

Lederens ærlighed er fundamentet for at kunne lede efter sandheden. Ærlighed kan ikke gradbøjes. Ærligheden er det stærkeste våben, som vi mennesker har, især vores ledere. At kunne tage fejl, erkende det, og tage ved lære af ens erfaringer er afgørende for lederens ærlighed, og andres opfattelse af den. Sagt på en anden måde. Det at være i stand til at lytte til og modtage feedback og samtidigt kunne agere rettidigt på den, er forudsætningen for at nærme sig en bedre sandhed.

Lederens egne bias´ og forudindtagethed vil altid, i en eller anden grad, være til stede i lederens tanker og handlinger. Derfor er lederens bevidstgørelse og synliggørelse af sine egne bias´ overfor sig selv og sin omverden en vigtig ingrediens i at kunne indoptage kunsten i at lede efter sandheden. Dertil hører også lederens socialkonstruktivistiske evne til at forstå verden og udleve den i sit lederskab ud fra en samlet vurdering fra forskellige perspektiver.

Kunsten i at lede efter sandheden hører tæt sammen med min artikel om ”På sporet af tvivlsomme beslutninger”. For hvis lederen ikke samtidig og til stadighed er i stand til sætte spørgsmål ved sine beslutninger, så ophører lederens evne til at lede efter sandheden og skabe de bedst mulige løsninger for helheden.

Indbrud i Nørre Aaby og hærværk i Brenderup – og flere sager om narkokørsel på Fyn

Af
Redaktionen
-
0

DØGNRAPPORT. Fyns Politi har i døgnrapporten for onsdag den 22. oktober registreret flere sager fra hele Fyn. I Middelfart Kommune drejer det sig blandt andet om et indbrud i Nørre Aaby og hærværk på en postkasse i Brenderup.

Postkasse påkørt i Brenderup
På Middelfartvej i Brenderup blev en postkasse ved en indkørsel natten til onsdag ødelagt. Ifølge anmeldelsen var postkassen formentlig blevet påkørt, da der var afsmitning på stedet. Postkassen var knækket ved jorden, og lågen var slået af.

Indbrud i Nørre Aaby
På Kirkevej i Nørre Aaby blev der anmeldt indbrud i en bolig. En rude var blevet knust, og gerningsmanden havde skaffet sig adgang den vej. Der er umiddelbart ikke stjålet noget fra stedet.

Flere sigtelser for narkokørsel og besiddelse af stoffer
Fyns Politi har i løbet af onsdagen sigtet flere personer for at køre påvirket af euforiserende stoffer.
En 39-årig mand fra Faaborg-Midtfyns Kommune blev standset på Albanivej i Årslev og sigtet for narkokørsel.
I Nyborg blev en 49-årig mand sigtet på Nybrogade for samme forhold, og på Nyborgvej i Odense SØ blev en 28-årig mand fra Odense sigtet for narkokørsel.
Derudover blev en 27-årig mand fra Odense sigtet på Dalumvej for besiddelse af euforiserende stoffer, og en 24-årig mand blev sigtet for narkokørsel på Odensevej i Odense S.

Forsøg på tricktyveri på motorvejen ved Nyborg
En bilist anmeldte et forsøg på tricktyveri på Fynske Motorvej ved Nyborg. En ukendt gerningsmand standsede forurettede og tilbød guld i bytte for kontanter – blandt andet en ring og en kæde. Gerningsmanden forsøgte at overtale forurettede til at hæve penge, men uden held.

Flere indbrud og en brand i Odense
I Odense blev der anmeldt flere indbrud i boliger. På Eriksgade blev der stjålet smykker og en cykel, og på Købkesvej i Odense M blev der stjålet møbler. På Mågebakken i Odense SV blev der stjålet smykker fra en bolig, hvor døren var brudt op.
Derudover blev en iPad stjålet fra en bolig på Mageløs, hvor en ukendt mand var kommet ind, mens beboeren var hjemme.

Fyns Politi rykkede også ud til en brand i en forladt bygning på Rugårdsvej i Odense, som fortsat undersøges.

Indbrud i Svendborg og lastbilulykke på motorvejen
I Svendborg blev der anmeldt et indbrudsforsøg på Løkketoften, hvor to gerningsmænd forsøgte at bryde ind gennem en dør og et vindue. De blev set iført huer, halsedisser, lyse jakker med refleksstribe og kondisko.
I Vestergade i Svendborg blev der desuden sparket en dør ind ved et andet indbrud.

Endelig blev der ved Blommenslyst anmeldt et færdselsuheld på Fynske Motorvej, hvor to lastbiler kørte sammen under en overhaling. Begge køretøjer blev beskadiget, men der meldes ikke om personskade.

Lone og Irene fejrer 20 år sammen i Gardenia Blomster – et makkerskab bundet af blomster, venskab og livsglæde

Af
Julie Christine Skøtt Christensen
-
0

BUSINESS. Når man træder ind i Gardenia Blomster på Gl. Landevej i Fredericia, møder man ikke bare duften af friske blomster. Man mærker også et venskab, der har vokset sig stærkt gennem to årtier. I dag fejrer Lone Eriksen og Irene Stokholm Rasmussen 20-års jubilæum som makkerpar i butikken – et samarbejde, der har sat sine spor både i forretningen, i venskabet og i hjertet af mange kunder.

De to smiler til hinanden, mens de prøver at forstå, hvordan tiden er fløjet. »20 år? Sammen? Hvordan er den tid lige gået? Hurtigt – og godt,« siger Lone og Irene sammen med et grin.

Det er ikke store armbevægelser eller højtidelige taler, men et ægte, varmt makkerskab, som er blevet stærkere år for år. »Jeg tror ikke, vi har tænkt så meget over, at det nu er 20 år. Det er bare gået. Vi har været igennem meget – ikke nedture, men mange hårde ting. Og vi har stået skulder ved skulder hele vejen,« siger Lone og Irene.

Irene nikker og tilføjer: »Vi kender hinanden så godt, at vi næsten kan fuldende hinandens sætninger. Nogle gange er det som et gammelt ægtepar, hvor man ikke engang behøver sige tingene højt, fordi den anden allerede ved det.«

Lone har været en del af Gardenia Blomster siden 1993, og hun husker tydeligt, da en ung, stille pige trådte ind i butikken for 20 år siden. »Irene var meget stille og introvert dengang. Det har været fantastisk at se hendes udvikling. Hun er vokset med opgaven og blevet en kæmpe del af alt, hvad Gardenia er i dag,« siger Lone.

I dag er det svært at forestille sig butikken uden hende. »Hun kender kunderne, både de faste og firmakunderne. Folk hilser på Irene, som om hun er en institution i Fredericia. Hun er lige så meget en del af butikken, som jeg selv er,« siger Lone.

For Irene har samarbejdet med Lone været livsforandrende. »Jeg havde aldrig troet, at jeg skulle stå bag en disk og tale med kunder. Jeg var ikke den udadvendte type. Men jeg har udviklet mig – helt klart. Lone og de andre har givet mig troen på, at jeg kunne. Jeg føler mig virkelig som blomsterpige helt ind i hjertet,« siger hun.

De to kvinder er ikke bare kolleger. De er blevet veninder, nærmest familie. »Vi har delt meget mere end arbejdet. Vi har også talt om børneopdragelse, livets små og store udfordringer. Jeg er jo 15 år ældre end Irene, så jeg har haft lidt mere erfaring at dele ud af. Og vores familier kender hinanden. Selv min hund kommer forbi butikken – den er næsten en del af familien her,« siger Lone med et smil.

Det stærke fællesskab rækker ud over butikken. Gardenia Blomster har i mange år støttet forskellige velgørenhedsinitiativer, og netop i denne uge går en del af salget til Kræftens Bekæmpelse. »Vi har tidligere doneret fra vores onsdags- og fredagsbuketter, og nu gør vi det igen. Det er vigtigt for os at støtte, hvor vi kan. Kræft rammer så mange, og de fleste kender nogen, der har været berørt,« siger Lone.

Denne uge står i de lyserøde farvers tegn. »Vi har lavet en buket i røde og pink nuancer – farverne fra Støt Brysterne-kampagnen. For hver buket, vi sælger, donerer vi et beløb. Det er vores måde at give lidt tilbage,« fortæller hun.

Og hvordan holder man energien oppe efter så mange år? Svaret kommer næsten i kor. »Vi sparrer med hinanden. Hvis den ene har en dårlig dag, så tager den anden over. Hvis jeg er presset som chef, siger Irene altid: Det skal vi nok klare. Og hun har ret – vi har klaret så meget andet, så klarer vi også det,« siger Lone.

»Vi tror på det,« tilføjer Irene. »Der er plads til alt her – både grin og tårer. Og når vi har haft en hård dag, får vi et af de der ufrivillige grineflip, hvor alt bare slipper. Så kan vi stå og grine, til vi næsten får ondt i maven. Og det gør, at vi kan tage en dag mere med godt humør.«

Det tætte forhold stopper ikke, når butikken lukker. »Når vi har stået her i ti timer, så ringer vi til hinanden på vej hjem. Bare lige for at sige, at vi er kommet godt af sted – eller for at grine lidt videre,« siger Lone.

Når de taler om fremtiden, er der ingen store forandringer i sigte. »Jeg håber, vi kan fortsætte sådan her i mange år endnu. Vi hænger i med næb og klør, og vi gør det bedste, vi har lært. Vi tager de roser, vi får, og dem får vi heldigvis mange af. Så længe kunderne går herfra med et smil, og vi stadig kan grine sammen, så er det det vigtigste,« siger Lone.

For Irene betyder det alt, at hun stadig hver dag kan gå på arbejde med lyst og glæde. »Jeg håber, det bliver ved længe endnu. Vi har et godt samarbejde, et godt team og masser af hjerte i det, vi laver. Det er ikke bare blomster – det er liv,« slutter hun.

ADP-direktør efterlyser svar i UNICEF-sag: »Det har været aftalt spil fra starten«

Af
Andreas Andreassen
-
0

BUSINESS. Da Kristian Thulesen Dahl, direktør for Port of Aalborg, tidligere på ugen satte spørgsmålstegn ved Unicefs nye hovedsæde og lagerbyggeri i København, fulgte Rune D. Rasmussen, CEO for ADP A/S, hurtigt op. I et opslag på LinkedIn skrev han, at både ADP, Kalundborg Havn og Aalborg Havn forgæves har forsøgt at rejse sagen og få svar på, hvorfor byggeriet skal placeres på en af landets dyreste adresser.

»Vi forsøgte hos ADP sammen med Kristian og Port of Aalborg at belyse problemstillingen, men vi blev mødt af komplet og larmende stilhed. Ingen reelle argumenter. Det har været aftalt spil fra starten,« siger Rune D. Rasmussen.

Han uddyber, at sagen i hans øjne er principiel, fordi den handler om, hvordan offentlige midler anvendes – og hvor meget man egentlig kan få for pengene, hvis man tænker mere effektivt. »Vi begyndte at tale sammen på tværs af havnene, fordi vi undrede os over, at man nærmest pr. automatik havde besluttet, at Unicef skulle bygge i København. Vi spurgte os selv, om det virkelig var den eneste mulighed, når man kunne få betydeligt mere for pengene andre steder i landet,« siger han.

For at undgå at tale deres egen sag fik havnene rådgivningsvirksomheden Kraka til at gennemføre en økonomisk analyse. Rapporten dokumenterede, at en placering uden for hovedstaden kunne give massive besparelser – anslået op mod en halv milliard kroner over en 30-årig periode. »Kraka viste klart, at et byggeri i for eksempel Trekantområdet, Aalborg eller Kalundborg kunne levere samme funktionalitet til langt lavere omkostninger. Der er ingen tvivl om, at pengene kunne have rakt meget længere,« siger Rune D. Rasmussen.

Men da havnene fremlagde deres forslag for politikere og Unicef, mødte de kun tavshed. »Der var ingen, der ville tage stilling. Politikerne sagde, at det var et Unicef-ønske, og Unicef ønskede ikke at tale om det. Så står man tilbage med fornemmelsen af, at beslutningen for længst var taget – uanset hvad fakta pegede på,« siger han.

Han undrer sig over, at man ikke ønskede at sende opgaven i udbud. »Hvis det var så oplagt, at det skulle ligge i København, hvorfor så ikke lade markedet byde ind? Det ville have givet et retvisende billede af, hvad der var økonomisk og praktisk muligt. Hvis København så vandt udbuddet, havde det jo bare bekræftet, at det var den rigtige løsning. Men det skete ikke. Derfor føles det som aftalt spil,« siger han.

For Rune D. Rasmussen handler sagen ikke kun om ét byggeri, men om tilliden til de beslutningsprocesser, der styrer store offentlige investeringer. »Når man ser på, hvor mange penge der er i spil, taler vi ikke om småbeløb. Det er hundredvis af millioner af kroner. Det burde i sig selv være grund nok til, at sagen blev behandlet åbent og transparent. Det her er udviklingsmidler, som i sidste ende skal komme verdens børn til gavn,« siger han.

Han bakker derfor op om den kritik, som Kristian Thulesen Dahl rejste i sit eget opslag, hvor han spurgte, om Unicef fortsat fortjener støtte, når organisationen vælger at bygge på nogle af landets dyreste kvadratmeter. I sit opslag påpegede Thulesen Dahl, at en flytning ud af hovedstaden kunne frigøre midler, der ifølge Unicefs egne beregninger ville svare til at hjælpe 6.000–8.000 flere børn hvert år i de næste 30 år.

Rune D. Rasmussen deler frustrationerne. »Det er en nobel sag at støtte Unicef – det er der ingen tvivl om. Men som med alle andre store organisationer er det deres ansvar at sikre, at flest mulige midler går direkte til formålet. Det gør de ikke, hvis man bygger på landets dyreste adresse, når der findes langt billigere og lige så funktionelle alternativer,« siger han.

For ADP-direktøren handler sagen om ansvarlighed, åbenhed og brugen af offentlige midler. »Vi skal væk fra den kultur, hvor store projekter besluttes bag lukkede døre, og hvor ingen tager ansvar. Det her er ikke en kritik af Unicefs formål – tværtimod. Men når der forvaltes så mange midler, bør man være åben om, hvorfor man vælger, som man gør. Især når det handler om udviklingsmidler og offentlige garantier,« siger Rune D. Rasmussen.

Han slutter med at understrege, at han ikke mistvivler over Unicefs formål, men over processen. »Når man administrerer midler, der skal hjælpe børn i nød, skal man gøre det med størst mulig omtanke – også når det handler om, hvor man bygger. Det handler om ansvarlighed, og det er det, vi efterlyser,« siger han.

123...138Side 1 af 138
© DANSKE DIGITALE MEDIER A/S - NYHEDER, ANALYSER OG PERSPEKTIVER