På denne dag i 1849 fik Danmark sin første grundlov, og i 1953 blev den nuværende til. Grundloven er fundamentet under alt det, vi holder af. Den frie stemmeret, det frie ord, retten til at slutte sig sammen og stille op. Grundlovsdag er dagen, hvor vi med rette fejrer, hvor langt vi er nået.

Men en forfatning er ikke kun en samling rettigheder. Den er også en konstruktion, der skal kunne bære et land. Og netop her melder et spørgsmål sig med fornyet styrke i år. Danmark har lige været vidne til de længste regeringsforhandlinger i historien. Det krævede flere kongerunder, to skiftende undersøgere og ti ugers tovtrækkeri, før en regering kunne træde frem. Ved valget i marts var tolv partier opstillet, og alle tolv kom ind.

Tolv partier i ét folketing. Det er udtryk for en levende demokratisk mangfoldighed, og det skal man ikke kimse ad. Men det er også en opskrift på et parlament, hvor det bliver stadig sværere at samle flertal, hvor regeringsdannelser trækker i langdrag, og hvor de yderste og mindste kan få en vægt, der langt overstiger deres størrelse.

Danmarks spærregrænse er på to procent. Den blev indført i 1953 og har ligget urørt siden. Det placerer os i den absolut lave ende internationalt. Sverige og Norge kræver fire procent, Tyskland fem. De grænser er ikke sat for at lukke folk ude, men for at sikre, at et parlament kan fungere, at et land kan regeres, at vælgernes stemmer omsættes til beslutninger og ikke blot til endeløse forhandlinger.

Vi mener, tiden er kommet til at hæve den danske spærregrænse. Ikke dramatisk, men mærkbart, til tre eller fire procent. Ikke for at svække demokratiet, men for at værne om dets handlekraft. Et demokrati skal ikke kun kunne rumme mange stemmer. Det skal også kunne træffe beslutninger.

Indvendingerne er reelle, og de skal høres. Forskere som Rune Stubager og Ditte Shamshiri-Petersen peger på, at en spærregrænse er en grundlæggende del af demokratiet, som ikke bare rykkes fra den ene dag til den anden, og at den uvægerligt rammer nogen. Et parti som Alternativet, der i 2022 fik 2,6 procent, ville med en grænse på fire procent slet ikke have været i Folketinget. Det er prisen, og den skal man være ærlig om. En højere grænse beskytter regerbarheden, men den koster i bredde.

Derfor bør en forhøjelse følges af det, Kristendemokraterne med rette har peget på. Gør det til gengæld lettere at stille op. Fjern de benspænd i vælgererklæringssystemet, som de etablerede partier har rejst om sig selv. En højere tærskel for at komme ind må modsvares af en lavere tærskel for at forsøge. Ellers bliver det blot en mur, de store bygger for at holde de små ude.

Grundloven gav os friheden. Men frihed uden evnen til at handle bliver med tiden til afmagt. På en dag, hvor vi fejrer det, vi byggede i 1849 og 1953, klæder det os at spørge, om ikke netop respekten for det demokratiske håndværk kræver, at vi tør justere maskineriet, så det også kan bære fremtiden.