POLITIK. Skatteminister Rasmus Stoklund (S) præsenterer nu en udvidelse af refusionsordningen for elafgift, der gør det muligt for elbilejere med solceller på taget at få del i samme fordele som øvrige elbilejere.

Den nye løsning kommer i kølvandet på en længere dialog med branchen og relevante interessenter, som har efterspurgt en løsning hurtigere end den tidligere foreslåede serielle målerordning, også kendt som bimålerordningen.

Med den udvidede refusionsordning behøver elbilejere med solceller ikke længere vente på, at bimålerordningen bliver implementeret, for at få den lave elafgift. Lovforslaget fremsættes for Folketinget i oktober 2025 og forventes at træde i kraft 1. januar 2026.

Ifølge skatteministeren er formålet med udvidelsen at understøtte borgernes grønne valg, så både solceller og elbiler bliver en økonomisk fordelagtig kombination.

»Der skal være en gevinst at hente, når man har gjort en ekstra grøn indsats ved både at have solceller på taget og en elbil i garagen,« siger Rasmus Stoklund.

En midlertidig løsning

I marts præsenterede Rasmus Stoklund den serielle målerordning, som fortsat er den foretrukne løsning på længere sigt. Da denne ordning tager længere tid at få implementeret, bliver den nu suppleret med den udvidede refusionsordning.

I dag kan ladeoperatører kun få refusion af elafgiften, hvis kunderne ikke har solceller, da kunder med solceller potentielt kan anvende strøm, der ikke er betalt afgift af. Med den nye ordning får ladeoperatørerne alligevel refusionen, selvom kunden har solceller, og denne refusion kan derefter gives videre til kunderne.

Ifølge skatteministeren har både danskerne og branchen ønsket denne hurtigere løsning.

»Jeg er glad for, at vi nu kan udvide løsningen for de borgere, der har både solceller og elbil, så de med rette kan blive belønnet for, at de bidrager til den grønne omstilling. Jeg vil også gerne sige branchen tak for den positive dialog og for at løfte behovet for at udvide ordningen,« siger Rasmus Stoklund.