Fæstningscenteret er skrevet ud af museets vedtægter

ANALYSE. I 2023 besluttede Fredericia Byråd at gå ind i etableringen af et formidlingscenter sammen med Den Selvejende Institution Museum Fredericia. Voss-grunden blev overdraget vederlagsfrit til formålet, en styregruppe med Monjasas topchef Anders Østergaard i spidsen skulle lægge fundamentet, og finansieringen ventedes at komme fra fonde. I kommunens egen VISION 2033 står et kommende fæstningscenter beskrevet med spændende arkitektur og involverende museumsformidling. Blandt dem, der sad i styregruppen bag oplægget, var Peder Tind og Susanne Eilersen.

Året efter kom forpligtelsen ind i museets vedtægter. I punkt 2.3 stod der, at museet skal aktualisere viden om kulturarv og gøre den tilgængelig og vedkommende »ved driften af et fæstningscenter/formidlingscenter«. Sådan har det stået siden begyndelsen af 2024, og sådan står det stadig på museets egen hjemmeside.

I de vedtægter, byrådet netop har godkendt, er sætningen skåret af efter ordet vedkommende.

Forvaltningen forklarer det med, at henvisningen til en specifik driftsform er erstattet af en mere generel formulering, »der giver større fleksibilitet i organiseringen af formidlingsopgaven«. Fleksibilitet er et venligt ord for det, der er sket. Et fæstningscenter er ikke længere noget, museet er forpligtet til at drive. Drømmen kan stadig blive til virkelighed, men den eksisterer nu udelukkende som politisk hensigt. Den juridiske pligt er væk, og ingen kan længere holde museet op på den.

Det bør ses i sammenhæng med, hvad der ellers er sket i år. Da borgmester Peder Tind og viceborgmester Susanne Eilersen i august foldede drømmen ud om et kulturhus til en halv milliard i Kanalbyen med museum og musicalteater under samme tag, var tanken ikke ny for museet. Museumsdirektør Simon Faber fortalte AVISEN, at idéen havde været i omløb det seneste halve år. Det peger tilbage på det tidlige forår 2026. Det er den samme periode, hvor museets bestyrelse har udarbejdet det vedtægtsforslag, der fjerner forpligtelsen — og hvor Voss-grunden, som byrådet gav væk til formålet, ikke længere er det sted, drømmen skal bo.

Adspurgt af AVISEN, om sammenlægningen med et teater reelt er en nedprioritering af fæstningscentret, svarede borgmesteren nej og kaldte det 50-50. Men det er værd at bemærke, hvad papiret gør. Da fæstningscenteret stod i vedtægten, var det en pligt, tilsynsmyndigheden kunne påse. Nu er det en ambition, der kan justeres af en bestyrelse, som samtidig har fået udvidet sit eget råderum betragteligt.

Fæstningscenteret er nemlig ikke nævnt med ét ord i den sagsfremstilling, byrådet traf beslutningen på. Og det er ikke det eneste, der ikke er nævnt.

Sagsfremstillingen lagde vægt på tilpasning til lovgivningen. Vedtægterne skulle moderniseres, tilsynet skærpes, økonomistyringen strammes. Det lyder som teknik. Men når man læser de gamle og de nye vedtægter side om side, tegner der sig et andet billede. Der er tale om en forskydning af magt, væk fra byrådet og hen mod museets egen bestyrelsesformand.

Begynd med det, forvaltningen selv fremhæver. Sagsresuméet oplyser, at der »indarbejdes desuden en eksplicit henvisning til ligestillingsreglerne for bestyrelser«, at der »indføres krav om en instruks for økonomistyringen«, og at bestyrelsens ansvar for økonomi og drift »tydeliggøres«. Alle tre dele stod der i forvejen. Henvisningen til ligestillingslovbekendtgørelsen fra 2020 fandtes ordret i de gamle vedtægters paragraf 5.1. Kravet om en økonomiinstruks stod i paragraf 6.3. Og om bestyrelsens ansvar skriver museets eget sammenligningsdokument tørt, at de nye bestemmelser »viderefører disse principper med opdaterede henvisninger« og er »indholdsmæssigt uændret«. Tre af de fire nyskabelser, byrådet fik præsenteret, er altså ikke nye.

Til gengæld er der ændringer, som sagsfremstillingen ikke nævner.

Den mest vidtrækkende står i de nye vedtægters punkt 4.3. Her hedder det, at øvrige bestyrelsesmedlemmer udpeges af bestyrelsen ved simpelt flertal, »efter indstilling fra formandskabet«. De fire sidste ord er nye. I den gamle vedtægt kunne bestyrelsen supplere sig selv frit, og nu kan ingen komme ind i bestyrelsen uden først at være bragt i forslag af formand og næstformand. Bestyrelsen er fortsat selvsupplerende for op til syv af sine ni pladser, og kombinationen er værd at dvæle ved. Formandskabet indstiller kandidaten. Bestyrelsen vælger. Og de valgte kan siden være med til at vælge de næste, som formandskabet indstiller. Over en årrække kurerer en formand på den måde sit eget flertal.

Samtidig er bestyrelsen skrumpet. Fra 7-10 medlemmer til 5-9, og de kommunale pladser fra tre til to. Ved fuld bestyrelse falder byrådets andel fra tre af ti til to af ni. I en minimumsbestyrelse på fem er der to fra byrådet og tre øvrige, og de øvrige er dem, formandskabet har indstillet. Formandens stemme er afgørende ved stemmelighed. Den regel er ikke ny, for den stod også i de gamle vedtægter, men den bider hårdere i en lille forsamling, hvor lige stemmetal opstår oftere end i en stor.

Borgmesterens plads er også væk. De gamle vedtægter gjorde borgmesteren til født medlem. »Borgmesteren i Fredericia Kommune sidder altid i bestyrelsen, og når en ny person bestrider borgmesterembedet, skal denne hurtigst muligt tiltræde i bestyrelsen.« Den bestemmelse findes ikke længere. Byrådet udpeger nu to medlemmer blandt sine egne, og hvem det bliver, er en politisk beslutning fra valgperiode til valgperiode. Økonomi- og Erhvervsudvalget har indstillet Peder Tind og Christian Jørgensen, men det er en indstilling, ikke en vedtægtsret.

Ikke alt går samme vej. De gamle vedtægter forbød udtrykkeligt de kommunalt udpegede at stemme om øvrige medlemmers ind- og udtræden. Den spærring er slettet, og på det punkt står byrådets folk stærkere end før. Til gengæld er bestemmelsen om, at et medlem kunne deltage i afstemningen om sin egen udtræden, også forsvundet, uden at der er kommet noget i stedet. Og det årsmøde, hvor bestyrelsens sammensætning tidligere skulle gennemgås medlem for medlem, findes ikke længere i vedtægten. Der står nu blot, at »der evalueres årligt på sammensætningen af bestyrelsen«. Hverken de gamle eller de nye vedtægter beskriver, hvordan man afsætter en formand.

Så er der pengene. De gamle vedtægter var korte for hovedet. »Bestyrelsen modtager ikke honorar for bestyrelseserhvervet.« De nye siger det modsatte. Bestyrelsen kan fastsætte vederlag til formand, næstformand og menige medlemmer, og det eneste værn er en skønsformulering om, at vederlaget ikke må overstige, hvad der er sædvanligt efter hvervets art og forsvarligt i forhold til museets økonomiske stilling. Der er ingen beløbsgrænse, intet krav om kommunal godkendelse, og det fremgår ikke, hvem der afgør, om skønnet er overholdt. Bestyrelsen fastsætter altså selv sit eget vederlag, og formanden får sin egen sats, besluttet af den bestyrelse, han har indstillingsret til. Når det er skrevet, så vil Anders Østergaard helt sikkert afstå for at få et honorar. Det er sikkert.

I sagens felt for økonomiske konsekvenser står der ét ord. Ingen. Det er svært at forlige med museets egne vedtægter, hvis punkt 9.3 fastslår, at driften »i overvejende grad« dækkes af offentlige midler. Det var netop dette punkt, Det Konservative Folkeparti stemte imod på, med den begrundelse, at beslutningskompetencen om vederlag til bestyrelsen bør ligge i byrådet.

Tilbage står tilsynet, som ellers var den officielle begrundelse for hele øvelsen. Her er vedtægterne blevet kortere, ikke skarpere. De gamle beskrev, hvad tilsynet gik ud på, nemlig at hovedtilskudsyderen fører tilsyn med, at driftstilskuddet forvaltes efter formålet, og at museet overholder lovgivning og aftaler med offentlige tilskudsydere. Hele den passage er slettet. Tilbage står, at museet er under tilsyn af den offentlige hovedtilskudsyder. Punktum. Samtidig er den gamle bestemmelse om, at årsregnskabet sendes til Slots- og Kulturstyrelsen, udgået uden erstatning. Budgettet skal fortsat sendes. Regnskabet skal kun til kommunen.

Dokumentet, byrådet har godkendt, bærer i øvrigt præg af hastværk. Ikrafttrædelsesdatoen står som X.X. 2026. Paragraffen om tegningsret er nummereret 11.1, samme nummer som paragraffen om kvalificeret stemmeflertal, i et dokument, der krydshenviser til punktnumre. Punkt 9.5 bestemmer, at revisor vælges på årsmødet, som ingen andre steder i vedtægten er defineret. Punkt 8.1 taler om »fonden« og om, at den ikke anses som erhvervsdrivende fond, selv om paragraf 3 fastslår, at institutionen er undtaget fondsloven. Og bestemmelsen om ophør henviser til, at Civilstyrelsen skal godkende »ændringen«, i en paragraf, hvor der ikke er nogen ændring, men en nedlæggelse.

Hver enkelt af disse ting kan forklares. Bestyrelser bliver mindre for at blive mere arbejdsdygtige. Formandskaber får indstillingsret for at sikre kompetencer. Honorarer indføres, fordi frivilligt bestyrelsesarbejde er svært at rekruttere til. Formålsparagraffer moderniseres. Men de er besluttet samlet, på ét møde, på grundlag af en sagsfremstilling, der fremhævede tre ændringer, som ikke var ændringer, og som ikke nævnte indstillingsretten, borgmesterens bortfaldne plads, det slettede tilsynsindhold eller fæstningscenteret med ét ord.

Museum Fredericia er en selvejende institution. Det er hele pointen med konstruktionen, at bestyrelsen skal kunne handle uden politisk indblanding i den daglige drift. Men museet lever af kommunale kroner, og Fredericia Kommune er både hovedtilskudsyder og tilsynsmyndighed. Når byrådet giver afkald på en plads, på borgmesterens faste sæde, på retten til at fastsætte vederlag, på den detaljerede beskrivelse af, hvad tilsynet indebærer, og på et fæstningscenter, som byrådet selv har givet en grund til, så er det byrådets egne redskaber, der lægges fra hånden.

Det kan godt være, det er den rigtige beslutning. Men det bør være en beslutning, ikke en overset detalje i et bilag.