POLITIK. Når danskerne går til kommunalvalg til efteråret, bliver det med færre muligheder for at nå vælgerne digitalt. Fra oktober indfører både Google og Meta, der står bag Facebook og Instagram, et midlertidigt stop for politiske annoncer, kun få uger før valget.

Annonceforbuddet kan ifølge marketingbureauet Apropos Bureau ændre kommunalvalgkampen og få betydning for de mindre kandidaters synlighed.

Venstre-kandidat i Aalborg Kommune, Maj-Britt Kjær, vurderer, at det især kan mærkes blandt kandidater med små kampagnebudgetter.

»I et kommunalvalg er det ofte de lokale ildsjæle, der skaber engagement med få midler. Når kravene til dokumentation og rapportering stiger, og platformene lukker for annoncer, bliver kampagner både dyrere og mere tidskrævende. Når marketingbureauer skal hyre ekstra compliance-specialister, presses prisen pr. eksponering op. Det øger risikoen for, at kun kandidater med store budgetter kan få en tydelig stemme online,« siger hun.

Marketingekspert Mads Mathiasen, der har erfaring med kampagner til folketingsvalg, EU-parlamentsvalg og kommunalvalg, mener, at ændringerne vil ændre spillereglerne.

»Det bliver ikke muligt bare at smide annoncekroner efter Meta og Google og forvente at nå ud til vælgerne. Politikerne må bruge andre kanaler og være langt skarpere på, hvordan de bliver fundet og forstået, også af AI-værktøjer som ChatGPT,« siger han.

Ifølge Mads Mathiasen vil traditionelle tiltag som flyer-omdeling, pressearbejde i tv og lokalaviser samt events og debatmøder fortsat være relevante, men han forventer også, at teknologisk udvikling får større betydning.

»Jeg forventer, at flere borgere vil bruge AI til at få svar på politiske spørgsmål op til kommunalvalget. Mange vil formentlig spørge ChatGPT, hvem de skal stemme på, eller søge mere viden om mærkesager efter en valgtest,« forklarer han.

Han anbefaler, at kandidaterne sikrer, at deres hjemmesider besvarer de vigtigste spørgsmål om deres politik og mærkesager.

»Det er ikke raketvidenskab, men AI, søgemaskiner og journalister har brug for viden og svar, som du som politiker skal sørge for, at de let kan finde på din hjemmeside,« siger han.

Maj-Britt Kjær peger på, at vælgerne også selv kan bidrage til en bred debat.

»Hvis vi vil sikre en mangfoldig og demokratisk debat på sociale medier, kan vi ikke læne os tilbage og lade andre styre samtalen. Like, del og kommenter de politiske opslag, der taler til dig, også når ingen betaler for det. Det er folkets stemmer, ikke annoncebudgetterne, der skal forme vores fælles fremtid,« siger hun.