Fredericia KFUM og JL Sport Solution afholder lørdag den 18. og søndag den 19. januar Indoor Liga Cup i Fredericia Idrætscenter. Stævnet, der henvender sig til spillere født i 2016 og 2017, tiltrækker hele 136 hold. Over 1200 spillere gæster Fredericia Idrætscenter.
For mange spillere, især de 7-8 år gamle fra årgang 2017, er dette første gang, de skal deltage i et stævne med overnatning. Det mærkes tydeligt, da der er rekordstor tilslutning fra forældrene, både til overnatning og bespisning.
De mange deltagerne ankommer enten fredag aften, hvor omkring 900 spillere og ledere forventes, eller lørdag morgen, for at være klar til indmarch kl. 09.00. Alle hold skal spille minimum 12 kampe over de to dage, og der vil ske ombrydning efter hver tre kampe, indtil de afsluttende kampe søndag eftermiddag.
– Søndag eftermiddag vil der være fælles afslutning i Hal 1 med pokaloverrækkelse, hvor alle deltagere vil få pokaler i forhold til deres placering. De mange deltagende hold kommer fra hele Danmark, med en overvægt af hold fra Sjælland, som især sætter pris på de gode rammer, Fredericia tilbyder, hvor alt er samlet under ét tag, oplyser Ejvind Hansen fra Fredericia KFUM.
Indkvartering og bespisning for spillerne og deres ledere foregår på lokale skoler i Fredericia. Fredag aften vil der være ca. 900 personer til spisning, mens der lørdag aften vil være omkring 1200 personer til samme formål.
Arrangørerne, med hjælp fra mange frivillige, herunder forældre og spillere fra U13-holdet, håndterer alt fra tidtagningsborde til bespisning og overnatning på skolerne. Fredericia KFUM forventer, at der i løbet af lørdagen og søndagen vil være minimum 2500 personer til stede i hallen, herunder spillere, trænere, ledere, forældre og bedsteforældre.